Moderne malerier hænger tæt på de farverige vægge og mætter rummene i den 300 kvadrameter. store, smukke herskabslejlighed midt i København, mens bronzeskulpturer giver karakter til de flotte trægulve.
Kunst har været det centrale omdrejningspunkt det meste af gallerist Mikael Andersens liv, og det kan naturligvis ses i det historiske hus fra 1848, som en af Danmarks mest kendte billedhugger Bertel Thorvaldsen har dekoreret.
"kvalitetskunst er efterhånden en sikker investering, lidt ligesom guld og diamanter er i høj kurs under kriser"
"Jeg køber altid selv værker af de kunstnere, jeg sælger, for jeg repræsenterer kun kunstnere, som jeg selv vil have på væggene. På den måde kan jeg også løbende få en idé om, hvordan kunsten fungerer i et privat hjem," fortæller 57-årige Mikael Andersen, da jeg møder ham i galleriet nedenunder den imponerende lejlighed, som magasinet Bo Bedre i 2011 kårede som en af Danmarks smukkeste.
Han har netop fejret 25-års jubilæum i galleriet i Bredgade med en stor retrospektiv udstilling med tyskeren Günther Förg, og det er et naturligt tidspunkt at gøre status for et langt liv med kunst.
"Efterhånden har jeg fået 600 værker i min egen samling, og jeg har besluttet mig for, at når jeg om tre år fylder 60 år, så vil jeg have en plan for, hvad der skal ske med al min kunst. Måske opretter jeg en fond," fortsætter Mikael Andersen, som har samlet kunst, siden han var teenager. I dag har han en betydelig samling, som mange museer ville elske at få fingrene i.
Mikael Andersens begyndte allerede i teenageårene at købe kunst, når kammeraterne købte tøj. I dag rummer hans private kunstsamling omkring 600 kunstværker af bl.a. Tal R, Kathrine Ærtebjerg og tyske Günther Förg.
Hans særlige sans for at spotte de helt rigtige unge talenter og turde satse på dem har gjort ham til en dominerende skikkelse i den københavnske galleriverden med Galerie Mikael Andersen i Bredgade.
"Kunstverdenen er virkelig speciel. På samme tid handler det om mennesker, følelser, ambitioner og penge"
Gennem de sidste 25 år har han blandt andet introduceret Tal R, Kathrine Ærtebjerg, Eske Kath, Kaspar Bonnén og Jesper Christiansen til kunstinteresserede danskere – deriblandt den kongelige familie. Kronprinseparret har således valgt mange af Mikael Andersens kunstnere til at dekorere Frederik VIII's Palæ på Amalienborg, og han er da også den første gallerist, der er blevet Ridder af Dannebrog.
"Kunstverdenen er virkelig speciel. På samme tid handler det om mennesker, følelser, ambitioner og penge. Det kræver virkelig sin mand at både kunne pleje nye, unge kunstnere – det er som at have en teenager i huset – og samtidig være en god købmand. Men jeg kunne slet ikke forestille mig at lave noget andet," siger Mikael Andersen, der er uddannet sygeplejerske, og som siden åbnede en succesfuld restaurant, der gav ham startkapitalen til sit galleri. Som 32-årig i 1989 etablerede han sig som fuldtidsgallerist.
"Nogle synes måske, at der er lang vej fra en uddannelse som sygeplejerske til at blive gallerist, men begge job handler om at være god til mennesker. Det handler om empati, både når du sælger til samlere, og når du skal have kunstnere til at lave gode udstillinger."
Godt øje til tyskerne
Det er ikke kun danske kunstnere, som Andersen har haft et godt øje til. Han har i årenes løb åbnet danskernes øjne for samtidskunstnere fra udlandet. Via store kuraterede udstillinger på Charlottenborg i 1990'erne har han bl.a. introduceret den sydafrikanske cobrakunstner Ernest Mancoba og hans danske kone Sonja Ferlov Mancoba. For ikke at tale om de tyske kunstikoner som Günther Förg og Martin Kippenberg, som er buldret frem på den internationale kunstscene de senere år.
"Jeg kunne slet ikke sælge Kippenberg, første gang jeg udstillede ham, nu er han næsten ubetalelig," fortæller Michael Andersen og fortsætter:
"Det er utroligt at tænke på, at da jeg åbnede for 25 år siden, var der slet ikke nogle gallerier i Bredgade og i det hele taget ingen tradition for at gå på gallerier. Folk spurgte mig, hvorfor jeg ville åbne et galleri helt derude, og der kom da heller ikke nogle de første år," mindes han.
Heldigvis havde Andersen nok penge i banken til at overleve de første hårde år, og siden har han set kunstverdenen eksplodere. Op gennem 90'erne blev den moderne kunst allemandseje, kunderne strømmede til gallerierne, og Bredgade udviklede sig til Danmarks vigtigste gallerigade. P.t. er der omkring 15 gallerier i området.
"Selv i finanskrisen blev vi ikke ramt, selv om flere unge gallerier lukkede, fordi de intet havde at stå imod med. Efter det første chok oplevede vi tværtimod, at kunderne rigtig gerne ville investere i vores kvalitetskunst. Det er efterhånden en sikker investering, lidt ligesom guld og diamanter er i høj kurs under kriser," forsikrer Mikael Andersen og giver eksemplet med Tal R's malerier.
I 1997 kostede et 2 x 2 meter maleri af ham 40.000 kr., mens det i 2014 koster cirka 800.000 kr. Med andre ord en stigning på 2000 pct.
Opvokset på børnehjem
Da Mikael Andersen blev født, var der ellers ikke meget, der tydede på, at han skulle ende på de bonede kunstgulve. Hans mor var præstedatter fra Dragør, men blot 16 år, da hun fødte ham. Mikael Andersen blev skamfuldt sendt på børnehjem i Skodsborg.
"Jeg er et af de børn på børnehjem, som forfatteren Erik Valeur skriver om i bogen "Det syvende barn". Mine bedsteforældre tog mig dog hjem som fireårig, hvor jeg voksede op i den tro, at min mor var min søster. Først som 13-årig fandt jeg ud af den rette sammenhæng," fortæller Mikael Andersen og filosoferer over, om den lidt specielle start på livet har betydet noget for hans kunstinteresse. Præstefamilien promoverede i hvert fald ikke hans lyst til kunst.
"Efter den voldsomme start i livet fik jeg en god barndom i Dragør, men der var ingen interesse for kunst, jeg er endda vokset op med voksdug. Jeg oplevede dog tidligt, at jeg fandt min egen verden i kunsten, måske fordi der var en del kaos i mit liv. Det er klart, at det var lidt af et chok at finde ud af, at min søster var min mor. Det gjorde, at jeg blev endnu mere nørdet og endnu mere en enspænder og dykkede endnu mere ind i min egen lille verden med kunst," siger Mikael Andersen, der som 15-årig gik alene på kunstmuseer og tidligt købte kunst.
"Når mine kammerater købte tøj, så sparede jeg op til kunst. Jeg har altid været lidt af en samler," fastslår Andersen og overvejer, om der alligevel er en genetisk interesse for kunst i familien fra hans biologiske fars side. Hans oldefars bror, apoteker Klæbel, var ophavsmand til Skagens Museum og hans farfars bror, onkel Ernst Klæbel, var direktør i Politikens Hus og skabte avisens kunstsamling.
Mikael Andersen fik aldrig et tæt forhold til hverken sin mor eller far – de døde begge under tragiske omstændigheder, da han var henholdsvis 22 år og 30 år.
"Jeg har lært at løse problemer på et tidligt tidspunkt i mit liv, og jeg er nok en af de personer, som formår at vende modstand til noget positivt og konstruktivt. Det har givet mig et drive, en stædighed og en vilje, som er meget værd, der hvor jeg befinder mig. Man skal være lidt skør i kunstverdenen, og det er jeg nok på den helt rette måde," siger han, mens han giver udtryk for, at han hellere vil tale om kunst end om sine familiære traumer.
"Det kan let blive patetisk at vade for meget i fortiden. Jeg foretrækker langt hellere at se fremad," siger han og vender fluks tilbage til sine fremtidsplaner i kunstverdenen.
Han har netop sagt farvel til sit galleri i Berlin efter syv år i en af Europas førende kunstbyer. Bygningen i Prenzlauer Berg er solgt til den dansk-islandske kunstner Olafur Eliasson, som udbygger sit atelier og har brug for mere plads.
Berlin blev aldrig den succes, som Mikael Andersen havde håbet, men han tjente dog udmærkede penge på salget af sine bygninger.
"Berlin var en spændende udfordring, og jeg mødte rigtig mange gode kunstnere. Problemet er bare, at der næsten ingen samlere er. Rigtig mange gallerier er ved at lukke i byen," forklarer Mikael Andersen, der nu vil fokusere mere på Bredgade og diverse pop-up-udstillinger i Europas storbyer. En tomåneders udstilling i London er første projekt, derefter venter Paris.
"Jeg tænder på at lave noget uforudsigeligt, og med mit internationale netværk er det oplagt at gøre noget i London og Paris. Der skal hele tiden ske noget nyt. I kunsten er der intet, der er statisk. Det værste, man kan gøre, er at hvile på laurbærrene, og det kommer jeg aldrig til. Det er altså for kedeligt."
