Instrueret af Charlotte Sieling. I biograferne nu.
“I 1402 blev en tysk mand brændt levende i Skanör i Skåne. Hans forbrydelse var, at han påstod at være dronning Margrete den Førstes søn. Sagen var pikant, fordi hendes rigtige søn, kong Oluf, døde 14 år tidligere, og hans eventuelle genopstandelse ville skabe rod i kongerækken.Margrete den Første var en stærk kvinde i en verden domineret af mænd. Hun samlede Norden, og der var ingen tvivl om, hvem der bestemte
Denne inciterende intrige gør comeback i “Margrete den Første”, der skriver fiktion oven på et historisk drama og spørger: Hvad nu hvis bedrageren faktisk var den ægte vare? Det kunne have truet freden mellem Danmark, Norge og Sverige, åbnet for en krig med Tyskland og ikke mindst have sendt Margrete den Første og hendes adoptivsøn, kong Erik, til tælling.
“Margrete den Første” slipper godt fra at lege med historien. Det virker troværdigt, når vi følger dronningens reaktioner, da hun konfronteres med sin mulige søn. Først er hun afvisende, så vender gamle tanker tilbage og til sidst åbner nye erkendelser sig. Trine Dyrholm spiller Margrete som den dronning, hun selv er på lærredet: Rolig, karismatisk, handlekraftig og med sprækker af sårbarhed.
Margrete den Første var en stærk kvinde i en verden domineret af mænd. Hun samlede Norden, og selv om hun “kun” regerede som formynder for først Oluf og siden adoptivsønnen Erik af Pommern, var der ingen tvivl om, hvem der bestemte.
Dramatiseringen af en afgørende periode af hendes liv fungerer bedst, når spillet bare spilles. De tætte samtaler mellem dronningen og Biskop Peder (Søren Malling) og armlægningen med de nordiske rigsråd og britiske udsendinge bæres af rappe replikskifter og sigende ansigtsudtryk. Hvis man ser bort fra kostumerne, ville den del af “Margrete den Første” passe ind i et søndagsdrama på DR1.
Instruktøren Charlotte Sieling har solid serieerfaring fra både Danmark og USA, mens hendes manus-makkere, Maya Ilsøe og Jesper Fink, har arbejdet med bl.a. “Borgen” og “Arvingerne”.
Filmens svageste led er de store udendørsscenerier. Her er heste og sværd i rå mængder, computerskabte borge og blå/grå horisonter. Det virker påklistret i en film, hvor dramaet foregår inden i dronningen og handler mere om tvivl end om muskler.
