For nogle år siden kendte jeg en mand, som syntes, at jeg var obsessive. Jeg var obsessive med bøger, med arbejde, med at fange kantareller, med Instagram, ved nærmere eftertanke var jeg vist obsessive med ret meget. Han mente nok ikke, at jeg var decideret besat, dog var det tydeligt, at jeg var alt for optaget af andet end ham. Måske var jeg. Og jeg har tænkt en del over hans kommentar fra dengang. For der lå jo det i det, at jeg var forkert, og nok også at jeg ikke egnede mig til at være to.
Vi lever i et samfund, hvor det bliver indprentet i os, at to er uendelig meget bedre end én. Tre er måske lidt pirrende og spændende, men én… det er helt forkert. I kirken får vi endda at vide, at det er så yndigt at følges ad. Der er godt nok den der med, at det er i medgang og modgang, men det tror jeg, de fleste tager lidt let på, når de står i hvidt skrud og siger ja.