Frederik Næblerøds første værk blev for nylig gensolgt for 34.000 kr.: “Når jeg vågner om morgenen, springer jeg op og hører høj techno, mens jeg steger to spejlæg med fødderne. Det synes jeg godt, man kan se på mine billeder”

Ude i Sydhavnen går Frederik Næblerød rundt. Gerne 15 timer i døgnet. Alene. Det lyder stille, men er det ikke. I rummet brager der høj technomusik, i mandens hoved brager det altid. Med energi, tanker, idéer. Når han lukker øjnene, ser han motiver som på lysbilleder, og de skal males, de skal på papir, på lærred, på træplade, inden de forsvinder igen. Eller, mere sandsynligt, et nyt motiv dukker op og vil ud.

Frederik Næblerød arbejder hurtigt. Han tænker hurtigt, han taler hurtigt, han bevæger sig hurtigt.

Og det hele er da også gået stærkt i Frederik Næblerøds karriere som maler. De seneste ti år har han ikke haft andet arbejde end maleriet. Det vil sige, at han solgte sine malerier og skulpturer, både før og imens han gik på Kunstakademiet, hvorfra han tog afgang for to år siden.

“Jeg producerer meget, og jeg producerer hurtigt, men det betyder ikke, at jeg ikke er kritisk over for mit eget arbejde. I stedet for at gå og smage på det og se det an, maler jeg over, når jeg er utilfreds med noget. Så mange af mine værker er malet i lag, og jeg kan godt lide den effekt, strukturerne giver, men dybest set bunder de i, at jeg ikke var tilfreds i første omgang. Så selvom min produktion er hurtig, har det altså taget mig ti år at komme frem til det, jeg kan,” siger Frederik Næblerød.

Man spærrer øjnene op, når man træder ind i Frederik Næblerøds atelier. Det er nærmere en hal end et atelier, og fra gulv til loftet seks-syv meter oppe er der fyldt med malerier, skulpturer, tegninger og litografiske print. Det hele er sprængfyldt med en energi, der efter få minutter i hans selskab giver totalt god mening.

“Jeg kan genkende mig selv i alle mine billeder. Jeg har altid arbejdet ekspressivt og naivistisk, og det ligner aldrig 100 procent det objekt, jeg maler. Det går hurtigt, når jeg maler, halvdelen af malingen havner på gulvet, jeg er vildt utålmodig, og jeg tror ikke, jeg ville kunne stå og male en markvej med en pensel med små fine strå, om jeg så havde en kniv for struben,” fortæller Næblerød.

“

Jeg tror ikke,
jeg ville kunne stå og male en markvej med
en pensel med små fine strå,
om jeg så havde en kniv for struben

“Hvis jeg er i gang med et værk, gør jeg det færdigt på én gang. Jeg går ikke og lukker ned for dagen og tænker “det gør jeg færdigt i morgen”, nej, så kommer jeg hellere for sent til en aftale, for jeg går ikke tilbage til et værk. Det er der, når det er der, og næste dag er der noget andet. Jeg laver heller ikke skitser, det er alt for ufrit for mig, så ville jeg sgu hellere arbejde i Netto. Mine motiver opstår som et lysbillede på min nethinde, og så skynder jeg mig at komme i gang med at male det. På den måde ved jeg, hvad jeg skal lave, jeg ved bare ikke, om det bliver godt, før jeg har lavet det. Og hvis det ikke gør, så maler jeg det over med det samme.”

Frederik Næblerød kom ind på Kunstakademiet, anden gang han søgte. Første gang fik han af den daværende rektor Mikkel Bogh (nu direktør for SMK) at vide, at de ikke troede på, at han kunne sidde stille nok på en stol til at komme ind det år, men at han skulle prøve året efter.

Stolemetaforen var ikke ny for Frederik Næblerød. Da han og hans forældre var til skole-hjem-samtale i syvende klasse, spurgte læreren:

“Har I ikke stole derhjemme?”

“Jeg har ikke ADHD, men jeg er helt klart hyper. Når jeg vågner om morgenen, springer jeg op og hører høj techno, mens jeg steger to spejlæg med fødderne. Det synes jeg godt, man kan se på mine billeder.”

Hans mor er jurist, hans far er økonom, og de kunne godt se rastløsheden i deres søn. Forældrene opfordrede Frederik Næblerød til at gøre, hvad han ville, bare han var glad. Så da de opdagede, at han kunne sidde ti timer i streg og tegne, var de glade for, at han tilsyneladende havde fundet sin niche.

“Når man er så rastløs som mig, er det at tegne og male en boble, man kan gå ind i, hvor der er frihed til at udtrykke sig. Der er ikke nogen facit i kunst, der er ikke nogen, der siger: “Det er lidt ærgerligt, at dyrets ene ben er fire cm kortere end de andre”, og det kan jeg virkelig godt lide.”

Da Næblerød i første omgang ikke kom ind på Kunstakademiet, foreslog forældrene dog, at han kunne finde en anden uddannelse. Da han så kom ind året efter, og i øvrigt havde solgt nogle malerier, syntes de, det var en god idé.

“Pludselig kunne de se, at det kunne blive et levebrød, og at jeg befandt mig godt i den verden. Jeg er ikke blevet skolet i kunst hjemmefra, det var ikke sådan noget med, at nu er det søndag, så skal vi på Louisiana. Det er faktisk mig, der har åbnet mine forældres øjne for kunst, og nu tager jeg dem med på Arken og på udstillinger.”

Da Frederik Næblerød kom ind på Akademiet, havde han allerede et atelier i Kødbyen. Han vidste, at han ville male, så det kunne ikke være anderledes. Atelieret fik han som 22-årig, og samme år solgte han sit første større værk for 8.000 kr.

“Otte af de lange til øl og pot, de rakte rimelig længe. Maleriet blev for nylig solgt på Bruun Rasmussen for omkring 34.000 kr.”

Inden tiden på Akademiet tog Frederik Næblerød et år på Kunstskolen Spektrum, en betalingskunstskole, som fungerer som en slags forberedelse til Akademiet. Det var her, han lærte at kalde sine malerier for værker.

“Skolen gav mig en anden tilgang til mit arbejde og lærte mig ting, jeg aldrig havde tænkt over før. Indtil da havde jeg brugt maleriet til at få has på min rastløshed og få skik på mine tanker,” fortæller Frederik Næblerød.

Tiden på Kunstakademiet betegner han som “en kæmpe gave”.

“Det var det bedste rum at arbejde i, og årene handler om at blive bedre og finde sig selv. Det var som en lomme at hoppe ned i, hvor jeg kunne forfine mit eget udtryk. Jeg vidste, hvad jeg ville, så der var ikke noget med, at professorerne kom med forslag som “hvad med tre dingoer og en hoppebold?”. Den bevidsthed og den gejst kom de fleste af os med, der var ingen, der satte sig i hjørnet med en kop kaffe og lignede en depression.”

At der ikke er noget rigtigt og forkert i kunsten, passede godt til Frederik Næblerød.

“Kunst skal være fri, legende, sjov, intuitiv. Det er jo det fantastiske med kunst, at det er et grænseland. Man kan skide i en kop og sige, det er kunst. Du kan lave fire streger og en grøn trekant og sælge det for flere millioner. Da jeg tog afgang, var det med en udstilling med 25 store blå keramikskulpturer, men jeg kunne lige så godt have klippet en sutsko over i tre og stadig fået mit papir på min Master i Fine Arts. Det er da fantastisk.”

Havde Næblerød valgt sutsko-modellen, var han måske ikke havnet i sit store atelier, hvor det meste af hans vågne tid bliver brugt. Han sover seks timer i døgnet og bruger 12-15 timer i atelieret.

På Akademiet var han også den første, der kom, og den sidste, der gik.

“Jeg er på den måde altid på arbejde, men jeg er jo så heldig, at jeg arbejder med det, jeg elsker allermest. Kunst handler ikke alene om talent, det handler også om flid,” siger Frederik Næblerød, som er glad for, at han allerede solgte en del, mens han gik på Akademiet, så han “ikke kom ud som en bleg fugleunge”. Det giver en ballast allerede at hænge på forskellige vægge.

“Når nogen køber et af dine værker, får du jo en ambassadør. Det er trods alt de færreste, der køber et maleri og ringer til alle sine venner og siger “kom over og se, jeg har købt det værste lort”. Det er også derfor, jeg synes, det er fedt at lave grafiske tryk, som jeg laver sammen med trykkenes fader, Michael Schäfer. Det er nyt for mig at lave tryk, for tidligere syntes jeg, det var underligt med 20 eksemplarer af samme værk. Det var pøllet af mig at have de fordomme, og jeg er vildt glad for de ting, jeg har lavet for Michael Schäfer, som jeg har sygt stor respekt for. Han står der med sod i hele hovedet og hører jazzmusik og er et af de flinkeste mennesker, jeg har mødt. Jeg kan også godt lide, at mine ting bliver prismæssigt tilgængelige for mange flere, og det er fedt at blive tagget på Instagram af en ung pige, der er vildt glad for et af mine tryk.” ​

Mens Frederik Næblerød gik på Akademiet, solgte han værker, som folk så på de studerendes løbende udstillinger, men også på Instagram fik kunstinteresserede øje på ham. Som den 78-årige amerikanske kunstner Katherine Bradford, som Næblerød er blevet venner med.

“Hun så mine værker på Instagram, hvor vi begyndte at skrive sammen, og det endte med, at hun kom til Danmark, hvor vi byttede værker. Hun er et fantastisk eksempel på, hvordan man pludselig kan slå igennem. Hun solgte ikke noget i 30 år, og pludselig blev hunthe shitog sælger værker for mio..”

Der er ikke ret meget, der er efter bogen med Frederik Næblerød. Mens de fleste akademistuderendes cv under udstillinger tæller skolens udstillinger, ser Næblerøds anderledes pralende ud.

“Mange følte sig ikke klar til at udstille, men hør nu her: Hver dag er der ti nye, der gerne vil være kunstnere, så det er da bare om at komme ud og blive vist,” siger Frederik Næblerød, der allerede i 2012 deltog i sin første gruppeudstilling og i 2013 havde sin første soloudstilling.

Listen er lang og fuld af internationale navne, og herhjemme blev han i 2017 fast tilknyttet det dengang nystartede Galleri Alice Folker.

“Jeg har altid været bevidst om, at jeg skulle ud i verden med min kunst, og at det ikke holder at sælge sine billeder selv. Det er vigtigt, at det er en anden end dig selv, der står for hele delen med udstilling og salg. Jeg havde god kemi med Alice Folker, og det er sindssygt vigtigt. Og så tror jeg på, at hun er den rette til at åbne dørene, også til udlandet,” siger Frederik Næblerød.

“Kunst er en luksusvare. Folk står med valget: “Skal vi have nyt tv eller en skulptur?” “Skal vi have en ny altandør eller et maleri?” Heldigvis går det godt med, at mange vælger kunsten – også min. Jeg håber, det fortsætter, og det er også derfor, det er så vigtigt for mig at komme videre ud i verden, få flere vogne på toget. Jeg håber, at det er rigtigt, at når du først får vind i sejlene, så fortsætter det.”