ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Kør som en konge i majestætens Mulsanne

Vi tager en tur på første klasse i en Mulsanne magen til den, Hendes Majestæt Dronning Margrethe II lader sig transportere i

I et adstadigt tempo lader privatchaufføren den krystalsorte Bentley Mulsanne glide ind på Amalienborg Slotsplads. Brostenene efterlader kun en svag rumlen i det fjerne.


"I Københavns myldretid stjæler den sorte limousine igen blikke fra bilister, som formentlig håber at få et glimt af en kongelig"

De tommetykke tæpper, det quiltede, sorte læder med de røde syninger og de solide termoruder sørger for at holde omverdenens larm på komfortabel afstand til passagererne i dette køretøj.

Som med en samlet bevægelse finder en gruppe japanske turister midt på Slotspladsen fotografiapparaterne frem fra lommerne.

Det sker hurtigere, end Lucky Luke er i stand til at trække sin seksløber, og med ét er Bentleyen badet i blitzlys, mens undertegnede forsøger at se så majestætisk ud som muligt.

Køreturen på bagsædet af Bentleys ultimative topmodel skal give et lille indblik i, hvordan det er at køre på kongelig klasse, og det er ikke tilfældigt, at vi runder Amalienborg Slotsplads.

6_15476_picture_3346_3.jpg
Håndfremstillede picnicborde i tykt træ og med en lækker lukkemekanisme er næsten en nødvendighed.

Hendes Majestæt Dronning Margrethe II er nemlig en af i alt fire personer i Danmark, som angiveligt har ejerskab over et køretøj magen til dagens testbil. Selv farven og fælgene stemmer overens med dronningens, så det er ikke underligt, at bilen vækker en vis opsigt på disse kanter.

V8-motor på 6,75 liter
 
Der er nu også tale om en ganske imposant bil. Vægten er på 2585 kg, og i længden måler den 5,6 meter – med andre ord er det stort set kun Rolls-Royce, der producerer længere standardbiler. Mulsanne-modellen er muligvis ikke den mest moderne bil, Bentley bygger, men det er den absolut dyreste og mest luksuriøse af bilerne fra den britiske by Crewe.

På danske nummerplader koster en Mulsanne 6.440.000 kr. før eventuelle specialønsker. Uden afgift er prisen 1.860.000 kr. Til gengæld er bilen så også fremstillet i hånden, og der er kælet for enhver detalje; alene lakeringen tager godt tre arbejdsuger.

Til hver bagsædepassager er der tv med fjernbetjening og trådløse hovedtelefoner samt eljusterbare sæder med massage.

For at få plads til at strække benene styrer jeg højre forsæde helt frem med et tryk på en knap og læner mig tilbage, mens bilen tyst pludrer gennem Bredgade i Københavns indre by.

Modsat de mindre modeller har Mulsanne ikke firehjulstræk. Den har heller ikke den moderne W12-motor fra VW-koncernen.

3_15473_picture_2824_3.jpg
Der er noget nostalgisk over førerpladsens indretning og layout. Bemærk instrumenterne, der drejer den modsatte vej end i de fleste andre biler.

Nej, Bentley Mulsanne er bilen, der henvender sig til "old money" – det er en bil, som rummer masser af nostalgi kombineret med en tilpas dosis moderne teknologi. Her er der baghjulstræk og en gigantisk V8-motor på klassiske 6,75 liter under den lange kølerhjelm.

Og hvis det tal lyder bekendt, så er den god nok: Denne motors rødder kan spores helt tilbage til 1959, og den har haft samme slagvolumen siden slutningen af 60'erne.

Tidligere benyttede Rolls-Royce også denne motor, fordi mærkerne hørte sammen, efter at Rolls-Royce i 1930'ernes finanskrise havde opkøbt Bentley. Men siden skiftede bilmærkerne ejere flere gange, og i 1998 var både BMW og VW-koncernen ude efter at overtage mærkerne.

VW bød højest, men BMW fik skaffet sig rettighederne til Rolls-Royce-navnet og logoet. Efter en periode med tumult, sikrede BMW sig retten til at producere Rolls-Royce, mens VW fik Bentley og dermed produktionsfaciliteterne i Crewe samt rettighederne til den fløjlsbløde 6,75-liters V8'er.

I dag er det dog en meget moderniseret version af motoren, der driver Mulsanne fremad med hjælp fra to turboladere. I forbindelse med den seneste opdatering af Mulsanne, som fandt sted tidligere i år, har den f.eks. fået cylinderfrakobling.

1_15471_picture_9247_3.jpg
Støjdæmpningen er sublim, og luftundervognen sørger for, at ujævnhederne i den københavnske asfalt ikke forplanter sig i kabinen.

Det betyder, at den kan nøjes med at køre på fire cylindre, når der ikke er behov for det fulde moment på 1020 Nm helt nede fra 1750 o/m – et imponerende tal, der passer bedre på en mindre passagerfærge end på en personbil.

Med andre ord gror der altså ikke mos på den aldrende motor. Den er i stand til at drive den majestætiske bil til 100 km/t på 5,3 sekunder, og den fortsætter, indtil speedometernålen, som drejer den modsatte vej af andre biler, viser 296 km/t.

Og så skulle de moderne sparetiltag vride benzinøkonomien helt op på 5,9 km/l i gennemsnit ...

En perle af en gearkasse

Med de tal i baghovedet beslutter jeg at mærke noget af den arbejdsglæde, som kongehusets chauffører må føle til daglig. Jeg henviser min chauffør til bagsædet og indtager selv det store læderrat. Jeg placerer gearvælgeren i drive og sætter kurs mod Strandvejen nord for København.

Med den seneste opdatering har Mulsanne fået den samme ottetrins-automatgearkasse som resten af Bentley-programmet. Den er i stand til at skifte silkeblødt, når der bliver konsumeret champagne på bagsædet, og lynhurtigt, når man er sent på den til en gallamiddag.

5_15475_picture_8079_3.jpg
Der er nok af indstillinger at vælge imellem. Alt sammen med det formål at skabe en så behagelig køretur som muligt.

Det er en perle af en gearkasse, som kommer fra tyske ZF og i øvrigt benyttes af en række andre bilmærker, som hver især tilpasser den med egen software – Rolls-Royce bruger også denne gearkasse.

På de våde efterårsveje er det med en vis spænding, at jeg ved først givne lejlighed lægger pres på speederen med min højrefod. Hurtigt står det dog klart, at der ikke er nogen grund til at behandle speederen blidt på trods af de 512 hk.

Dels er speederresponsen afstemt meget behageligt, så man ikke kommer til at lave pludselige accelerationer, så kaffen skvulper over på bagsædet.

Dels griber de 21 tommer store vinterdæk i asfalten med en uovertruffen effektivitet. Det kan dog sagtens lade sig gøre at få baghjulene til at slippe, hvis man insisterer.

En vidunderlig baslyd breder fra V8'eren og bekræfter, at der sker noget under hjelmen. Lyden er på én gang potent og silkeblød.


"Bilen holder selv afstand til de forankørende og tager umærkeligt farten af, når forankørende bremser"


Den bliver aldrig påtrængende, men kan alligevel forårsage gåsehud – der er ingen tvivl om, at det er en meget velafstemt motor, briterne har kreeret her.

Efter at have nydt V8'erens buldren slår vi den adaptive fartpilot til og cruiser tilbage mod København. Bilen holder nu selv afstand til de forankørende og tager umærkeligt farten af, når forankørende bremser.

4_15474_picture_2768_3.jpg
Læderet er håndsyet og gulvmåtterne tommetykke. Her er TV med fjernbetjening og trådløse hovedtelefoner til bagsædepassagererne

Disse moderne hjælpemidler står i skarp kontrast til kabinens talrige kromgreb og tykke træpaneler, som er tilpasset i hånden og leder tankerne hen på en ellers svunden æra i bilhistorien.

I Københavns myldretid stjæler den sorte limousine igen blikke fra de andre bilister, som formentlig håber at få et glimt af en kongelig.

Selv ikke personer uden nogen interesse for biler kan være i tvivl om, at denne bil er noget særligt. Der er noget majestætisk over linjeføringen og de store runde LED-forlygter, som leder tankerne hen på 1920'ernes Bentley 3-litre.

Derfor lader jeg hastigt bilen glide gennem trafikken og tilbage til forhandleren, før jeg får franarret flere mennesker fornøjelsen af et glimt af Hendes Majestæt.



Andre læser dette lige nu