Kvinden bag dansk hit på Netflix: “Virkeligheden er jo helt balstyrisk”

Mordet i pittoreske Perugia var den engelske sladderjournalist Nick Pisas store gennembrud. “Foxy Knoxy” havde han og resten af den kriblende tabloidpresse døbt den 20-årige amerikanske studerende Amanda Knox, der var hovedmistænkt for et bestialsk drab på sin værelseskammerat.

Det var historien om en smuk, ung kvinde, der viste sig at være en sexgal, samvittighedsløs morder.

“Folk projekterer deres frygt over i andre. De vil forsikres om, at de ved, hvem de onde mennesker er, og at det ikke er dem. Så måske er det dét, det handler om"

“Det var et særdeles grusomt mord. Halsen skåret i, halvnøgen, blod over det hele. Jeg mener..,” siger Nick Pisa i dokumentaren “Amanda Knox” og klukker lidt:

“Hvad mere kan man bede om i en historie?”

Der var bare et problem, har det senere vist sig. Historien var usand. Det sidste punktum i den italienske højesteret i 2015 var overbevisende. Hun var uskyldig og offer for i bedste fald sløset politiarbejde, i værste fald en konspiration. Derfor handler Amanda Knox-filmen, der netop har haft premiere på Netflix, ikke om Amanda Knox’ skyld eller uskyld, fortæller produceren, danske Mette Heide.

“Nej, filmen handler om, hvad det vil sige at miste fortællingen om sig selv. Det er dét, der sker for Amanda Knox. Der er nogle andre, der har dannet et narrativ for hende, som kommer til at bestemme hende og måske til stadighed definerer hende i en vis udstrækning. Hun er stadig i tabloidpressens søgelys i USA og England. Kan man frigøre sig fra det?”

En særlig kombination

Mette Heide. Navnet smager ikke genkendeligt. Hun er noget så sjældent i dagens voluminøse medieverden som en persona, der er så godt som gået fri af pressen. Ikke desto mindre har hun produceret over 50 dokumentarfilm; Herhjemme står hun f.eks. bag den Robert-vindende dokumentar “Drømmen om en familie”, der viser eksmisbrugeren Pers kamp for at skabe en rigtig familie for sin niårige pige, Ilse.

Og på den internationale scene har hun inden for det sidste år markeret sig som co-producer på “Indiens døtre”, der blev breaking news i det meste af verden, da den indiske regering forbød filmen.

Hendes selskab Plus Pictures bor til leje på Vester Voldgade i indre København i en større lejlighed, hvor 51-årige Mette Heide driver producentselskabet med en snes ansatte.

“Det var da et meget forsigtigt bank,” siger hun og griner lidt for sig selv, da hun åbner hoveddøren på 1. etage.

Hun har runde, milde øjne og lyse striber i håret, der stopper, hvor halsen starter. Vi går med rolige skridt igennem kontorets frit flydende papirer, plakater og penne ind imellem den slags kreative rod, som et filmproduktionsselskab er gjort af. Og som det er en filmproducers fornemmeste opgave at trives allerbedst i.

“Hvis man ikke kan have mange bolde i luften, skal man gøre noget andet. Jeg skal kunne være på forskellige stadier på samme tid – både i idéudvikling, i sparring med instruktører og i arbejdet med at finde finansiering. Hvis jeg ikke havde så mange bolde i luften, tror jeg slet ikke... Man skal have det i sin natur.”

Er du utålmodig?

“Nej, det er jeg ikke. Jeg er lige det modsatte.”

Så du er både tålmodig og kan godt lide at have mange bolde i luften?

“Det lyder måske lidt som hinandens modsætninger, men når jeg laver de her film, kræver det en tålmodighed, fordi det er så vanskeligt. Som min lærermester, filmproducer og konsulent Ole John, så enkelt siger: “Det er svært at lave film.” Hver film er en ny udfordring, og der er ingen genveje, selvom jeg har været i branchen i 21 år.”

Et subjektivt vindue

Det er svært, men dokumentarfilm bliver ifølge Mette Heide vigtigere og vigtigere i takt med, at der bliver skåret ned på de danske aviser og tv-stationer.

“Det er et vindue til verden. Et blik på en verden, som er en instruktørs blik. Det er et subjektivt blik. Det kan man aldrig komme udenom. Alt det med objektivitet er noget forvrøvlet sludder i dokumentarfilmsammenhæng, selvom der selvfølgelig er en række journalis­tiske og etiske principper, man skal overholde.”

Som filmproducer er det Mette Heides rolle at udvikle nye idéer til film- og tv-projekter, legemliggøre en filminstruktørs idé og vision, sætte idéerne i struktur og finde finansiel støtte til kreativiteten.

Fællesnævneren for hendes film er ønsket om at indfange livets ustyrlige realiteter på en nuanceret facon – og så selvfølgelig fortælle en god og vigtig historie til et stort publikum.

Hvordan styrer man det ustyrlige?

“Virkeligheden er jo helt balstyrisk. Der er en virkelighed, som forandrer sig hele tiden, det skal man forholde sig til. Der kan være medvirkende, der ikke vil være med i filmen, eller vilkår, der ændres. Det skal man tage jo højde for og ændre på, så man er fair over for den virkelighed, man beskriver.”

Er verden blevet mere eller mindre ustyrlig, jo mere du har arbejdet med den?

“Jeg har nogle metoder og arbejdsredskaber, som gør, at tingene ikke virker så uoverskuelige mere. Men jeg tænker, at virkelighedens ustyrlighed er en konstant. Det handler så bare om at håndtere den bedre. Med alderen får man is i maven. Så er der medvirkende, der springer fra. Før var man måske chokeret, men nu finder man en løsning for filmen,” siger hun med den slags ro, en producer ifølge Mette Heide må besidde – som en stødpude for projektet og instruktøren mod de mange uventede slag og udfordringer, der følger med at lave film.


“Det ville være forfærdeligt for en instruktør, hvis de arbejdede med en nervøs producer. Det nytter altså ikke noget. Man er nødt til at have den ro og omsorg for projektet.”

Det startede med dansefilm

Som barn fik hun lov til at se alt i fjernsynet. Sådan husker Mette Heide det i hvert fald. I hjemmet i Smørum uden for København var film, kunst og kultur en velkendt del af middagssamtalerne.

“Jeg så Marx Brothers, Monty Python, og så elskede jeg som helt lille at se dansefilm i fjernsynet med Fred Astaire, Ginger Rogers og Gene Kelly. “Singing in the Rain” er skøn,” siger hun, mens hun læner sig glad tilbage, “skønne farver.”

  I skolen var hun ikke en ballademager. Men hun gav alligevel anledning til ballade med et veludviklet og let dominerende organisationsgen, arvet fra både mor og far.

“Jeg har altid været den, der har diskuteret. Jeg var meget optaget af, at min skole skulle blive medlem af Elevernes Landsorganisation. I 6. klasse lavede jeg en sit-down-aktion, hvor jeg fik hele skolen til at strejke. Jeg synes, det var vigtigt, at vores stemme blev hørt. Vores viceskoleinspektør kom ud, spurgte, hvem der var gerningsmanden, og pegede på mig,” husker hun.

“Da jeg blev færdig med gymnasiet, blev jeg lærervikar på min gamle skole. Jeg kan huske, at min gamle svømmelærer slet ikke kunne forstå, at jeg sad der på lærerværelset. Men det skyldtes nok, at jeg ofte i svømmetimerne legede, at jeg var død,” siger hun og fniser lidt.

Var det for at drille, eller hvad handlede det om?

“Det var bare, fordi jeg synes, det var dejligt at ligge der og flyde. Eller, det var nok lidt begge dele.”

Som 18-årige vidste Mette Heide, at hun ville noget med film. Alligevel fulgte hun en mere akademisk vej på statskundskab på Københavns Universitet med film- og medievidenskab som bifag.

“Efter studiet fik jeg ansættelse på Dansk Novellefilm (i dag New Danish Screen, red.) fra 1995-97. Det var en talentudviklingsordning, hvor jeg arbejdede som producer sammen med filmkonsulenten Ole John. Det var drønsjovt. Vi satte Anders Thomas Jensens første manuskripter i gang, og den første film Mads Mikkelsen medvirkede i, “Blomsterfangen”, og Jonas Elmers første spillefilm “Let’s get lost”. Der var meget grøde i dansk fiktion. Det blev min filmskole de år,” husker hun.


Resten er kommet hen ad vejen. I dag arbejder hun som en vanvittig – hele tiden i en eller anden udstrækning. Hun arbejder på syv til otte filmprojekter ad gangen som producer, og med samarbejdspartnere i både Asien og USA er der hele tiden en tidszone, der er vågen.

Det er også derfor, at hun har lagt sit kontor 450 meter fra sit hjem på Vester Voldgade, hvor hun bor med sin mand igennem 26 år, den dansk-skotske skuespiller Ian Burns, og deres to drenge på 12 og 15.

Alt fører på sin vis tilbage til voldgaden, der snor sig langs Rådhuspladsens ene kant i den trængte del af det gamle København, hvor det i dag myldrer med turister og fastfoodgiganter. Det var her, hun flyttede ind til første gang som ung studerende på Vartovkollegiet, “i den røde bygning lige overfor,” som hun siger, da vi sidder på kontoret.

Trives du i det her bykaos?

“Synes du, det er kaos? Det ser jeg slet ikke. Gennem de sidste syv år har vi holdt sommerferie på en meget, meget lille græsk ø, der hedder Antiparos. Og da jeg så kom hjem fra ferie sidst, skulle jeg direkte til London og vise Nick Pisa-filmen. Det er første gang i mange år, at jeg tænkte, hold da fest, det var en kold tyrker, men ellers lægger jeg ikke mærke til storbyens kaos.”

True crime version 2.0

“Det kan meget vel være, at det bliver den mest sete danske film nogensinde,” fortæller Mette Heide, efter vi igen er faldet i snak om Amanda Knox-filmen.

“Der er jo potentielt 79 mio., der kan se den.”

Amanda Knox-filmen har været ventet med stor spænding, som Netflix’ næste skud på stammen inden for den i tiden så populære true crime-genre, der nok bedst er kendt igennem den rystende dokumentarserie “Making a Murderer” og krimipodcastserien “Serial”.


Amanda Knox-dokumentaren er et scoop, da det er første gang, at alle hovedpersonerne i, hvad der er blevet kaldt århundredets mordhistorie, stiller sig frem.

Filmprojektet har været undervejs i flere år – den første dialog startede allerede i 2011, hvor Mette Heide med en tidligere samarbejdspartner, den amerikanske filminstruktør Brian McGinn, sendte et brev til Amanda Knox, mens hun sad fængslet i Italien.

Da Amanda Knox i 2011 blev frigivet og rejste hjem, mødte Mette Heide, Brian McGinn og medinstruktør Rod Blackhurst hende i Seattle. Men da besluttede hun sig for at skrive en bog i stedet for.

Først i 2013, efter hun ringede og fortalte, at hun var motiveret påny, tog filmprojektet for alvor fart. Mette Heide og resten af holdet tog kontakt til de andre hovedpersoner i sagen – chefanklageren Giuliano Mignini, Amanda Knox’ ekskæreste og medtiltalte Raffaele Sollecito og journalisten Nick Pisa – som alle valgte at sige ja til at stille op.

“Jeg kalder filmen en true crime 2.0,” siger Mette Heide med henvisning til, at den ikke som andre true crime-film handler om, hvem der begik mordet.


“Filmens tematik er vores fascination af true crime. Hvad gør den fascination ved de folk, der er en del af sagen, og hvordan påvirker den fascination sagen.”

Og er pointen, at det kan være farligt at dyrke den fascination?

“Ja, i hvert fald hvis man ikke forholder sig til de klare beviser.”

Men filmen dyrker vel også fascinationen. I fodrer den lille dæmon i os alle?

“Ja, det er rigtigt. Men hvad skulle vi have gjort? Skulle vi have ladet være med at fortælle den? Vi kunne ikke have fortalt om den fascination, hvis vi ikke også fortæller om selve sagen.”

Temaet for filmen er altså, hvad der sker, når spekulationerne får frit løb.

“Spekulationernes logik præger vores mediebillede meget. Man kan jo drage en parallel til valgkampen i dag i USA. Se, hvor hurtigt det kan gå med en historie, hvor ikke alle fakta er blevet undersøgt. Så bliver Hillary Clinton syg, og så ruller det med spekulationer,” fortæller Mette Heide, der også har noteret sig, at spekulationer omkring skilsmissen mellem Brad Pitt og Angelina Jolie formåede at stjæle dagsordenen.
Hvad bunder den her spekulationslystne fascination for det onde så i? Hovedpersonen Amanda Knox leverer sit bud i udgangsreplikken:

“Folk projekterer deres frygt over i andre. De vil forsikres om, at de ved, hvem de onde mennesker er, og at det ikke er dem. Så måske er det dét, det handler om: Vi er alle bange, og frygt gør folk sindssyge.”