Tænk hvis der var et sted til dagen derpå. Hvor man kunne pleje tømmermænd, hvor folk holdt deres mund, belysningen var flatterende, og der absolut ikke var nogen skingre insisterende mobiler. Men bare de både kolde og varme bade, man kan trænge så hårdt til. Og salt… Ikke bare i en saftig burger, men også det, der er til at flyde i. Nogenlunde sådan formede idéen sig for 16 år siden hos de to stiftere af det første Aire, der i dag er kendt for sine ikoniske termiske bade fra Barcelona til New York og nu i København i Carlsbergs gamle bryghus fra 1881.
Aire Ancient Baths er muligvis som at træde ind i Romerriget – anprist af The New York Times og Condé Nast – hvor du uforstyrret kan marinere i græske og romerske traditioner. Der bliver nemlig kun lukket 18 ind ad gangen.
Nu lyder spa måske ikke som verdens mest oplagte løsning, når temperaturen udenfor er sommerhed.
Men der er svalt bag de tykke mure på Ny Carlsberg Vej 101 i Carlsberg Byen, hvor Aires termiske bade ligger. Inde over dørtærsklen føles det som at være trådt ind i en anden verden, Aladdins hule er min første tanke.
Kun oplyst at blafrende lys og de blå bade, der kan anes længere fremme.
Du bliver guidet af hviskende personale – såkaldte links – der viser vej fra omklædning til badene og tilbage igen. Og det er godt, for du mister orientering og tidsfornemmelse i rammerne, der er klosteragtigt beroligende – også uden tømmermænd. Samtidig føles det livgivende at gå fra de iskolde til de varme bade for endelig at dase i saltvandspoolen, hvor det er salt nok til at flyde ovenpå, men ikke så meget, at øjnene svier.
“Du mister orientering og tidsfornemmelse
i rammerne, der er klosteragtigt beroligende
På en af de otte tilstødende massagebrikse skal jeg have en 60 minutters Aire signaturmassage, og ærligt talt har jeg det so-so med kropsmassage. Tit er trykket enten for hårdt eller også føles det som en ligegyldig indsmøring i olie. Så med mindre det er ren nakke-skulder-massage, vil jeg altid meget hellere bruge penge på en ansigtsmassage, som (for mig) forplanter sig til hele systemet. Og det er ikke, fordi jeg ikke har prøvet mange kropsmassager – det ligger i min jobbeskrivelse. Men noget har ændret sig efter i dag. Årsagen kommer her:
For fra første strøg er der kemi, forbindelse, hvad ved jeg, mellem de arbejdende hænder og mine stive muskler. Som om massøren læser kroppens sprog. Kropsdel for kropsdel bliver løftet, vendt, drejet og masseret med en blanding af æltning, hawaiianske strøg med underarmene (altså ikke mine, men hans) og svensk massage, også kendt som klassisk massage – i slowmotiontempo. Gad vide, om det ser lige så smukt ud, som det føles, tænker jeg.
Jeg har bedt om ekstra massage af skuldre og nakke, men ingen mavemassage, som for mig rammer intimsfæren. Med uendelig præcision bliver der taget fat.
Omkring nakken og skuldrene vrides min rygrad, og noget giver efter (måske en begyndende skrivepukkel). Jeg bliver strakt ud – mit hoved løftes væk fra skuldrene. Lad det aldrig stoppe, tænker jeg…
Manden bag massagen hedder Marek Kay – massageterapeut og den, der leder og sætter standarden for resten af massørteamet. Om han kan lære andre det særlige, han kan, aner jeg ikke. Selvfølgelig er der en teknik. Et håndelag. Men det her er mere. Det er en evne til at læse kroppen, så ord ikke er nødvendige.
Efter massagen får jeg tøflerne sat på og mit badetøj tilbage – nu tørret og varmet op, hvis lysten til at bade videre er der.
Det er sådan her, en krop skal føles. Jeg er muligvis blevet min krop, tænker jeg stort og flot på vej hjem.
