“Med alderen bliver mit livsarkiv tungere og tungere”

Karen-Lise Mynsters tanker kredser om krig.

Hun tænker på de smukke byer Damaskus og Aleppo, som hun oplevede før krigen i Syrien. Fordi det er en tragedie, der udspiller sig lige nu i det mellemøstlige land, men også fordi krig og terror er omdrejningspunktet for hendes kunstneriske virke i disse dage.

“

Det er rigtigt, som Karl Marx siger, at alle revolutioner viser, at meget lader sig forandre, blot ikke mennesker ​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​

Hver søndag på DR1 kan man se hende som justitsminister Elisabeth Hoffmann i “Når støvet har lagt sig”, hvor de menneskelige omkostninger ved et terrorangreb i København udforskes. Og fra 6. marts spiller hun hovedrollen i Bertolt Brechts antikrigsstykke fra 1939 “Mutter Courage og hendes børn” på Det Kongelige Teater. En teaterklassiker, som Bertolt Brecht skrev i 1939 i frustration og provokation over Hitlers indtog i Polen, og som handler om den opportunistiske krejler Mutter Courage, der følger i hælene på trediveårskrigens (1618-1648) kombattanter for at tjene penge på at sælge varer til soldaterne, hvilket naturligvis ikke sker uden store menneskelige omkostninger.

“Vi lever i en porøs tid, hvor krig stadig er et livsvilkår for mange mennesker, og hvor den er blevet mere lokal med den uforståelige terror, der kan dukke op hvor som helst. Jeg tror, at mange skuespillere gerne vil afspejle den tid, vi lever i, og hjælpe med at fortælle historier, som publikum kan bruge til noget. Som de kan identificere sig med og blive klogere af. Og krig må vi gøre alt for at undgå,” siger Karen-Lise Mynster fra sin garderobe øverst i Skuespilhuset ved havnen i København.

Her i det tidlige februar fylder læseprøverne og de mange ord, som hun skal lære udenad, hendes hoved fra morgen til aften. Men hun har et par timer, før hun med sine medspillere dykker endnu mere ned i “Mutter Courage” og al den lidelse. Solen skinner, og udsigten til Christianshavn og Øresund er næsten paradoksal smuk i forhold til de alvorlige emner. Vandet glimter, cyklerne på havnebroerne emmer af dansk hygge.

“Jeg var helt fyldt af den mellemøstlige kultur, da jeg rejste rundt i Syrien og var i Damaskus og Aleppo. Menneskene, den spændende historie og de smukke bygninger var fantastiske, og nu er Syrien helt smadret og fuld af lidelse. Det er ikke til at forstå, at nogle gør sig til dommer over liv og død på den måde. Jeg udsætter at se dokumentarfilmen “The Cave” (oscarnomineret dansk film om et underjordisk hospital i Syrien, red.), for selvom den er utrolig vigtig i sin dokumentation, så er den også ubærlig med alt den gru, den portrætterer.” ​

Karen-Lise Mynster er født i maj 1952, og som efterkrigsbarn undrer hun sig til stadighed over, hvorfor vi mennesker er så dårlige til at lære af historien. Og ikke mindst dårlige til at lære, at krig ikke fører andet end lidelse med sig.

Da hun gik i skole i 1960'erne, var Anden Verdenskrig det helt store emne, og Karen-Lise Mynster husker stadig, hvordan hun i sin barnlige naivitet tænkte, at om ikke andet så havde Anden Verdenskrigs brutalitet været god, fordi vi nu endelig havde forstået, hvad vi ikke måtte. At vi i den krig havde forbrudt os mod al etik og moral, og derfor nu havde forstået, at sådan skulle vi aldrig gøre igen.

Senere, som studerende på Statens Teaterskole i 1975, besøgte hun teaterskolen i Beograd og var ung med de lokale studerende fra alle egne af Jugoslavien. De gik i byen, festede og levede livet helt som de danske studerende. Alt var fryd og gammen.

“Og så kom Balkan-krigen, hvor venner blev dødsfjender. Der tænkte jeg måske sådan for første gang, at vi slet ikke har lært noget af Anden Verdenskrig. Vi er nødt til at bruge historien i disse tider, men det er godt nok svært at se, at vi bliver klogere. Det er rigtigt, som Karl Marx siger, at alle revolutioner viser, at meget lader sig forandre, blot ikke mennesker. Og det er meget skræmmende.”

Intellektuelt og som verdensborger kan Karen-Lise Mynster, som mange andre, være bekymret for krig og klimakatastrofer, men hendes eget liv har været fyldt med langt mere kærlighed, lyst og drømme, der er blevet til noget, end af lidelse, tvang og fiaskoer. Bortset fra de tab, der naturligt følger med, når man er blevet 67 år, så er den største tragedie i hendes liv, at hendes mand, skuespiller Søren Spanning, blev ramt af en hjerneblødning i 2014 og siden har været nødt til at benytte sig af en kørestol.

“Det har været og er meget hårdt. Men vi klarer det,” siger Karen-Lise Mynster. ​

“Man lærer at leve med de slag, som livet giver en. Generelt er jeg af optimistisk natur og forsøger at handle mig ud af de ting, der sker. Men det er ikke altid handling, der skal til. Nogle gange er man nødt acceptere livet, som det er.”

For at få tankemylderet på plads om Søren Spannings sygdom og familiens fremtid, der også består af skuespiller Rosalinde Mynster (29), filmfotograf Jasper Spanning (32), bonusbarnet, pilateslærer Line Spanning (46) og fire børnebørn, besluttede hun sig til at cykle 600 kilometer alene på caminoen i Nordspanien.

“Det var en god måde at få tid til at tænke sig om. Og også mærke efter, hvad jeg havde brug for i den krise, som familien gik igennem. Jeg vil gerne tilbage og gå en anden del af caminoen, for jeg lærte at tage min skæbne på mig. At blive mere tålmodig og sove på problemerne og ikke altid søge en hurtig løsning. Nogle gange løser tiden problemet, som Viola siger i Shakespeares “Helligtrekongersaften",” forklarer Karen-Lise Mynster og fortsætter:

“Det er fascinerende, hvordan man både er alene, når man ønsker det, men også kan møde andre mennesker, når man ønsker det på caminoen. Der er et uudtalt fællesskab, som man mærker tydeligt, når man er der.”

Lysten og drømmene er gennem hendes voksenliv først og fremmest blevet opfyldt på teatret, hvor Karen-Lise Mynster ikke har holdt pause, siden hun blev færdiguddannet i 1975. Først var hun et par år på Aalborg Teater, byen, hvor hun er vokset op med en far, der var reklamechef, og en mor, der var frisør.

Hendes store gennembrud kom i 1978 som Eliza i “My Fair Lady”, en forestilling, hun turnerede med i hele landet. Siden kom hun til Det Kongelige Teater, hvor hun mødte sin husbond. Fra 1986 til det nuværende engagement på nationalscenen i 2016 har hun spillet et hav af karakterroller på et hav af scener og fået flere Reumertpriser. Sammen med Kirsten Olesen er hun tidens grand old lady på Det Kongelige Teater.

På tv og film har hun ikke haft den samme grad af succes og fået færre hovedroller. De største roller på tv har været bankassistent Ulla Jacobsen i “Matador”, hende, som bankdirektør Varnæs gør gravid, og justitsministeren i den spritnye “Når støvet har lagt sig”. Hendes filmkarriere har bl.a. budt på Krummes mor i Krumme-filmene og Paprika Steens og Sofie Gråbøls mor i den nye juleklassiker “Den tid på året” fra 2018.

“Man siger, at man bliver rig af film, kendt af tv og lykkelig af teater, og det har været helt rigtig i mit tilfælde. Helt fra lille ville jeg være skuespiller, og det var altid teatret, jeg tænkte på,” siger Karen-Lise Mynster.

Hun vidste, at hun ville være teaterskuespiller, fra før hun havde sat sine ben i teatret. Som lille pige var hun meget ensom mellem en noget ældre storebror og en noget yngre lillebror og derfor overladt til sin fantasi og den ophobede energi i de mange prinsesseroller, hun drømte sig væk i. Allerede i 3.g gik hun til optagelsesprøve på Statens Teaterskole i København, og hun blev optaget i første forsøg.

“Jeg har aldrig haft en anden plan. Min lyst var så stor, at jeg aldrig tvivlede på, at min drøm ville gå i opfyldelse. Jeg har aldrig tænkt på, om jeg var heldig at komme ind, snarere tænkt, at jeg intuitivt vidste, hvor min energi passede. For jeg havde alt for meget energi, og det var tit svært at leve med. Og så var der altså heller ikke så mange, der gik til optagelsesprøve dengang i begyndelsen af 1970'erne. Konkurrencen var mindre,” siger Karen-Lise Mynster afvæbnende.

Hun har aldrig haft en specifik karriereplan, tværtimod.

“Jeg er ikke så vild med ordet karriere, fordi jeg bare tænker på det som mit arbejdsliv, hvor jeg har knoklet rigtig meget, fordi jeg har været så dedikeret, at jeg næsten ville betale penge for at stå på scenen. Nogle gange er jeg næsten druknet i min lyst til at sige ja til for meget, for jeg kan have svært ved at sige nej til alle mulige slags roller. Delvis fordi jeg aldrig har villet sættes i bås og både ville komedien og tragedien, og dels fordi jeg var så fandens nysgerrig,” siger Karen-Lise Mynster.

Konsekvensen af de mange jaer har været, at arbejdet indimellem har fyldt alt for meget i forhold til familien og vennerne, og at ikke alt er lykkedes tilfredsstillende. Når hun ser tilbage på sine mange år i teatrets verden, synes hun dog alligevel, at det har været en god idé at kaste sig ud i alle mulige og umulige roller. Det har i hvert fald betydet, at hun har prøvet det meste. Fra revy til de helt store klassikere som Ibsen og Brecht.

“Det aldrig været pengene, der har haft betydning for mine valg. De fleste år (1986-2016,red.) har jeg været freelancer, fordi det gav mere frihed til netop det, som jeg brændte for. Men det betød også, at Søren og jeg selv skulle få det til at hænge sammen økonomisk. Nogle gange har jeg kun tjent det, som vi kunne få ind på billetsalg ved døren,” griner Karen-Lise Mynster.

Hun påpeger, at hun aldrig har mistet den hippiefølelse, som hun blev ramt af i sin ungdom, hvor penge ikke havde den store værdi. Hun har derfor aldrig haft de bekymringer, som en usikker økonomi giver de fleste. Hendes indstilling har altid været, at det går nok, og at hun og Søren Spanning altid kunne finde en løsning. Hun forstår stadig ikke et samfund, hvor forbrug er omdrejningspunktet.

“Vi har altid tjent penge nok til at klare os fint. Det er altid lykkedes at finde en måde at betale huslejen og holde familien oven vande, selv når fonde og billetsalg ikke gav alverden. Udover teatret har vi jo altid haft film, tv og radio at falde tilbage på.”

“Der har naturligvis været en pris ved vores idealisme og vores freelance-knokleri. Det er gået udover børnene, når jeg har været meget væk, og jeg ville måske vælge at have arbejdet mindre, hvis jeg kunne vælge om. På den anden side har vi haft masser af kvalitetstid om morgenen, i sommerhuset og på vores lange rejser. Og både Rosalinde og Jasper har valgt tilsvarende arbejdsliv, så de er da ikke blevet helt skræmt.”

Næste teatersæson, 2020-2021, er Karen-Lise Mynsters foreløbig sidste som fast medlem af ensemblet på Det Kongelige Teater. Måske forlænges kontrakten, men ellers er det tilbage til det mere usikre freelanceliv.

“Det er klart, at jeg tænker mere på alderdommen end før, og på hvor mange juleaftener, jeg egentlig har tilbage. Og kroppen gør også ondt på en anden måde end tidligere. Men så længe jeg kan huske og har kræfter til det, så vil jeg gerne fortsætte,” lyder det fra Karen-Lise Mynster.

Ikke mindst fordi hun mener, at kunsten er med til at udvikle menneskers følsomhed og intelligens, og dermed deres potentiale og selvforståelse i en kompliceret verden. Teater, musik, bøger og billedkunst er på den måde med til at gøre os til klogere mennesker og mere indsigtsfulde samfundsborgere. ​

“Selvindsigt er første skridt til at tage de valg, der gør os lykkelige. Vi skal ikke alle være kunstnere, men finde det, som vi brænder mest for. Om det er håndværker, sygeplejerske eller økonom. Jeg tror, at kunsten har en afgørende rolle i den afklaringsproces. Det er her, at kunsten tilbyder en anden vej til et lykkeligere og mindre forvirret liv. Den lærer os at mærke, hvad vi virkelig brænder for. Hvad livet er for en størrelse.”

Den mission for menneskeheden vil Karen-Lise Mynster gerne fortsætte med at påvirke. Hun vil gerne fortsætte med at fortælle de historier, som giver mening til publikum. Og hun ser ikke sin alder som en hindring. Tværtimod.

“Med alderen bliver mit livsarkiv tungere og tungere, og det betyder, at jeg får mere og mere livserfaring at tage med ind i rollerne. Det ser jeg kun som en fordel,” fastslår Karen-Lise Mynster og henviser til sine mere end 200 roller gennem karrieren.

“Hele mit lange virke gør, at jeg kan sætte mig ind i de følelser, som f.eks. Mutter Courage har. Man behøver ikke at have været med i en krig for at kunne fremkalde de følelser og den forståelse, som jeg gerne vil videregive til publikum. Om det er et terrorangreb på en restaurant i København, en borgerkrig i Syrien eller noget helt tredje.”

miso@borsen.dk​