– 50 udsmykninger
fra Ny Carlsbergfondet"
AfTom Hermansen.Pris 350 kr.
Strandberg Publishing
I sin tid udtalte Ny Carlsbergfondets stifter Carl Jacobsen, at den levende kunst hører det levende folk til. Det var hans kongstanke, at nutidens kunst skulle anbringes der, hvor folk færdes og dagligt har den for øje. Kunsten skulle derfor ikke kun ses og opleves i kirker og paladser, men også på skoler, biblioteker, universiteter, sygehuse, teatre og offentlige institutioner.
Med Carl Jacobsens ord in mente er titlen “Hvor folk færdes” da også meget velvalgt til den bog fra Strandberg Publishing, der netop er udkommet. Den omhandler 50 udsmykningsopgaver fra Ny Carlsbergfondets historie og er forfattet af fondets forskningskonsulent Tom Hermansen og smukt gennemillustreret med fotografier af Ander Sune Berg.
Ny Carlsbergfondet har med sine donationer lige siden begyndelsen af 1930’erne sat sit præg på kunsten i det offentlige rum. Kriteriet for fondets støtte til en udsmykningsopgave har altid været, at det var bestyrelsen, der på baggrund af en ansøgning skulle udvælge sig en velegnet kunstner. Dernæst har det også været afgørende for fondet, at udsmykningen skulle udføres til et offentlig rum, så den blev til glæde for så mange som muligt.
Kunst i det offentlige rum har til alle tider været til diskussion, da der er tale om indgreb i vores fælles hverdag. Tanken med bogen er derfor – ifølge forordet af fondets forkvinde Christine Buhl Andersen – at den skal bidrage til kvalificerede, kommende diskussioner.
Af de mange, mange udsmykninger, som gennem tiderne er blevet finansieret Ny Carlsbergfondet, har bogens forfatter udvalgt 50, som alle er repræsentative inden for formålsparagraffen. Med stor indsigt på baggrund af fondets arkivmateriale sætter Tom Hermansen hver enkelt udsmykning ind i en kunstfaglig og samfundsmæssig sammenhæng, så man forstår, hvorfor hver enkel udsmykning er blevet udført og har fået sin specifikke placering.
Interessant er det også, når Tom Hermansen ikke blot fortæller om processen og udførelsen – der kan være dramatiske nok – men også giver indblik i den debat, som udsmykningerne efterfølgende har sat gang i; her tænkes især på det kritisable valg af Carl Henning Pedersen til Ribe Domkirke, som ikke just har ramt stedets ånd.
Efter en historisk indledning gennemgår Tom Hermansen de 50 udvalgte udsmykningsopgaver: fra den meget realistiske udførelse af den ellers så surrealistisk orienterede Vilhelm Bjerke Petersen til Højdevangens Skole til videolyd og lysværket af Eva Koch til Eriksminde Efterskole og HuskMitNavn til Høng Gymnasium. En enkelt udenlandsk kunstner har sneget sig ind, og det er Spencer Fich med en meget vellykket udsmykning til Aalborg Universitet. Lige så vellykket virker Vera Collaros neonlysbue over indgangen til K.B. Hallen.
Blandt de mindre kunstnerisk interessante udsmykningsopgaver, som fondet har finansieret, er dem i Studenternes Roklub, som er udført af Helge Jensen i 1947; dem har jeg personligt set på i mere end 40 år i forbindelse med min ugentlige balletundervisning, og de har ikke været til yderligere inspiration.
Jeg burde have svømmet i Frederiksberg Svømmehal, for der kunne jeg nyde Vilhelm Lundstrøms mosaikudsmykning fra 1938. Det er et monumentalt hovedværk i dansk kunst, som i den grad er til glæde for de mange, og det kan man takke Ny Carlsbergfondet for.
