Det er forår på Refshaleøen – de første gæster er begyndt at strømme til streetfoodmarkedet Reffen, og ved restauranten La Banchina slikker besøgende sol med udsigt til Kastellet på den anden side af vandet. På det kreative bureau Barkas, der har hjemme i en lys murstensbygning på Refshalevej, har hovedparten af de ansatte søgt tilflugt udenfor i det gode vejr med laptops og kaffekopper.
De seneste fem år har Barkas, der med egne ord “former meningsfulde, differentierede brands”, haft vokseværk og er gået fra at være syv ansatte til nu at være 28 fordelt på to kontorer i henholdsvis København og Stockholm. På de fleste opgaver arbejder de på tværs. Den digitale direktør sidder i Sverige, men har ansatte i Danmark, og det omvendte gælder for den kreative direktør.
