Matadoren der forvandlede Aarhus

Kan det være ham? Er det Olav de Linde, der kommer cyklende derhenne ved den gamle, røde lagerbygning?

Taxichaufføren ryster lidt på hovedet. På vej ned til havnen har han ellers fortalt, at Olav de Linde er en stor mand. Og han er virkelig god for byen, siger han.
"Den del af mit arbejde, jeg elsker allermest, er at se en bygning forvandle sig fra en rå skal til at huse noget helt nyt"
"Men jeg har aldrig mødt ham. Jeg ved faktisk ikke engang, hvordan han ser ud."

Taxien holder ind til siden på Balticagade. Vi befinder os i et tidligere meget aktivt skibsværftsområde på Aarhus Havn, hvor der nu er blevet indrettet kontorer til en lang række designvirksomheder. Manden bag de mange bygninger – og ikke mindst istandsættelsen af dem – er Olav de Linde.

Hele denne del af havnen er faktisk blusset op igen takket være ham. For da Olav de Linde kom til i 2001, var den gamle Aarhus Flydedok kun en skygge af sig selv. Værftsområdet var ikke længere et kvarter, man regnede for noget.

Men Olav de Linde så muligheder. Masser af dem. Og det er derfor, han nu har indvilget i at mødes hernede en kold vinterdag for at tale om det projekt, han faktisk er gået hen og er blevet ganske stolt af.

Da taxaen er kørt, kigger jeg igen efter manden på cyklen. Han står ovre langs væggen iklædt jeans og en halvlang sort dynejakke. Med en strikhue trukket godt ned over hovedet.

Går det skidt, er jeg ikke den, der slår mig selv oven i hovedet. Så handler det bare om at få landet sagen så godt som muligt

Han vender sig om og ser direkte på mig. Med et lille nik giver han sig til kende. Den er god nok. Her har vi 61-årige Olav de Linde, byggematador og efter sigende en af Aarhus' mest succesrige og ikke mindst velhavende personligheder.

"Goddaw," siger Olav de Linde og rækker hånden frem til hilsen.

"Skal vi gå en tur?," spørger han med dæmpet stemme og begynder straks at luske af sted.

"Vi kan også tage en kop kaffe lidt senere, for du kommer til at fryse," siger han.

Olav de Linde er ikke sådan en mand, der har meget behov for at vise sig frem. Og da slet ikke efter de seneste års mange skandaler omkring de ellers så initiativrige ejendomsudviklere, der er gået konkurs én efter én.

Næ, Olav de Linde har bare passet sit og gjort, hvad han altid har gjort. Opkøbt gamle, udtjente erhvervsejendomme, istandsat dem, givet dem en ny identitet og lejet dem ud på ny. Som regel til nye typer af lejere end dem, der flyttede ud.

I dag ejer han store ejendomskomplekser i primært Aarhus og Odense, men et par enkelte i hovedstaden er det også blevet til. Men hvad er det så, der kendetegner et typisk Olav de Linde-projekt?

Han smiler, da han får spørgsmålet, tænker sig lidt om og peger så på en af de gamle bygninger omkring os.

"Kan du se den ejendom der? Den ser måske lidt slidt og færdig ud i dine øjne, men for mig har den en helt særlig historie, den inspirerer mig. Jeg elsker at stå foran en gammel bygning og spørge, hvad denne ejendom egentlig siger mig. Hvad er det for en historie, den fortæller?"

"Min opgave er så at istandsætte og renovere bygningen med respekt for den oprindelige historie. Jeg synes ikke, det gør noget, at man kan mærke et sus af fortiden, når man træder indenfor," siger Olav de Linde og sætter i gang igen.

"Kom med herover, så skal jeg vise dig, hvad jeg mener," siger han og går hen til endnu en af de ældre bygninger, der udefra ikke ser ud af særlig meget.
"Jeg har altid kastet mig over en masse projekter og fandt tidligt ud af, at jeg var god til at sælge"
Faktisk ser ejendommen mest ud til at være lukket. Men kun til vi træder indenfor, hvor det summer af liv. Her er kontorlokaler, showrooms, tegnestuer og masser af – forholdsvis yngre – mennesker, der suser omkring som i en bisværm.

"Det havde du nok ikke lige regnet med," siger Olav de Linde og trækker lidt på smilebåndet.

Vi er trådt ind i lokalerne, som Olav de Linde i dag lejer ud til tøjfirmaet Minimum. Men der er noget, der ikke helt hører hjemme her.

Noget, der får ansigtet til at vende opad i det store, lyse lokale, for deroppe hænger en ældre, noget rusten kran. Hvordan i alverden passer den ind i dette moderne rum?

"Det er simpelt nok," siger Olav de Linde.

"Vi står i et gammelt smedjeværksted, men fordi det i dag bebos af en mode- og designvirksomhed, gør det ikke noget, at historien stadig spiller en rolle. Der må godt være noget af det oprindelige tilbage, som nu f.eks. kranen, det tilføjer en ægthed, som jeg godt kan lide," siger Olav de Linde.

Jeg spørger ham, hvorfor han gemmer alt det gamle bras? Havde det ikke været billigere bare at smide det hele ud?

"Jo, på kort sigt, men på den lange bane, synes jeg ikke, det er en god idé. Der stod godt nok nogle gamle drejebænke ned gennem lokalet, så dem tog vi ud og solgte på en auktion. Vi fik også sat ovenlysvinduer i, så lyset trænger ind. Vi laver ikke standardløsninger, og faktisk er det lige sådan nogle rammer med højt til loftet og udsigt til vand, de kreative virksomheder efterspørger," siger Olav de Linde.

Noget tyder på, at han har ret. I dag er der i hvert fald kun tøjfirmaer som f.eks. Metropol, Superdry og Hummel, der holder til i lokalerne hernede på havnekajen, som Olav de Linde har døbt Dok 8000.

"Det var det grimmeste sted på Aarhus Havn, da jeg kom til. Alting var ved at falde fra hinanden. Der havde også været en del konkurser. Men når man tænker på, hvor tæt på centrum, vi egentlig befinder os, er det en uhyre attraktiv beliggenhed. Jeg så muligheder og lod mig ikke skræmme. Jeg havde jo også prøvet sådan noget før," siger Olav de Linde.

Købmand fra en tidlig alder

Ja, faktisk har han næsten ikke gjort andet hele sit liv. Olav de Linde er sådan en selfmade man, der tidligt så muligheder for at gøre en god handel overalt. Det begyndte, da han som dreng hjalp til i sin fars gartneri. Han fik sat en lille bod op ude ved vejen, hvor han solgte tomater og agurker. Senere kom der også seletøj til. Og kaniner, fortæller han.

"Jeg har altid kastet mig over en masse projekter og fandt tidligt ud af, at jeg var god til at sælge. Det begyndte nok allerede i 16-årsalderen, hvor jeg fik den idé at sælge antikviteter."

Men spørger man ham, om han overhovedet kendte noget til antikviteter dengang, svarer han blot:

"Nej, men det kom jeg til. Jeg solgte alt, hvad der var en merværdi i."
"Jeg kender alle mine lejere. Det er vigtigt, at man behandler dem godt, så de er tilfredse"
Olav de Linde går hen mod endnu en af de gamle industribygninger, der tidligere har haft et helt andet liv og helt andre gæster på besøg.

Han åbner døren, træder indenfor og hilser kort på en af de ansatte i receptionen. Selv om vi ikke har meldt vores ankomst i forvejen, virker det til, at vi er mere end velkommen til bare at luske omkring.

"Jamen, jeg kender dem jo. Jeg kender alle mine lejere. Det er vigtigt, at man behandler dem godt, så de er tilfredse," forklarer Olav de Linde på vej op ad trapperne, hen ad gangen og rundt om hjørnet til endnu et showroom.

Lever skjult

Det er tydeligt, at han kender sin vej rundt i både denne og alle de andre ejendomme her på havnen. Men hvad med resten af de godt 400.000 kvadratmeter erhvervsejendomme, han i dag besidder. Kender han dem lige så godt?

"Ja, selvfølgelig gør jeg det. Jeg har været inde i samtlige bygninger, jeg ejer," forklarer han.

Alligevel er det ikke altid, han fortæller, hvem han er, når han møder folk i sine ejendomme.

"Som regel siger jeg bare, at jeg kommer fra Olav de Linde."


Men hvorfor al dette hemmelighedskræmmeri? Har han da noget at skjule?

"Nej, men min person er jo ikke vigtig. Jeg er heller ikke kendt i den brede offentlighed. Hvorfor skulle jeg være det?," spørger han.

"For mig er det vigtigste, at mine ejendomme er i orden, og at mine lejere er tilfredse. Og selvfølgelig kender jeg mine bygninger, for det er jo mig, der har bestemt, hvordan de skal indrettes. Faktisk er det den del af mit arbejde, jeg elsker allermest: at se en bygning forvandle sig fra en rå skal til at huse noget helt nyt."

Nybyggerier derimod er han ikke så meget for, om end han netop nu er i gang med at opføre en 20.000 kvadratmeter stor kontorejendom kaldet Ship lige ovre på den anden side af havnen.

"Det er noget helt andet. De to ting kan ikke sammenlignes. Det er de gamle bygninger, jeg brænder for. Det er ofte en sværere øvelse, men det udfordrer mig mere, og det giver mere igen, synes jeg."

Olav de Linde er dog ikke ene om opgaven. Han beskæftiger cirka 110 håndværkere og ingeniører og har 40 ansatte i sin administration.
"Allerede på første år af mit studium havde jeg jo ansatte. Jeg siger gerne, at jeg begyndte sammen med en pensionist og en narkoman."
"Men når det virkelig går for sig, beskæftiger vi inddirekte det tredobbelte," siger han i samme øjeblik, som vi passerer et par store stykker af det, der mest af alt ligner metalskrot.

"Ved du, hvad det er?," spørger han.

"Det er gamle stævne fra nogle motortorpedobåde, der lå her, da jeg kom til. Jeg har tænkt mig at sætte nogle logoer og skilte på, så de kan bruges som vejvisere hernede på havnen. De hører hjemme her og er med til at fortælle historien."

Og så er det ellers, at Olav de Linde for første gang under rundvisningen, stopper op. Han har noget, han gerne vil sige, og det er vigtigt, påpeger han.

"Du må meget gerne skrive, at folkene bag Aarhus Havn faktisk har været utrolig fremsynede med dette projekt. De har faktisk været positive lige fra starten. Det er altså ret sjældent, man har så visionære kommunale medspillere," siger Olav de Linde og tilføjer, at det nu endelig er tid til den kop kaffe, vi så længe har trængt til.

Men der mangler mælk, selvfølgelig gør der det. Vi er nede på havnen, hvor det ikke just er supermarkeder, der fylder godt op. Så kaffen bliver sort. Meget sort.

Begyndte som 17-årig

Olav de Linde sætter sig op på en barstol ved et lille bord og spørger så:

"Hvad er det egentlig, du vil skrive om?"

Jeg forklarer ham, at det er historien om, hvordan havnen fuldstændig har ændret karakter og så selvfølgelig historien om ham, der har fået alle idéerne. Ham der sidder lige over for mig netop nu, siger jeg.

"Nå, dén historie," siger Olav de Linde og rynker lidt på brynene.

Men så siger han ikke mere. Drikker blot sin kaffe. Måske føler han sig utryg ved situationen, nu hvor vi er rykket indenfor og ikke længere er ude mellem de rå industribygninger, hvor han tydeligvis føler sig så godt tilpas.

Jeg spørger ham, om alt dette altid har været planen? Har han altid drømt om at blive en af landets største og mest succesfulde byggematadorer?

"Nej, slet ikke," siger han.

"Egentlig læste jeg på Handelshøjskolen i Aarhus. Jeg ved faktisk ikke hvorfor. Jeg læste finansiering, så jeg kunne være endt op i en bank. Men det var som om, lyset blev slukket, og i stedet var det mit arbejde med ejendomme, der lyste op."

"Allerede på første år af mit studium havde jeg jo ansatte, som hjalp mig med at opkøbe og istandsætte ejendomme. Når nogen spørger i dag, siger jeg gerne, at jeg begyndte sammen med en pensionist og en narkoman."

Det må du forklare lidt nærmere?

"Jeg havde engang en bekendt, der var blevet narkoman, og han trængte til noget at lave. Pensionisten derimod var en gammel arbejdsmand, der kunne tage fat. Han hed Just og var sådan en, hvis hænder konstant rystede. Men han blev min læremester. Han lærte mig håndværket. Sammen gik vi tre rundt og satte ejendomme i stand."

Pengene til bl.a. at betale de to andre havde Olav de Linde tjent ved salget af et sommerhus, som han selv havde købt og istandsat.

"Jeg var 17 år, da jeg købte sommerhuset. Det lå i Skæring lidt nord for Aarhus. Jeg betalte 125.000 kr. for det – 25.000 i udbetaling – og solgte det igen fem år senere for 450.000 kr. Det eneste, jeg havde investeret i det, var noget knofedt," fortæller Olav de Linde med slet skjult begejstring i stemmen.
"Jeg nyder at rejse sammen med min familie. Vi har været mange steder i verden"
"Og så begyndte det sådan set derfra. Jeg nåede dog at gøre mit HA-økonomistudium færdig, men jeg afsluttede aldrig cand.merc.-delen. Det var måske meget godt, for det er jo det kreative arbejde, der driver mig. Hverken det administrative eller økonomiske. Det er selve udviklingen af projekterne. Jeg kender også alle de folk, jeg har ansat, og de er virkelig dygtige på hver deres felt. Det er folk, der kan deres håndværk, og det betyder meget for mig."

Måske er det også håndværkerne og det store arbejde, de har lagt i de enkelte projekter, der gør, at Olav de Linde aldrig skiller sig af med sine ejendomme igen. Han lejer dem kun ud, fortæller han.

Efterhånden er porteføljen kun vokset og vokset, og jeg spørger derfor, om han overhovedet har overblik over alle sine ejendomme, og hvor meget han er god for.

"Ja, det vil sådan nogle som dig altid gerne vide."

Men har du så det?

"I firmaet har vi en balance på mellem 3 og 4 mia. kr."

Har du aldrig tænkt dig at sælge?

"Nej, hvorfor?"

Så du kan høste frugterne af dit arbejde!

"Nej, jeg har ikke rigtig sådan nogle store behov. Jeg nyder dog at rejse sammen med min familie. Vi har været mange steder i verden. Senest i New York, hvor jeg bl.a. så på en masse spændende arkitektur og byudviklingsprojekter."

"Vi har også været i Sydamerika og Italien, hvor jeg engang var ved at købe et hus. Men det blev ikke til noget, og nu tror jeg ikke længere på, at vi nogensinde får et hus i udlandet," siger han og tømmer sin kaffekop.

Olav de Linde kan ikke rigtig se, hvad denne artikel egentlig skal gøre godt for. Han gør jo bare det, han altid har gjort. Står op, passer sit arbejde, og går i seng igen. Mere er der vel ikke i det?

"Ved du hvad? Jeg er typen, der har det sådan, at når noget går godt, er jeg glad. Men går det skidt, er jeg ikke den, der slår mig selv oven i hovedet. Så handler det bare om at få landet sagen så godt som muligt og komme videre. Så enkelt er det."