For år tilbage, udråbte Martin Kongstad mig til at være “Grande Dame” af Tisvilde. Hver aften i en uge medvirkede jeg i hans program “Drinks-tid” under Radio i Lejet, som var opstået, da corona gjorde det umuligt at afvikle Musik i Lejet. På bedste Kongstad vis talte vi om “do’s and don’t i Tisvilde”, altså alt det vigtige, så som hvad tager du på, hvordan holder du middag, hæl eller klip klap i byernes by Tisvilde. I juli kan Paris (og alle andre steder) passe sig selv, der vil vi hellere nordpå til det lille fiskerleje, hvor lyset er smukt og idéerne boblende. Men titler, ligesom privilegier, forpligter. For kan man være Grande Dame af byen uden at give sin mening til kende, når to “Good boys” med deres “Agency”, bestyrelse og festival Musik i Lejet begynder at lykkedes med at forringe byen, dens sjæl og egenart?
Ja, ja bevares, jeg ved godt, det ikke er intentionen. Jeg var der selv fra starten, da det var en grillpølse på Stejlepladsen og lidt musik. Ikke al begyndelse er svær, nogle gange er den supercharmerende. Og det var festivalen også. Engang. Nu er det bare forretning.