ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Luksusfiskeri i Silkeborg

Gennem to mørke og våde efterårsdage prøver vi alt. Store gummiål, kæmpe woblere, bittesmå silikone-jigs og levende skaller fisket på flåd.

Men der sker intet. Kuling og slagregn på vores røde kinder har efterhånden udsultet moralen i båden. Hvorfor var det lige vi forlod familien og divanen hjemme i København?
"Find byttedyrene – så finder du garanteret også jægeren før eller siden"

Men så sker der præcis det, som gør sportsfiskeriet til en stadig mere populær fritidssyssel. I løbet af få sekunder ændrer alt sig om bord.

Pludselig – lige som bådens lydløse elmotor skubber os forbi Silkeborg Rådhus – viser der sig på ekkoloddets skærm en stor grøn klat, som når fra bunden fem meter nede og helt op under vores toptunede udlejningsfiskebåd.

9743_picture_4574_3.jpg
Ekkolod, komfortable sæder og elmotor i den lette Magnus Marine-fiskejolle i aluminium er med til at gøre livet på Silkeborgsøerne behageligt.

Efter to dage uden et eneste blip på ekkoloddet eller et eneste nøk i linen er vi uforvarende sejlet ind over en tætpakket kæmpestime af givetvis millioner af skaller og løjer. Få sekunder efter skriger bremsen på først det ene hjul og så det andet. Dobbelthug.

Vi griber febrilsk hver sin stang, sætter hårdt mod hårdt og får landet to flotte Silkeborg-gedder, som bliver nænsomt genudsat efter vejning og fotosession. Endelig har vi "knækket koden" og ænser ikke længere vinden og kulden.

9742_picture_6726_3.jpg
Kamplystne gedder giver udfordringer og oplevelser.

Hen over de næste timer fanger vi 12 kamplystne gedder. Et håndgribeligt bevis på, at rovdyr har det med at samles der, hvor føden er nærmest og nemmest at fange.

Et mantra, man som sportsfisker aldrig må glemme, når man står over for et ukendt fiskevand. Find byttedyrene – så finder du garanteret også jægeren før eller siden.

Grådige gedder

Vi fandt de grådige gedder i Silkeborg Langsø, lige ud for rådhuset tæt ved midtbyens trafikale knudepunkt, og kunne midt i myldretiden og med lugten af dieselmotorer i tomgang i næsen hæve armene i en sejrshilsen til fiskeguderne.

Overraskende downtown-fiskeri så det batter. Og lidt paradoksalt i og med at søerne omkring Silkeborg netop er kendt for deres idylliske og fredelige beliggenhed.

9744_picture_6827_3.jpg
Efter at der er sikret behørig dokumentationen, returneres fisken nænsomt til naturen.

Men den slags observationer er gedderne jo ligeglade med. De har kun øje for det, der sker under overfladen, uanset at Silkeborg netop markedsfører sig på det smukke istidslandskab.

Lej det rigtige grej

De danskdesignede "fiskemaskiner" fra lokale Magnus Marine kan med fordel lejes, hvis du vil have fuld valuta for den tid, du investerer i en tur på Silkeborgsøerne.

Bådene er specialbygget til lystfiskeri og udstyret med fjernstyret, frontmonteret elmotor, det bedste ekkolod og komfortable sæder, agnbassin, skridsikkert underlag og stangholdere.

Det er desuden oplagt at starte med en guidet tur og nyde godt af de lokale fiskeguiders mangeårige erfaring med rovfiskenes luner. Alene i Silkeborg Langsø er der fiskevand nok til en hel uges fiskeri, for ikke at tale om den mosaik af naturskønne søer, der omgiver Silkeborg og Gudenå-systemet.

9745_picture_3679_3.jpg
Silkeborgsøerne og Gudenåsystemet byder på masser af naturskønhed. Selv her helt inde ved bymidten med eksklusive Silkeborg-villaer i baggrunden.

Selakefishing.dkfor priser og generel information om fiskeriet. Mange sommerhuse til udlejning i området har egne både og fiskeret til nærmeste sø – tjeksilkeborg.com. De bedste måneder for fiskeri efter Silkeborgs rovfisk er normalt maj-juni og oktober- november.

Se video med gennemgang af "fiskemaskinen":



Se video fra turen med lidt action og flex på klingen:




Tre gode måltider efter en hård dag på søen
 
Efter en lang dag på vandet skal der spises godt. Og her svigter Silkeborg ikke.

Svostrup kro

Spis velhængt amerikansk ribeye eller mæsk dig i god dansk mad – for eksempel en wienerschnitzel på størrelse med et midteropslag i en formiddagsavis.

Gå på rov i kroens uovertrufne whiskysamling og sov i himmelseng med din udkårne, mens ungerne puttes i de hyggelige alkover. En tidslomme, du ikke må gå glip af.Svostrup-kro.dk

Gastronomisk Institut

Gå en aftentur i det hyggelige Silkeborg centrum og forkæl dig selv med udsøgt gastronomi og ditto vinmenu og service i de frankofile og stilsikre lokaler.

Vi fik serveret sandart, så det sang i ganen – en specialitet på disse kanter.Gastronomiske.dk

Traktørstedet Ludvigslyst

Smukt beliggende helt ned til Julsø er traktørstedet et oplagt udflugtsmål på vejen mod den obligatoriske bestigning af Himmelbjerget.

Kunstnere, kongelige og sågar topnazister under Anden Verdenskrig har gennem historien indlogeret sig på denne smukke plet på jord. Nu serveres økologisk og lokalt produceret god mad med fokus på råvarens ukrænkelighed.Ludvigslyst.dk




Andre læser dette lige nu