Der var ikke mere end et par meter fra køkkenvinduet i mit barndomshjem til den gren, solsorten sad på. Lukker jeg øjnene, kan jeg forestille mig række armen ud i den lune luft, tilbage i fortiden, og næsten røre den. Den letter ikke, men bliver siddende, kigger sig omkring, synger et par toner og venter på de rester, min mor kaster ud: frugt, krummer og kerner, det, vi ikke selv gad spise.
Vis mig én, der ikke har et ømt punkt for solsorten, og jeg vil kigge på vedkommende, der – af uvisse grunde – blot ikke vil vedkende sig det. Som ikke vil overgive sig til nostalgien.