Krasnik: Piger fra Israel er vilde med rødhårede mænd

Vi sidder med kanelsnegle, kaffe og fransk altankig til søerne hjemme hos Martin Krasnik. Det er tidlig eftermiddag, og Martin kigger på mig. Som om jeg er dum.

Det er ikke, fordi samtalen er faldet på hans rolle som tv-vært på DR 2's "Deadline" og de konsekvenser, et par kritiske interview om Israel-Palæstina-konflikten affødte i sensommeren. Og som er omdrejningspunktet i hans nye bog "Fucking jøde!".

"Jeg føler mig godt tilpas i Israel. Folk tror, jeg er Boris Becker. Yemenitiske piger er vilde med rødhårede mænd"

Snakken er startet et helt andet sted.

"Hvad tror du egentlig selv?" siger han og ryster på hovedet.

"... Jeg så jo mildest talt absurd ud," svarer han ironisk, opgivende på spørgsmålet om, hvordan han husker tiden som lille jødisk dreng på Carolineskolen, den jødiske privatskole i København. Om han var sådan én, der blev drillet i frikvartererne.

"Jeg havde alle de uheldige træk, man kan have som barn. Jeg var rødhåret, og det var jeg virkelig ked af. Det er sgu' en hårfarve, der præger én. Når jeg i dag møder andre rødhårede mænd på gaden, så nikker vi jo til hinanden."

Men det var ikke bare det.

"Og så havde jeg nogle kæmpestore, mærkelige briller. Derudover var jeg den laveste dreng på skolen og læspede ret kraftigt," siger han og nærmest afbryder sig selv: "Men det blev der trods alt sat hårdt ind mod. Med adskillige bøjlekonsultationer. Jeg havde et meget sjældent krydsbid. Det havde nok været lettere bare at være almindeligt overvægtig."

Ingen klassisk jøde

Det kan siges helt kort: Martin Krasnik lignede ikke de andre mørkhårede drenge på Carolineskolen. Og hvis man kiggede forbi barndomshjemmet i 70'erne, var det umiddelbart heller ikke en matrikel, der var præget af klassiske jødiske ritualer. I hvert fald ikke på overfladen.

De spiste ikke kosher, forældrene var ikke gift i synagogen, og der blev heller ikke holdt sabbat. Men drengebørnene i familien blev omskåret, som han forklarer det i "Fucking jøde!": "Det ville have været et voldsomt brud at droppe dén tradition ... Anden Verdenskrig, mine forældre og deres historie, min egen identitet, den jødiske kultur og historie, det hele smelter sammen i det ritual. Hvis man ikke er omskåret, mister man en forbindelse til det jødiske. Sådan føltes det for os. Sådan er det bare."

I garagen i Charlottenlund holdt der er en rød Lada-stationcar, som familien Krasnik delte med familien, de delte hus med. På begge etager blev der stemt langt til venstre for midten, og her tog mødrene børnene med på Femølejr i sommerferierne, teltture til Anholt og på miljølejr på Avernakø i det sydfynske øhav.

Men under alt det kom det jødiske alligevel til udtryk.

"Man kan sige det kort: Mine forældre er begge jøder, der gifter sig med hinanden. De fleste af deres venner er også jøder, der har giftet sig med hinanden. Vi holdt aldrig jul. Jeg gik i jødisk vuggestue, skole og fodboldklub. Alle mine venner var jøder. Der var jøder over det hele, bortset fra dem, der boede på vejen, eller dem, vi spillede fodboldkamp mod."

Og på Carolineskolen blev traditionerne holdt i hævd. Det var en skole, hvor eleverne kom fra vidt forskellige kulturer og samfundslag. Mange var opdraget religiøst, mens andre ikke var. Martin Krasnik kalder det i dag "et vanvittigt eksperiment med mange mærkværdige koder".


"Vi tog kalot på og bad bordbøn. Og overholdt alle religiøse ritualer på skolen. Hele min barndom har jeg opført mig som et religiøst menneske uden overhovedet at reflektere over det. Det er faktisk først nu, hvor jeg har skrevet bogen, at det går op for mig, at jeg har været en ghettoboy," siger han og ligner en hurtigsnakkende fyr, der er til terapi i en Woody Allen-film, og hvor velformuleret selvironi vikler sig ind og ud af en bagage, der skal holdes lidt på afstand for ikke at lyde kilotung.

"Jeg husker det meste af min skoletid som en daglig kamp for at minde de andre om, at jeg var lige så sej, som jeg selv syntes, jeg var."

Hvordan gjorde du det?

"Jeg var fræk og gjorde virkelig meget ud af at komme med en replik før de andre. Du ved ... den første til at afbryde i klassen og ikke række hånden op. Og så ellers fortælle vittigheder i et væk."

Planlagde jokes

Og det krævede forberedelse.

"Hver aften, når jeg skulle sove, lå jeg og planlagde, hvad jeg skulle sige og gøre. Det tog mange timer om natten. Jeg ville virkelig gerne lægges mærke til."

I "Fucking jøde!" tager Martin Krasnik turen tilbage til sin egen familiehistorie – fra sin tipoldefar Abraham, den første danske rabbiner i Danmark, over Anden Verdenskrig frem til sine bedsteforældre og sin egen identitet. Om at stamme fra "en blanding af dansk-jødisk aristokrati og fattige tilrejsende østperkere". Om de, der trak vejret gennem den jødiske kultur og historie, og de, der lagde afstand til den.

En af de mere eventyrlige historier blev fortalt igen og igen hjemme hos farfaren og farmoren Herman og Irma Krasnik i Husum.

Den slags, der skaber smukke panoramiske billeder i en scenografi, der umiddelbart fortæller en anden og dybtliggende traumatisk historie.


Bedsteforældrene mødte hinanden i Theresienstadt og giftede sig, dagen før de hvide busser kom for at hente de danske jøder, der havde overlevet den polske koncentrationslejr, hjem. Martins farmor, der var fra Tjekkoslovakiet og havde mistet hele sin familie, undgik på den måde en uvis skæbne.

Hvis ikke det havde været for Anden Verdenskrig, Theresienstadt og Holocaust, havde Martin Krasniks familie ikke eksisteret. Sådan blev historien om Theresienstadt fortalt igen og igen, når familien var samlet hjemme i Husum.

"Min farfar sagde altid, at en af de vigtigste ting er at kunne glemme. Alt for ham blev lavet om til positive historier. Det er der jo både en dyb fortrængning i, men også en stærk, stærk overlevelse i," fortæller Martin Krasnik, da han forsøger at sætte ord på, hvad den jødiske identitet betyder for ham.

"Jeg husker det meste af min skoletid som en daglig kamp for at minde de andre om, at jeg var lige så sej, som jeg selv syntes, jeg var"

"Det at være jøde handler om at høre til et sted. Og at høre til et sted, der er så kulturelt og historisk set interessant som det jødiske, det er så heldigt," siger han.

"Det er ikke noget, man har gjort noget for. Man er bare blevet født ind i det," siger Martin Krasnik.

"Men det hele var lidt dobbelt. Jeg følte mig som en del af det jødiske, men også udenfor det. Jeg var ikke medlem af den jødiske spejderbevægelse, hvor alt var virkelig religiøst. Jeg følte mig på én gang hjemme og udenfor alt det der."

Altid anderledes

Og så var der stadig det med at se anderledes ud. Alle steder.

"I 9. klasse er jeg til en fest, hvor der kommer en sej fyr med Marco Polo-sweatshirt hen, han kigger på mig og siger: 'Ja ... smuk er du jo virkelig ikke.' Og så giver han mig en øl. Det var det mest ydmygende, jeg nogensinde havde prøvet. "

Men i 1987 begynder tingene at tage nye former. Martin Krasnik starter på Gentofte Statsgymnasium, får vokseværk, et lidt mere diskret brillestel og gør noget ved frisuren.

"I sommerferien op til 1. G vokser jeg 30 centimeter. Jeg tænker: 'Nu skal det kraftedeme være løgn' og farver mit hår sort."


"Jeg holder op med konstant at søge opmærksomhed. Jeg tror egentlig, at jeg finder ud af, hvor stressende det er hele tiden at skulle have noget parat."

Så det holder helt op?

"Jo, men hvis noget først holder op, når man er 15-16 år, så holder det alligevel nok ikke helt op.

"Når man er vokset op som sådan en mærkelig lille splejs, er mange af de ting, der sker efterfølgende, nok en hævn over det. Det er de år, man har allermest brug for anerkendelse, og så får man det kraftedeme ikke. Det kompenserer man så for resten af sit liv. Det gør jeg nok. Ellers ville jeg jo nok heller ikke sidde og føre mig sådan frem inde i fjernsynet."

Martin Krasnik forlader gymnasiet med et fornuftigt gennemsnit, et par kærester at kigge tilbage på og rejser til Israel.

"Jeg tager et kursus i international politik i Jerusalem i et par måneder. Jeg føler mig godt tilpas i Israel. Folk tror, jeg er Boris Becker. Yemenitiske piger er vilde med rødhårede mænd. Nu skal jeg score nogle machopiger," siger Martin og griner: "Piger i uniform. Eller, det havde de i hvert fald haft på. De var lige kommet ud af hæren. Det var interessant at være sammen med piger, der havde en hardcore jødisk bagage. Men lynhurtigt blev det også alt for meget. Alt for meget jøderi."

Kræft i armen

Men det jødiske bliver hurtigt aktuelt igen, efter at Martin Krasnik kommer hjem til Danmark og begynder på Statskundskab på Københavns Universitet.

"Hvor meget betyder det religiøse, hvor meget betyder det kulturelle. Hvor meget betyder kvinderne. Hvor meget betyder Israel. Svaret var og er, at det hele betyder virkelig meget."

"… Nej … det religiøse betyder ikke en skid. Det finder jeg ret hurtigt ud af."

To dage før sin 24-års fødselsdag, i slutningen af 1995, får Martin Krasnik konstateret en sjælden kræft i højre arm. Han får strålebehandling hver dag i fem uger i kælderen under Rigshospitalet.

"Jeg troede, jeg skulle dø af den sygdom. Og hvis ikke man bliver en smule religiøs i den situation, så bliver man det nok aldrig."

Kun en enkelt gang beder Martin Krasnik til Gud.

"Jeg var helt ude på kanten og frygtede, at kræften var vendt tilbage. Jeg sad ude på gangen og ventede på, at lægerne skulle komme med svaret på scanningen. Der bad jeg til Gud … ," siger han langsomt og efter en pause kommer tonelejet lidt højere op.

"… og det føltes så fake."

"Da de kom ud og fortalte, at alt var i orden, fortrød jeg det simpelthen så meget. Det føltes som et dybt forræderi mod mig selv.

Bliver kaldt jødesvin

Martin Krasnik har ikke bedt til Gud siden. Ikke den mindste lillebitte smule. Heller ikke i sensommeren 2014, hvor han efter en række interview på Deadline bliver anklaget for at være pro-israelsk og farvet af sin jødiske baggrund.

Bølgerne går især højt efter et kritisk interview med den norske læge Mads Gilbert, der har arbejdet på Al-Shifa hospitalet i Gaza City og med det bogstaveligt talt har haft hænderne helt tæt på konsekvenserne af Israels bombardementer.

3000 danskere skriver efterfølgende under på, at Martin Krasnik skal smides af skærmen. Og allerede under udsendelsen står vrede seere i kø på Facebook: "Zionistiske svans". "Zionist-luder". "Kraft-zionist". "Jødesvin". På murene i DR-Byen blev der hængt sedler op: En davidsstjerne formet af små hagekors – og Martin Krasniks navn.


Hans private adresse og børnenes navne blev lagt på nettet, og flere hadefulde mail klikker ind – de værste med ordlyd som: "Du er bare en beskidt lille jødehund! Du vender og drejer alle historier for at få Israel til at se ud som om, de er ofre og uskyldige. Din lille uintelligente bøsserøv, fuck dig, fuck dine børn og fuck din familie, din lille beskidte hund."

"Jeg tabte næsten mælet og blev nervøs for at sige noget som kunne misforstås eller misbruges i en eller anden kontekst. Værst af alt mistede jeg lysten til at sige noget kritisk om Israel. Den havde jeg ikke lyst til at give nogen: "Se jøden, han synes, besættelsen er ond og israelerne er dumme'" Jeg trak mig tilbage i ghettoen," fortæller Martin Krasnik, som grundlæggende mener, at Israel bør trække sig tilbage fra de besatte områder.

"Det må da være vildt provokerende konstant at få af vide, hvordan man er, når man er muslim, eller hvad islam er"

"Min måde at være vært på og lave kritiske interview blev blandet sammen med, at jeg er jøde. Det havde jeg aldrig før prøvet. Nu stod der en masse mennesker og påstod, at den rolle jeg indtager i studiet, ikke er en rolle. At jeg er den samme, når jeg er på skærmen, som udenfor skærmen. Punktum. Jeg har da før fået skudt i skoen, at jeg gjorde, som jeg gjorde på skærmen, fordi jeg enten var socialdemokrat eller et højreorienteret røvhul. Men nu kom det til at handle om det jødiske."

Men nu står du og kigger på det i dag – og har skrevet en bog om det. Er det det hele værd at stå i Deadline-studiet og lave kritiske interview?

"Fandeme da. Det har jo skabt en debat. Både om journalister med jødisk baggrund kan gøre det ene eller andet. Og den diskussion har jo afsløret, at der er langt flere antisemitter eller folk med antisemitiske fordomme."

Får hele det her forløb dig til at tænke mere over, hvordan det er at være muslim i Danmark?

"Ja, det gør det. Det må da være vildt provokerende konstant at få af vide, hvordan man er, når man er muslim, eller hvad islam er. Jeg vil helt sikkert fremadrettet være mere påpasselig med at sige noget om andres etnicitet og religion."

Den sidste jøde

Vi slutter dér. Martin Krasnik skal til forældre/hjem-samtale på sin datter Leas kommuneskole på Østerbro. David, hans søn, fortæller Krasnik på vej ned ad trapperne, har for nylig valgt den jødiske konfirmation – bar mitzvah – fra.

"Det betyder ikke noget for ham. Han har var været i synagogen ti gange i sit liv. Han er om muligt endnu mere antireligiøs end mig. Han er jo heller ikke opdraget med at gå i jødisk børnehave eller skole. Og det fortryder jeg slet ikke."

"Jeg er selv den første jøde i min familie, der rigtigt trådte ud af ghettoen og fik børn med en ikke-jødisk kvinde," siger han og låser Christianiacyklen i baggården op. Sådan ændrer tingene sig hele tiden. Og jeg tænker på det, Martin Krasnik lige når at tilføje, før han drejer til højre på cyklen – ned mod Peblingesøen.

"I min familie er jeg jo på en måde den sidste jøde med krop og sjæl. For mine børn er der ikke noget, som er givet på forhånd. Ting, man før har taget for givet, kan nu virke lidt forældede og gammeldags. Om en generation eller to er danske jøder nok holdt op med at omskære deres sønner. Det er vildt at stå i det her vadested, hvor man kan se, at der er ved at ske noget med den jødiske historie i Danmark. Det bliver fascinerende at følge, hvordan mine og mine jødiske venners børn kommer til at definere sig selv. De er ikke i tvivl om, hvad de kommer fra, men de kommer nok til at formulere det på en ny måde. Det er spændende og kan gå i alle retninger."

Fucking jøde! er lige udkommet på forlaget Bianco Luno.