La vita é bella i Toscana: Her er så stille, at man kan høre fasanernes parringsskrig, og man kan komme helt tæt på både dem og de lokale vildsvin

Stilen er lagt fra starten. Villa San Micheles facade er lavet af renæssancen i egen person, Michelangelo.

I vinduet på samme facade stod Napoleon Bonaparte et par århundreder senere og udtænkte næste erobring, når han brugte San Michele som residens (og elskovsrede, siges det). I haven crash-testede Leonardo da Vinci sin flyvemaskine/helikopter for 500 år siden, og det gamle franciskanerkloster fra 1400-tallet udstråler i det hele taget kulturarv, historie og dyr eksklusivitet, fra man kører ind ad den smalle sti til det frodige reservat i etruskernes 3000 år gamle by Fiesole med den bedste udsigt over Firenze, 10 minutters frisk italiensk bilkørsel væk.

Franciskanerne var tiggermunke, ordenen var grundlagt af den omvandrende askese i kutte, Frans af Assisi, men der er intet asketisk over Villa San Michele, som den amerikanskejede luksuskæde Belmond erhvervede sig for nogle år siden og nu har indrettet som et af Firenzes dyreste hoteller. Belmond har specialiseret sig i ekstraordinære steder og rejseoplevelser til vands, til lands og i luksustog over hele verden, og de fleste af deres hoteller er ikke så meget hoteller som nøje udvalgte ejendomme og hele områder, gamle klostre, herregårde og slotte.

Man henvender sig bevidst til et kræsent, velhavende, ofte amerikansk publikum og lægger befriende nok vægt på stilfuld elegance i autentiske rammer med original, håndlavet interiør og ægte historiske artefakter frem for decideret fuldfed opulent luksus. Ikke at der mangler noget, og ikke fordi det er muligt at sætte en lillefinger på noget, fra service, stil, mad og omgivelser.

Fra receptionen i den labyrintiske hovedbygning fra 15. århundrede træder man direkte ind i hotellets egen kirke, som stadig er indviet og fuldt funktionsdygtig til ceremoniel brug med pavekirkens velsignelse, så i dag er her bryllup med efterfølgende reception, “Godfather”-stilen, i den store have, omgivet af blomstrende vinranker og duftende citrontræer, anlagt af munkene mellem terrasser og stentrapper, der snor sig rundt og op og ned ad skråningerne. Bryllupsgæsterne går hjem igen og tager børn og balloner med, og så bliver der atter fred i klosteret.

På øverste terrasse ligger poolen, dér passerer i hast og på vej fra fitnesslokalet Hollywood-stjernen Anne Hathaway under kasket og solbriller på størrelse med visiret på en styrthjelm. Det er dét segment, vi taler om på Belmonds feriedestinationer. Trappen og stien går ned til villaerne, der er hugget ind i skråningen som terrasser. Vores villa hedder Limonaia, opkaldt efter sin oprindelige funktion som munkenes opbevaring af citroner, og har egen have.

Tilbage i hovedbygningen falder man næsten ned i munkenes forrådskammer i kælderen, som hotellet opdagede, da man løftede gulvbrædderne sidste år. Kælderen er nu under national, arkæologisk udgravning, så man skal ikke vælte for meget rundt. Man kan vælge at bo her i hovedbygningen på Villa San Michele, hvorfra man har direkte udsigt over hele Firenze, hvilket man dog får lige så halvvejs himmelsk fra restauranten, som ligger på de ydre klostergange bag store, åbne hvælvinger, ud i fri luft. Der findes ikke andre ord end stjernestund, som dækker netop den oplevelse: at spise i disse omgivelser med udsigt over hele Arno-dalen med byens lys, fra domkirkens kuppel til de lokale helte Fiorentinas smukke, åbne fodboldstadion fra 1931, Stadio Artemio Franchi.

Så er der serveret: En syvretters toscansk menu, blæksprutter, vildsvin og duesteg. Til sidst kommer en chokoladeis i en spiselig guldkugle af håndboldstørrelse. Morgenstundens french toast og friskpressede blåbærjuice og udsigten i høj sol har lige så meget guld i mund, nu tilsat tonerne af klokkeklang fra Firenzes kirker, der kalder til søndagsmesse. Hotellets egen shuttlebus bringer os ind til byen på 20 minutter, og som en del af Belmonds koncept kommer vi backstage i maskinrummet på Firenzes ældste iscafé, den siden 1929 familieejede Vivolo med eget mejeri, en privat tur med prøvesmagning af verdensklasseis i 27 smagsvarianter.

Som et forsøg på et point of difference i en nogle gange tilsandet rejsebranche tilbyder Belmond mange forskellige (frivillige) oplevelser på sine hoteller. Efter ismejeriet skal vi således sejle op ad åen, river rafting på floden Arno gennem Firenze, og hvis vi ellers ville betale for det, kunne vi flyve i luftballon eller få vip-adgang til Firenzes tårne, spise romantisk picnic med kurv, køre bag Firenzes afspærringer i vintage-Fiat 500 fra 1960 og så videre.

En del gæster vælger at kombinere Belmonds to steder i Toscana. Et par dage i Villa San Michele tæt på Firenze efterfulgt af den totale toscanske landidyl i det toprenoverede Castello di Casole i nærheden af Siena. Dette sted, i adelens eje helt op til for få år siden, var oprindelig en hel landsby med eget vagttårn, egen kirke, skole og en historie, der går tilbage til 998, hvorfra det første dokument om Castello di Casole stammer. Her har ligget bebyggelse siden etruskerne for næsten 3000 år siden, og landsbyens bygninger står endnu og udgør sammen med hovedgården centrum i den fredfyldte landslotsharmoni, hvor morgenmaden serveres i gårdhaven mellem bygningerne, flankeret af frodige blomsterbuske, appelsintræer og et rislende springvand i det store vandtrug, som riddernes heste plejede at drikke af nede i 1500-tallet.

Hoteldirektør Roberto Protezione går rundt og hilser på gæsterne. Vi taler lidt om den iørefaldende ro på stedet, og den afslappede manager siger: “Mange af vores gæster er travle erhvervsledere. Efter en dag eller halvanden lader de bevidst deres mobiltelefoner ligge, i lommen eller på værelset, og jeg tror, det er fordi, de falder til ro, når de er her. Det er noget, jeg er virkelig stolt af.”

Direktør Protezione udpeger den originale, endnu fungerende kirkedør fra 1387 og de etruskiske vaser fundet på stedet, som nu er udstillet i biblioteket i La Villa, hovedbygningen, og bag glas i den lille, men udmærkede spa. Han fremviser også stolt kastellets 200 nyplantede rosenbuske, der, i rød tråd med Belmonds ambition om at lave intet mindre end paradisisk frodige properties, står i fuldt flor. Vi fortsætter til urtehaverne, som gør restauranten selvforsynende med økologiske tomater, basilikum, auberginer og meget andet, ligesom druerne på markerne og træerne i olivenlundene sikrer vin og olie på egne flasker.

Instrueret af slottets egen pizzabager bager vi pizzaer på den 500 år gamle stenovn til frokost, hvorefter vi bliver kørt i golfvogn ned til vores villa. Det er næsten for mageligt og nok hurtigere at gå, men ganske almindeligt her, som hotellets medarbejder Sophie Fabiani siger: “Vores gæster er krævende. Servicen skal være upåklagelig,” mens golfvognen triller ind foran Villa Oliveto, hvor vi skal bo i en af Castello di Casoles 30 topmoderne luksusvillaer med nok plads, også i det etruskisk inspirerede flisebeklædte badeværelse, hvor der er dobbelt op på rainfall shower og fritstående to en halv meter langt gange halvanden meter bredt badekar. De nye villaer er i terracotta og olivenfarver, smukt camouflerede i det kuperede toscanske landskab, som bare fortsætter uendeligt og uforstyrret, 180 grader rundt, når man sidder på sin terrasse. Vi befinder os 400 meter over havets overflade på en af Italiens største privatejede grunde, 1700 hektar, så der er ingen smalle steder eller forstyrrende menneskeskabte elementer på panoramaskærmen. Resten af dagen går dovent som la dolce vita ved et af hotellets stærkeste argumenter: infinity poolen.

Her er så stille, at man kan høre fasanernes parringsskrig langt væk, og man kan komme tættere på både dem og de lokale vildsvin på jagt med Castello di Casoles skytte ved solopgang. Det er samme følelse af den totale uforstyrrede toscanske landidyl, man får, når man kører den lange vej gennem små grusveje og kastellets egne vinmarker med tre slags druer og olivenlunde, til man endelig når til Castello di Casole. Og det er nok en pointe. Det skal være uden for alfarvej, og det skal føles afsides.

Som et spøjst indslag ligner den indendørs aftenrestaurant “Tosca” et (pænt) pizzeria i en københavnsk forstad i 1990’erne med stengulv og alle de watt, lysnettet kan trække. Men trøfler, foie gras, boeuf, samt en isdessert formet som og med en smag af naturtro citron er af høj klasse, og hyggepianisten sætter Oscar Petersons “Hymn to Freedom” til på hammondorgel, så også her indfinder harmonien sig mirakuløst til sidst under den nøgne neon.

Børsen var inviteret af Belmond, der betalte for overnatninger, men ikke har haft indflydelse på artiklens redaktionelle indhold.