ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Masterchef-kokken fik sin luksusvilla med egen badebro og bådplads

Alt ved det nyopførte hus på Feddet i Sønderborg er planlagt til mindste detalje for at ramme hele Jesper Kochs families behov og ønsker

Masterchefkokken Jesper Kochs nye pragtvilla lader intet tilbage at ønske når det kommer til beliggenhed, materialer og indretning. Foto: Justin Hummerston
Masterchefkokken Jesper Kochs nye pragtvilla lader intet tilbage at ønske når det kommer til beliggenhed, materialer og indretning. Foto: Justin Hummerston

Da kok og restauratør Jesper Koch og hans familie skulle flytte fra Aarhus til Sønderborg, fordi Koch skulle være en del af et stort hotelprojekt, var forberedelserne gjort på forhånd.

_T0A1589.jpg
En dry ager er ifølge Jesper Koch “et deluxe spisekammer”. Hans favorit er denne DX1000 Premium fra Sousvide. Karikatur-maleriet af Jesper Koch er malet af Lisa Klok og signalerer, at i køkkenet er Jesper dirigenten.

I god tid havde han købt en byggegrund med den bedste beliggenhed ved strand, vand, skov og ikke mindst den udsigt, der følger med alt det. Koch og hans kone har i deres tid sammen både bygget et hus og totalrenoveret et andet, og “tredje gang er lykkens gang”, mener kokken, som mange vil kende som dommer i TV3-programmet “Masterchef”, hvor han har været dommer siden 2014. Jesper Koch har gennem årene åbnet flere restauranter i Østjylland sammen med sine brødre, herunder Restaurant Koch, Frøken Koch og Det Glade Vanvid, men er nu landet på Als, hvor han siden 2019 er kulinarisk direktør på Hotel Alsik.

Jesper Koch og hans kone vidste, hvad de sætter pris på, og fik det ned på papir: De ønskede gode udendørsområder med terrasser, de drømte om et stort køkken og en spisestue, store børneværelser, men dertil også en lille stue, hvor familien kan ligge og se fjernsyn og hygge. Huset skulle være varmt med masser af træ, og det skulle være vedligeholdelsesvenligt, for med fuldtidsarbejde og børn vil de ikke bruge deres fritid på at pusle om et hus.

_T0A1216.jpg
Køkkenet er husets hjerte, hvor familien opholder sig meget. Det er bygget af Kustomhouse i elm med massive fingertappede skuffer. Højskabskabsvæggen er beklædt med grøn linoleum, som matcher marmorbordpladen i Verde Guatemala. Newyorker-lågerne i sort og messing er specialfremstillede til huset. Læg mærke til den fine detalje med messingsokkel.

Det varme og rare træ

Jesper Koch har ud over de to tidligere private husprojekter været involveret i både restaurant- og hotelbyggerier, så han tog sine idéer med til byggefirmaet Lasse Larsen, som syntes, at nogle af ønskerne så lidt besværlige at føre ud i livet, men de var friske på at give det en chance. Næste skridt var at booke Nodo Arkitekter til at tegne huset ud fra parrets idéer.

“De forstod os fra starten hos Nodo Arkitekter. At det skulle være visuelt flot, men først og fremmest brugbart. Vi følte os virkelig forstået, og vi har været glade for at have valgt at bruge et lille arkitektfirma,” siger Jesper Koch, som vidste, han ville have akustik-egetræslameller alle otte meter op i hallen.

“Det gør noget for huset, at hallen er dækket af træ. Allerede når man træder ind, virker her varmt og rart, og det har været vigtigt for os. Da vi byggede allerførste gang, ville vi gerne have det meget stramt og minimalt, men i dette hus gik vi efter at få det nordiske snit og det varme træ. Derfor er træ gennemgående i hele huset, og det gør virkelig noget,” siger han om den lunende effekt, han netop havde haft i tankerne.

Kloge hoveder med på råd

Alle løsninger i træ er bygget af Kustomhouse, og overordnet har parret selv valgt farver, materialer og stil. Men de har også rådført sig med indretningsarkitekten fra Kira Design.

_T0A1285.jpg
Mellem køkken og spiseafdeling har familien fået indbygget et vinkøleskab fra Miele. Til højre skimtes et håndbygget rullebord “til ost og avec”.

“Det kan jo sammenlignes med, at gæster skal sammensætte en menu til en fest. De ved, at de gerne vil have pighvar og muslinger, men når de tager en kok med på råd, kan han tilføje, at de også skal have svampe og rødvinsost. Det er klogt at tage dygtige fagfolk med på råd om træsorter, metaller, farver og brugbarhed, og ikke mindst, når man som os har valgt at vælge betongulve til hele hytten,” mener Jesper Koch, der valgte beton, fordi det kan være blødt og changerende i farven, når det er lakeret, og passer til husets brune, grønne og blå nuancer. Og så er det nemt at holde med en støvsuger og en moppe.

“Huset skal bare fungere, både når vi inviterer gæster, og når vi bare er os selv. Det rum, jeg ofte bruger mest tid i, er køkkenet, og selvfølgelig ved jeg præcist, hvad jeg vil have, og hvor og hvordan det skal være. Så jeg kunne skitsere meget præcist med størrelser, højde, drøjde og funktioner. Vi har valgt at sætte grønt i form af marmor og linoleum sammen med træet. Mange taler om grøn som håbets farve, men for mig signalerer den noget ro, noget natur og noget nordisk, som også giver noget til maden.”

_T0A1272-Pano.jpg
Kustomhouse-køkkenet i elm går igennem fra køkkenet til spisestuen med skabe til begge sider, der fungerer som en halv adskillelse. Alle glas er ifølge Jesper Koch de bedste, nemlig fra østrigske Zalto. Det snedkerlavede langbord i linoleum og eg er lavet af Kustomhouse, om bordet står Hans Olsens Gesture-stol fra Warm Nordic, og over bordet hænger Bent Karlbys Mosaik-pendler. Lysestagerne er fra Muubs, mens det store maleri på endevæggen er malet af Christina Juulsgaard specielt til Familien Koch.

_T0A1229.jpg
Detalje af køkkenet bygget af Kustomhouse i elm, som giver varme til rummet.

_T0A0973.jpg
Den indbyggede garderobe til højre er fra Kustomhouse i Prima Elm med læderhynde og messing-bøjlestand.

_T0A1047.jpg
Den store åbne hall har massive akustik-egetræslameller. Den massive egetræstrappe er fra Woodstep T55, og gulvet er af glaseret beton. Spejlet under trappen er fra Gubi, og den unge mand på billedet er sønnen Marius på 12 år.

_T0A1441.jpg
Jesper Koch er kok og restauratør og opførte i 2020 huset på Feddet i Sønderborg, hvor det ligger ned til vandet og har egen badebro og bådplads.




Andre læser dette lige nu