Karen Pallisgaard sætter sig på meditationspuden. Hun tænder stearinlyset og starter med tre dybe vejrtrækninger. Dernæst giver hun sig til at “scanne” sin krop, som hun kalder det. Det betyder at mærke efter i hele kroppen. Har hun ondt i skulderen, eller er stillingen for krævende?
“Man skal kunne holde ud at sidde der, så det skal ikke være en umulig kanelsneglskringlet stilling,” siger hun.
Så griber hun fat i timeren, sætter den til 20 minutter, lukker øjnene og går i gang med at meditere.
Privat 39 år gammel. Bor i Trekroner med sin mand og sine to børn. Uddannelse Uddannet journalist samt meditations- og yogalærer. Karriere Startede som journalist. Arbejder i dag med både yoga, meditation og slow living, som hun har udgivet syv bøger om. Derudover arbejder hun også som foredragsholder.
Sådan sidder Karen Pallisgaard helst to gange om dagen i et lille hjørne af sit kontor, som hun har indrettet til formålet. Her ligger en pude, en yogamåtte og en dagbog, hvor hun efter meditationen skriver sine tanker ned.
Karen Pallisgaard er uddannet journalist, forfatter og yogalærer. Den 16. april udkom hendes nye bog “Hverdagsmeditation”, hvor hun vil inspirere andre til at meditere i hverdagen. Især dem, der ikke har nogle særlige forudsætninger for at kunne meditere, prøver hun at få til at begynde på det, for meditation behøver hverken at være en tidsrøver eller hjernebryder, mener hun, og det kan have en kæmpe indvirkning på hverdagslivet.
“For mig er det blevet fuldstændig ligesom at bruge tandtråd og børste tænder. Hvis jeg ikke gør det, får jeg huller i tænderne og dårlig ånde. På samme måde, hvis jeg ikke mediterer, får jeg mentalt dårlig ånde,” siger hun.
Men hvilken effekt har meditationen? Karen Pallisgaard fortæller, at den ro, som hun tilegner sig, når hun sidder på puden, tager hun med sig ud i virkeligheden og bruger det i øjeblikke, hvor hun ellers kunne ende i en konflikt eller koge over.
Især har Karen Pallisgaard taget åndedrætsøvelserne til sig. Hvis hun kan mærke, at en følelse af irritation begynder at blusse op, tager hun de tre dybe vejrtrækninger, som hun gør i meditationen, og så handler hun for det meste mere fornuftigt i hverdagens problemer, både når hendes datter er lidt for langsom til at komme ud af bilen, eller manden ikke hjælper til med opvasken.
De dage, hvor meditationspuden ikke bliver taget i brug, kan hun tydeligt mærke, at hun har en kortere lunte. Derfor sker det også sjældent, at hun skipper en omgang.
“Med meditation ser jeg bedre de små mirakler i hverdagen, f.eks. hvor smukt nyfalden dug er
Karen Pallisgaard, forfatter
“Hvis jeg ikke mediterer, bliver jeg hurtigere irriteret f.eks. over køen i supermarkedet eller trafikken. De hverdagsting er der altid, men når jeg mediterer, hilser jeg pænt på damen i kassen,” siger hun.
Mange har svært ved at komme i gang med meditation, fordi de tror, at sindet skal være helt tømt for tanker, og hvordan slukker man dog for sine tanker? Men det er en udbredt misforståelse, at der ikke må være tanker til stede, forklarer Karen Pallisgaard.
“Det handler ikke om, at man skal fjerne tankerne, men derimod blive bevidst om dem og observere, at de er der uden at gå ind i dem. I starten oplever man ofte, at ens tanker er taget på nogle eksotiske eventyr, men det gør ikke noget, for det er en del af træningen. Langsomt vil man opleve, at der går længere tid mellem, at tankerne kommer,” siger hun.
Men kan man ikke alligevel meditere på en forkert måde?
“Jeg tager ikke patent på nogen sandhed, og der er ifølge mig ingen facitliste, for der findes ikke gode og dårlige meditationer. Der er bare det, der er. Har jeg en meditation, hvor der var mange tanker, og jeg havde lidt ondt i hovedet, så er det sådan, det er. Det handler om at blive rummelig for, hvad der er og opstår under meditation – her er der intet præstationsræs,” siger hun.
Coronatiden er en oplagt mulighed for at begynde på at implementere meditationen i hverdagen ifølge Karen Pallisgaard. For det er en måde at finde ro i en urolig verden, hvilket er en udfordring for mange af os lige nu.
Deter bedre at sidde fem minutter hver dag end 20 minutter én gang om ugen. Meditérom morgenen, for det giver en god start på dagen. Brugdet samme sted, for så husker hjernen, at nu skal der mediteres.
“I denne tid, hvor vi alle lider et stort kontroltab, er meditation en måde at finde ud af, hvad vi faktisk kan kontrollere, for vi kan kontrollere, hvordan vi tilgår vores problemer,” siger hun.
Hun understreger, at meditation ikke skal ses som et vidundermiddel, der kan få alle problemerne til at forsvinde. Problemerne er der stadig. Men meditationen kan få vores syn på dem til at ændre sig.
“Med meditation ser jeg bedre de små mirakler, der også er i hverdagen, f.eks. hvor smukt nyfalden dug er på græsset. Det er detaljer, jeg misser, hvis jeg er for travl eller kun bekymrer mig om, hvad fremtiden bringer,” siger Karen Pallisgaard.
Et meget konkret eksempel på det er, at Karen Pallisgaard som så mange andre lige nu har mistet sin faste indtægtskilde i form af foredrag.
“Jeg kan vælge at gå i bananasplit over det, eller jeg kan vælge at sige, at det er sådan det er, og det er der ikke noget at gøre ved. Jeg tror, at meditationen hjælper mig til at blive bedre til at acceptere virkeligheden, som den er lige nu,” siger hun.
