Fuglsang Kunstmuseum indtil 24. jan. 2021, Nivaagaards Malerisamling 7. feb. til 13. juni, Ribe Kunstmuseum 26. juni til 5. sep., Skovgaard Museet 19. sep. til 9. jan. 2022.
Oprindelig var maleren Wilhelm Marstrand så berømt, at han var repræsenteret med en tre meter høj bronzestatue på trappen foran Statens Museum for Kunst. Den er dog blevet fjernet for år tilbage, da Marstrands berømmelse med tiden er falmet så meget, at nye generationer ikke kender til ham.
Trist, da Marstrand hørte til blandt guldalderens mest berømte malere. Han var endda så populær, at han nærmest blev dyrket som et geni. Men det varede ikke mange årtier efter hans død i 1873, før han gik i glemmebogen. Dog aldrig helt da det er umuligt at beskæftige sig med guldalderen uden også at forholde sig til Marstrand som maler.
“Når Marstrand på lærredet iscenesætter lystige romerske borgere, der danser tarantel, så kan man ikke blive andet end i godt humør
Bente Scavenius, kunstanmelder
Det var nu ikke blot Marstrand, der led den uretfærdige skæbne at blive glemt; det skete også for mange andre af guldalderens malere. For sagen er, at med det moderne gennembrud og ikke mindst modernismens gennembrud efter Første Verdenskrig, så revolutionerede kunsten sig så meget, at fortidens malere og billedhuggere helt eller delvist blev overset.
Men i dag, hvor guldalderen atter har fået højstatus i dansk kunst, har også Marstrand fået genskabt noget af sin fordums glans.
Som maler hørte Marstrand til blandt én af guldalderens mest produktive. Han var historiemaler, portrætmaler, genremaler, karikaturmaler, og så tegnede han nærmest manisk. Mest kendt blev han dog for sine mange, livsbekræftende og charmerende, italienske folkelivsskildringer. Marstrand kunne simpelthen det hele, og af samme grund hørte han til blandt professor Eckersbergs mest begavede og flittige elever. Selv blev han også en afholdt professor på Kunstakademiet, og det var han i årevis.
Først og fremmest var Marstrand som maler den store fortæller. Med sans for den gode historie kunne han male pudsige såvel som dagligdagsepisoder både fra gader og stræder i København og fra teateret med den ene Holbergscene efter den anden. Fra sine mange rejser til Italien har han skildret det ubekymrede folkeliv især fra Venedig og Rom. Når Marstrand på lærredet iscenesætter lystige romerske borgere, der danser tarantel, så kan man ikke blive andet end i godt humør.
Af samme grund bliver man også i godt humør over at se den meget fine udstilling, som Fuglsang Kunstmuseum har arrangeret i samarbejde med Nivaagaards Malerisamling, Ribe Kunstmuseum og Skovgaard Museet. Alle museer har i de seneste år forsket så meget i Marstrands værker, at resultatet er blevet en meget levende udstilling. Og dertil et vigtigt katalog hvor værkerne bliver sat ind i deres velfortjente sammenhæng.
Det mest interessante er Marstrands kompositioner med mange mennesker og så selvfølgelig for hans strålende portrætter af guldalderens store personligheder som H.C. Ørsted, B.S. Ingemann, kunsthistorikeren N.L. Høyen og ikke mindst Johanne Louise Heiberg (portrættet vises kun på Nivaagaards Malerisamling).
Men det var ikke kun tidens kendte personligheder, som Marstrand portrætterede. For som ét af udstillingens hovedværker viser, så skildrede han også brorens to døtre med deres vestindiske barnepige, som familien havde taget med tilbage til Danmark. Det er et både usædvanligt og for sin tid meget eksotisk portræt, hvor den absolutte hovedperson er barnepigen, der går tur med de to piger i Frederiksberg Have.
Med den position som Marstrand havde som maler, havde han mange bestillinger fra de førende københavnske familier. Blandt dem var den velhavende hofvinhandler og kunstsamler Christian Waagepetersen, som bestilte indtil flere malerier. Ikke alene blev Marstrand bedt om at skildre en musikaften i familiens stadsstue, men han malede også fra dagligstuen med fru Waagepetersen omgivet af talrige, legende børn og en barnepige med den yngste på armen.
Alle morsomme malerier, der i den grad giver indtryk af livet blandt guldalderens bedre borgerskab. Men det er også malerier og ikke mindst en udstilling, der giver en forståelse for, hvorfor Marstrand indtog den position, som han gjorde i guldalderen.
