Løvehviskerne

Der findes historier så fantastiske, at man er parat til at give sin højre hånd for at finde ud af, om de er fantasi eller virkelighed.

En sådan historie kom mig på hånden, da jeg i foråret 2012 mødte en sydafrikaner på visit i København. Han påstod at kende en dansker, der levede det usandsynligste dobbeltliv: som velsoigneret steward ved SAS i det ene liv, og som løvetæmmer og vildmand på Botswanas ørkenstepper i det andet.

"Sirga vil ud af sin indhegning og hilse, og det er en meget intens og frygtindgydende oplevelse at være vidne til"

Drevet af nysgerrighed drog jeg derfor mod Kalahari-ørkenen for at gå 29-årige Mikkel Legarth, hans tyske kompagnon, 25-årige Valentin Gruener, og deres opsigtsvækkende Modisa Wildlife Project i møde.

Historien om Mikkel, Valentin og deres partnerskab starter dog et helt andet sted end Botswana. For Mikkels vedkommende var det en kollapset lunge i Amsterdam samt en livslang drøm om at komme til Afrika, der i 2008 sendte ham på fire måneders afspadsering fra SAS og følgende frivillig orlov på en farm i Namibia.

"Da jeg gik i 5. klasse, skrev jeg en 37-siders stil i hånden om mine fremtidsplaner, som jeg allerede dengang vidste, ville omhandle Afrika og et liv med de vilde dyr," beretter Mikkel til mig fra sæde 80D i en Airbus A380 mod Johannesburg, Sydafrika.

I Namibia møder Mikkel for første gang Valentin, eller blot Val, der også var rejst til farmen som frivillig. Val var søn af en dyrepasser i Sydtyskland og lidt af en roughneck, der allerede som 19-årig arbejdede i olieminerne i Canada for at tjene penge til at få sine drømme opfyldt.

Mikkel og Vals venskab udviklede sig, og de fandt ud af, at de kunne noget særligt med rovdyrene:

"Jeg blev sat til at passe og træne min egen leopard. Hun hed Lost og blev fundet som lille i en landsby, hvor hun havde forvildet sig ind – deraf navnet," fortæller Mikkel.

"En dag kom hun hen til mig indsmurt i blod; hun havde nedlagt et vildsvin, og gennede mig hen for at vise mig sit bytte. Den slags gør leoparder aldrig! Dér vidste jeg, at jeg havde en særlig forbindelse til hende."

Ligesom heste er store rovdyr ofte ikke deres egen, enorme styrke bevidst, og det muliggør, at man kan påvirke dem psykisk og socialt ved at få dem til at tro, at man er stærkere end dem, blandt andet signaleret gennem fysisk, overlegen adfærd, forklarer Mikkel, der selv boede og sov i flere måneder side om side med Lost i det fri og opdragede hende, som var han selv en større leopard.

Samtidig blev Val sat til at arbejde med tre hanløver, der siden skulle vise sig at føje undtagelsen til reglen omkring omgang med rovdyr.

"Den historie kan vi komme nærmere ind på, når vi når frem."

LDC, Look Down Closely

Vi når frem til vores endelige destination i Botswana ved ottetiden om aftenen efter 26 timers uafbrudt rejse. Solen går i disse egne ned klokken syv, så der er totalt mørke i den lille lejr. Her møder jeg første gang Val, der hilser mig med et "Heya, welcome to Modisa" på klingende afrikaans-engelsk, som havde han boet i bushen hele sit liv.

Udseendemæssigt skulle man også tro det: ubarberet, uvasket, nusset og på bare tæer. Kun hans skarpt definerede ansigt, højde, blå øjne og blonde hår afslører, at der nok snarere er tale om en nordeuropæer.

"Det er ikke rovdyrene, du skal være bange for her i lejren, det er slangerne"

I hans lasede Abercrombie-hoodie ligner det faktisk, at man satte en af firmaets karakteristiske modeller af i vildmarken og lod ham overleve på egen hånd i to år. Det er heller ikke meget galt: Siden Modisa-initiativets stiftelse i 2010 har han ikke forladt Botswana én eneste gang og kun få gange lejren.

"LDC, Look Down Closely", lærer han mig som det første, da han guider mig gennem mørket til mit telt.

"Det er ikke rovdyrene, du skal være bange for her i lejren, det er slangerne," joker han, inden vi siger godnat.

Natten tilbringer jeg under stjernehimlen i fuldkommen ørkenstilhed, kun afbrudt af løvernes gåsehudsfremkaldende brøl i det fjerne – en friendly reminder om, hvad der venter mig som gæst hos Modisa Wildlife Project.

Mere end løver

Jeg bevæger mig alene ud af mit telt klokken seks om morgenen med høretelefoner i ørerne for at gå en tur i tusmørket omkring den endnu sovende lejr og se en ny dag gry.

Mesteren Niels W. Gade selv kunne ikke have fundet bedre billedtapet til at akkompagnere Morgensang ved Elverskuds toner end det på alle måder overvældende møde med bushen i Botswana ved solopgang.

Det er sjældent, brugen af ord som "fantastisk" og "vidunderligt" kommer til sin fulde ret, men lige her i hjertet af savannen findes der få adjektiver, som formår at beskrive oplevelsen mere præcist.

Det minder med al tydelighed om, i hvor høj grad mennesket er i naturens vold; en efterhånden glemt virkelighed, som mine to værter ikke desto mindre har viet deres liv til at minde omverdenen om fra deres skjul.

"Vi forlod Namibia for at stifte Modisa Wildlife Project, fordi vi gerne vil tilbyde en autentisk wildlife-experience på naturens vilkår, og fordi vi fandt en mening med tilværelsen sammen med rovdyrene. Det er et kald, og det er dem, der driver os. Da Val boede i Tyskland, havde han kun været én gang før i en storby – på studietur med skolen til Berlin. Han hadede det og gik i zoologisk have hver eneste dag for at se på løverne i stedet, så at være omringet af vilde dyr her giver mening for sådan nogle som os," fortæller Mikkel, mens vi tager en tur rundt i lejren hen ad formiddagen, hvorfra vi nu har fri udsigt til det 10.000 hektar store naturreservat, som vi befinder os midt i.

Læs resten af artiklen og se flere fantastiske billeder på næste side
##PAGE##

Jorden er hjemsted for gnuer, giraffer, zebraer, leoparder samt 32 løver og tilhører en velhavende ranch, som duoen fik kontakt til efter Namibia.

"Vi er her også for at give de frivillige mulighed for at hjælpe til med at opbygge en unik forskningsfacilitet"

Her lejer de sig ind og bidrager med de frivilliges arbejdskraft i vedligeholdelse af terrænets forpligtelser – bl.a. vildtoptælling, fodring af rovdyrene og dataindsamling om områdets vegetation.

"Modisa-initiativet handler dog om mere end blot vores løver. Vi er her også for at give de frivillige mulighed for at hjælpe til med at opbygge en unik forskningsfacilitet," indskyder Val, der aldrig er sen til at betone det videnskabelige formål med Modisa.

Ikke underligt, for projektet har allerede opnået en formel ankerkendelse og interesse, der vægter tungere i hans verden end deres ca. 20.000 facebook-fans: Bl.a. har det biovidenskabelige fakultet ved Austin University of Texas henvendt sig med tilbud om samarbejde.

"De sender nu 16 bachelor- og kandidatstuderende herned til juni. Primært for at studere vegetation, men selvfølgelig også for at se, hvad det er, Mikkel og jeg kan med rovdyr," fortæller Val, mens vi bevæger os op mod en stor indhegning for at se det, de fleste kommer her for: Terrænet bag er nemlig hjemsted for deres seneste protegé, løvinden Sirga.

Mit første møde med Sirga bliver en aldeles angstprovokerende oplevelse. Selv grundigt afklaret og beredt på den forestående oplevelse falder alle forestillinger om, hvordan man selv og løven vil reagere på konfrontationen, helt til jorden.

Det første, der slår mig, er den overvældende energi, hun udløser i sekundet, Mikkel og Val kommer nær hendes indhegning. Denne energi oplever man aldrig i en zoo, hvor løverne er totalt passive, forklarer de.

Her banker hun op og ned langs hegnet med de mærkværdigste, brægende lyde til følge, der bedst kan beskrives som en voksen mand dagen derpå, som ligger med hovedet i toilettet og ikke kan brække andet op end mavesyre: Sirga vil ud af sin indhegning og hilse, og det er en meget intens og frygtindgydende oplevelse at være vidne til.

"Man vakler lidt som tilskuer, for det er et så utroligt syn, at man næsten ikke tør tro sine egne øjne"

Mens Val gør klar til at fjerne hængelåsen, får jeg besked på at holde mig bag Mikkel, ca. 3-4 meter væk fra hegnet. Det hele føles meget forkert. I sekundet låsen er fjernet, flår hun døren op med stor fart og farer i favnen på Val med forpoterne først, nøjagtigt som hvis hun fuldbyrdede et angreb.

Han undgår lige akkurat af vælte bagover. Hun står nu på bagbenene i al sin mægtighed, lige så høj som han, og hviler med forpoterne på hans skuldre, mens hun undersøger hans ansigt med tunge og snude.

Hun er tilbage med sin herre, og man fornemmer den øjeblikkelige affektion, hun udviser, og som gengældes af Val med beroligende ord og hænderne om hendes muskuløse ryg. Man vakler lidt som tilskuer, for det er et så utroligt syn, at man næsten ikke tør tro sine egne øjne.

Første møde

Nu drejer hun imidlertid hovedet med heftige åndedræt, gabet åbent, den lange tunge ud af munden og øjnene stift rettet på mig. At se direkte i en løves øjne er langt mere ubehageligt, end man forestiller sig. Øjnene er slet ikke så venlige, som de normalt beskrives.

"Jeg gisper efter vejret. Mikkel og Val kan mærke min uro og klapper hende ind i indhegningen igen, som man ville gøre det med en golden retriever"

Og hvis jeg troede, jeg vaklede før, bliver jeg først nu blød i knæene, da den 200 pund tunge løvinde pludselig skubber Val væk fra sig igen, kommer ned på alle fire og i ét hurtigt, let spring hopper forbi Mikkel og over mod mig.

Hele denne ubesværede manøvre varer ikke længere end halvandet sekund, før hun er fremme bare en meter fra mig og pludselig afbrydes af et roligt, men bestemt udbrud fra Val: "No!" Og som med et tryk på en telepatisk fjernbetjening skifter hun interesse og retning og lunter lige forbi mig.

Jeg gisper efter vejret. Mikkel og Val kan mærke min uro og klapper hende ind i indhegningen igen, som man ville gøre det med en golden retriever. Første møde er overstået.

Der skal flere konfrontationer som disse til, før jeg føler mig mentalt beredt på at gå rigtig tur i bushen med Mikkel, Val og Sirga. Det er et spørgsmål om at føle sig tryg.

Undervejs sker der så det ejendommelige, at jeg brækker min højre hånd i en dobbelt spiralfraktur og får armen i slynge, ikke på grund af løven, men i en ganske udramatisk ulykke med et towrope.

"Sirga respekterer os, fordi vi opdrager hende til at forstå, at vi er stærkere end hende"

Det får mig ironisk nok til at løsne op og giver noget at tænke over. Et par dage efter tog vi så a walk on the wild side kort før solnedgang til en snak. Vi er totalt i det fri, 280 kilometer fra nærmeste by og uden så lidt som en lommekniv ved hånden.

Læs resten af artiklen på næste og sidste side.
##PAGE##

At gå her med jer tre føles lidt som at gå tur med en meget stor, vild hund på stranden. Har I det også sådan?

Val: "For mig føles det som at gå med så meget andet. Jeg tror, jeg har arbejdet for længe med vilde dyr til at kunne få en større oplevelse ud af det. Vi har jo haft hende, siden hun kun vejede ét kilogram, så for mig er det bare den samme løve."

Mikkel: "Allerførste gang, vi selv stod med en løve, var selvfølgelig også en stor oplevelse for os, men det er altså ikke kun løven, der vokser med tiden. Man selv vokser også med løven."

Føler I jer i kontrol?

Val: "Absolut."

Mikkel: "Sirga respekterer os, fordi vi opdrager hende til at forstå, at vi er stærkere end hende."

Er det derfor, hun ikke tør give igen, når I f.eks. disciplinerer hende fysisk?

Val: Nøjagtigt. Det er et psykisk mindgame, det her, vi kører. Vi hverken tøver eller frygter hende.

Som vi gik rundt, lagde jeg mærke til, at hun er meget legesyg og synes, det er sjovt at gemme sig for os og lege, at hun angriber os – ligesom før da hun fór ud i favnen på dig, Val, for at hilse. Kommer I ikke til at opleve problemer med dette, i takt med at hendes kampvægt vokser?

Mikkel: "Nej, det tror jeg ikke. De fleste løver, vi har arbejdet med, har været store, og det har ikke voldet os nogen problemer. Hvis jeg sagde til hende, at hun skulle lade være med at hoppe på mig, ville hun lystre, men det gør mig ikke noget – for mig er det bare et stort kram."

Kæledyr

Sirga er ved at være kørt træt, så vi sætter os ned på jorden i skyggen – Val giver mig lov til at kæle hendes ryg, mens han nusser hendes hoved.

Det er noget af en oplevelse for mig som fremmed at kunne sidde sådan og interagere med en løve liggende foran mig.

"Løver er sociale dyr, så hvis du opdrager løver blandt mennesker, vil de blive vant til dem i stedet for andre løver – men hvis vi ikke var til stede, ville det naturligvis være en del mere besværligt, for de har brug for folk omkring sig, der har arbejdet længe med dem," forklarer Val.

Både Mikkel og Val er enige om, at Sirga er en enestående løve at arbejde med.

"Hun er meget rolig, gør, hvad der bliver sagt og er faktisk blandt de bedste, jeg har arbejdet med siden Namibia," fortæller Mikkel.

Og nu tilbage til starten på vildniseventyret. Val og Mikkel er blevet enige om at forlade den farm, som begge arbejder på.

"Vi startede Modisa af lyst, men også fordi der foregik ting på farmen, der ikke skulle – bl.a. i forhold til omgangen med rovdyr. Et stykke tid efter, at vi tog af sted, fik jeg at vide, at en turist havde sneget sig ind om natten til de tre hanløver, jeg havde trænet, for at tegne dem i måneskæret. Han troede, at fordi han havde set den nye træner lege med dem om dagen, så kunne han bare gå ind til dem alene om natten. De fandt ham dræbt næste morgen," forklarer Val.

Men er der så netop ikke grund til at frygte dem?

"Nej, det handler om at respektere dem, men netop ikke frygte dem. Engang var jeg ovre i den anden indhegning for at undersøge et hul, da nogle af de frivillige pludselig skreg, at en fuldvoksen hunløve var i fuld fart på vej mod mig! Jeg vendte mig om, pustede mig op, gjorde mig så stor, som jeg kunne, skreg og lavede truende fagter mod hende, til hun pludselig bremsede op under én meter fra mig, bare for at hvæse ad mig og pile af igen. Havde jeg rykket mig det mindste, var jeg blevet spist, men i stedet lod jeg hende forstå, at jeg var størst."

"Han troede, at fordi han havde set den nye træner lege med dem om dagen, så kunne han bare gå ind til dem alene om natten. De fandt ham dræbt næste morgen"

"Det er vigtigt at lære, at der hverken er grund eller plads til frygt i omgang med løver, for hvis du gør det rigtigt, skal de nok kende deres plads. Frygt er irrationelt. Et eller andet sted må du vel også selv have lært det: Du går i en uge og er bekymret for, om løverne skal bide hånden af dig, og til sidst ender det med at være et reb, der får ram på dig."

Under mit ophold her har jeg blandt andet set Mikkel og Val stormløbe seks voksne hanner på bare tæer med kun en kvist i hånden for at skræmme dem væk. Så mit sidste spørgmål er ganske simpelt:

Er der noget, I frygter?

"Nej, ikke rigtigt for mit vedkommende," siger Val.

"Jo," siger Mikkel. "Dårlig økonomi. Vi kan altid bruge flere fonde."