Der er sket noget med SAS. Og især med det skandinaviske flyselskabs kabiner om bord på langdistanceflyene. De har fået det, man kan kalde en overhaling rent designmæssigt.
Forskellen er størst forrest i kabinen, hvor SAS med det nye businessclass-produkt har lagt sig i slipstrømmen på de store, internationale selskaber og installeret fully-flat-sæder med direkte adgang til midtergangen. Det er en kvalitetsforbedring, der vil noget.
SAS' nye flysæde på Business er en enorm forbedring i forhold til de ældre kabiner, der trængte til en opgradering. PR-foto
På dagens afgang fra Newark, New York har SAS opgraderet mig fra SAS Go (alm. economy) til Business, hvilket betyder, at oplevelsen allerede begynder i terminalen, hvor SAS opererer egen lounge.
"Velkommen til. Lad mig vide, om jeg kan hjælpe dig," siger herren bag skranken, da han byder mig indenfor.
"Det er en fornøjelse at træde ind i den nye businesskabine, der både er lys, rummelig og smart"
Kort efter står det klart, at jeg har brug for hans hjælp, da loungen er fyldt til bristepunktet. SAS har tre fly, der alle afgår inden for halvanden time, så dette er "peak hour," forklarer han.
"Du kan i stedet bruge Lufthansas lounge. Og jeg kan opbevare din kuffert," siger han og påpeger, at det også er en god idé at bruge toiletterne ude i terminalen, da der "altid er kø herinde hos os i loungen."
Businesskabinen er stor, rummelig og lys med primært grå nuancer. Bemærk de store fladskærme samt firekte adgang til midtergangen fra samtlige sæder. PR-foto
Efter en halv time i Lufthansa-regi er jeg tilbage hos SAS. Boarding er netop påbegyndt, og det er en fornøjelse at træde ind i den nye businesskabine, der både er lys, rummelig og smart.
Der går lidt over et kvarter, før en af de ansatte tager min jakke og yderligere ti minutter, før en kvindelig ansat rækker et fad frem med drikkevarer. Der er juice, vand eller bobler. Da vi lidt efter kommer i luften, spørger hun, om jeg vil vækkes til morgenmaden om syv timer? Ja tak.
"Åh, al den teknik," siger stewardessen, der beder mig slukke tv'et og begynde forfra
Jeg bruger den første halve time på at lære flysædet og tv-systemet at kende. Det er ikke helt så let og intuitivt, og jeg undrer mig over, at jeg ikke kan få flyets kamerafunktion og fjernbetjeningen til at virke.
"Åh, al den teknik," siger stewardessen, der beder mig slukke tv'et og begynde forfra. Nu kommer der liv i skærmen. Men kameraet er i udu.
Desværre kommer der heller aldrig liv i flyets wi-fi, der er gratis for rejsende på SAS Business.
"Det er et problem, vi arbejder på. Men måske virker det, næste gang De flyver med SAS," som en medarbejder siger over højtalersystemet til samtlige passagerer om bord.
Med fully-flat-sæder på businessclass er det muligt at få en god nats søvn. Dynebetrækket er fra Hästens. Desværre er stolen på dagens flyvning ikke helt funktionsdygtig. PR-foto
Der er gået halvanden time, da serveringen begynder, og der bliver dækket op med dug og sølvbestik. Men der er noget, der nager. Det ellers så behagelige flysæde vil ikke rykke op, så jeg halvt ligger ned, da maden serveres.
En stewardesse forklarer mig, at det desværre ikke er muligt at ændre siddeposition, så længe bordet er slået ned. Det virker ulogisk, så jeg stiller selv al min mad og drikke fra mig på bordet ved siden af, så jeg kan rette mit sæde op. Men der sker stadig intet. Stolen er død.
"Der er ikke noget at gøre. Det virker ikke. Vi må genstarte systemet," siger stewardessen
"Der er da heller ikke noget, der virker hos dig i dag," siger en stewardesse og beder i stedet en kollega om at se på problemet.
"Der er ikke noget at gøre. Det virker ikke. Vi må genstarte systemet," siger han og får rettet stolesædet op.
Jeg kan endelig nyde min forret med tun og salat efterfulgt af braiserede okseshortribs, da en stewardesse halvvejs i hovedretten spørger, om jeg vil have te eller kaffe? Jeg beder om te, men først til desserten.
Den famøse fjernbetjening i SAS' nye kabine er lille og smart, men på dagens flyvning svigter teknikken, og systemet må genstartes efter take-off, ligesom wifi ikke virker på rejsen fra New York til København. Foto: Tom Okke
Der er endnu fire timer tilbage af rejsen, da højdepunktet endelig indfinder sig, for SAS har virkelig oppet sig med de nye fully-flat-sæder, der har høj komfort og god benplads.
Her er faktisk rart, når det virker, og man kan snildt tilbringe en hel nat i det lille aflukke. Der går dog kun tre timer, før en stewardesse med en blid berøring på min skulder, gør mig opmærksom på, at det er tid til morgenmad.
Og denne gang virker stolen, så jeg kommer fluks op og kan nyde maden, før vi lander en halv time før tid.