ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Lydløst racerløb i hælene på Formel 1

Selv i Formel 1 er man klar over, at miljøbevidsthed sniger sig ind i racing. Formel E er en ny løbsserie, der køres præcis som Formel 1, men hvor alle racerne er ens og har el-motorer

Hov, der gik starten. I al stilhed. For enden af langsiden dukker de 20 formel-racere op i en sky af bremse- og dæk-støv, som dokumenterer en indædt kamp om pladserne. Men lydbilledet af racende motorer udebliver.

Den frie udblæsning fra V6-motorer med virkelig mange hestekræfter er afløst af, hvad der bedst kan beskrives som voldsom aktivitet ved et træf for entusiaster med fjernstyrede biler.

"Tanken med serien er, at teknikken løbende skal gives fri, så udviklingen af el-biler i Formel E får samme status, som udviklingen af motorer og racere har i Formel 1"

Det er knap lydløst. Dels hyler de 270-hestes elmotorer karakteristisk, dels er der faktisk en del dækstøj fra de grovmønsterede Michelin-dæk, som alle racere skal benytte.

1_26661_picture_6572_3.jpg
Bilerne løber tør for strøm i løbet af ca. en halv time, og så byttes hele bilen ud med en anden. Batteriet tager en time at lade op.


Ny løbsserie

Formel E hedder det internationale motorsportsforbund FIA's (Fédération Internationale de l'Automobile) seneste løbserie for 20 ens formelbiler med el-motorer. En verdensomspændende serie, der køres over 11 løb.

Løbsserien havde premiere i Beijing, Kina i september 2014, og den slutter med finale i London den 28. juni. Alle 11 løb køres på bybaner, der etableres til formålet for én løbsdag i større byer over hele verden.

Løbet i Berlin, som ovenstående forhåndsoplevelse stammer fra, blev dog kørt på den nedlagte Tempelhof lufthavn, hvor forperronen var omdannet til en 2,5 km lang rundbane.

Alle aktiviteter afvikles på én dag med træning, kvalifikation og race fra morgen til aften. Selve løbet tager kun ca. en time.

2_26662_picture_898_3.jpg
Adskillige kendte navne fra Formel 1 beskæftiger sig nu med Formel E. Her er det Alain Prost (th.) med sønnen Nicolas Prost.


Lades på en time

Bilerne kan faktisk lades op på en time, med de faciliteter FIA stiller til rådighed. Til gengæld kan de race strømmen af på mindre end en halv time.

Derfor rummer løbet et tvunget pitstop med bilskift under vejs. Piloten kører i pit som ved et rigtigt Formel 1-løb, men i stedet for at fylde op, skifter piloten simpelt hen bil. Selve skiftet skal tage en vis tid af sikkerhedsmæssige årsager, så dramatikken, som den kendes fra dækskifte og benzinpåfyldning i det rigtige Formel 1, udebliver.

Dækkene må i øvrigt heller ikke skiftes, med mindre de er punkterede. Før hvert løb får hvert team udleveret ét nyt sæt dæk til hver bil, og det er, hvad de har at gøre godt med.

Dækket et et specialudviklet Michelin-dæk, som er mønstret, så det kan klare både tørvejr og regn.

3_26663_picture_4727_3.jpg
Der bliver udelukkende kørt med dette Michelin-dæk, som kan bruges i regn- og tørvejr. Dækkene må kun skiftes ved punktering.


Identiske biler

Racerne er ens, de benytter alle den samme el-motor udviklet af McLaren, monteret i en bil udviklet af Dallara, og de enkelte teams har få muligheder for at justere på dem.

Motoren har op til 270 hk, som må bruges under kvalifikationen, men under racet er effekten begrænset til 202,5 hk (150 kW), bortset fra de tre biler, som har vundet fan-konkurrencen.

"Fan Boost" kalder FIA systemet, som har til formål at sørge for, at hvert enkelt team deltager i markedsføringen og udbredelsen af den nye serie.

Før hvert løb har alle tilskuere mulighed for at stemme på deres farvorit-kørere. De tre, der får flest stemmer, får ekstra 41,5 hestekræfter at rutte med i fem sekunder under selve løbet. I Berlin var det Sebastian Buemi, Nelson Piquet Jr. og Charles Pic, der vandt publikums gunst, men den ekstra effekt har måske haft afgørende betydning for løbet. Buemi blev i hvert fald nr. to i løbet og Nelson Piquet blev nr. 4. Pic blev dog kun nr. 15

Den spøjse regel er med til at understrege, at Formel E nok er tænkt som et professionelt Formel 1-løb, men det savner stadig opbakning fra tilskuere og tv-seere.

Det skal nok komme, hedder det fra FIA, som vitterlig satser på E-race. Der bliver helt tydeligt investeret mange penge i den nye serie, som også bakkes op af prominente kørere.

Kendte kørere

Stort set alle ti teams med to biler hver huser kendte eller semikendte navne fra Formel 1 som Nick Heidfeld, Scott Speed, Jean-Eric Vergne, Lucas di Grassi, Sebastien Buemi, Nelson Piquet Jr. og Alain Prost jr. Nicolas Prost og Ayrton Sennas nevø Bruno Senna. Jarno Trulli, der kørte i Formel 1 fra 1997 til 2011, har sit eget team, hvor han selv kører den ene af to biler.

Hele set up'et genspejler også det rigtige Formel 1. Det gælder presse, kommunikation, sikkerhed og afvikling.

Ved løbet i Berlin er det dog tydeligt, at publikum mere er turister end motorsportsentusiaster.

"Oplevelsen af det stilfærdige løb er og bliver aparte, for folk der interesserer sig for motorsport"

Det kendte røde hav af Ferrari-tilhængere, der er et fast indslag ved ethvert Formel 1-løb, genspejles ikke i Formel E, hvor Jarno Trulli nok er kendt og nok har sit eget team, men ikke en fanskare af betydning. Seriens betydning i det samlede, verdensomspæn dende racerbilleder understreges måske også af, at der selv samme weekend, som Formel E løbet blev kørt i Berlin, var et rigtigt Formel1 løb i Monaco.

Race med elektriske biler har sin egen charme, men det kommer givetvis til at tage år eller måske årtier, før entusiaster vil tage det alvorligt.

Ikke desto mindre er der ikke tvivl om, at motorsporten er helt klar over, at den miljøprofil, der ligger i afviklingen af race med elbiler, er vigtig for sportens image og fremtid.

Miljø-entusiaster uden racerinteresse kan også roligt glæde sig, for teknikken fra motorsportens fornemmeste klasser har det med at sive ned i hverdagsbiler over tid.

Det kan gå hurtigere end vi tror. Til gengæld kan det tage tid, før entusiaster tager Formel E til sig.

4_26664_picture_2032_3.jpg
Vinderen i Berlin blev Lucas Di Grassi. Han mistede dog senere titlen, da man opdagede, at teamet havde ændret på bilen.


Sjældne overhalinger

Den ensartede teknik, burde skabe tætte løb, men de korte og smalle bybaner med ringe afkørselsarealer gør overhalinger så sjældne som i Formel 1.

Tanken med serien er, at teknikken løbende skal gives fri, så udviklingen af el-biler i Formel E får samme status, som udviklingen af motorer og racere har i Formel 1.

Det kan måske være med til at øge spændingen og opmærksomheden. I Berlin var den mest dramatiske begivenhed, at den vindende kører Lucas di Grassi løb tør for strøm på omgangen efter løbet var flaget af, så han måtte trækkes i pitten af en BMW X6.

Di Grassi blev i øvrigt efterfølgende diskvalificeret, fordi teamet angiveligt havde modificeret racerens frontvinge, og førstepladsen blev overdraget til nr. 2. Jerome Ambrosio, som altså også havde gavn af fem sekunders Fan Boost.

Det ændrer dog ikke på, at oplevelsen af det stilfærdige løb er og bliver aparte, for folk der interesserer sig for motorsport. På tilskuerpladserne overdøves den hvinende elbilslyd af musik fra højttaler-anlægget, når der da ikke lige kommenteres på løbet.

Til gengæld gør el-bilerne, at racerløb på højt professionelt plan kan blive en del af bybilledet, uden at genere bybefolkningen med andet end trafikkaos. Det åbner nye muligheder for udbredelse af racerløb og giver håb for E-race.




Andre læser dette lige nu