"Mine brødre tjener pengene. Jeg bruger dem"

Han er femte generation i familien bag vin- og spiritusgiganten Hans Just Group, men selv er Andreas Just Karberg langt fra nogen købmand. I stedet investerer han familiens formue i gamle, fredede ejendomme og forvandler dem til profitable perler

Andreas Just Karberg cykler i rasende fart henover brostenene på Amalienborg Slotsplads. Det er midt under vagtskiftet, så han zigzagger ind og ud mellem de mange turister, der er stimlet sammen for at overvære det ene hold soldater blive skiftet ud med det andet. Alligevel virker det ikke til at genere ham.

Han sætter tværtimod farten op og stopper først, da han når hen til fortovet. Her er mængden af mennesker så tæt, at der ikke er anden udvej. Han må hoppe af cyklen og trække det sidste stykke. Men heller ikke på gåben sagtner han farten. Det kunne han aldrig finde på.

“Jeg har det bedst, når tingene foregår i højt tempo. Det er i fuld fart eller slet ikke,” siger han.

Og så er han ellers oppe på cyklen igen.

Hvis man vil prøve at forstå den passion og den ild, der brænder i Andreas Just Karberg, må man træde godt til i pedalerne. Han har meget på hjerte og meget, han gerne vil vise frem. Udfordringen er bare, at de værdier, han er gået med til at tale om, ligger spredt ud over store dele af det centrale København, og det er derfor, at interviewet nærmest foregår på to hjul.

“Det er simpelthen det letteste, hvis vi bare cykler rundt i byen, og så kan jeg fortælle dig alle de anekdoter og historier, der knytter sig til de enkelte ejendomme, som vi ejer i familien.”

Sådan lyder Andreas Just Karbergs eget forslag, da vi en uge før cykelturen mødes for at drøfte vilkårene for dette interview. Mødet finder sted i Brønnums Hus lige ved Kongens Nytorv og er et såkaldt “kaffemøde,” hvor man udover at drikke kaffe også ser hinanden an og finder ud af, om man overhovedet kan finde fælles fodslag.

“Begge mine brødre er købmænd med stort K. De er meget dygtige og har formået at drive virksomheden solidt igennem mange år. Jeg plejer gerne at sige, at mine brødre tjener pengene, og jeg bruger dem"

Andreas Just Karberg er nemlig ikke typen, der normalt stiller op til interview eller taler om sig selv eller familiens virke. Det er slet ikke stilen i familien Just Karberg, der står bag vin- og spiritusfirmaet Hans Just Group A/S.

Den familieejede virksomhed fejrer i år 150 års-jubilæum, og Andreas Just Karberg udgør sammen med sine to ældre brødre femte generation.

Selv har han aldrig været del af den daglige drift i Hans Just Group, men har trygt overladt ledelsen til sine to brødre. Eller som han selv formulerer det:

“Begge mine brødre er købmænd med stort K. De er meget dygtige og har formået at drive virksomheden solidt igennem mange år. Jeg plejer gerne at sige, at mine brødre tjener pengene, og jeg bruger dem,” siger han og smiler en smule forsigtigt.

Det er ikke helt forkert, for siden midten af nullerne har Andreas Just Karberg stået i spidsen for familiens ejendomsselskab, Karberghus, der har specialiseret sig i noget så unikt som fredede ejendomme i centrale dele af den danske hovedstad.

“Det er vidst en niche, vi har for os selv. Der er i hvert fald ikke mange ejendomsudviklere, der har den tålmodighed, der skal til for at opkøbe, istandsætte og efterfølgende drive en fredet ejendom. Det kræver en særlig passion, og den har vi uden tvivl udviklet i vores familie,” siger han.

Karberghus rummer i dag en perlerække af smukke, fredede ejendomme, der alle har det tilfælles, at de er blevet nænsomt istandsat og efterfølgende lejet ud til erhvervsformål. Andreas Just Karberg kan stolt notere sig, at hele 99,7 pct. af Karberghus’ godt 50.000 kvadratmeter er lejet ud.

“Jeg tror, det skyldes, at mange gerne vil holde til i smukke omgivelser og i rammer, der har en helt særlig historie. Det har de fredede ejendomme jo i høj grad. Det er også grunden til, at jeg selv er så fascineret af dem. Jeg holder af at opkøbe bygninger og finde de rette håndværkere til istandsættelsen, men endnu mere fascineret bliver jeg, når jeg lærer bygningerne og deres historier at kende. Hvad er det for mennesker, der har opført ejendommen, hvem har boet her, og hvad er det for et eventyr, der har udspillet sig i disse rammer?”

Tag nu blot Brønnums Hus, som blev del af Karberghus-samlingen for tre år siden og i dag er forvandlet til et eksklusivt kontorfællesskab under navnet: “Office Club.”

“Bygningen blev oprindeligt opført i 1866 og husede dengang tre storfamilier, der hver især havde deres egen herskabslejlighed på 469 kvadratmeter,” fortæller Andreas Just Karberg under en rundvisning i huset, der er nærmeste nabo til Det Kgl. Teater.

“Familien Hirschsprung var meget velhavende, og det afspejler deres valg af tapet, for det er ikke bare et helt almindeligt tapet, men et særligt japansk håndværk, som vores konservatorer nu har fået restaureret og vakt til live”

“På første sal boede bankierfamilien Henriques, mens tobaksfamilien Hirschsprung holdt til på anden sal. Lad os lige gå derop, for her er virkelig noget at vise frem,” siger han og småløber op ad trapperne.

“Kom med herind, nu skal du bare se,” siger han og stryger langsomt sin hånd ned over et gyldent tapet, der hænger på væggen i et ovalt lokale midt i lejligheden.

Det ligner nærmest guld, og det er måske også selve hensigten.

“Familien Hirschsprung var meget velhavende, og det afspejler deres valg af tapet, for det er ikke bare et helt almindeligt tapet, men et særligt japansk håndværk, som vores konservatorer nu har fået restaureret og vakt til live,” fortæller Andreas Just Karberg og kalder tapetet for en af den slags kulturskatte, man ofte støder på, når man gennemgår fredede ejendomme.

“Det er altid en kæmpe oplevelse, når vi langsomt går ejendommene igennem, for hvad finder vi så? Vi ønsker jo i princippet at føre husene tilbage til deres oprindelige udseende, men ofte venter der os store overraskelser,” siger han og fortæller, at konservatorerne f.eks. har fundet op mod 19 forskellige lag af farver på væggene i nogle af de huse, Karberghus gennem tiden har opkøbt.

“I de tilfælde ser vi på de oprindelige farver og vurderer, hvilken farve der vil passe bedst ind i en nutidig sammenhæng, for det er klart, at selvom vi gerne vil være tro mod historien, så skal vores huse også have en vis brugsværdi. Det nytter ikke noget at istandsætte en fredet ejendom, hvis der ikke er nogen, der vil bo eller arbejde i den. På den måde er jeg også købmand, for ejendommene skal lejes ud, og vi skal tjene penge på dem. Det er ikke ren con amore.”

“Vi var virkelig heldige med Harsdorffs Hus, som vi erhvervede midt under finanskrisen. Dengang var der ingen, der ville røre sådan et stort hus med en ildtang"

Syv dage senere står Andreas Just Karberg iført cykelhjelm og tripper foran Harsdorffs Hus på Kongens Nytorv.

Han er klar til den store rundtur, siger han, men først er vi nødt til at træde indenfor i den store, sandfarvede bygning, som har tilhørt familien Karberg siden 2009.

“Vi var virkelig heldige med Harsdorffs Hus, som vi erhvervede midt under finanskrisen. Dengang var der ingen, der ville røre sådan et stort hus med en ildtang, og da slet ikke en fredet ejendom, men vi slog til og købte huset af Staten på et godt tidspunkt,” fortæller han, mens han finder et velvoksent nøglebundt frem fra bukselommerne.

“Nogle gange føler jeg mig lidt som en vicevært, når jeg er på tur rundt i vores ejendomme, men om lidt vil du også se, hvorfor jeg føler mig så ekstremt privilegeret over, at dette er mit levebrød,” siger han og træder ind i trappeopgangen, hvor der øverst oppe hænger en gigantisk krystallysekrone.

“Altså, jeg bliver simpelthen så forelsket, når jeg træder ind i sådan et hus som dette. Al den historie, der gemmer sig her...” siger han og går i stå.

Han læser lidt på en af de plancher, der hænger i opgangen, og hvor hele husets historie er gennemgået år for år. Det viser sig, at det er hans egen historiske research, der ligger til grund for de store plancher.

“Ja, det er mig, der har skrevet teksten. Jeg har altid holdt meget af historie, og i gymnasiet fik jeg da også højeste karakter i netop historie.”

Alligevel valgte han senere at læse økonomi på universitetet, og på spørgsmålet om, hvorfor han egentlig ikke valgte sit yndlingsfag, bliver der stille i opgangen.

Dybt suk.

“Altså, jeg er ud af en rigtig købmandsfamilie, og historiefaget blev opfattet som brødløst derhjemme, så jeg valgte at læse økonomi. Sjovt nok blev økonomisk historie så mit favoritfag på universitetet,” siger han og leder lidt efter ordene.

“I dag tænker jeg, at jeg med Karberghus har formået at kombinere min interesse for det historiske med økonomi. Det er kommet lidt sent i livet, men måske er det også årsagen til, at jeg føler mig så heldig,” siger han og skynder sig op af de mange trappetrin, der er fuldstændig skæve.

“Ja, de er ikke blevet rettet ud, men det er jo en del af charmen ved sådan et gammelt hus. Man føler sig nogle gange fuldstændig beruset efter en tur op og ned af de trapper.”

"Det er lidt ligesom valg af partner. Man forelsker sig først i det ydre, men eftersom man lærer vedkommende bedre at kende og forstår personens indre, opstår der nye dimensioner, og det kan blive til kærlighed"

Vi træder ind i husets største rum. Det har engang tilhørt daværende udenrigsminister Erik Scavenius, der havde kontor netop her, fortæller Andreas Just Karberg og ser ud af vinduet mod Kongens Nytorv.

“Hvis disse vægge kunne tale, ville du få en meget interessant historie, tror jeg. Det er bl.a. her i lokalet, at kontrakten om salget af de Dansk Vestindiske Øer blev underskrevet i 1917. Det er den slags historiske begivenheder, man først finder ud af, når man dykker ned i de enkelte huses historie. På den måde er det lidt ligesom valg af partner. Man forelsker sig først i det ydre, men eftersom man lærer vedkommende bedre at kende og forstår personens indre, opstår der nye dimensioner, og det kan blive til kærlighed. Der er ingen tvivl om, at netop Harsdorffs Hus er min egen favoritejendom. Det skyldes nok historien, beliggenheden og den underspillede stil og elegance, der præger husets udtryk.”

Men tro nu ikke, at husets indre kun bærer præg af dets over 230 år lange historie. Tværtimod. Samtlige rum er i dag indrettet til moderne kontorbrug og er netop nu ved at blive gjort klar til endnu en afdeling af Karbergshus’ populære Office Club.

Det betyder, at der snart rykker en række enkeltmandsvirksomheder eller mindre firmaer med to til fem ansatte ind i de historiske rammer, hvor de ansatte ude på gangene og i de store mødelokaler vil kunne beundre moderne kunst af bl.a. danske Jeppe Hein og den dansk-norske kunstnerduo Elmgren & Dragset.

“Jeg kan ikke tage æren af valg af kunst alene, men jeg er da inde over beslutningerne,” siger Andreas Just Karberg, der er gift med kunsthistoriker og direktør på Nivaagaards Malerisamling, Andrea Rygg Karberg, som gerne kommer med gode råd og tip til, hvilken kunst der vil passe godt ind i de forskellige huse.

“Det er klart, at vi taler meget om den slags derhjemme, og både bygninger og kunst er et hyppigt emne henover middagsbordet. Vi forsøger også at involvere vores børn i vores dagligdag, og jeg fortæller dem gerne om de overvejelser, jeg går rundt med. Det sker også, at jeg tager børnene med på besøg i nogle af husene, så de på den måde får et forhold til, hvad det er, jeg går og beskæftiger mig med,” siger Andreas Just Karberg, der sammen med sin hustru har to børn på hhv. 15 og 17 år.

Om de en dag også skal ind i familievirksomheden er endnu for tidligt at sige noget om, men de skal i hvert fald ikke opleve noget pres hjemmefra, siger Andreas Just Karberg, der er klar til at hoppe på cyklen og komme videre.

Med erhvervelsen af Zieglers Gaard har ejendomsporteføljen i Karberghus sneget sig op på en bogført værdi af 1,1 mia. kr.

Efter en hektisk spurt gennem nogle af de ældste dele af København, ender vi op foran Zieglers Gaard på Nybrogade 12, hvorfra der er direkte udsigt til Christiansborg og Thorvaldsens Museum. Igen en beliggenhed, der scorer højt på liebhaverskalaen.

Foran huset ligger kanalen, og vandet giver refleksioner helt ind i husets allerinderste. Et par håndværkere sidder på et trappetrin og nyder en sodavand i deres middagspause. Andreas Just Karberg hilser på og spørger, om det hele kører efter planen.

“Vi har først erhvervet Zieglers Gaard tilbage i juli måned, så istandsættelsen er stadig i gang. Det er en spændende proces, for huset er oprindeligt opført i rokokostil, og det prøver vi at lade skinne igennem, når vi nyfortolker, hvordan husets indre skal se ud,” lyder forklaringen henover malerbøtter og gulvsliberudstyr.

“Og her ser du så husets hjerte. Det bliver til mødelokale og kommer til at få et noget utraditionelt navn.

Engang boede pastor Grundtvig nemlig her sammen med sin anden hustru, og de var meget nyforelskede.

Derfor kommer lokalet til at hedde “Grundtvig in Love.” Det er da noget sjovere end Mødelokale nr. 1, synes du ikke?”

Med erhvervelsen af Zieglers Gaard har ejendomsporteføljen i Karberghus sneget sig op på en bogført værdi af 1,1 mia. kr. Men selve det tal spekulerer Andreas Just Karberg egentlig ikke så meget over.

“Vi driver selvfølgelig en forretning, så jeg er klar over de værdier, vi forvalter, men det er ikke sådan, at vi har huse til salg. Det er slet ikke meningen. Vi har aldrig solgt en eneste ejendom og har heller ingen planer om det,” siger han.

“Fordelen ved at være del af en sund, familieejet virksomhed er, at vi ikke behøver at involvere andre, hver gang vi ønsker at gøre et køb"

I stedet leder familien blot videre efter nye, egnede ejendomme, der vil passe godt ind i samlingen. Og når et bud kommer på bordet, er der som regel ikke så langt fra tanke til handling.

“Fordelen ved at være del af en sund, familieejet virksomhed er, at vi ikke behøver at involvere andre, hver gang vi ønsker at gøre et køb. Ofte er det sådan, at jeg får tilbudt en ejendom, hvorefter jeg drøfter muligheden med mine brødre. Og i princippet kan vi så komme med et bud efter 10-15 minutter. På den måde har vi en kort beslutningsproces, og det gør, at vi er ret fleksible.”

På sidste del af cykelturen når vi at runde Magasinet på Kalvebod Bastion på Christianshavn, hvor Danisco og De Danske Spritfabrikker engang havde kontor, men siden Karberghus erhvervede de gamle militærejendomme har der været advokatkontor i de historiske lokaler.

“Det er da ret sjovt at tænke på, at Spritfabrikkerne havde kontor her. De var jo på en måde vores konkurrent i Hans Just Group, eftersom de havde Gammel Dansk, mens vi har haft agenturet på Jägermeister i mere end 50 år,” fortæller Andreas Just Karberg, da vi lidt efter er på vej tilbage mod Indre By – for der er lige endnu ét sted, han gerne vil vise frem.

Ved Amalienborg Slotsplads sætter han farten op.

“Kom nu. Er du med? Vi skal bare lige til højre her ved Marmorkirken,” siger han og træder til i pedalerne.
Kort efter står vi stille. Endelig. Cyklerne er parkeret hen langs et hegn ud mod Bredgade, og Andreas Just Karberg løsner sin cykelhjelm.

Og så gør han ellers det, han har gjort så mange gange tidligere i dag. Han kigger op. Vender hovedet bagover og står stille i et par sekunder.

“Den er smuk. Synes du ikke?”

Ejendommen foran os er det gamle Frederiks Hospital, der er bygget i midten af 1700-tallet. Engang husede den pompøse bygning Sø- og Handelsretten, men siden 2013 har ejendommen været en del af Karberghus.

I dag rummer ejendommen et anerkendt headhunterfirma, men gemmer også på en helt anden unik historie, for det var netop inde bag disse ruder, at den danske filosof Søren Kirkegaard levede nogle af sine sidste dage.

“Derfor kunne jeg heller ikke dy mig, da vores håndværkere rykkede ind. Jeg var nødt til at sige til dem, at de skulle være ekstra opmærksomme, for tænk nu, hvis de fandt et uopdaget manuskript. Det skete desværre ikke,” siger Andreas Just Karberg, der erkender, at han en gang imellem lader sig rive med af sine drømme.

“Jeg tænker tit, at det ultimative ville være, hvis jeg selv kunne opføre et hus eller en ejendom, som engang ville blive fredet. Det er nok en utopi, og jeg kommer aldrig selv til at opleve det, for til den tid er jeg jo for længst begravet. Men jeg vælger nu alligevel at holde fast i drømmen.”