L.O.C. er herre i eget hus: "Jeg har levet drenge-drømmen helt ud"

Hovedpersonen lader vente på sig. Selvfølgelig gør han det. Man er vel en stjerne. Men L.O.C. er nu lovlig undskyldt, for det er fotografen, der tager hans tid. Og hvis der er noget, den danske rapper er 100 pct. klar over, er det, at image er afgørende.

Han vil nok ikke selv kalde det image, men branding. Det er nemlig den slags gloser og begreber, man slynger om sig med, når man som L.O.C. er blevet CEO i sit eget liv.

For Liam O'Connor – som er L.O.C.'s borgerlige navn – er ikke bare landets mest succesfulde rapper, han er også en af de mest succesrige, når det kommer til selve forretningsdelen bag den kreative åre, som løber i ham.

I mange år ragede det ham en papand. Ja, ja, der var et pladeselskab og bookingbureauer, der nappede en stor del af omsætningen og de mange kontanter, der fulgte med den musikalske succes, men hey; ”bare jeg kommer ud med min musik,” lød devisen.

Sådan er det ikke længere. Liam O'Connor har selv taget kontrol. Og dét over samtlige processer. Fra indspilning til udgivelse over promotion til turnéliv. Han er inde over alle dele. Det handler om at tage sig selv seriøs og erkende, at der er to ord i begrebet showbusiness.

Derfor ville det egentlig også passe bedst, hvis interviewet foregik i det store, aflange lokale, hvor væggene er beklædt med brune træpaneler og et stort aflangt bord i midten sender tankerne hen på et klassisk bestyrelseslokale. Men nej, det er ikke hensigten.

”Ved du hvad? Jeg har faktisk aldrig været så glad i mit liv som netop nu”

I stedet skal vi endnu højere op i ejendommen, som i sig selv er lidt af et statussymbol. Det er nemlig Liam O'Connors eget plade- og produktionsselskab, SGMD, der holder til i den mondæne murstensejendom med blik direkte ud til søerne i København.

”Liam ryger lige en halv smøg,” lyder det ude fra gangen.

Øverst oppe under taget er der blevet indrettet en lille lounge med sofagruppe, giga-tv, Playstation og en minibar fyldt til kanten med iskolde Red Bull. På et lavt bord foran sofaen ligger otte af de i alt ti album, som Liam O'Connor efterhånden har udsendt, siden han i 2001 debuterede med albummet ”Dominologi.”

Siden er det gået stærkt, og Liam O'Connor kan senere på måneden fejre 15 års jubilæum samt udgivelsen af sit ”greatest hits-”album, ”Anno XV,” der også byder på tre nye sange – herunder singlen ”Ti fod høj.”

Så det er tid til gøre status, og det gør Liam O'Connor selv som noget af det første, da smøgen er røget, og han endelig træder ind i loungen iført godt brugte Nike-trainers, grå jeans og sort hættetrøje
.
”Ved du hvad? Jeg har faktisk aldrig været så glad i mit liv som netop nu,” siger han og griner over hele ansigtet.

Årsagen er enkel: Det er blot en uge siden, at han er blevet far til sit første barn, Constantin, som han fået sammen med sin hustru, tv-værtinden Christiane Schaumburg-Müller.

”Og som b-menneske passer det mig perfekt, at han ligesom jeg er vågen hele natten, ha, ha, ha.”

"Jeg har også levet det vildeste klichéliv, du overhovedet kan forestille dig. Jeg har levet drengedrømmen helt ud, og hvis der knytter sig klichéer til det liv, så har jeg været der"

Liam O'Connor er på alle måder et fænomen. En slags kamæleon. På scenen er han den udadvendte, dominerende og selvsikre rapper, mens han lige nu her i loungen virker næsten modsat.

Rolig, ydmyg og en lille smule genert. Man han smiler. Og han griner. Meget endda. Han er vel bare det, man kalder ”a happy chap?”

”Ja, jeg har på alle måder haft det sjovt. Men jeg har også levet det vildeste klichéliv, du overhovedet kan forestille dig. Jeg har levet drengedrømmen helt ud, og hvis der knytter sig klichéer til det liv, så har jeg været der. Altså festet igennem, gået på druk, blive gift i Las Vegas og købe en Cadillac i Los Angeles, for så at få den sendt hjem til Danmark. Alle de dumme ting.”

Historien er ikke ny. Han har tidligere fortalt åbent om årene med et stort alkoholmisbrug og sin opvækst i Aarhus Vest, som ofte er blevet beskrevet som ”et belastet område” eller rettere ”en ghetto.”

”Men sådan ser jeg det ikke selv. Jeg er ikke et barn af slummen. Fra bunden af samfundet. Men jeg er mønsterbryder i den forstand, at jeg kommer fra en familie, hvor der virkelig er blevet knoklet igennem. Min far er et godt eksempel. Han rejste fra sit hjemland Irland til Danmark for netop at knokle og skabe sig et bedre liv end der, hvor han kom fra. Han gjorde det for at overleve, men også for at skabe noget, og det er måske typisk irsk: At man skaber sin egen lykke, og det ligger også dybt i mig,” siger Liam O'Connor, der lidt ud af samme tangent har valgt at kalde sit eget pladeselskab for SGMD – en forkortelse for ”SelvGjortMillionærDrøm.”

"Det er ikke sådan, at målet for mig i sig selv er at blive millionær. Det var jeg sådan set allerede inden, jeg stiftede mit pladeselskab SGMD”

”Ha, ha, det navn kommer ud af hiphop-miljøet. Her er det sådan, at man bygger tingene op fra bunden. Man kommer fra ingenting og skaber et univers. Navnet SGMD er en del af det tankesæt, men det er ikke sådan, at målet for mig i sig selv er at blive millionær. Det var jeg sådan set allerede inden, jeg stiftede SGMD,” siger Liam O'Connor, der som landets bedst sælgende rapper har lært at omgås ganske store summer, selvom han erkender, at han i starten af sin karriere måske havde ”et noget specielt” forhold til penge.

”I min barndom var der aldrig penge. Men senere, da jeg begyndte at få succes rent musikalsk, skete der noget,” forklarer han.

”Jeg var jo vant til, at min manager, Jonas Fjelding, som har fulgt mig helt fra starten, satte 400 kr. ind på min konto hver uge, så jeg havde til mad og drikke. Og det var egentlig fint. Jeg sov rundt omkring på sofaer og gik meget i byen, jeg havde min musik, og det var cool,” siger Liam O'Connor.

”Men så kom den store gevinst,” siger han og griner.

”Jeg husker det tydeligt. Det var lige efter mit andet album – ”Inkarneret” – som udkom i 2003. Jeg boede dengang ude i et studie, hvor jeg sov på en sofa. På et tidspunkt er jeg på vej ned til en hæveautomat for at skaffe nogle kontanter. Jeg husker, at jeg står foran automaten og ser en masse nuller på displayet. Det første, jeg tænker, er bare: ”Shit mand, jeg er gået i minus.” Det var ren refleks. Men så prøver jeg alligevel at hæve 2000 kr., som var beløbsgrænsen dengang, og de kommer sgu ud. Og der er stadig masser af nuller foran mig. Så jeg går ind i banken – en Nordea-filial – og beder damen bag skranken om at give mig 20.000 kr., for jeg er sikker på, at de har begået en fejl. Men nej, hun giver mig sgu pengene. Nu er det bare om at udnytte det, tænker jeg og løber tilbage til studiet, hvor jeg siger til drengene, at banken har fucket-up, og nu skal vi i byen.”

Og det kommer de. I to-tre dage fester de ”på livet løs,” og det er først, da manageren Jonas Fjelding en dag ringer, at det går op for Liam O'Connor, at der er noget, der er helt, helt forkert, siger han.

"Jeg spørger ham, hvor mange penge, det drejer sig om, og så siger han 1,2 mio. kr. ”Fuck,” tænker jeg og siger straks til drengene, at festen slutter her"

”Jonas siger til mig, at jeg skal være opmærksom på, at der ryger nogle penge ind på min konto, som er afregning for mine live-optrædender samt royalties for mit pladesalg. Halvdelen skal vi have lagt til side til Skat. Jeg spørger ham, hvor mange penge, det drejer sig om, og så siger han 1,2 mio. kr. ”Fuck,” tænker jeg og siger straks til drengene, at festen slutter her. ”Det er sgu mine penge, i bruger. Giv mig dem tilbage,” siger Liam O'Connor og skraldgriner.

Dét er vendepunktet. Pladen ender med at sælge 65.000 eksemplarer, og Liam O'Connor hører nu til den kategori af kunstnere, der kan mere end blot leve af sin musik. Han kan leve endda rigtig godt, som han siger.

”Men på det tidspunkt kan jeg slet ikke forholde mig til det. Slet ikke. Jeg er så langt ude. Jeg tror, at det er min manager, Jonas, der får det ordnet sådan, at der bliver lagt penge til side, for jeg får i hvert fald ikke et skattesmæk året efter,” husker Liam O'Connor.

Og generelt bruger han årene efter den store succes til at få ryddet op i sit liv. Få styr på sit shit. Og han lægger både stoffer og alkohol på hylden. Lige så meget af lyst som af nødvendighed, fortæller han.

”Jeg begynder at søge indad og lede efter, hvad der virkelig giver mig værdi her i livet. Altså hvad er det, der betyder noget for mig, og her står musikken centralt. Det går op for mig, at jeg er nødt til at tage musikken seriøs. Derfor begynder jeg også at undersøge og prøve at forstå hele det maskineri, der er rundt om mig.”

Han fortæller, at mange musikere ellers har en form for berøringsangst over for forretningsdelen af musikverdenen, og han undrer sig over, hvorfor det egentlig er sådan?

”Mange musikere nægter for eksempel at lave regnskab. De kender ikke til det og vil heller ikke lære noget om det. Jeg erkender blankt, at jeg i mange år også helst bare ville leve det der bohémeliv uden bekymringer, og det har jeg også gjort, men på et tidspunkt måtte det stoppe.”

Hvad skete der?

”Jeg blev ædru.”

"Det handlede om at blive afklaret med, hvor stort et røvhul, jeg havde været. Og derefter finde ud af, hvor meget, der kunne tilskrives fulderikken, og hvor meget, der egentlig var mig"

Hvilken betydning havde det for dig og din karriere?

”Først og fremmest handlede det om at blive afklaret med, hvor stort et røvhul, jeg havde været. Og derefter finde ud af, hvor meget, der kunne tilskrives fulderikken, og hvor meget, der egentlig var mig,” siger Liam O'Connor, der selv beskriver processen som at ”tage kontrollen tilbage.”

”I gamle dage tænkte jeg slet ikke over, at der var nogle, der tjente på min musik. Det handlede mere om, at jeg havde nogle numre, der bare skulle ud. Det var min første prioritet. Men i dag kan jeg da godt tænke over, at dengang jeg fik de 1,2 mio. kr., var der sikkert nogle omkring mig, der tjente 7 mio. kr. på min succes. Men det rørte mig ikke. Min musik kom ud, og det var målet,” fortæller han.

”Dengang var penge heller ikke noget, man som ”rigtig musiker” beskæftigede sig med. Det var noget, pladeselskabet tog sig af. Men de tog sig også virkelig godt betalt for det. Op mod 70 pct. af de penge, jeg tjente som artist, røg direkte til pladeselskabet, og det gør, at man som musiker ofte ikke kender sit eget værd. Man sidder lídt med følelsen af, at man bare skal være taknemmelig for, at ens musik overhovedet bliver udgivet. Men i de seneste mange år er verden jo fuldstændig forandret med digitale tjenester og muligheder for streaming af musik. Det var de muligheder, jeg greb,” siger Liam O'Connor, der med stiftelsen af SGMD i 2012 blev herre i eget hus.

En udvikling, han i dag beskriver som ”befriende.”

"Jeg tror måske, jeg har været med til at igangsætte den udvikling i musikbranchen, hvor kunstnerne er blevet bedre til at stille krav”

”Jeg er blevet klar over, at jeg som artist har en salgbar vare. Og siden starten af nullerne er det også blevet mere legitim at se sig selv som et brand. Altså som et produkt, der skal markedsføres. Det var uhørt før i tiden, og det var noget, man helst overlod til købmændene. Jeg tror måske, jeg har været med til at igangsætte den udvikling i musikbranchen, hvor kunstnerne er blevet bedre til at stille krav.”

Så kunsten og det kommercielle kan godt gå hånd i hånd?

”Ja, men det kræver, at du kender dit værd. Dengang jeg f.eks. indgik en aftale med TDC om at distribuere og markedsføre mit sjette album: ”Prestige, Paranoia, Persona Vol.1” i 2012, blev jeg fra alle sider beskyldt for at have solgt ud. Jeg havde givet afkald på min kunstneriske integritet. Men sådan opfattede jeg det ikke. Tværtimod. Jeg var bare nået til et punkt i min karriere, hvor jeg var nødt til at gøre op med den naive tanke om, at hvis bare jeg kan leve af det, er det fint. Det var bare ikke godt nok for mig.”

"Jeg har allerede bygget en form for økonomisk sikkerhed op og er blevet økonomisk uafhængig, men kan jeg fastholde det? Det er de tanker, jeg tumler med"

Liam O'Connor siger, at han som direktør i sit eget selskab i dag har fået fuldstændig kontrol over sin karriere, og at det nu alene er ham, der bestemmer, hvilken vej han skal køre – både kreativt og kommercielt. Men han erkender også, at den økonomiske frihed, der har fulgt med den kunstneriske succes, har givet ham nye muligheder i livet.

”Jeg har rejst virkelig meget rundt i verden og lider af en helt ustyrlig udlængsel. Men den er også god for mig i den forstand, at jeg på et tidspunkt kommer dertil, hvor jeg længes efter at komme hjem igen og gå i gang med at arbejde. Så er der stof på vej. Det er sådan, jeg bliver inspireret. Men her på det sidste har der ikke været så mange rejser, for der har jo været et barn på vej.”

Hvilke overvejelser har du gjort dig i den forbindelse?

”Nu bliver det måske lidt højstemt, lidt traditionelt og endda irsk, men det er klart, at jeg har tænkt meget over, hvad det er, jeg gerne vil give videre. Er jeg i stand til at stille ”min slægt” bedre end de vilkår, jeg selv er vokset op under? Det handler om eftermæle og give noget videre i livet. Det er min opgave, mit mål, om du vil. Jeg har allerede bygget en form for økonomisk sikkerhed op og er blevet økonomisk uafhængig, men kan jeg fastholde det? Det er de tanker, jeg tumler med.”