Man skal ikke ret langt ned ad Sandfeldvej tæt ved den lille by Brande før en færdselstavle advarer de få bilister om, at der kan komme vildt på tværs af vejen. Og så bør man sætte farten ned, forstås.
Længere nede ad vejen ud for den store, flotte, stråtækte, hvide ejendom med de automatiske porte, Sandfeldgård, er der ikke flere skilte, men bilisterne er nødt til at tage farten næsten helt af.
Related contentFor det vrimler med fasaner – både på den enorme plæne bag hækken og på Sandfeldvej. De piler konstant frem og tilbage over vejen mellem skoven og den store have.
Det er her, tæt på Skjern Å, ude midt i naturen med både fugle- og dyrevildt i store mængder, han bor, Peter Stubkjær Sørensen, 70 år og én af Danmarks mest formuende mennesker. Han startede vindmøllefabrikken Bonus Energy og solgte den for et milliardbeløb til tyske Siemens. Og hér trives han og har det rigtig godt på sine næsten 500 hektar jord – som oftest langt væk fra offentlighedens søgelys, sjældent i medierne.
“Jeg kan simpelthen ikke leve med, at tingene ikke er i orden,” siger Peter Stubkjær flere gange i løbet af formiddagen, mens han viser rundt inde og ude, hvor ikke mange strå peger den forkerte vej"
I Brande, hvor han voksede op i en andelsboligforeningslejlighed på Blichersvej, og hvor han senere som vindmøllefabrikant var en af byens store arbejdsgivere, kender de ham. Og det gør mange også i nabobyen Herning, hvor han i den 12 etager høje Queen’s Corner-bygning, som han ejer en stor del af, har sin tidligere revisor til at lede Stubkjær-koncernen med formuen på over 3 mia. kr.
Men reelt kan han gøre, som han vil. Og en stor del af tiden handler det, han har lyst til, om de små 500 hektar ved Sandfeldgård.
“ER DET IKKE FANTASTISK?Se, hvor hurtigt naturen tager over og dækker sporene efter dét, mennesker har gjort,” nærmest jubler Peter Stubkjær, da han en smuk efterårsformiddag viser journalisten rundt på det store, solbeskinnede område – og flere gange undervejs beklager, at lyngen ikke blomstrer længere. For så ville det hele jo være endnu smukkere.
Related contentMen flot er det. Vi holder tæt ved Skjern Å, hvor solen denne formiddag endnu ikke helt har fortrængt duggen – og hvor han for få år siden overtog et gammelt dambrug, som nu er helt væk. Ingen grå rør, triste cementkonstruktioner, foderanlæg, siloer eller grimme skure. Kun græs, buske, ukrudt – alt er grønt. Med lidt hjælp arbejder naturen hurtigt og effektivt.
Tilbage fra fiskeriets tid er kun den kanal, som fiskeriejeren havde lavet for bl. a. at få vandet fra åen gennem sine fiskedamme.
Turen rundt foregår i øvrigt i dét, Peter Stubkjær kalder sin mudderbil. Det er den grønbrune bil, der gerne må være lidt beskidt. Det vender vi tilbage til.
STOLT FORTÆLLER PETER STUBKJÆRom, hvordan han og hustruen, Alice, mens de stadig boede i en villa inde i Brande, først købte en landejendom med 110 hektar og siden har udvidet med flere jordkøb, så der nu er 475 hektar, lig med 6-800 fodboldbaner.
Der hører flere mindre, tidligere husmandssteder og småhuse til. Blandt andet her tæt ved Stubkjærs imponerende privatbolig et lille hus, der en overgang blev brugt af en børnehave, men nu står tomt. Lige som andre bygninger i hans lille paradis er det ikke væltet, for så mister man retten til måske en gang at bygge nyt på stedet. Og dén ret er nu god at have.
Related contentLige her er drømmen, at det lille hus skal sættes i stand, så der kan bo en person eller et par, som kan hjælpe Stubkjær-parret med dagligdagen på ejendommen, når de to får brug for det på deres lidt ældre dage. “Sådan en person håber jeg, vi kan finde. For så kan vi blive boende, og jeg regner da med, at jeg skal ende mine dage herude,” konstaterer Stubkjær “Det har været en meget stor glæde for mig, at kunne bygge det her op, at kunne præge området med oprydning og nyplantning,” siger Peter Stubkjær.
“Det nyder jeg virkelig. Jeg kører en tur rundt hver eneste dag. I alt er det omkring 300 hektar, jeg har plantet til. Det meste af det er tidligere kartoffeljord, men der har også for længe siden været gravet tørv og brunkul herude. Nu er der skabt ny natur,” konstaterer han tilfreds.
Han har en skytte, Henrik Andersen, der tager sig af vildtet, sørger for at fodre, så fasanerne ikke får lyst til at smutte og finde andre steder at holde til, osv., og altmuligmanden Thorben Lyager Poulsen, der passer alt det praktiske i skoven, ved ejendommene, ved maskinerne osv. Men Stubkjær er også selv med i det praktiske, kører traktor, slår græsrabatterne langs grusvejene rundt på hans jord osv.
Related content“Hvad jeg skulle have lavet, hvis ikke du var kommet i dag? Så skulle jeg helt sikkert have hjulpet Thorben ude i skoven. Vi er kommet lidt bagud. Tingene skal jo gøres, og jeg har godt af nogle gange om ugen at komme ud og lave noget fysisk,” siger den 70-årige, der virker fit i hvid poloshirt og godt humør.
Omkring Stubkjærs ejendom er der en flere fodboldbaner stor, flot plæne. Skulle han selv slå den, og holde den så velklippet som denne efterårsdag, så skulle der sættes en del timer af om ugen. “Man skal ikke have sådan noget som det her, hvis man ikke har folk til at hjælpe sig, så tingene bliver gjort og er i orden. Det kræver arbejde,” konstaterer Peter Stubkjær, hvis Bonus-møller var kendt for, at de netop altid var i orden.
Alt i Bonus Energy var kalkuleret forsigtigt, produkterne var lavet ordentligt, de var testede, så de holdt, hvad de lovede. Og i modsætning til andre i den ofte vildt voksende vindmølleindustri holdt Bonus sig væk fra de mest risikobetonede projekter – og havde hele tiden en kontrolleret vækst og kun ét enkelt underskudsår i starten af selskabets levetid.
Related content“Jeg kan simpelthen ikke leve med, at tingene ikke er i orden,” siger Peter Stubkjær flere gange i løbet af formiddagen, mens han viser rundt inde og ude, hvor ikke mange strå peger den forkerte vej.
At tingene sgu skal være i orden, er også hans begrundelse for at sætte penge i et nyt stort maskinhus med cementgulv til sine traktorer, maskiner, redskaber osv. tæt ved den lille ejendom Vistelhøj – selvom maskinparken faktisk i dag står i læ under tag i det, der engang var en stor, gammel løsdriftsstald i en stor lysning ude i terrænet. “Maskinerne står og bliver beskidte og ruster. Det dur ikke,” fastslår han.
I ORDEN ER I DÉN GRAD OGSÅ JAGTSTUEN, den ivrige jæger har fået indrettet i laden til et lille nedlagt husmandssted, Sandfeld Hedegaard. Der mangler ikke noget, masser af opsatser fra vildt nedlagt på tidligere jagter i ind- og udland, ét langbord til jægerne og ét til hjælperne, service, glas og flasker til en ordentlig jagtfrokost eller -aften. Stubkjær inviterer til jagt i hvert fald seks gange om året på sit revir.
Der er i øvrigt også lige skudt en ny halv etage ind i den gamle, totalt renoverede bygning, så skytten, der bor i stuehuset, som ikke er så stort, kan have flere overnattende gæster. På et andet lille husmandssted tæt ved, Vistelhøj, er der kun stalden tilbage. Den er ryddet, og så er der indrettet et spartansk festlokale og mulighed for overnatning på loftet.
“Luksus kan man jo købe sig til. Jeg synes sådan noget lidt primivitvt er sjovt,” siger Stubkjær og går rundt.
Related contentDer er kun et lille gasblus i køkkenhjørnet, og det er faktisk også først for nylig, at der er kommet elektrisk lys i huset. Før foregik alt i petroleumslampens skær. På loftet hænger sammenklappede feltsenge på hver sin krog – og den, får gæster besked på, skal sengen hænge på igen, når de forlader stedet.
Vand? Det hentes ved en håndpumpe udenfor – uanset om det er drikkevand, til kaffe eller til at vaske sig i.
For enden af en lille flisegang er der et lille rødmalet skur til de trængende. Et “das”, som ejeren selv kalder det, inden han åbner den lille dør og grinende afslører et moderne, hvidt vandskyllende closet, som til overflod er placeret på marmorgulv. Ude midt i skoven. “Lidt sjov skal vi jo have,” griner han finurligt.
LIDT EFTER ARBEJDER FIREHJULSTRÆKKERENsig op på en lille bakke i et 60 hektar stort område, Peter Stubkjær som det sidste har købt til.
For en næsten usmagelig høj pris, kan han ikke lade være med at sige – men sælgeren vidste jo godt, at den gamle møllefabrikant ville have jorden.
“Det er, tror jeg, første gang, jeg har fraveget princippet om ikke at give for meget for noget. Bare fordi jeg kan, vil jeg ikke betale ekstra. Men her gjorde jeg det altså,” fastslår han og tilføjer, at han faktisk sagde nej tak til at købe jorden for år tilbage, før salget til Siemens. Pengene var jo færre den gang.
Men nu er det hans, og det store areal har været dyrt.
Stubkjær har fået gravet to søer, flyttet 60.000 kubikmeter jord og lavet et par høje i terrænet samt plantet en masse nye træer. Mellem de nyplantede træer er der anlagt græsbælter, som, hvis man ser det hele lidt oppefra, tydeligt danner en fin tegning af en vindmølle.
“Det er verdens største vindmølle. Jeg synes da, at de, der kommer flyvende over her, godt må kunne se, at her bor en gammel vindmøllefabrikant,” forklarer han om sit eget lille, næsten hemmelige, morskabspåfund.
"Skov- og markvejene på hans små 500 hektar skal selvfølgelig ikke asfalteres, så én af Stubkjærs firehjulstrækkere er nu døbt mudderbilen"
De besøgende på gåben i Stubkjærs natur ser i jordhøjde ikke andet end et smukt nyanlagt område, som med tiden bliver en fin skov med et par søer. Sådan vil han have det. Der skal være orden på tingene. Orden skulle der også være på det, da Peter Stubkjær i sin tid ikke gad køre på grusvej ud til Sandfeldgaard. Det sviner jo bilerne til. Men da der ikke er asfalt på de mindst befærdede kommunale vejstrækninger i Midt- og Vestjylland, så måtte han selv sørge for fast belægning på Sandfeldvej ud til sin port. “Det har jeg betalt. Men jeg gider altså ikke have beskidte biler,” griner Peder Stubkjær.
Men skov- og markvejene på hans små 500 hektar skal selvfølgelig ikke asfalteres, så én af Stubkjærs firehjulstrækkere er nu døbt mudderbilen.
DÉR KOM VI SÅ TILBAGE TIL DEN. Men sådan én skal man altså have. Det kan jo ikke undgås, at en bil bliver lidt beskidt, når han hver eneste dag, han er på Sandfeldgaard, tager mindst én tur rundt i terrænet.
Så da FORBES kom på besøg stod mudderbilen, som vel egentlig ikke var synderlig beskidt, klar udenfor den firlængede bygning og den inderste port.
Related contentMen sammenlignes med opstillingen af biler og motorcykler i Peter Stubkjærs store kontor indendørs, kan mudderbilen slet ikke. Tre Jaguar-sportsvogne med en grøn C-type fra 1952 først for – de to andre er en XK fra 1954 og en E-type fra 1961 – og ikke mindre end fire Harley Davidson-motorcykler, kan Peter Stubkjær kigge på, når han sidder ved et af bordene bagest i sit lokale mellem jagttrofæer, fotos og såmænd også et enkelt Michael Kvium-maleri og andre fine værker, som hustruen har sørget for.
Og så står der oven i købet to 1958-modeller – en Porsche 356 og en Maserati – ude i garagerne.
Han skifter lidt rundt på køretøjernes placering en gang om året, så de biler, der står i garagerne, er dem, han kører i. De andre står og pynter i kontoret, hvor Peter og Alice Stubkjær også hver dag, sidst på eftermiddagen, sætter sig og nyder en Bloody Mary, mens de læser Børsen, Berlingske og Jyllandsposten og snakker lidt om, hvad der er hændt og hvad der skal ske.
Så biler og motorcykler er ikke udstillingsgenstande. Der er nummerplader på, de kan starte og er i orden. “Ellers ville jeg ikke have dem, og jeg bruger dem jo også. I eftermiddag skal jeg til noget i Herning, og da tager jeg én i garagen,” siger han, som én gang om ugen i Herning mødes med sin direktør, Villy Vraa Nielsen, der styrer forretningsaktiviteterne, holder kontakten til de seks forskellige forvaltere, der sørger for, at formuen arbejder fornuftigt, osv.
Peter Stubkjær kører også af og til lidt på Harley’erne – men ikke så meget som tidligere. Men den oprindeligt automekanikeruddannede milliardær kan godt lide at have dem og skruer da også lidt på dem indimellem.
"Det er altid lettere at tabe end at tjene penge, så man skal passe på det, man har"
På samme måde er det med båden i Juelsminde, en 36 fods træsejler kaldet Pasha. Efter at han og Alice har fået sommerhuset, som jo er lidt mere mageligt at være i og overnatte i, så sejler de nu kun mindre ture i båden, som Stubkjær derfor har døbt turbåden.
Related contentAlice og Peter Stubkjær er mest på ejendommen ved Brande – bortset fra seks uger om sommeren og lidt ekstra indimellem i Juelsminde, hvor de er kommet i rigtig mange år. De rejser lidt, når de har lyst, og er også i deres lejlighed i nærheden af Monaco en gang eller to om året. Men Stubkjær er godt tilpas i Brande, hvor han er født og opvokset og efter svendebrev startede i sin fars virksomhed.
“JEG ER FØDT HER. Her er godt at være. Så hvorfor flyve og fare rundt hele tiden. Pengene var små engang, for mine forældre var ikke rige i starten. Jeg vil ikke lave om på mig selv, bare fordi jeg har råd. Hvorfor skulle jeg bruge penge på noget, jeg faktisk ikke har stor lyst til, bare fordi jeg kan,” spørger Peter Stubkjær retorisk.
Han erkender, at han og hustruen nok får invitationer til arrangementer, de ikke var blevet inviteret til, hvis ikke det var kendt, at de har formue. Og lidt af det deltager de selvfølgelig også i. “Men overfor vores venner prøver jeg virkelig at opføre mig, som jeg altid har gjort. Det er muligt, at man kan købe sig til venner. Men ikke til rigtige venner. Mange af dem, vi kender, er gode gamle venner, også helt tilbage fra skoletiden, og omgangskredsen i Juelsminde er lige så stor som i Brande. Men det er mennesker, vi rigtig gerne vil være sammen med og hygge os med. Hvad kan man ønske sig mere?”
Related content“I det hele taget gør vi det, vi har lyst til. Vi er priviligerede. Vi rejser, drikker den vin, vi vil, har biler, ejendomme osv. Det er der ingen grund til at lave om på,” siger Peter Stubkjær, som også stadig står op kl. 6 hver morgen, som han været vant til.
Hustruen synes ganske vist, indrømmer han, at han tit går for tidligt i seng, når han tørner ind allerede ved 21-tiden. Men det kan være svært at lave om på, når man gennem mange år har været vant til at stå tidligt op.
FRISTELSERNE TIL AT GØRE BÅDE DET ENE OG DET ANDETkunne nok være der for mange andre, hvis de havde muligheden. Men Peter Stubkjær har erkendt, at med aktiver for omkring 3 mia. kr., så kan han og Alice ikke nå at bruge pengene.
Reelt kan de ikke en gang nå at bruge de penge, som formuen kaster af sig årligt. Men sådan er det altså. Og man får ingen venner af at lave om på sig selv på dét område.
"Jeg har aldrig sat hus og hjem på spil"
Hvad der skal ske med formuen, er han og rådgiverne ved at se på. Han er sikker på, at de tre børn har lært hjemmefra, at både andre mennesker og penge skal behandles med respekt og med fornuft. Det er altid lettere at tabe end at tjene penge, så man skal passe på det, man har. Og det kræver arbejde at få noget. Det lærte han hjemme – og måtte selv gøre det, både i faderens virksomhed, som lavede vandingsmaskiner, og da han selv startede vindmølleproduktion. Mange af møllekunderne var private, som bedst kunne træffes i weekenden, og så arbejde han også dér.
“Man skal have respekt for folk, der arbejder hårdt. Årene med vandingsmaskiner gav mig stor respekt for eksempelvis landmænd. Om jeg så kørte fra Brande kl. 4 om morgenen for at besøge en landmand i Nordjylland, så var der lys i staldvinduerne på alle gårde hele vejen derop,” konstaterer han.
Endnu er Stubkjærs eget generationsskifte ikke lagt fast. Børnene får selvfølgelig, så de med sikkerhed kan klare sig, og de lider heller ingen nød i dag. Men fri råderet over hele milliardformuen får de ikke sådan bare lige.
På spørgsmålet om han faktisk er en forsigtigper, siger han, at han selv opfatter det mere som fornuft.
I forbindelse med Bonus Energy taler han oven i købet om snusfornuft – men det var jo også derfor, at virksomheden klarede sig flot.
“Men om jeg selv ville have startet vindmølleproduktion, hvis ikke jeg havde fået løn i min fars virksomhed samtidig og kunne bruge hans værksted, bogholderi osv., dét er svært at svare på. Jeg har aldrig sat hus og hjem på spil, og jeg kan da være i tvivl om, vi var kommet så langt, hvis det havde været nødvendigt at satse det hele,” siger han.
Related contentRelated content
