Ordspillet, der gør svigermor til svigermonster, synes at være passé. I hvert fald er interessen for at rejse flere generationer på ferie sammen støt stigende. Og det uanset, om det er i egen villa eller på eksotisk rundrejse i Sydafrika.
Det er blevet mørkt, da familien Friis kører af sted i en brummende jeep ud på den sydafrikanske savanne. Familien er rejst ned til Londolozi Private Game Park, og nu skal de ud på aftensafari.
"Tre-generationsrejser er gode til at tage tempoet ud af ferien, så man får tilpas med afveksling, men også får tid til at trække vejret og bare nyde de steder, hvor man nu er"
Stjernerne titter frem, og månen lyser i den lune aftenluft, hvor kun et par cikader giver lyd fra sig. Men pludselig brydes stilheden af et højt brøl. Det giver et sæt i hele jeepen, og stemningen sitrer, da de hører endnu et brøl. Og et til blot få sekunder senere.
"Det er løver," siger rangeren og begynder at lyse rundt i bushen med sin lommelygte.
Dér ligger de. Kun fem meter væk fra jeepen. De to børn, Victor og Sarah på ni og 11 år, har aldrig før set vilde løver, så på én gang er de både begejstrede og nervøse, for den eneste beskyttelse, de har i den åbne bil, er rangerens gevær.
På rundrejsen i Sydafrika boede familien Friis bl.a på Londolozi Game Reserve, hvor hele familien fik mulighed fik mulighed for at komme tæt på løverne.
-Foto: 80Days
Heldigvis sidder både Victor og Sarahs forældre og bedsteforældre sammen med dem i bilen, parate til at knuge deres hænder og lægge om arm om deres skuldre, for de er nemlig rejst tre generationer sammen ud på eventyr.
I løbet af 14 dage henover jul og nytår skal familien opleve det bedste af Sydafrika på en storstilet rundrejse. Og denne måde at rejse på har bestemt sine fordele.
"Det er noget særligt, når både vi som forældre og mine forældre som bedsteforældre oplever børnene se noget for første gang. Om det så er en løve eller afrikanske stammedansere," siger Ann Sophie Friis, der er mor til Sarah og Victor.
Tæt familiesammenhold
Det er Ann Sophies Friis' 77-årige far, der har taget initiativ til rejsen, hvor familien når at opleve alt fra safariture i nationalparker til vinlandet sydpå. Og ingen i familien har på noget tidspunkt tvivlet på, om det er en god idé at rejse sammen.
I det nordlige Portugal ligger Quinta Da Bouca D’arques, hvor tre generationer af samme familie f.eks. kan leje hver deres lejlighed og dermed bruge stedet som base for udflugter.
-Foto: Hideaway
Det har tværtimod været oplagt, for ifølge Ann Sophie Friis giver en rejse på tværs af generationer noget specielt.
"Det giver et godt sammenhold, og man oplever hinanden på en helt anden måde end derhjemme. Også i forhold til min mand, som er svigersøn. Det er altså noget andet end en traditionel søndagsmiddag," siger Ann Sophie Friis, der er selvstændig iværksætter og medstifter af virksomheden Powertraining, som tilbyder udendørs holdtræning.
Ann Sophie Friis' forældre har tidligere været i Sydafrika, så de havde på forhånd en række ønsker og idéer til, hvad familien burde opleve på deres fælles ferie. Samtidig med det, skulle der også tages hensyn til børnenes behov.
Hensyn i højsædet
De forskellige interesser gjorde, at de henvendte sig til et rejsebureau, der kunne hjælpe dem med alt det praktiske. Valget faldt på bureauet 80 Days, der skræddersyede en rejse, hvor de fleste af familiens ønsker kunne opfyldes.
En opgave, som Christian Ernstved-Rasmussen, medejer af 80 Days, kender rigtig godt. Han fortæller, at netop den type rejser er blevet meget populær i de senere år.
Mens enkelte familier vælger rundrejse, når de tager på ferie, vælger andre helst at indlogere sig på en fast base som f.eks. Montibelli Agroturismo, der ligger naturskønt i Toscana.
-Foto: Hideaways
"Som rejsebureau kan vi i hvert fald mærke en øget interesse for at få oplevelser sammen på tværs af generationer. Der er både flere, der køber, og flere, der spørger specifikt ind til den type rejser," forklarer Christian Ernstved-Rasmussen og tilføjer, at familierne ofte ønsker sig en alsidig rejse, hvor hensynet til hinanden er i centrum.
Selvom Christian Ernstved-Rasmussen oplever, at det som regel er den ældre og måske mere kulturelt orienterede generation, der betaler rejsen i forbindelse med feks. et guldbryllup eller en anden højtid, er det sjældent, at en tre-generationsrejse går otte dage til en storby som f.eks. Rom.
I stedet indgår byen måske som et enkelt punkt på dagordenen ud af flere på en længere rejse, der også indeholder aktiviteter direkte møntet på børnene. For eksempel en dag i et stort vandland, forklarer han.
"Først og fremmest er det altid en udfordring at få bundet de forskellige ønsker sammen til en rejse, som alle synes er god. Dernæst ligger udfordringen i at udvælge områder og hoteller, der netop kan dét, som familien ønsker," siger Christian Ernstved-Rasmussen og understreger, at meget af arbejdet ofte ligger hjemme i familierne, hvor det er vigtigt at snakke tingene og de forskellige ønsker ordentligt igennem på forhånd.
En fast base
For familien Friis var en rundrejse i Sydafrika ideel, men har familien i stedet lyst til at have en mere fast base gennem ferien, findes der også muligheder for eksempelvis at leje en villa eller en lækker, rustik finca helt for sig selv.
Hos rejsebureauet Hideaways har man specialiseret sig i Sydeuropa, hvor bureauets konsulenter har udvalgt mindre boutiquehoteller, lejlighedskomplekser eller landsteder med lokalt islæt. Her oplever man, at mange gerne vil bruge ferien til at slappe af i familiens skød, men med mulighed for at splitte op, hvis nu de forskellige behov og interesser byder det.
"For mange af vores kunder er det derfor vigtigt at have flere lejebiler til rådighed. Så kan hele familien tage på udflugt sammen, eller den enkelte familie kan køre en tur ud for sig selv," siger Marie Kaalund Winther, der er medejer af Hideaways.
Hun oplever, at kunderne gerne vil have, at der er styr på al det rejsetekniske såsom flyafgange og hotelbooking i god tid før afrejse – især hvis man rejser flere generationer sammen. Da er man nemlig mindre fleksibel, fordi forskellige hensyn skal tages.
Det er f.eks. ikke optimalt at rejse midt om natten med mindre børn, og man skal gerne bo et sted, hvor man både kan få to-tre- og firepersonersværelser samt en pool til børnene. De mange krav kan være svære selv at opfylde ved en sporadisk søgning på nettet.
"Vores gæster ringer derfor til os, fordi de gerne vil have et menneske og ikke bare en søgemaskine med ind over planlægningen," siger hun.
"Familierne tager selvfølgelig også selv et stort ansvar for deres rejse, men de er ofte glade for at blive taget i hånden, så der ikke sker en svipser af den ene eller anden art, mens de er ude på rejsen," siger Marie Kaalund Winther.
Oplevelser for livet
Hjemme i Danmark taler familien Friis endnu tit om deres fælles oplevelser i Sydafrika, og børnene har endda fået en Afrika-bog hver med billeder og minder fra rejsen.
Den bliver flittigt brugt, når der f.eks. skal fortælles historier til venner og familie om rejsen, der har givet dem noget helt andet end den traditionelle mor, far og børn-ferie.
"Tre-generationsrejser er gode til at tage tempoet ud af ferien, så man får tilpas med afveksling, men også får tid til at trække vejret og bare nyde de steder, hvor man nu er. Man får nogle oplevelser for livet, som man kan dele, og det er en god måde at være sammen på, når man ikke ses så tit i hverdagen," siger Ann Sophie Friis.