Cafe Dan Turell åbnede i 1977 som et insted, og forblev et af Københavns smarte mødesteder, indtil det blev kørt helt i sænk og endte som en ligegyldig café. Men på søndag den 5. juli genåbner stedet, og det med en profil som er langt mere sofistikeret end den ølelskende Dan Turell måske havde brudt sig om.
“Penge er dødsens farlige. Gi' dem væk,” skrev Dan Turell i et digt, og jeg spekulerer på, om Lars Seier Christensen måske har gjort sætningen til sit mantra. Det kunne passe til hans indtog i restaurationsbranchen, som samlet har kostet op mod 100 mio. kr.
Seier har sluttet sig til en række gastronomiske mæcener som Sven Grønlykke, der gav os Falsled Kro og Kong Hans, Jørgen Philip Sørensen som sendte Skagen op i landseliten med gastronomien på Ruths Hotel samt Flemming Skouboe, der skabte et vestjysk lucullisk reservat i Henne Kirkeby, ligesom han sikrede overlevelsen af Restaurant Kong Hans Kælder som gastronomisk institution.
Lars Seiers gastronomiske togt begyndte med Juicy Burger projektet, som ikke fangede an. Herefter slog han til i de øverste kulinariske luftlag med investeringen i Restaurant Geranium som fik de sensationelle tre Michelinstjerner, og efterfølgende med etableringen af Alchemist, der er blevet en verdensberømt gastronomisk attraktion.
Nu dykker han som en anden musvåge ned i det mere beskedne cafélag og ikke blot som investor men som restauratør. Motivationen er, at han som ung var stamgæst på Café Dan Turell i 1980’erne, og i dag savner sådan et stamværtshus i København.
Så da selvsamme café i fjor kom til salg, så han sit snit til at skabe drømme stamværtshuset, et projekt hans hustru Yvonne Seier har arbejdet på siden da, og som har været yderst omfattende.
Det er ellers ikke fordi Yvonne Seier har svært ved at få tiden til at gå, hun er travlt beskæftiget med at etablere sit eget champagnehus, og det er årsagen til, at hun er i Frankrig og ikke på Café Dan Turell denne tirsdag aften, hvor vi skal prøvesmage den mad, som serveres i baren og ved cafébordene.
Som måske bekendt var Dan Turell slet ikke medejer af caféen, da den åbnede i 1977 med bl.a. hans forlægger Kenn Andre Stilling i ejerkredsen. Men Turell var en kendt skikkelse i cafémiljøet, og han indvilgede i at udlåne sit navn. Til gengæld fik han lovning på at kunne spise og drikke gratis på stedet.
Ifølge Lars Seier frekventerede Dan Turell dog sjældent caféen, men han benyttede sig af privilegiet ved af og til at få sendt seks flasker whisky hjem til privatadressen. Eftersom Dan Turell havde ry for at være en flittig øldrikker, er det helt passende, at flere hyldemeter i baren er helliget en parade af Guld Tuborg flasker i snesevis. Og her til aften ærer Lars Seier da også Turells foretrukne drik ved at indlede aftenen med en øl, mens han nøjes med at kigge på rækken af fremragende vine, som er opstillet i automaten.
Det er den slags automater, som gør det muligt at aftappe et lille glas uden at spolere flaskens øvrige indhold, og på den måde kan man for en beskeden pris smage kostbare vine. Dagens udvalg er bl.a. Flor de Pingus, Unico Vega Sicilia, Chateau Angelus og 2012 Clos St. Jacques fra Armand Rosseau som kan smages for 265 kr. pr. 25 cl.
Alene vin automaten er en god grund til at besøge det nye Dan Turell, som selvfølgelig også byder på helflasker af vine fra øverste hylde. Helt passende er den øverste plads, oppe under loftet i glasrummet hvor vinene opbevares optaget af en flaske 1989 Romanee Conti.
Den koster 195.000 kr., og jeg foreslår, at vi smager den, for det er jo en strålende chance for at glæde nogle medmennesker, og samtidig slippe af med nogle penge. Men her gælder Dan Turell mantraet vist ikke. For Lars Seier medgiver ganske vist, at det er en god idé at smage vinen, men han indskærper, at selvom aftenen er en invitation, så er der enkelte drikke man selv må betale for.
Indtaget af våde varer nødvendiggør "de uundgåelige procedurer på toilettet" som det hedder i Dan Turells digt Jeg holder af hverdagen. Toiletterne er i øvrigt også flot indrettet med stål som et gennemgående element, og først herude møder man Onkel Dannys poesi, skrevet på vægge, gulve og spejle, for eksempel det som følger her.
“Lad mig sige det endnu en gang: Jeg opfatter tilværelsen som fundamentalt meningsløs i enhver henséende. Men lad mig lige tilføje at jeg mener det som en opmuntring.”
Opmuntrende i allerhøjeste grad er den chili con carne, jeg oplever under prøvespisningen, efter at vi har spist en solid portion grøntsager. Det er virkelig fine grøntsager fra Birkemosegård, og de koster da også lige så meget som et spækbræt med fint charcuterie som pølser, skinke og gåserillette.
Men den chili con carne som serveres, bryder, ligesom drikkevare udvalget og den nye stilfulde og gennemført eksklusive indretning, med Café Dan Turells fortid som et ret beskedent etablissement.
Den er ikke lavet af udefinerbart hakkekød men hele stykker oksebryst, der er langtidstilberedt så det trevler og er lækkert mørt. Saucen er tilsat en anelse chokolade, som ikke gør den spidskommen prægede smag sød men blot dybere. Bønnerne er kogt perfekt og den medfølgende chilisauce dejlig stærk, selvom Lars Seier mener det modsatte. Men har jo også i sin ungdom været kok på Chicos Cantina, hvilket kan gøre det af med ethvert smagsløg, kunne man drillende tilføje.
Endnu bedre var den kødløse Chili sin carne, som var stærkere og indeholdt en række forskellige grøntsager jeg ikke helt kunne genkende, men som alle havde en fin sprødhed og hver sin distinkte smag.
Lad mig understrege, at dette ikke er nogen anmeldelse, blot betragtninger fra en gæst til snigpremieren på en café, der uden tvivl bliver en stor succes blandt mennesker med hang til god vin, 70-80’er nostalgi og smart komfort.
F.eks. sidder man rigtig godt i sofaerne langs væggen, som ikke er hårde bænke betrukket med det sædvanlige røde vinyl men velpolstrede flader klædt i samme slags læder, som der er på bagsædet i en limousine, og i øvrigt er der lignende armlæn indbygget.
Zinkdisken ligner umiddelbart andre zinkdiske, men hvor de ofte er lavet af træ beklædt med zink, er der her tale om massivt metal, som ved den blotte berøring giver en fornemmelse af høj kvalitet. Hele designet virker stærkt gennemført med klar adresse til originalen, men blot udført med materialer i langt højere kvalitet.
Lars Seier har uden tvivl haft held med at give en anseelig sum penge væk på dette projekt, men han regner med, at det ligesom i tilfældene Geranium og Alchemist bliver en forretning, hvis drift kan balancere. For nej, han kunne nok aldrig tage det som sit mantra, at skulle forære penge bort, som det foreslås i det indledningsvist nævnte digt. Så passer Alhambra Blues #117 bedre på ham:
“Arbejde og fornøjelse har i hvert fald ét til fælles: Begge dele skal overdrives for at blive til noget.”
