Lauterbachs fanskare behøver ikke nogen nærmere præsentation af manden. Til nye læsere kan oplyses, at han er en af Danmarks mest ikoniske kokke, med en karriere der har stået på siden 1968, og selvom han er oppe i 70’erne, kører Erwin Lauterbach på. Det er ikke til at se det, hvis man ikke lige ved det, for han er af den gamle kokkeskole, dem der har det bedst med at blive ude i køkkenet og lade tjenerne passe deres job.
Men når du træder ind, så hold øje med det lille køkkenvindue over for døren. Der ser man ham tit titte frem, for han holder et vågent øje med, hvem der kommer på besøg, mens han kokkererer. Lauterbach var en af 1980’ernes og 1990’ernes mest berømte kokke, og han adskilte sig fra mængden ved at insistere på masser af grøntsager, hvilket absolut ikke var på mode dengang. Og da moden blev normen, glemte de mere sensationslystne gæster den gamle toprestaurant, som dengang lå i Hellerup og hed Saison.