Daniel Dencik har lært noget vigtigt af ikke at se sine tvillinger i ti år: Selv i katastrofen findes lykken.

Daniel Dencik gør sig hverken i dørhammer eller ringeklokke ved husets prægnante hoveddør. Det eneste fikspunkt er en aflang, sølvgrå kapsel, der sidder fæstnet på sned på dørkarmen. En mezuzah, en jødisk, rituel genstand, som han berører, hver gang han går igennem døren.

“Den symboliserer ordet “nok” for mig. Så ved at røre den minder jeg mig selv om, at jeg har nok. Jeg har det alt, hvad jeg skal bruge. Jeg skal ikke jage mere,” siger den 50-årige forfatter og filminstruktør, der er af jødisk slægt, født i Sverige og opvokset i Valby i Danmark.