En mørkeblå påfugl slæber roligt sine lange, grønne endefjer efter sig gennem Tivoli i København. Lidt derfra er en håndfuld brolæggere ved at ordne fliser foran et springvand, tæt på den store scene på Plænen, hvor der til sommer skulle have været afholdt storskærmsarrangement i forbindelse med det nu aflyste EM i fodbold. I baggrunden kan høres lydene fra tomme vogne, der tonser rundt på rutsjebanen Mælkevejen, der blev indviet kort før jul.
“Blomsterne er ved at springe ud, og solen skinner. Det ville være en fuldstændig perfekt Tivoli-dag,” siger Lars Liebst og fortsætter:
“Hvis altså ikke vi var de eneste mennesker. Det er helt strange.”
Det mærkelige er på sin vis ikke, at Tivoli ligger mennesketomt hen netop denne torsdag eftermiddag sidst i marts. Sommersæsonen var først sat til at åbne 3. april. Det mærkelige består i, at intet tyder på, at glade menneskemængder kommer til at fylde parken lige foreløbig. Forventningsglæden er blevet afløst af en afventende nervøsitet. Ingen kender de realistiske udsigter, og indtil videre er hovedparten af de 2500 ansatte blevet sendt hjem.
For 63-årige Lars Liebst er det ikke bare en hvilken som helst sæsonåbning, der lader vente på sig. Efter næsten 25 år som direktør for Danmarks største turistattraktion blev det før nytår meldt ud, at han ville takke af, og senest til september tiltræder den nye direktør, Susanne Mørch Koch. Derfor bliver den kommende sæson hans sidste. Men pandemiens indtog i landet har skubbet enhver nostalgisk tanke i baggrunden.
“Det der med ikke at skulle åbne har taget over og skubbet alt det andet væk. For nu er det ganske vist ikke business as usual, men det er business, der kræver ledelse, for man står med alle sine medarbejdere i en situation, man ikke har prøvet før,” siger han og fortsætter:
“Jeg er stolt af, hvordan Tivoli har udviklet sig gennem 25 år, og jeg er ikke mindst glad for i en situation som den her med coronavirus, at det er en fantastisk forretning, jeg kan efterlade mig. Det er derfor, vi for nuværende står okay. Det er frygteligt ikke at kunne komme i gang, og det kommer til at koste en masse penge, men vores medarbejdere behøver ikke have alt for ondt i maven.”
Privat Født 23. november 1956.Bor i Hørsholm med sin kone og har fire børn. Uddannelse Lysdesigner og stagemanager hos Studio and Forum of Stage Design i New York 1977–1979 Karriere Medstifter og leder af Grønnegårds Teatret (1982–1996), konstitueret rektor ved Statens Teaterskole (1983–1990), adm. direktør i Tivoli siden 1996. Tidl. bestyrelsesformand for TV 2 og Royal Arena.
Da Tivoli tidligere i år kunne offentliggøre regnskab for 2019, lød det på hele 209,1 mio. kr. i overskud før skat. Det bedste resultat i havens 176-årige historie. Sådan så det mildest talt ikke ud, da Lars Liebst satte sig i direktørstolen for den verdensberømte forlystelsespark for snart et kvart århundrede siden. Med 50 mio. kr. i underskud var tallene på bundlinjen knaldrøde, der var problemer med at lokke nye gæster til, og de gamle og nedslidte faciliteter havde efterhånden længe trængt til en alvorlig overhaling.
“Det var jo et Tivoli, der var i identitetskrise. Jeg havde en klar fornemmelse af, at den vej, man var gået i mange år, ikke duede længere, så Tivoli skulle finde sig selv. Der var også en økonomisk krise, ikke som sådan i samfundet, men i Tivoli. Identitetskrise og økonomisk krise lagt sammen er jo sjældent en god cocktail. Man havde behov for, at nogen løftede opgaven,” siger han.
Det skulle dog hurtigt stå klart for den dengang 39-årige Lars Liebst, at uanset hvad han ville foretage sig, blev det under nøje bevågenhed fra befolkningen. Knap var det blevet offentliggjort, at han skulle overtage, før postkassen bugnede med breve. Danskere fra nær og fjern ville lige gøre ham opmærksom på, hvad han burde ændre, og ikke mindst hvad han bestemt ikke måtte røre ved. Det var altså et job med et indbygget dilemma, han havde fået sig: Han skulle skabe tiltrængt fornyelse, men måtte samtidig ikke forpurre historien.
Da han en forsommerdag i 1996, kort før han skulle starte, på en biltur diskuterede sit nye arbejde med sin far og sin ældste søn, sagde sønnen om den gamle attraktion, Baljerne, at “det var noget gammelt lort”, som han burde rive ned som det første. Det fik til gengæld hans far til knastørt at kommentere, at hvis han så meget som overvejede det, ville han blive gjort arveløs. For sønnen var det et billede på Tivolis forfald, for faderen en fysisk påmindelse om ungdommens minder.
“Som direktør i Tivoli må man være klar over, at vi er et nationalklenodie på godt og ondt. Jeg mødte engang vores daværende landstræner i fodbold, som sagde: “Du og jeg har det samme job. Enhver, jeg møder, ved lige nøjagtigt, hvordan jeg skal sætte holdet, og det må være det samme for dig.” Og det havde han ret i, for alle har en rigtig god idé til, hvordan jeg bør drive Tivoli. Man skal huske ikke at tage det for personligt, for så kan man ikke holde til det. Det kommer jo af, at vi betyder noget for folk, og det skal man være stolt af,” siger Lars Liebst og fortsætter:
“Men særligt de sidste par år har jeg da tænkt over, at det nok var meget godt, at jeg var så relativt ung. Hvis man havde været lidt mere rund i det, kan det godt være, der var nogle ting, man ikke lige var sprunget ud i.”
Til trods for Lars Liebsts beskedne alder, størrelsen på jobbet taget i betragtning, kom han dog ikke helt grøn til fadet. Iværksættertrangen var allerede blevet udklækket to årtier tidligere under gymnasietiden i Svendborg. Efter han og en flok kammerater havde brugt en rum tid på at brokke sig over, at det var umuligt at opstøve en god koncert i miles omkreds, blev de nemlig enige om at tage sagen i egen hånd. Kort efter havde de stiftet kulturforeningen Kulsækken. I de første måneder var det byens lokale ungdomsbands, der optrådte, men der gik ikke længe før store navne som Gasolin, Gnags og Savage Rose lagde vejen forbi.
Det var i den periode, Lars Liebst fandt ud af, at den bedste rolle for ham var at stå bag ved scenetæppet og få tingene til at ske. Efter gymnasiet tog han derfor til New York og blev uddannet lysdesigner og stagemanager, og da han atter satte fod på dansk grund, blev han først afdelingsleder og siden konstitueret rektor på Statens Teaterskole. 31 år gammel og den yngste af sin slags i hele Europa.
Sideløbende var han medstifter af Grønnegårds Teatret. Som i gymnasiet blev det født ud af brokkerier, fordi han var træt af, at der kun blev lavet højrebsrevyer, og ingen lavede “rigtigt” teater. Det nye udendørsteater i København blev hurtigt en succes og anerkendt for at bruge hovedstaden på helt nye måder. Så da Lars Liebst fik mulighed for at tiltræde som direktør i det trængte Tivoli, var det alt andet lige med en vis mængde erfaring i bagagen.
“Alle var jo
enige om, at der skulle ske noget. Vi havde kæmpe underskud, faciliteterne var nedslidte, og der var ingen gæster
“Der skulle store omvæltninger til i Tivoli. Vi var nødt til at lave om på det strategiske og på måden, vi kiggede på os selv på. Når man også er presset økonomisk, skal man tænke sig grundigt om. Men jeg tror, at fordi jeg i mange år havde været med til at prøve at starte noget op, havde jeg i mere naturlig grad modet til at skabe forandringer.”
Da Lars Liebst overtog direktørposten i Tivoli, var den gængse opfattelse i offentligheden, at det mest ansvarlige ville være at spare.
“Vi havde 50 mio. kr. i underskud, da jeg kom til i 1996. Det kan jeg slet ikke regne ud, hvad er i dag, men det er frygteligt mange penge. Vi havde fald i antal gæster, og vi havde 16.000 abonniner, som man kaldte det dengang, som vi anede ikke, hvem var. I dag har vi 280.000 kortholdere, og vi ved, hvem de alle sammen er,” siger han og fortsætter:
“Jeg mente, vi skulle gå den ekspansive vej, for ellers ville det gå galt. Vi kunne ikke spare os ud af den krise. Det var på samme tid, at SAS var i krise, og de kom med et program, hvor de bare overmalede alle flyene med nye farver og nye logoer, og så sparede de resten. Det ville vi ikke, for det mente vi ikke, at vi kunne. Jeg vil så også sige i dag, at Haven ville heller ikke have kunnet bære, hvis vi havde gjort det. Så vi gik den anden vej.”
“I begyndelsen havde jeg svært ved at forstå, hvorfor jeg ikke kunne få folk til at indse, at det var nødvendigt med forandringer. Hvorfor der skulle ændringer til, før vi kom back on track. Alle var jo enige om, at der skulle ske noget. Men alligevel brokkede alle sig over forandringerne,” siger Lars Liebst og fortsætter:
“Det tog mig et par år, før det for alvor gik op for mig, at folk ikke nødvendigvis bare var sure. Når folk var kritiske og imod forandringerne, handlede det om, at de havde haft gode oplevelser, som de ikke ville have taget fra sig. Jeg var nødt til at gøre mig umage med at kommunikere, at jeg med forandringerne ikke ville fratage dem deres minder, men i stedet gøre Tivoli klar til, at den næste generation også kunne få lov til at skabe deres helt egne minder. Med tiden lærte jeg vigtigheden i at forklare, hvad det er for en kontekst, man laver forandringerne i. Altså hvorfor vi gerne vil forandre. For det er jo faktisk for at kunne bevare.”
“Kan I lige vente et øjeblik? Så ser jeg lige, om jeg kan finde et bord.”
En ulastelig klædt tjener byder velkommen i baren på Hotel Nimb med et skævt smil på læberne. Normalt ville der have været stuvende fuldt til den daglige afternoon tea, men på grund af coronavirussen er der ikke et øje. Det var helt tilbage i 1909, at Hotel Nimb blev opført som et fantasislot i Tivoli med inspiration i den gamle mauriske æstetik. I 2007 blev det totalrenoveret, og for knap tre år siden fik Hotel Nimb en ny nabo, da Tivoli Hjørnet omsider stod færdigopført. Den 105 meter lange bygning med restauranter, food hall, butikker, hotelværelser og tagterrasse, der har kostet et trecifret millionbeløb, er tegnet af de samme arkitekter, som stod bag pyramiderne i kunstmuseet Louvre i Paris. Siden har det modtaget et hav af arkitekturpriser.
På sin egen måde repræsenterer Tivoli Hjørnet og Hotel Nimb tiden under Lars Liebsts knap 25-årige ledelse. Der er foretaget mange store og dyrtfinansierede forandringer, men samtidig har man forsøgt at bevare det historiske præg. Det er ikke nogen tilfældighed. Da han netop var begyndt og spekulerede på, hvordan han skulle gribe sin nye tjans an, faldt han nemlig over et gammelt citat fra Tivolis grundlægger, Georg Carstensen.
“Tivoli bliver aldrig færdig” lød det i al sin enkelhed.
“Det gamle citat har lige siden været pejlemærket for mig. For det ligger jo dybt i vores rødder, at så længe det passer ind i den støre kontekst, skal vi hele tiden udvikle os”
Som i slutningen af 1990'erne, hvor en af de helt store udfordringer var, at forlystelsesparken var blevet et sted for særligt de 0-14-årige, der kom med det andet helt store segment, nemlig bedsteforældrene. Derudover spiste forretningsfolk på restauranterne. Hele segmentet af 18-39-årige var fraværende. Derfor fandt Lars Liebst på at starte Fredagsrock, en ugentlig koncert på plænen. Desuden åbnede man for flere sæsoner. Indtil da havde Tivoli ligget stille det meste af året og kun været åbent fra 1. maj til 15 september, og resten af tiden lå den stille hen. Men nu skulle der også være både jul og Halloween.
“Jeg tror ikke, jeg havde siddet her i dag, hvis ikke det var lykkedes med Fredagsrock, for det her med at gå væk fra den klassiske musik og alt det såkaldt pæne skabte frygteligt meget ballade i starten. De nye sæsoner fik også folk til at sige: “Hvad i alverden skal det til for?” Pressen var mildest talt også noget undrende. Men da Fredagsrock slog igennem, kom de første tydelige tegn på, at det var den rette kurs. Der skete også noget med forlystelsesdelen, da vi fik Det Gyldne Tårn, og det blev en succes, for der sagde mange også i starten: “Hvad har han drukket? Et højt tårn midt i byen!?’”
Det skulle vise sig, at Lars Liebst havde fat i den lange ende. Allerede i 1998 var underskuddet væk, og siden er det i det store hele kun gået frem under hans ledelse. Adskillige gange har Tivoli slået egne rekorder for besøgstal og indtægter, og imens er antallet af ansatte gået fra 400 til 2500.
“Der var strid modvind et par år, hvor ikke mindst jeg blev beskyldt for alt muligt. Men ganske langsomt kom resultaterne. Vi gik fra 50 mio. kr. i underskud til et næsten nulresultat og så 7 mio. i overskud. Efter to-tre år begyndte folk at sige, at ok, det kan ikke være helt galt,” siger han.
Igennem alle årene har Lars Liebst foretaget sin egen lille lakmustest hver morgen, når han gik op ad trappen til sit kontor. Hvis det en dag ikke føltes rigtigt, ville han stoppe. Lakmustesten stod sin prøve til det sidste.
“Jeg er aldrig er gået op ad trappen med tunge ben. Men jeg har fra begyndelsen langt inde i baghovedet haft det sådan, at når jeg hen til 25 år, skal jeg tænke mig grundigt om af mange årsager. For jeg har helt sikkert sat et fodaftryk på det her sted, og spørgsmålet er både, om jeg kan blive ved med at gøre det, men også om en virksomhed skal blive ved med at få det samme fodaftryk sat,” siger han.
For nu må alle tanker om den store afsked dog lade vente på sig. Lars Liebsts sidste vigtige opgave bliver at styre forlystelsesparken sikkert i havn under den nuværende krise. Når samfundet på et tidspunkt indfinder sig i sin naturlige form igen, er det nemlig vigtigt, at Tivoli står klar med åbne døre midt i landets hovedstad som hverdagens ubetingede frirum:
“Vi er ikke kun afhængige af danskere, men også turister, så vi mærker virkelig hele spektret. Men vi har tidligere stået igennem både finanskrise og generalstrejker, og fordi vi har så lang en historie, har vi også overlevet to verdenskrige. Så selvom sådan noget som en pandemi er så markant anderledes, og noget man ikke kan forberede sig på, er jeg sikker på, vi også overlever denne gang,” siger Lars Liebst.
“Under Anden Verdenskrig var det her, københavnerne kunne gå hen og udtrykke samhørighed og fællesskab. På den korte bane skal vi som befolkning nok overleve, at der er lukket, men på den lange bane er det vigtigt for sammenhængskraften, at vi har et sted som det her. Så når dagligdagen melder sin ankomst herhjemme igen, vil Tivoli kunne komme til at stå som det helt store symbol på, at nu er vi tilbage, nu er samfundet åbnet op igen.”
