"Det var en udmærket middag i går," sagde den lille gnaver. Replikken faldt i H.C. Andersens eventyr om en gruppe mus, der konkurrerer om at lave suppe på en pølsepind.
Ordene falder mig ind, fordi H.C. Andersen blev født samme år, som kroen her blev bygget, og han har fødselsdag denne lørdag, hvor jeg gæster Sortebro Kro og begejstres over den historiske og hyggelige stemning samt venlige betjening.
"Det var en udmærket frokost, og udmærket er ment, som dengang jeg gik i skole, og man fik topkarakteren 13 for "den udmærkede præstation"
På menukortet er der såvel sildetrug som pariserbøf, men tag ikke fejl. Sideløbende med denne traditionalitet findes et tidssvarende spor, hvori der løber en opdateret gastronomi, som er opmærksom på tidens strømninger, uden at det virker poppet.
Da jeg spiste på kroen for otte år siden, var der hvid dug på bordet, og maden kom på hvide tallerkener. I dag er dugene borte og tallerkenerne rustikt moderne, men maden er ligeså kunstfærdig som dengang.
Vi bydes små tynde stykker ristet hvedebrød med en delikat landskinke og creme af rygeost. Dernæst samme brødtype med kartoffelpuré og i tredje ombæring et stykke brandvarm butterdejstærte med smeltet ost, søde løg og et forfriskende eddikepræg.
Hummerbisque med muslinger.
En kok kommer ind, bærende på en stor flot kurv med brød, som præsenteres. Det er landbrød på en surdej med rug, rugbrød med fem kerner, foccacia på en surdej med æblemost og øl samt en fransk baguette type.
Brødenes smag og struktur er lige så forskellige som beskrivelserne lyder, det er topkvalitet, og når man får sådan noget serveret med godt økologisk smør, gælder det om at økonomisere for ikke at spolere appetitten.
Denne skærpes af næste servering, som hældes fra en dekorativ stålkande. Det er en flødeholdig, men ikke for fed, hummersuppe med forfriskende syre og en koncentreret, nærmest beroligende smag.
Brødkurven båret af Ariele Benedetti.
Der skænkes en elegant, knastør, tysk riesling til næste ret, som er meget frisk stenbiderrogn med en fin og ren smag. Hertil en fed beurre blanc sauce, der får kant fra et skud peberrod og sprødhed fra elegant skårne, bitte små tern af henholdsvis ristet hvedebrød og syrligt æble.
Sjov gendigtning
Jeg er i gang med aftenmenuen, min ledsager holder frokosten i hævd med en portion kyllingesalat. Det er ikke så enkelt, som det lyder; kyllingebrystet er skåret i lange brede strimler og ristet, så skindet er knassprødt, baconskiverne er endnu mere sprøde, mens champignonerne er nænsomt stegt, så saften er intakt.
Salaten serveres ved siden af en delikat sag af romaine blade, hjerteblade fra hovedsalat og purløg, alt sammen dresset nænsomt og med en netop tilpas mængde dressing.
Grillet oksehjerte med rødbede.
Jeg forstætter med en stor, tyk jomfruhummerhale. Den er saftig og smager rent, på dens ryg rider en hilsen fra det nye nordiske køkken i form af nogle forskellige slags ukrudt, som smager bittert. "Jeg holder ikke af det," sagde eventyrets mus til den stærke lugt af gran ude i en skov, og noget lignende vil jeg sige om de bitre urter.
Men jeg skyller efter med en dejligt stram, hvid bourgogne, som passer godt til den syrlige smag i en lille terrinne af selleri og gulerod skåret i oblater og placeret i lag med syrligt mango.
Nu er der havtaske. Den er tyk og saftig, til tider kan sådan et stykke fisk virke ovevældende i munden, men her fyres op med små tern af stærk chorizopølse, ligesom den hertil skænkede sydafrikanske chardonnay har masser af syre og passende bundtræk til, at det går op i en højere enhed.
Jeg diskuterer med tjeneren, om en pinot noir havde været bedre, hun fortæller, at det har været overvejet og prøvet op mod chardonnayen, som imidlertid vandt. Man forstår, at der tænkes over tingene, og vinmenuen er overbevisende.
Pariserbøf i gourmetklassen.
Jeg kigger over på den anden side af bordet og frydes ved synet af en svulmende pariserbøf med mahognibrun overflade. Indeni er den koralrød, og brødet er forbløffende tykt, saftigt og med en perfekt gylden sprødstegt bund. På min side af bordet serveres noget lignende, tynde skiver af oksehjerte med rødbede og peberrod samt små tern af stegt rugbrød.
Det er en sjov gendigtning af pariseren, smagen er mild og ren, og den hertil skænkede Marsannay har en fin balance mellem syre og frisk, rød frugt til at matche.
Min menu kulminerer med en portion brisler, der er knasende sprøde, yderst saftige og silkebløde inderst. Hertil gives en sauce med den ekstremt syrlige citrusfrugt yuzu og lidt kakao, hvis bitre smag går i ét med den bitre julesalat. Der er så meget intens smag, at det nærmest vibrerer i munden.
Sprødstegte brisler med saftigt og mørt indre.
Dessertafdelingen er delt i to. Først en friskt smagende kugle sorbet af æble og selleri, der tilsammen på forunderlig vis smager lidt i retning af pære. Hertil knassprød marengs med dybt smagende lakrids og hasselnøddecreme.
Fulgt af en smuk tærte lavet med fåremælkcreme og grøn gelé af havesyre, hvilket slutter måltidet på en frisk note.
Tærte med fåremælkscreme.
Indrømmet, dette har intet at gøre med suppe på en pølsepind, som blev nævnt indledningsvist. Men det var en udmærket frokost, og udmærket er ment, som dengang jeg gik i skole, og man fik topkarakteren 13 for "den udmærkede præstation."
