Jeg er tæt på at være gennemsnitlig. I hvert fald når det kommer til kropsstørrelse. Jeg er en str. 38/40, og netop str. 40 er den mest solgte tøjstørrelse til kvinder i Danmark, mens tal fra Institut for Folkesundhed på Syddansk Universitet viser, at gennemsnitskvinden i Danmark er 166,7 cm høj og vejer 71,4 kg.
Derfor blev jeg – som mange andre kvinder, jeg har talt med – virkelig glad, da der i løbet af 2010’erne kom en smule kropsdiversitet ind i modebilledet. Især de seneste par år har der nærmest ikke været det internationale modehus og danske mærke, der ikke har haft mindst én kurvet model i sit show.