Malene Lei Raben: “Vi var jo idioter i min generation… Vi har spillet mændenes game i stedet for at ændre spillet”

#Metoo har sat gang i en selvrefleksion hos den 51-årige forfatter og cand.jur. Malene Lei Raben. For kunne hun have kæmpet for bedre arbejdsvilkår for andre kvinder?

Det var naturligt for Malene Lei Raben at blive chef. Den 51-årige forfatter og cand.jur. er datter af jurist Birgit Raben, der selv var chef det meste af sit liv. Så vejen var banet, og der var hul i glasloftet. Gennem sin karriere har Malene Lei Raben arbejdet 60 timer om ugen – selv i årene med små børn. Husarbejdet blev udliciteret til en au pair, og hun skænkede det ikke en tanke, at der skulle være forskel på mænd og kvinders vilkår på arbejdsmarkedet.

Men i 2017, da #metoo-bølgen begyndte i USA, begyndte episoder også at dæmre for hende. Blandt andet den om en chefkollega, som først gjorde seksuelle tilnærmelser til hende og efterfølgende klagede over hende til Lei Rabens egne chefer, så hun var ved at miste jobbet. Han skrev bl.a. et langt brev til ledelsen om, hvor ond hun var, og om at han græd på vej hjem fra arbejde.

Episoden førte til en krise i hendes karriere og medførte en sygemelding.

“

Der er jo ikke nogensinde i verdenshistorien nogen, der har afgivet magt frivilligt

Malene Lei Raben, jurist og forfatter

“Det var ikke noget, som jeg i situationen identificerede som sexisme, men i bagklogskabens lys er jeg ret sikker på, at det havde med mit køn at gøre. Jeg tror ikke, at han havde klaget på samme måde, hvis jeg havde været en mand, for han fortsatte med at lægge an på mig,” siger Malene Lei Raben.

Hun har i det hele taget været vidne til en omgangsform, som hun ikke mener, der burde være på en arbejdsplads. Blandt andet en mandag morgen, hvor hun sad til et møde og en direktør henvendte sig til hende:

“Gud, hvor ser du godt ud i dag! Du er nok blevet knaldet af din mand hele weekenden,” sagde han.

“Jeg er selv rimelig rapkæftet, og det var ikke, fordi jeg følte min position truet, men jeg synes da, det var stødende og upassende,” siger hun.

Malene Lei Raben beskriver sin mor som stærk og aktivistisk, men hun mener, at hendes egen generation har taget de muligheder for givet, som deres mødre havde tilkæmpet sig.

“Da min generation kom til, indgik vi på det patriarkalske systems præmisser og blev en del af det system. Vi var så taknemmelige for at komme til fadet, at vi f.eks. ikke diskuterede, om der skulle tages særlige hensyn til kvinder, der var mødre. Vi gjorde os hårde og barske og mente, at vi bare skulle klare mosten,” siger hun.

Malene Lei Raben mener, at #metoo i første omgang blev bagatelliseret herhjemme. Men hun fik selv et wakeup-call, da hun i 2017 tændte for “Deadline” og hørte tidligere Zentropa-producer Meta Louise Foldager fortælle om den grænseoverskridende adfærd, der herskede på filmselskabet over for de såkaldte “småtter”.

“Det var modigt, at hun stillede sig frem og indrømmede, at hun også selv havde været en del af det ved ikke at gøre noget,” siger Malene Lei Raben om Meta Louise Foldager, som siden har engageret sig meget aktivt som en af foregangskvinderne i den danske #metoo-bevægelse, bl.a. ved at sætte fokus på Peter Aalbæks grænseoverskridende adfærd.

Malene Lei Raben nævner i den forbindelse også Helle Thorning som et eksempel på en kvindelig leder fra hendes generation, der i forbindelse med den seneste debat er begyndt at reflektere over, hvorfor hun ikke gjorde mere, da hun var statsminister, for at ændre sexismens underliggende strukturerer.

“Vi var jo idioter i min generation. Jeg har nok tænkt, at når jeg kunne klare at arbejde 60 timer med tre børn og et stort ansvar, så syntes jeg ikke nødvendigvis, at andre skulle slippe billigere. Vi accepterede præmissen om, at kvinder skulle indgå på arbejdsmarkedet på samme vilkår som mænd og samtidig stadig tage os af det meste på hjemmefronten eller udlicitere det til en au pair. Vi har ikke overvejet, at vi havde ringere vilkår end mændene. Vi har spillet mændenes game i stedet for at ændre spillet.”

Bortset fra et par enkelte episoder gled den første bølge af #metoo mere eller mindre ubemærket forbi herhjemme. Det kom ikke bag på Malene Lei Raben, der har også har en fortid i tv- og produktionsbranchen, hvor langt de fleste chefer var mænd.

“Vi er nødt til at erkende, at det her også handler om, at noget magt skal afgives, og der er jo ikke nogensinde i verdenshistorien nogen, der har afgivet magt frivilligt. Den skal tages. Vi har ikke fået otte timers arbejdsdage og fem ugers ferie ved, at nogen spurgte arbejdsgiverne venligt om det,” siger hun.

“

Jeg er nået en alder, hvor jeg ikke har så meget på spil mere, og jeg kan bedre råbe op og gøre mig upopulær. For du bliver upopulær

Malene Lei Raben, jurist og forfatter

Derfor var hun også begejstret, da Sofie Linde valgte at dedikere sin tale ved en uskyldig prisoverrækkelse til #metoo. Det var det, der skulle til for at få gang i debatten herhjemme.

“Endelig kom der en ung kvinde, som sparkede os noget så eftertrykkeligt bagi. Min generation har nok nærmest resigneret, men jeg synes, at det er vores opgave nu at støtte de unge. Jeg er nået en alder, hvor jeg ikke har så meget på spil mere, og jeg kan bedre råbe op og gøre mig upopulær. For du bliver upopulær, hvis du træder frem med feministiske synspunkter. F.eks. er det jo stadig ikke velanset at være borgerlig og feminist,” siger Malene Lei Raben, der aldrig har lagt skjul på, at hun er netop det.

Men den unge generation er langt bedre til at sige fra, end kvinderne i hendes egen generation har været. Det ser hun bl.a. hos sine tre voksne døtre.

“Mine døtre er mere hardcore, end jeg er. Jeg er mere tilbøjelig til at undskylde drenges adfærd med, at “boys will be boys” osv. Der er de unge meget mindre forsonlige,” siger Malene Lei Raben.

Hvis hun skal op på den helt store klinge, ser hun den bevægelse, som er i gang nu som en del af en generel anerkendelsesproces af, at kvinders erfaringer og oplevelser er væsentlig anderledes end mænds på en række områder.

“Vi skal tilstræbe en verden, som er lige så sikker og forudsigelig for kvinder at færdes i som for mænd. Hvor kvinder ikke skal gå hjem fra byen med nøgler i hånden til at slå fra sig; hvor de ikke konstant skal tænke på, om de skal skrue op eller ned for deres køn i deres job alt efter sammenhængen. Og hvor de kan få familie og arbejdsliv til at hænge sammen. Det er jo det, der er den store sociale revolution, men der er nok et stykke vej igen.”

Patricia Asbæk har smækket en bildør i hovedet på en lidt for nærgående chef, men den 75-årige gallerist mener, at vi kan lære noget af mændene fra hendes franske ophav, om hvordan man behandler kvinder

“Medhjælpende hustru” står der ud for Patricia Asbæks navn i Kraks Blå Bog. Det er nemlig kun hendes mand, Jacob Asbæk, og så to af parrets tre sønner, Pilou og Martin Asbæk, der er blevet optaget med eget navn i opslagsværket over betydningsfulde danskere. På trods af, at Patricia og Jacob Asbæk i over 40 år har drevet et af landet mest anerkendte og succesfulde gallerier, Galerie Asbæk, med lige stor indflydelse.

“Det har ingen betydning for mig i dag, for jeg er alligevel pensioneret, men jeg synes da, at det er morsomt og helt utroligt, at det kan lade sig gøre. Det hedder jo ikke Galerie Jacob Asbæk, og mit navn har stået på alle invitationer gennem alle årene. Vi har jo suppleret hinanden sådan lidt ying og yang hele livet og drevet det i fællesskab,” siger den 75-årige gallerist.

I sin tid som galleriejer har hun i flere sammenhænge oplevet at være ene kvinde, og især én episode husker hun tydeligt. Hun hjalp på et tidspunkt med fundraising fra erhvervslivet til Røde Kors, og ved en begivenhed skulle hun sammen med 12-13 mænd inden for kunstbranchen tage imod en prominent erhvervsleder og potentiel bidragyder.

“

Når der er en masse mænd og en enkelt kvinde, må man jo enten være sekretæren eller frakkeholderen

Patricia Asbæk, gallerist

“Da han har hilst på alle mændene og når til mig, som står til sidst i rækken, siger han: “Og hvor skal vi så sidde, lille De?” Den type oplevelser har jeg haft utallige af. Når der er en masse mænd og en enkelt kvinde, må man jo enten være sekretæren eller frakkeholderen.”

Gennem sin opvækst har Patricia Asbæk ellers ikke oplevet at blive behandlet anderledes, fordi hun var en pige. Som halvt fransk, halvt dansk har hun flyttet meget rundt og gået på en række kostskoler, som alle sammen var pigeskoler. Her blev hun udfordret og opfordret til at være ambitiøs, og der var ingen drenge at sammenligne sig med. Hun har også altid haft opbakning fra sin far, som var stolt af alt, hvad hun foretog sig. Og så har hun været omgivet af stærke kvinder, bl.a. en stærk bedstemor, som har ageret forbilleder.

Derfor var hun også fuld af selvtillid, da hun i slutningen af 1960’erne kom til Danmark som 19-årig med bidselsko og plisseret nederdel, mens andre unge kvinder gik rundt med lilla bleer på hovedet.

“Jeg var opdraget til at være meget feminin, en rigtig pige. Jeg så også rimelig godt ud, men jeg var samtidig opdraget med en råstyrke, der gjorde, at jeg har været i stand til at sige fra altid,” fortæller hun.

Den råstyrke skulle hun hurtigt få brug for. I en af sine første ansættelser insisterede en chef på at køre hende hjem fra arbejde, og i bilen lagde han meget direkte an på hende.

“Jeg skyndte mig ud af bilen og smækkede døren i, mens jeg sagde på mit dårlige dansk, at det kunne han godt glemme!,” siger hun.

Patricia Asbæk startede Galerie Asbæk med sin mand, da hun var bare 24 år. Hun ser sig selv som heldig og meget privilegeret, fordi hun som selvstændig ikke har været afhængig af nogen. Derudover er hendes erfaringer prægede af, at hun er halvt fransk og derfor har oplevet to meget forskellige kulturers syn på og behandling af kvinder. Hun anerkender, at der uden tvivl er masser af sexisme og #metoo-sager i Frankrig, men hendes egne oplevelser har nærmere været i form af positiv særbehandling.

“Danske kvinder er virkelig seje, men bliver ikke rigtig anerkendt. Franske mænd vil virkelig gerne flirte, men de anerkender og feterer også kvinder i meget høj grad, og de har lige stor respekt for mænd og kvinders talent,” siger Patricia Asbæk.

“

Det kræver større ofre for kvinder at blive kunstnere end for mænd

Patricia Asbæk, gallerist

Det oplevede hun, når hun ind i mellem var alene på messer i Frankrig. Og med alderen har hun især sat pris på det.

“Det kan være møgirriterende, men det har jo også sine fordele, er jeg jo nødt til at sige som den gamle dame, jeg er. Hvor jeg i Danmark i dag er usynlig, er mænd i Frankrig stadig meget opmærksomme på mig og respekterer mig. De åbner den dør for mig, som mange har kæmpet så hårdt for at undgå i Danmark, og når du bliver ældre, er det rart med den positive opmærksomhed,” siger hun.

Da hun kom til Danmark som ung, havde hun næsten ondt af de danske piger, også selvom de imponerede hende.

“Jeg tænkte, at de havde det hårdt, fordi de skulle være verdensmestre på alle niveauer. De skulle se godt ud, være lige så kloge som mændene og stadig tage sig af alt det huslige.”

Patricia Asbæk har som galleriejer altid forsøgt at have en ligelig fordeling af mandlige og kvindelige kunstnere, og hun hæfter sig ved, at der i dag er flere og flere kvindelige gallerister, museumsdirektører og kuratorer. Men kunstnerne er langt overvejende stadig oftest mænd.

“Min oplevelse har været, at mænd generelt er bedre til at stille sig op og sige, at de er vildt dygtige og fortjener at blive verdenskendte. Derudover har kvinderne trods deres enorme talent stadig ofte lavt selvværd, og de har teammentalitet og er solidariske, hvor mændene fravælger andre for at fremme sig selv. Og så ligger det åbenbart også dybt i kvinder, at det er deres opgave at holde sammen på familien og hjemmet. Det kræver større ofre for kvinder at blive kunstnere end for mænd,” siger Patricia Asbæk.

Hun har desuden oplevet, at mandlige kunstnere har talt nedladende om kvindelige kunstnere og kvinders kunst generelt.

“Jeg har bestemt haft episoder, som jeg ville have håndteret anderledes i dag. F.eks. til julefrokoster, hvor de mandlige kunstnere blev fulde og sagde til de kvindelige kunstnere, at deres kunst var mindre værd, og at de jo bare lavede stramajbroderi. Det var ikke decideret sexchikane, men det var episoder, hvor de mandlige kunstnere blev primitive og bavianagtige. Der ville jeg nok have slået hårdere i bordet i dag,” siger hun.

Men selv om hun selv har gjort sit for, at Galeri Asbæk siden begyndelsen har haft nogenlunde lige mange kunstnere af begge køn repræsenteret, og selv om hun aldrig selv har følt sig som et offer, bakker hun fuldt op om de unges #metoo-kamp.

“Jeg har stor forståelse for den kamp, og den er helt bestemt værd at kæmpe. Vi er nødt til at komme hen et sted, hvor der aldrig er nogen i en magtposition, som blot kunne tænke tanken om, at en kvinde ikke har fuldkommen samme position og placering, fordi hun er kvinde,” siger hun.

Patricia Asbæk mener dog samtidig, at grænserne er mere udflydende i dag, og at det derfor kan være sværere at definere, hvad kampen handler om.

“Hvad er det, vi angriber? Er det piften på gaden eller et klap bagi? Jeg har ikke lyst til, at vi skal definere vores roller helt præcist og neutralisere kønnene fuldstændigt. Jeg synes, det grundlæggende handler om, at man skal betragte kvinder på samme niveau som mænd arbejdsmæssigt. Det er den kamp, der skal tages nu.”

Den 28-årige radiovært på Radio Loud, Cecilie Lange, er en af 10 tidligere praktikanter, der for nylig skrev et brev til ledelsen på Danmarks Radio om krænkelser over for unge kvinder

Det begyndte allerede til praktiksamtalen i DR, hvor Cecilie Lange blev spurgt om, hvilke tanker hun gjorde sig om at have et stort billede på forsiden af praktikanthjemmesiden.

“Den mandlige chef til samtalen sagde, at jeg skulle jo være opmærksom på, at det kunne virke ret intimiderende, når jeg var sådan en smuk pige,” siger den 28-årige journalist, der i dag er radiovært på programmet “Touché” på Radio Loud.

Siden har Cecilie Lange oplevet sexisme i mange afskygninger. Hun er blevet klappet i røven af både en DR-chef og en fotograf, og hun har flere gange oplevet at blive vurderet i kraft af sit køn eller udseende. Som da hun var vært på DR-liveshowet “I sandhedens tjeneste” sammen med tv-vært Erkan Özden og fik at vide af andre ude i branchen, at det sikkert var et taktisk valg at sætte hende på programmet, “så der også var lidt til det mandlige publikum.”

Men indtil for nylig har hun været tavs omkring sine oplevelser.

“Det er en vigtig kamp for mig, og den har boblet i min mave i mange år. Men jeg synes ikke, at der har været et sikkert sted at henvende sig til,” siger hun.

“

Jeg har frygtet, at nogle ville tænke, at jeg var en troublemaker, fordi jeg går ud og laver så meget larm om det her

Cecilie Lange, radiovær

Cecilie Lange nævner sagen om DR-radiovært Maria Fantino, som for nylig fortalte, hvordan hun havde oplevet krænkende kommentarer fra en kollega. Kollegaen truede efterfølgende med at sagsøge hende, og så rykkede han uden videre til et nyt chefjob, da han forlod DR.

Og da hun sammen med ni andre praktikanter i september valgte at skrive et brev til DR’s ledelse om deres oplevelser, oplevede hun, at der var større fokus på retssikkerheden for dem, der krænker, end for dem der var ofre for den sexistiske adfærd. Og det er en del af problemets kerne.

“HR krævede, at mindst én af de fem kvinder, som har haft oplevelser med den samme chef, skulle stå frem med navn, så de kunne konfrontere ham. Men nogle arbejder der stadig og kan møde ham på rulletrappen eller få deres næste opgave af ham som arbejdsgiver. Vi er nødt til at komme hen et sted, hvor vi først og fremmest beskytter den, der er blevet krænket frem for krænkeren selv,” siger Cecilie Lange.

Cecilie Langes oplevelser ligger flere år tilbage, men Sofie Linde gav hende mod til at bryde tavsheden.

“Det havde kæmpestor betydning for mig, at Sofie Linde tog hul på debatten. Jeg kan huske, at jeg tænkte: Så for satan! Nu ruller det!”

Og det havde undret Cecilie Lange, at #metoo fik flere hoveder til at rulle i den amerikanske film- og mediebranche i 2017 for så slet ikke at ramme mediebranchen i Danmark.

“Alle vidste jo, at der var de her sager, som folk snakkede om. At der var brodne kar i branchen. Men efter Sofie Lindes tale, og ikke mindst da støtteerklæringen til hende kom, vidste jeg, at nu var det bare et spørgsmål om tid, før de personlige sager kom frem i lyset,” siger Cecilie Lange.

Det har ikke været uden en vis ambivalens, at hun har stillet sig frem med sine erfaringer. Hun har været bevidst om, at hun måske kunne brænde nogle broer.

“Jeg har frygtet, at nogle ville tænke, at jeg var en troublemaker, fordi jeg går ud og laver så meget larm om det her. Men jeg har en forhåbning om, at langt de fleste både kvindelige og mandlige chefer trods alt tænker, at det her er et problem, som vi skal løse i fællesskab. Og at de måske også synes, at det er både modigt og sejt, at vi er nogle, der tager den her kamp,” siger hun.

Cecilie Lange har da også nærmest udelukkende mødt støtte op opbakning de seneste uger. Hun er blevet overstrømmet med beskeder og mails fra tidligere kollegaer. Faktisk også en del mandlige.

“Det er støtten fra mændene, der betyder mest. Når de f.eks. skriver, at det, jeg har fortalt, har fået dem til at reflektere og erkende, at de har været vidne til den kultur, og at de ikke har sagt fra og forsøgt at ændre den,” siger hun.

Generelt oplever Cecilie Lange, at hendes egen generation har en mere “no bullshit”-attitude over for sexisme end tidligere generationer.

“

Vi ved, at sexisme handler om magt og meget sjældent om sex, flirt eller komplimenter

Cecilie Lange, radiovær

“Jeg synes, at min generation har en enormt stor bevidsthed om de strukturer, der ligger til grund for sexisme. Vi ved, at sexisme handler om magt og meget sjældent om sex, flirt eller komplimenter. Vi er også meget bevidste om, at man ikke kan adskille en sexistisk kultur fra de grove sager om egentlige seksuelle overgreb, fordi de to ting er forbundet. Men især kvinderne i min generation er nok grundlæggende rystede over, at vi ikke er nået længere i 2020.”

Alligevel er hun fortrøstningsfuld. For selvom enkelte kvinders vidnesbyrd er interessante og relevante, er hun godt klar over, at antallet heller ikke er uden betydning.

“Jeg tror, at vi kan rykke noget, også i Danmark, fordi vi nu har tyngden og mængden. Der er så mange historier, at der ikke længere kan sås tvivl om problemets omfang. Jeg har en fornemmelse af en stor solidaritetsfølelse. Vi holder ikke kæft, før der sker en ændring.”

Men mændenes opbakning er afgørende, mener hun.

“Velviljen og støtten fra de fleste mænd i min generation betyder, at det kommer til at rykke noget denne gang. Der er sådan en ret bred opfattelse i min generation af, at det her ikke er en diskussion, som kvinder skal løse alene. Det er noget, vi skal løse i fællesskab, fordi vi alle har ansvaret for at ændre på kulturen.”