Et ur består for det meste af en urskive, en mellemkasse og en bagkasse. Men sådan er det ikke med det komplicerede mesterværk Reverso Hybris Mechanica fra Jaeger-LeCoultre. Reverso-modellen blev lanceret som et simpelt ur til polospillere, men nu 90 år senere er modellen blevet platform for et af de mest avancerede armbåndsure nogensinde. Uret, der tog seks år at udvikle, er udført i hvidguld og har hele fire urskiver – nødvendigt for at kunne vise alle de indbyggede komplikationer. Den ene skive viser klokken, evighedskalender, dag/natindikation og kig til værkets tourbillon. Den næste viser klokken digitalt og værkets minute-repeater. Tredje urskive viser bl.a. den nordlige halvkugles månefase og månens drakoniske fase – den fjerde viser den sydlige halvkugles. Produktionen er limiteret til ti styk, og prisen er 12.550.000 kr., jaeger-lecoultre.com
Det italienske smykke og luksusmærke Bvlgari har de seneste år gjort sig bemærket i urverdenen med en lang række verdensrekorder. Platformen for rekorderne har været urmodellen Octo Finissimo, og igen i år var der en tilføjelse til rekordbogen. Octo Finissimo Perpetual Calendar er nemlig intet mindre end verdens tyndeste evighedskalender, der uden at skulle justeres viser den korrekte dag og dato helt frem til år 2100 takket være skivens to subdials og retrograde-datoindikationen. Uret fås i titanium med grå skive eller en særlig fin version i platin med blå skive. 686.000 kr., hvelplund.dk
Siden lanceringen af det blot to mm tynde urværk 9P i 1957 har Piaget været synonym med ultra tynde armbåndsure fra øverste hylde. Nyheden Altiplano Ultimate Concept Tribute to La Côte-aux-Fées tager de tyndfede ure til nye standarder. Hvor 9P-urværket målte to mm, klarer Altiplano Ultimate Concept at presse hele uret, med både det nyudviklede 900 P-UC-værk, glas, urkasse og alt, sammen på kun to mm. Det gør uret til verdens tyndeste mekaniske armbåndsur og har kun kunnet lade sig gøre at konstruere takket være brugen af en særlig stærk koboltbaseret metallegering. Prisen på forespørgsel, men regn med knap 3 mio. kr., piaget.com
På trods af det klassiske udtryk har urmagerne hos Vacheron Constantin virkelig måtte anstrenge sig i udviklingen af værket til det nye traditionelle split-seconds chronograph ultra-thin. For tager man den avancerede automatiske split-kronograf, eller rattrapante, i betragtning, er her tale om et imponerende tyndt ur – kun 10,72 mm tykt – takket være værkets beskedne tykkelse på 5,2 mm. Urets kasse måler 42,5 mm i diameter og er udført i platin. Optrækket af uret klares af en yderliggende rotor i 22 karat guld, som giver uhindret kig til værkets 473 små dele. Pris på forespørgsel, men den forventes at ligge omkring 2,4 mio. kr., vacheron-constantin.com
Ved første øjekast er der ikke meget, der skriger innovation eller teknologiske landvindinger, når man kigger på Panerai Submersible eLAB-ID. eLAB-ID er seneste nyt fra Panerais legestue Laboratorio di Idee, der denne gang har præsteret at bygge et 44 mm stort ur af 98,6 pct. genbrugsmaterialer – hvilket ifølge Panerai er det meste nogensinde. Uret er blevet til via et samarbejde mellem Panerai og ni underleverandører, der har leveret alt fra genbrugt selvlysende materiale til urets indekse, genbrugt safirglas, titanium og selv genanvendt silicium, der bruges til urets antimagnetiske balancehjul. 446.000 kr., klarlund.dk
