Lykkepiller og rockmusik - Harald Nyborg-arvingens redning

Det var slet ikke sådan, det skulle være. Hvorfor stod han her igen? I taglejligheden på Frederiksberg – endda med stedmor som underbo. Det var aldrig meningen. Slet ikke i en alder af 37 år. Det føltes som et nederlag.

"Det var en enorm omvæltning i mit liv. Jeg kom fra hus og hustru i Dragør, og nu stod jeg pludselig alene tilbage i min ungdomslejlighed. Jeg følte, jeg var sparket tilbage til start," siger Erling Daell i dag om den periode i hans liv, hvor alting faldt fra hinanden – og senere gav den dybeste mening.

"Det var depressionen, der gjorde, at jeg fik ændret mit liv radikalt. Det var et nødvendigt wake-up call, for jeg havde valgt den forkerte livsbane"

Den 43-årige erhvervsmand, direktør og millionarving til imperiet bag detailvirksomheder som Harald Nyborg og lavprisbyggemarkedet Jem & Fix står i entréen til selvsamme taglejlighed, hvor han for seks år siden søgte tilflugt. Ikke blot for at finde ro, men også for at finde sig selv.

Skruer op for musikken

Han er klædt i mørkeblå Levi's-jeans og en brun T-shirt med print, der forestiller Jesus på motorcykel samt påskriften: "Nashville Pussy."

Ikke just standardpåklædningen for en direktør, der til daglig er øverste chef for flere hundrede ansatte i Harald Nyborg samt Jem & Fix-butikkerne i Sverige.

"Kender du ikke Nashville Pussy?" spørger han med henvisning til den kække T-shirt.

"Det er et amerikansk rockband. Jeg er stor fan. Dem skal vi høre," siger han og skruer op for anlægget, der står sammen med cd-samlingen midt i stuen.


"Go, motherfucker, go ..." brager det ud ad højttalerne.

"Det er fedt. Synes du ikke? Rigtig rock'n'roll." Erling Daell er på ingen måde, som chefer er flest. Det erkender han selv. Han er anderledes – og har altid været det.

"Ja, det er ikke nyt for mig. Jeg er ham, der fik buksevand i skolen. Jeg gad ikke at lege røvere og soldater, jeg legede med pigerne i stedet. Senere sang jeg i Det Danske Drengekor, og det er ikke lige dét, der gør en populær blandt de andre drenge i de tidlige pubertetsår," siger han.

"Jeg røg nederst i hierarkiet og blev mobbet. De kaldte mig særling," husker Erling Daell.

Forældrene bliver skilt, da han er to år gammel. Faderen, Kurt Daell, finder dog en ny samlever, som bliver Erlings stedmor.

Faderen ser han derimod ikke så meget til, da Kurt Daell i slutningen af 1970'erne bliver vicedirektør i familiens firma, Daells Postordre. Senere opkøber han også detailkæden Harald Nyborg og etablerer sammen med to partnere en lang række lavprisbyggemarkeder under navnet Jem & Fix. Han har med andre ord en far, der arbejder døgnet rundt.

Erling Daell husker dog samtalerne hjemme ved køkkenbordet om aftenen, for de handler altid om det samme: virksomheden.

"Det præger mig selvfølgelig. Jeg ser op til min far og synes, at det, han fortæller om erhvervslivet, lyder spændende," husker Erling Daell, der senere vælger at læse erhvervsøkonomi på RUC og tager en HD i Afsætning fra Handelshøjskolen i København (CBS).

"Da jeg endelig står med mit eksamensbevis i hånden, vil jeg absolut ikke ind i familievirksomheden. Det er min plan, at jeg vil ud på neutral grund og prøve mig selv af i mindst fem år. Jeg vil have et job, hvor det alene er mine kvalifikationer, ikke mit efternavn og min familie, der ligger til grund for ansættelsen."

Sådan kommer det ikke til at gå.

"Min fars helbred halter på det tidspunkt, og jeg vælger derfor at træde direkte ind i familievirksomheden. Men det er vigtigt for mig, at jeg ikke bare bliver opfattet som "Kurts søn," så vi laver en slags trainee-ordning til mig, hvor jeg over halvandet år kommer hele vejen rundt i virksomheden – fra lageret over indkøb til mødet med kunderne ude i butikkerne," forklarer Erling Daell.

I 1999 rejser han til Sverige med titlen som projektchef. Han får ansvaret for åbningen af den første Harald Nyborg-forretning uden for landets grænser. Det skal senere vise sig at blive en udfordring af de helt store.

Får en barsk behandling

"Jeg rejser til Sverige, hvor der ikke er nogen, der kender mig. Jeg tænker, at den her opgave kan jeg godt klare, men direktionen hjemme i Danmark er konstant efter mig. Jeg føler, at jeg skal overpræstere, fordi jeg er ejerens søn. Det udvikler sig til en decideret ondskabsfuld hetz mod mig, og jeg får en ret barsk behandling."

Erling Daell holder en kort pause. Han trækker vejret dybt og siger så, at han dengang "simpelthen ikke havde råstyrke nok."

"I dag har jeg fået talt ud med flere af direktionsmedlemmerne fra dengang, og vi har nu et fint forhold. Det er dog først mange år senere, at jeg finder ud af, at min far havde givet dem instrukser om, at jeg ikke skulle have nogen form for særbehandling – faktisk tværtimod. Det forklarer måske deres opførsel, men jeg tror, at det pres, jeg bliver udsat for, er én af de medvirkende faktorer til, at jeg senere går helt ned med flaget," som han siger.

Nej til lykkepiller

For samtidig kæmper Erling Daell på hjemmefronten med ægteskabelige problemer. Han begynder at få søvnproblemer, og kiloene rasler af ham. Da han opsøger sin læge, står det klart, at situationen er alvorlig.

"Lægen laver en masse test med mig og konstaterer, at jeg lider af en middelsvær depression. Jeg takker nej til lykkepiller, men tager imod psykologhjælp. Samtidig forsøger jeg at gå i dialog med min hustru, men det går slet ikke. I stedet indledes en lang og opslidende skilsmisse, hvor vi har hyret hver vores topadvokat."

Først 11 måneder senere kan parret underskrive separationspapirerne, og Erling Daell tror, at han er gennem det værste.

"Der sker så det, at jeg møder en ny kvinde. Jeg forelsker mig i hende, men er jo slet ikke mentalt klar til at indlede et nyt forhold. Da hun efter otte måneder forlader mig, siger hun: "Erling, du er altid så skide negativ. Prøv dog at se lidt positivt på tingene." Da ryger jeg ned. Helt ned i det sorte hul. Og denne gang er jeg mere end klar til lykkepillerne."

Det, der følger, kan Erling Daell kun beskrive med få ord:"Det hele var sort. I bedste fald mørkegråt," siger han.

"Det føltes som om, depressionen kom fra den ene dag til den anden, men i dag kan jeg godt se, at den blev bygget op over længere tid. Jeg overvejede ikke selvmord, men jeg kunne virkelig ikke se en mening med livet. Der var ingen grund til at leve. Det var ad helvede til."

Vendepunktet kommer en sen nattetime. Erling Daell kan igen ikke sove og vælger at lave et tankeeksperiment, hvor han nedfælder alle de ting, der trækker ham den forkerte vej.

"Min møllesten-om-halsen-liste kalder jeg den."

Over de næste seks måneder begynder han langsomt at sætte hak ud for de ti punkter på listen, som han vil forandre. Og han oplever sit "livs længste lykkerus."

"Lykkepillerne giver mig energi, og langsomt får jeg styr på hver enkelt af de mange møllesten, der tynger mig. Jeg flytter bl.a. fra huset i Dragør og tilbage til Frederiksberg. Jeg får også talt ud med min far og stiller ham en række ultimative krav, hvis jeg skal fortsætte i familievirksomheden. Jeg vil ikke blot være en slags kransekagefigur, men have reel indflydelse. Det snakker vi så om over en længere periode, og det ender med en løsning, hvor det stort set bliver, som jeg foreslår," siger Erling Daell, der ikke vil afvise, at han en dag vil føre faderens livsværk videre.

"Det skræmmer mig i hvert fald ikke, for jeg er mere robust end nogensinde. Jeg tænker ofte, at jeg er glad for, at jeg fik den depression," siger Erling Daell og griner.

"Jamen det mener jeg faktisk," siger han for netop at understrege alvoren i det lettere absurde udsagn.

De simple ting

"Det var depressionen, der gjorde, at jeg fik ændret mit liv radikalt. Det var et nødvendigt wake-up call, for jeg havde valgt den forkerte livsbane," siger Erling Daell og tilføjer, at han nu har fået plads til nogle af de andre ting her i livet, som også betyder meget for ham.

"Især rockmusikken," siger han.

"Nogle gang er det ret så simple ting som f.eks. musik, der skal til, for at man får det bedre. Jeg bliver altid så utrolig glad og kommer i godt humør, når jeg går til koncert eller synger. Så musikken er bestemt kommet for at blive."