Roman af Karl Ove Knausgård. Lindhardt og Ringhof, 666 sider. Er udkommet.
Karl Ove Knausgård er en jegforfatter i ordets mest bogstaveligste forstand. Fra 2009 til 2011 udkom han med mastodontværket “Min kamp” i seks bind. Titlen var lånt af en vis naziførers selvbiografiske manifest, og indholdet direkte fra forfatterens privatliv.
Bøgerne står som et af de vigtigste litterære projekter fra det forgangne årti og banede vej for den senere autobiografiske bølge. Siden har Knausgård været en flittig essayist, men der har været stille på romanfronten. Men nu er han stærkt og ultraeksistentielt tilbage med “Morgenstjernen”, en magisk-realistisk og hverdagsapokalyptisk fortælling, der har udraderet det autobiografiske “jeg” til fordel for hele ni bærende jegpersoner.
“Knausgård er en kraftfuld fortæller, især når det handler om det hverdagslige, det nære og det følelsesmæssigt svære, men også som nyudnævnt – og lidt kulørt – uhyggespreder gør han det godt
Line Rasmussen, boganmelder
Det er et både morbidt og muntert dogme, Knausgård har stillet op for sig selv i forbindelse med romanen: Den skal fylde nøjagtig 666 sider. Om fortællingen ville have haft en strammere komposition, hvis sluttallet havde været relativt, er en mulighed, men gimmicken giver god mening – bogens temaer taget i betragtning. Det trecifrede tal er som bekendt dyrets mærke, og han, altså djævelen, er da også ret present i “Morgenstjernen”, der handler om livet, døden, det onde og det uforklarlige.
Fortællingen strækker sig over to hedebølgedage i august, hvor en ny enorm stjerne viser sig på himlen. De ni hovedpersoner har hver deres forestilling om, hvad dette mystiske himmellegeme varsler; bibelsk undergang eller skønhed? Og hver deres at kæmpe med i livet. Alle oplever de sære fænomener, dyr i hobevis, halvmennesker og dødninge.
Vi følger blandt andre præsten Kathrine, der i flyet møder en anmassende mand. Han dukker op i hendes liv dagen efter igen, i en kiste til en begravelse, der har været planlagt i en uge. Den depraverede kriminalreporter Jostein, der er blevet degraderet til kulturjournalist og i øltåger ignorerer et opkald fra sin søn. Vi følger hans astmatiske hustru, der arbejder på et hjem for sindslidende. Og intensivsygeplejersken Solveig, der både på arbejde og hjemme oplever, at alt ikke er, som det plejer. Universitetsprofessoren Arne, der passer sin psykotiske hustru, og eneboeren Egil, der på en måde bliver romanens teologiske og idémæssige talerør.
Ni enkeltstående, og til tider sublime, beskrivelser af liv, der bliver kædet sammen i periferien af morgenstjernen og mordet på tre ud af fire medlemmer af et djævledyrkende dødsmetalband.
Knausgård er en kraftfuld fortæller, især når det handler om det hverdagslige, det nære og det følelsesmæssigt svære, men også som nyudnævnt – og lidt kulørt – uhyggespreder gør han det godt. Også selvom tiden i førdødsriget føles alenlang og kan få læseren til at længes efter realismen.
Det er muligt, at han har forladt sig selv på papiret, men Karl Ove Knausgård, som vi kender ham, er dundrende tydelig i samtlige personer og temaer i romanen.
“Morgenstjernen” – med de mange bevidst løse og lumske ender – kommer ikke til at give samtidslitteraturen stød som “Min kamp” gjorde det, men er en fængende og uventet fortsættelse af forfatterskabet.
