ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Liebhavermægler Adam Schnack faldt for et faldefærdigt sommerhus og renoverede i stedet for at rive ned. Her synker familien nu helt ned i gear med opvask i hånden og mad over bål omgivet af skov, hav og antikfund

Et sommerhus skal være et markant anderledes sted end hjemmet, mener liebhavermægler Adam Schnack, der sammen med sin kone har kastet sin kærlighed på et faldefærdigt træhus tæt på vandet. Her dyrker de romantikken i det enkle liv

Huset set fra haven med annekset til venstre og den nye køkkentilbygning, som Adam Schnack og Nadia Olive Schnack fik opført i 2020 – som den seneste del af husrenoveringen.
Huset set fra haven med annekset til venstre og den nye køkkentilbygning, som Adam Schnack og Nadia Olive Schnack fik opført i 2020 – som den seneste del af husrenoveringen.

I bugten ved Ordrup Strand i Odsherred ligger et gammelt træhus. Og der har det ligget i næsten 100 år. Dets skæbne var ellers uvis for en stund.

B_SKUD_Capture_0048.jpg
Annekset er indrettet med to soveværelser, opført i samme stil som det oprindelige sommerhus. Væggene er malet med Cooking Apple Green, døre og vinduer er malet med Calke Green – begge fra Farrow & Ball. Den pudsige stol er fra et lokalt loppemarked, og gardinerne er syet af bomuld fra Dominique Kieffer.

For da det i 2015 blev sat til salg som en grund med et hus til nedrivning på, spåede mægleren, at vestsjællandsk vind og vejr havde bidt sig så grundigt ind i de sorte brædder, at det havde sunget på sidste vers.

Derfor var der heller ingen, der bekymrede sig om at låse døren op, da parret Nadia Olive Schnack og Adam Schnack en formiddag kørte hen for at se det. De satte fødder på grunden, hænder og blik mod ruderne – og købte huset lige med det samme. Dog ikke for at rive det ned. Tværtimod.

“Det, vi forelskede os i, var det gamle træhus og den stemning, vi med det samme kunne mærke, at det har. Og vi besluttede os for at fastholde netop den forelskelse og være tro mod det oprindelige,” fortæller Adam Schnack, der via sit erhverv som ejendomsmægler har en finpudset sin sans for boligpotentialer.

“Med den præmis i tankerne var der meget, som blev os foræret, men i sagens natur blev dogmet også en begrænsning i forhold til stedets arkitektur. Der var et entydigt formsprog, som blev udgangspunktet for vores videre tanker om renovering af huset,” uddyber han.

Tro kopier af det gamle

De pillede derpå hele huset fra hinanden, bevarede kun facaden og byggede alt indvendigt op på ny med det gamle nøje for øje.

Et hold snedkere, tømrere og malere nørklede i månedsvis med at frembringe en tro kopi af de oprindelige håndværkselementer, så gamle lister og vægprofiler blev genskabt på det nærliggende savværk, og døre og vinduer blev bestilt og snedkereret, så de lignede de originale til forveksling.

B_SKUD_Capture_0069.jpg
Borg & Berg Møbelsnedkeri har snedkereret køkkenet efter Nadia Olive Schnacks tegninger, og bordpladen veksler mellem marmor og en honningfarvet, bejdset træbordplade. Farven på køkkenet er Nadia Schnacks yndlingslilla. De fleste lamper er fundet hos antikvarer, de to Arne Jacobsen-væglamper er en nyudgave fra Fritz Hansen. Stolene er fra Adam Schnacks barndomshjem. Kromblus, emhætte og ovn er fra Made a Mano.

Undervejs opsøgte Nadia Olive Schnack, der er indretningsdesigner, alverdens afkroge af auktionshuse, loppemarkeder og antikbutikker for at ramme en indretning, der lagde sig i tråd med husets fødsel og historie.

“Det handler ét hundrede procent om romantik. Om at føle, at man har rod i noget. En forankring i en historie. For os har renoveringen af huset været en øvelse i at fastholde og udvikle romantikken og ret kompromisløst gå ud af det spor,” lyder det fra Adam Schnack.

Langsomt og naturligt

Hvor huskøbet gik hurtigt, tog istandsættelsen og udviklingen af det oprindeligt 66 kvm store sommerhus tid – enormt meget tid og med fuldt overlæg.

“Modsat med så mange andre ting, Nadia og jeg laver, skulle det her ske i et langsommere tempo. Det bunder i en grundfilosofi om, at stedet skal udvikles sammen med os og i tråd med vores behov, og noget af det, der er virkelig skønt ved at gøre det på den måde, er, at det får en naturlighed og en vitalitet i sig. I stedet for at man fra begyndelsen skaber nogle behov, som i virkeligheden slet ikke er der,” forklarer Adam Schnack.

Først blev hovedhuset bygget om, så kom badeværelset til, og et år senere blev annekset bygget i erkendelsen af, at det var vigtigt, når de fik gæster.

B_SKUD_Capture_0099.jpg
Væggene og loftet i stuen er malet i Cooking Apple Green og vindueskarmen Calke Green, begge fra Farrow & Ball. Gardiner fra Helene Blanche, lamper af William Lauritzen fra Louis Poulsen og spisebord, som Adam Schnack har arvet fra sin mor. Her sidder han indimellem og arbejder via det hurtige internet, som huset er udstyret med.

Sidste skud på stammen er tilbygningen med det nye køkken, hvor grundtanken har været at skabe et rum, der taler sammen med resten af huset. Uden at det bliver for fint og for stilrent, som Adam Schnack bemærker.

“Køkkenet er åbent ud til haven og kan samtidig lukke sig om sig selv og skabe en indvendig ramme, og det, har vi opdaget, er vigtigt, fordi vi er ude og inde lige meget hele året,” forklarer han og beskriver, hvordan det er en del af den præmis, der handler om, at sommerhuset skal være noget andet end familiens daglige hjem.

“Ellers kunne vi jo lige så godt bliver derhjemme,” konstaterer han.

“Der skal være et markant stemningsskift, som viser sig i beliggenheden mod skov og vand modsat mod by og i måden, vi bruger huset og rammerne på. Vi har for eksempel ikke opvaskemaskine heroppe, til alles undren, fordi vi gerne vil være sammen om noget – opvasken – som vi ikke er sammen om derhjemme.”

Mest mad over bål

Familiens primære bad er udendørsbruseren, som alle bruger i alle årets måneder, når de kommer op fra vandet, og de hugger brænde til husets ovne, fordi de laver halvdelen af måltiderne over bål i haven, på bålpander og i bålgryder.

B_SKUD_Capture_0307.jpg
Familien laver en stor del af deres sommerhusmåltider over åben ild.

“Det handler om fællesskabet og tiden sammen og om at give plads til langsommeligheden og de forskelligheder, som skaber dybde,” siger Adam Schnack.

Herude, hvor en smal stribe fredskov adskiller huset fra stranden, er der langt til hverdagens maskinrum og høje gear, men kort til familiens mountainbikes, badetøjet, fiskestængerne og øjeblikke, hvor der intet behøver at ske.

“Når vi er her, kan vi lade tiden gå lidt i stå, og vi har lov til at være ineffektive. Måske er det i virkeligheden den fineste dyd her, at være ineffektiv. I hvert fald set ud fra en traditionel betragtning af, hvad det vil sige at være effektiv.”

Han tror, at i det øjeblik, de accepterer ineffektivitetens præmisser, finder de noget andet i sig selv – roen og afstresningen og poesien.

“Fordi vi ikke skal nå noget som helst. Og for os er det de ideelle rammer at forsvinde væk i – et sted, hvor vi er “i læ af det hele”.”


Andre læser dette lige nu