Mikkel Beha: "Efter min far tog herfra, står jeg pludselig som den ældste"

391301_16_9_large_914.jpg
Pleasure
Eksklusivt for kunder
16. nov 2019 KL. 8:00

Da Mikkel Behas far, Troels Kløvedal, gik bort kort før jul sidste år, sagde han farvel til den sidste af de vigtige voksne fra sin egen opvækst. I stedet er han nu selv blevet familiens ældste. Det er en tilstand, den 53-årige tv-vært stadig prøver at finde sig til rette i

De besynderlige små ting kan udløse det. Som hvis det begynder at regne, mens Mikkel Beha sidder i sin bil, og dråberne falder på ruden på en måde, så det sender ham baglæns gennem historien til engang på en sommerferie med sin mor, hvor det pludselig regnede. Eller som da han tidligere i år på Svalbard var ved at skifte kæde på sin cykel, der pludselig mindede ham om dengang, han cyklede Danmark rundt med sin far. Små hændelser, der sætter gang i en erindringsrække, som udløser en melankoli over, at ingen af dem er her længere.

“Der er vokset en ny skrøbelighed og sårbarhed frem, efter jeg har taget afsked med begge mine forældre. Jeg plejer at være relativt kontrolleret, og der dukker ikke bare uvante følelser op, men for første gang i mit liv er der begyndt at skylle små bølger ind over mig, som jeg ikke har kontrol over,” siger Mikkel Beha og fortsætter:

“Det kommer altid lidt bag på mig, og så siger jeg højt til mig selv: “Hvad fanden Mikkel, står du nu her og tuder, hvad er du for en pivskid?” Men jeg er så småt blevet bedre til bare at tørre mig lidt om øjnene og være til stede i det.”

Det er en kølig formiddag i november, og mens vinden rusker mildt i træerne udenfor, har Mikkel Beha indfundet sig med en kop kaffe ved spisebordet i sin husbåd på Christianshavn. Her har han boet de seneste otte år med sin hustru Marian.

I forskibet bor deres yngste søn Alfred med sin kæreste. Det er blot et par måneder siden, at hele familien vendte hjem efter at have rejst over Barentshavet til øgruppen Svalbard og tilbage igen på deres skib “Wallenberg”. Som med det populære program “Kurs mod fjerne kyster”, der først og fremmest fulgte Mikkel Behas to ældste sønner, Emil og Theis, er rejsen til Svalbard blevet sendt på TV2 under navnet “Kurs mod Nord”. Sideløbende har Mikkel Beha også skrevet bogen “Logbog fra Wallenberg”, der delvist er en rejseberetning fra turen og delvist breve, han har skrevet til sin far, den kendte eventyrer Troels Kløvedal, efter han gik bort lillejuleaften sidste år. Med ham forsvandt den sidste af de vigtige voksne fra Mikkel Behas egen opvækst, hvilket har gjort ham selv til den gamle i familien.

“Det fylder meget for mig for tiden. Selvom jeg har ageret som voksent menneske i min egen familie i mange år, har jeg jo altid kunnet løbe hjem til min egen far, og endnu før det min mor, hvis der var brug for det. Så holder de om en og siger, at det hele jo nok skal gå. Det kan jeg ikke længere. Efter min far tog herfra, står jeg pludselig som den ældste. Det er en ny fase i mit liv, som jeg er ved at lære at finde ud af.”

Ponchoer og cottoncoats
Da Mikkel Beha voksede op, var det med en følelse af at være anderledes. I de første år boede han med sine forældre, Troels Kløvedal og Marianne Kjær, i en lille kvistlejlighed over Galathea-kroen i København. Det var dengang, det ikke var særlig attraktivt at bo i Indre By med snavsede gader og lokum i gården. Forældrene havde begge været omkring 20 år, da han kom til verden i 1966, og da hippiebevægelsen for alvor ramte et par år senere, stoppede de med at være kærester og flyttede i stedet ind i hvert sit kollektiv, 100 blomster og Maos Lyst i Hellerup. De næste mange år tumlede Mikkel Beha i hælene på dem, når de skiftevis fandt nye steder at bo: fynske højskoler, kollektiver på Langeland og små landsteder rundt om i Jylland. Undervejs kom seks yngre halvsøskende til, og han nåede at gå i 11 forskellige skoler.

"I min barndom lærte jeg, at der var skidehøjt til himlen" - Mikkel Beha

Selvom Mikkel Beha voksede op i en tid, hvor hippiebevægelsen var på sit højeste, levede langt de fleste et helt andet liv. Han tiggede jævnligt derhjemme, om de ikke kunne få en tre-to-ensofa til stuen, for sådan en stod i alle hans kammeraters hjem. De havde også tallerkener og bestik, der matchede, modsat hjemme hos ham, hvor der var “skrammel og lort over det hele”. Da han skulle starte i sin nye klasse på Langeland, blev han første dag fulgt afsted af sin far. Han havde hår helt ned til lænden, gik i en peruansk poncho, bukser, han selv havde syet, og et bælte med en dolk, tjæregarn, sort koral og andet tingeltangel. Det var slet ikke sådan, de andre fædre så ud i deres blå overalls og træsko. Inde i klasselokalet udbrød en af de andre drenge begejstret:

“Årh, hvor er det sejt, at du har en sørøverkaptajn som far!”

Mange andre så med mere skeptiske øjne på hippierne.

Det var kutyme med anklagende blikke, og engang i det græske øhav, hvor han og hans far lagde til kaj ved siden af et stort krydstogtskib med danske turister, begyndte et ældre ægtepar ligefrem at råbe og spytte efter dem.

“De mente ikke, vi havde ret til at sejle rundt med Dannebrog, fordi vi var sådan en skændsel. De havde næppe forestillet sig, at min far en dag skulle blive folkeeje og penneven med Dronning Margrethe,” siger han og fortsætter:

“Som barn vil man bare gerne være ligesom de andre, og det var vi ikke. Jeg vil aldrig glemme nogle af de blikke, vi fik fra ældre ægtepar i deres cottoncoats, håndtasker og 70’er-briller, der spidsede lidt op i enderne. Vi var så anderledes og virkelig udskældte som hippier, fordi den måde at leve på jo indirekte stillede spørgsmålstegn ved deres. Vi blev set som paria, som parasitter, og stadig i dag, 45 år efter, husker jeg fuldstændig klart de stramme munde, de lavede, når de kiggede på mig med foragt.”

Morilden løber
Når Troels Kløvedal tog ud for at sejle i længere tid, skrev de breve til hinanden.

Mikkel Beha om skolen og dagligdagen, og hans far om stjernerne og livet, det store kosmos, kølvandsstriben og sirenerne, der synger.

“Det var altid breve, jeg ikke fattede en brik af,” siger han og slår en latter op:

“Jeg har genlæst dem efterfølgende, og lad mig sige det sådan, at det er en del over tredjeklassespensum. Ingen tiårig ville være i stand til at forstå noget som helst af dem. Men han kunne godt køre på den store klinge.”

Den tungeste arv, han selv fik af sin far, var frihedstrangen.

Den lå så dybt, at den må være blevet nedarvet til ham, mener han. Når han sad i skolen, følte han sig spærret inde, for den stod som det modsatte af frihed, og hver gang han kiggede ud ad vinduerne, fik han lyst til at skride.

Mange af hans tidligste minder stammer da også fra rejser på Nordkaperen med faderen. Han har glimt fra en varm gummibåd, hvor det brændte, når man satte sig, fra grise der går mellem kokospalmer på Tahiti, og stadig i dag kan duften af en molesten, der har stået i mange år og er blevet skyllet over med saltvand og muslinger og varmet i solen, sende ham tilbage til havnen i Rhodos.

I sit voksenliv er han ofte blevet mødt af forestillingen om, at en rodløs barndom som hans må have sat et negativt præg.

“Der sidder en masse skidekloge mennesker i DR2 og sådan nogle steder og mener noget meget generelt om at være barn af hippierne. Men de har ikke forstand på noget som helst. De glemmer, at der ikke var noget, der hed “os” dengang. Der var mig og min familie, der klarede os på én måde, og andre, der klarede sig på helt andre måder. Selvom jeg voksede op i kaos og altid var den nye dreng i klassen, var der altid kærlighed, og mine forældre var rigtig gode venner, selvom de var skilt. Det var ikke noget med selvoptagede forældre, det var en harmonisk opvækst med stabilitet af nærvær og omsorg midt i det hele. Den gryde, der hedder hippiebevægelsen, var fuld af historier, og man kan ikke sætte et overordnet mærkat på, og hver gang, nogen gør det, tænker jeg: Seriøst … Luk nu bare røven,” siger Mikkel Beha og fortsætter:

“I min barndom lærte jeg, at der var skidehøjt til himlen. Jeg sad på nattevagter i Nordkaperen med min far, og vi kiggede op på stjernerne, og han pegede dem ud og forklarede, at Castor og Pollux var store navigationsstjerner, at Sydkorset først kommer frem efter midnat, og at man ikke skal lade sig narre af det falske Sydkors. Jeg puttede mig ind til hans ben og halvsov, mens vi så morilden løbe langs boven og delfiner springe i måneskæret. Han åbnede verdens storhed for mig og gav mig lyst til selv at leve det liv.”

Livets målebånd
Nogle uger efter sin fars begravelse sad Mikkel Beha i familiens sommerhus. Det er et lillebitte træhus, som hans oldefar byggede i 1931, og hvor alting stort set er, som det altid har været. Her ramte det ham pludselig, at ingen af de vigtigste voksne fra hans opvækst er her længere.

“Mine forældre, min mormor og morfar og min moster er alle forsvundet de sidste 15 år. Under det næste lag er der meget rigt med mine egne unger, svigerdøtre og mit lille barnebarn Hugo, det er en kæmpestor familie, og vi har meget glæde af hinanden. Men det var sgu mærkeligt at sidde der i sommerhuset, og alle voksne fra ens eget liv nu kun findes som engleskikkelser. Der var pludselig meget tomt. Det var der sgu,” siger han.

Der er særligt to ting, Mikkel Beha har bidt mærke i, som har ændret sig på det seneste. Det ene er, at han har fået en “helt åndssvag irrationel tendens” med ubevidst at spekulere på, om forskellige projekter kan betale sig at bruge tid på. Den anden – og mere positive – er, at han er blevet mere bevidst om, at når han står op om morgenen, vil han få det bedste ud af dagen.

“Sådan noget helt basalt, som at vi skal dø en dag, har aldrig rigtig strejfet mig. Selvfølgelig passer det ikke helt, for jeg ved jo godt, hvad det handler om, og jeg har også prøvet at miste min mor. Men tanken om min egen død som forestående er ny for mig. Forhåbentlig ligger den 40 år ude i fremtiden, men jeg er blevet den ældste, og hvis der er nogen retfærdighed til i verden, bliver jeg den næste, der falder af pinden,” siger han og fortsætter:

“Livet har for mig pludselig fået en udløbsdato, hvor der hver dag bliver klippet en centimeter af det målebånd, som ingen kender længden på, og det har medført, at jeg går til livet med en større omhyggelighed.”

Logbog fra Wallenberg
Lugten fra en skærebrænder breder sig i husbåden. I et rum under dækket er to af naboerne ved at hjælpe Marian med at skære et par store, rustne 5000-liters tanke ud, så de kan lave det om til et arbejdsværelse.

Det var, da de begge var i starten af 20’erne, at Mikkel Beha og Marian lærte hinanden at kende til en fest blandt fælles venner. Dengang lavede han morgenflimmer på en lille lokalstation i København, og hun arbejdede som reklamefotograf. Senere blev hun tv-tilrettelægger på DR, og han blev vært på Go’ Morgen på TV2. Men for tre år siden sagde de deres respektive job op for i stedet at starte et lille familieforetagende med at lave tv, udgive bøger og holde foredrag. Det giver dem også mulighed for at afsætte tid til længere rejser på deres skib “Wallenberg”. Endnu har de ikke planlagt næste tur.

“Lige nu stikker planerne i alle retninger. Det ene øjeblik har jeg lyst til at sejle til Grønland, det næste til det græske øhav, og det næste igen til Colombia. Det er som en spirekasse af drømme, der står i drivhuset, men det er for tidligt at plukke af dem endnu,” siger han.

Tilbage i juni tog han og Marian afsked i Longyearbyen på Svalbard. Hun skulle med et fly hjem til Danmark for at sætte studenterhuen på deres yngste søn Alfred, mens han skulle sejle skibet alene ned til det norske fastland. Da de havde vinket farvel, og han var fortsat ud af Isfjorden og videre ud på Grønlandshavet, mærkede han for alvor, hvor træt han egentlig var. Det var han ikke vant til på den måde. Han havde mange gange prøvet at stå op klokken kvart over fire for at lave morgen-tv og slutte af med et foredrag i Jylland sent om aftenen. Men nu følte han sig så træt, at han dårligt kunne løfte armene. Mens han sad der, følte han pludselig stor trang til at skrive til sin far, som han havde gjort så tit gennem sit liv. Men han vidste også godt, det ville være fjollet. Han var trods alt gået bort et halvt år tidligere. Til sidst besluttede han sig for at gøre det alligevel.

“Da jeg først gik i gang, kom jeg i tanke om alt det, jeg gerne ville skrive til ham. Hvordan det var gået med hans begravelse, og hvordan det havde været, efter han tog herfra. Det var ikke, fordi der var opstået en ny klarhed i mit liv, eller jeg havde fundet en definition af sorg og savn, der ikke var beskrevet af andre før. Men det gav mig en mærkelig form for ro. Mit hoved var som et virkelig rodet kælderrum, men ved at skrive fik jeg lagt det hele i de rette kasser og sat op på reolerne.”

Fem grader styrbord
Mens brevene hobede sig op, gik Mikkel Beha sideløbende i gang med at beskrive familiens rejse til Svalbard. Et par uger senere havde han skrevet det meste af ”‘Logbog fra Wallenberg”. Foruden den underliggende symbolik i, at hans far i overført betydning tog ud på sin sidste rejse, mens han selv stod i spidsen for sin første rejse som familiens ældste, handler den om, at de store oplevelser er dem, man er fælles om. Selvom han godt ved, de færreste gider rode rundt i Barentshavet i fem meter høje bølger og leve af dåsemad, tror han, at identifikationen for mange ligger i, at det ikke blot handler om at rejse, men om som familie at gøre, hvad de drømmer om.

“Man skal være meget forsigtig med at give opskriften på det gode liv, for den findes selvfølgelig ikke. Men jeg håber, vi kan være med til at inspirere folk til at spørge sig selv, hvad det egentlig er, de gerne vil. Det kræver, at man laver nogle stop undervejs og gør status i sit liv: “Føler jeg, at jeg ejer min egen tilværelse? Hvor er det egentlig, lykken ligger for mig?” Det gør jeg selv jævnligt. Det er jo sjældent en 180 graders kursændring. Som regel er det bare lige fem grader tættere på styrbord eller bagbord, så man kommer ind på den bane, man altid har drømt om. I stedet for bare at flyde med,” siger han og fortsætter:

“Før min far tog herfra, sagde han til os: “Husk nu, det er ikke nogen tragedie at dø som 75-årig, når man har haft det liv, jeg har haft.” Han vidste, at han skulle dø og kiggede ned af sin tilværelses kølvandsstribe, der var blevet, lige som han havde drømt om. Selvfølgelig kan man ønske sig ti år mere, og det gjorde min far også, men man må for pokker indtænke i tilværelsen, at man på et tidspunkt skal væk herfra. Det handler om at skabe sig et liv, hvor man til den tid kan kigge tilbage og sige: “Det blev faktisk stort set, som jeg havde drømt om”. Så kan man ikke ønske sig mere.”