Det startede medbasketball, som jeg spillede fra 3. klasse. Det var ligeså meget en kulturdyrkelse af alt rundt om basketball – stilen og Michael Jordan, som vi lige har set i dokumentaren “The last dance”.
Jeg husker tydeligt, da jeg fik mine første par Jordans. Jeg var ikke en af dem, der havde nye sneakers hver sæson ligesom nogle af de drenge, jeg spillede med. Jeg kommer ikke fra en fattig familie, men en sparsommelig, og de kostede 1400 kr., så jeg havde plaget og plaget, og det endte med at blive en kombination af lommepenge og fødselsdagsgave. Jeg sled dem op.
Jeg svor, at når jegen dag tjente penge, skulle jeg indhente alle de sko, jeg ikke kunne få og begyndte tidligt at arbejde, f.eks. som flaskedreng. Fra jeg meldte mig ind i festudvalget i 1. g og foreslog mig selv som dj, lærte jeg promotere at kende, røg ud på klubberne, og de penge, jeg tjente, gik til sneakers.
Før jeg så mig om, havde jeg 20 par. Det blev over de næste 20 år, frem til 2010’erne, til tæt på 500. Men jeg er aldrig stoppet op og tænkt: “Nu samler jeg på sneakers”. Jeg har altid gået op i stil, og du kan have sweatpants og hvid T-shirt på, men hvis dine sko spiller, er alt andet ligegyldigt. Stil starter fra bunden.
De seneste fire århar jeg solgt ud, så jeg har ca. 300 par og køber først et nyt par, når jeg har solgt 10. Mest på grund af pladsmangel. De står i æsker i vores garderobeværelse og er derudover opmagasineret, og jeg har 30 par i rotation ad gangen.
“Hvis det var Air Max 97 fra Nike, som alle gik med, gik jeg i Adidas Superstar
Jeg gør en dyd ud af, at de ikke bare er samlerobjekter, men at jeg bruger dem. Det er det, de er lavet til.
Fællestrækket i min samlinger klassiske løbesko og sneakers med historie. Som da Nike i 1972 lancerede den klassiske Nike Cortez- løbesko, som deres løbetræner og medgrundlægger, Bill Bowerman, designede. Det fik mig til at nørde 1970’er-sko. Så blev det 1980’er-sko, og jeg fandt hurtigt ud af, at Tinker Hatfield, der havde designet Jordan-skoene, også havde designet Air Max 1 og 90, så dem skulle jeg også have. Senere begyndte jeg at kigge til Adidas og deres historie, Pumas, New Balance og Reeboks. Dengang kunne man stadig finde de originale, og jeg har haft en Ebay-konto siden 2002, været med i daværende sneakers-fora som Crooked Tongues og Niketalk, hvor man kan nørde med ligesindede og sige “hey der, kan du hente den herUK-releasefor mig og sende den?”.
I midten af 00’erne varcollabsmed en graffitimaler fra New York eller en designer fra Tokyo virkelig eftertragtede. I dag har alle skobutikker deres eget collab. Nu er det måske kun to releases om året, jeg glæder mig til. Den sidste var en genudgivelse af en Jordan 5’er, som jeg sjovt nok havde i forvejen, men ikke i hvid.
Jeg har altid dyrket sneakerspå den måde, at hvis det var Air Max 97 fra Nike, alle gik med, gik jeg i Adidas Superstar. Eller en løbesko fra Asics. Folk har tit spurgt, hvad det var for en grim sko, jeg havde på, og to år efter ville alle have den. Man ser ting før andre, når man har været igennem historikken.
Jeg aner ikke, hvor mange penge, jeg har brugt. Måske 300.000 kr., måske en halv million. Men samtidig er stil jo blevet det, jeg lever af. Jeg har også brugt utallige timer. I perioder var det bedste, jeg vidste, at søge på f.eks. vintage Nike 90’ere, og så blev den tre om natten. I dag gør jeg det for at bevise for mig selv, at jeg stadig kan finde de vildeste ting. Jeg behøver ikke at købe dem. Nogle gange ønsker jeg, at jeg igen kun havde 20 par, så jeg kunne starte min samling forfra. Det er jo jagten, det handler om.
Privat Uddannelse Uddannet i kultur og sprogmødestudier fra Roskilde Universitet i 2009. Karriere Dj under navnet DJ Mr. Møller, tidligere moderedaktør på Cover Man og Dossier og kommunikationschef hos Ciff. Nu kreativ konsulent, skaber af digitalt indhold og stylist.
37 år, bor i København med sin kæreste.
