af Kim Faber og Janni Pedersen. 416 sider. Politikens Forlag. Er udkommet.
Janni Pedersen og Kim Faber var indtil for nylig kendt som hhv. krimi- og retsreporter på TV 2 og dybdeborende journalist på bl.a. Politiken. Men så skrev de en krimi – tilmed som om de nærmest ikke havde bedrevet andet. Nu har de skrevet endnu en, den selvsikre “Satans sommer”, og selvom historien tager udgangspunkt i det terrorangreb, der blev begået lillejuleaftensdag i bog nummer et, så kan nye læsere snildt begynde her.
Det er ikke længere bidende koldt i Danmark, men varm sensommer, også i provinsen, hvor politikommissær Martin Junckersen – kaldet Juncker – stadig er i eksil i sin afdøde fars hus i Sandsted. Han er nysepareret, prostataen driller, og rødvinen forsvinder lidt for let. Oven i det hele er lokalstationen i Sandsted blevet nedlagt, hvilket betyder, at Juncker og politiassistenten Nabiha er blevet overflyttet til afdelingen for personfarlig kriminalitet i Næstved.
Da farens tidligere advokatkollega bliver fundet dræbt i lokalområdet, bliver Juncker hvirvlet ind i en efterforskning, der pludselig bliver yderst personlig. Til hjælp kommer indholdet af et aflåst skab i farens gamle kontor, som Juncker lige dele helligt og hadefuldt har holdt sig fra. Det er først, da den gravide datter flytter midlertidigt hjem, at han bliver lokket ind i sin fars hemmelighedsfulde gemakker.
Siden sidst har Charlotte – Junckers ekskone in spe – valgt at abdicere som chef for avisens Christiansborg-redaktion for at blive en aktiv del af Gravergruppen på Morgentidende. Første dag på jobbet modtager hun en pakke med en telefon og et brev, der hævder, at nogen i Forsvarets Efterretningstjeneste blev advaret om terrorangrebet mod julemarkedet midt i København, men undlod at reagere på det.
Cirka samtidig finder Signe, Junckers gamle kollega og nuværende leder af en drabssektion i Københavns Politi, en Kinderæg-lignende ampul med Charlottes telefonnummer i maven på en likvideret mand.
Herfra ruller Faber og Pedersens plot fermt og underholdende derudaf med mange velintegrerede afstikkere til personernes privatliv og politiske aktualiteter.
“Satans sommer” er ligesom sin forgænger tydeligvis skrevet på tung journalistisk erfaring. Forfatternes forskellige faglige baggrunde fornægter sig med andre ord ikke, når de folder deres miljø- og danmarksbeskrivelser ud.
Og selvom forfatterne af og til klemmer deres hovedpersoner ned i en klassisk krimiskabelon, så fungerer grebet glimrende, især i tilfældet den tidligere drabsefterforsker Juncker, der trådte ved siden af og blev degraderet i forrige roman.
Det klæder ham tilmed at være en øm melankoliker, eller snarere; hans figur klæder teksten og gør “Satans sommer” til mere end en velturneret politikrimi inkl. brutale drab, dramatisk efterforskning og brodne kar i systemet.
