Hvad var det nu lige, der skete?
Egentlig ligger du og ser en tv-serie. Som man jo gør i øjeblikket. Du skulle bare lige tjekke din telefon, og nu, 20 minutter senere, er du hægtet af plottet. Der kan nås mange mord, incestuøse forhold eller forviklinger, alt efter om du ser “How to get away with Murder”, “Game of Thrones” (igen) eller “Fargo”.
“Jeg har selv arbejdet med tv-serier og har svært ved at forestille mig, at man begynder en kreativ proces ved at sige, at “det her skal ikke ses ordentligt
Tobias Bukkehave, cand.mag. i film- og medievidenskab
Men lad os berolige dig: Du er ikke den eneste, der gør det. Ifølge en undersøgelse lavet af det amerikanske tv-datafirma Nielsen i 2019 bruger hele 88 pct. af de amerikanske tv-seere to skærme samtidig. Vi danskere er heldigvis ikke blevet undersøgt, men du kan jo tage udgangspunkt i dig selv.
Faktisk er det efterhånden så udbredt, at det har fået flere betegnelser: at dobbeltskærme. Second screening, eller det mere elegante ambient tv, som det amerikanske magasin The New Yorker har navngivet det ikkeforstyrrende tv, der kører i baggrunden, og som opmærksomheden let kan hoppe til og fra. Ikke ulig ambient music, en genre der blev opfundet af musikeren Brian Eno, som lavede musik til bl.a. lufthavne med beskrivelsen: “as ignorable as it is interesting.”
Måden, vi ser tv-serier på, har ændret sig. I slutningen af 1990’erne og begyndelsen af 2000’erne begyndte tv-seriernes guldalder med klassikere som “Sopranos”, “Six Feet Under” og “The Wire”. Serier, der virkelig krævede deres seers opmærksomhed, og hvor plottet, detaljerne, nuancerne går helt tabt, hvis arbejdsmailen lige skal tjekkes og gruppebeskederne besvares.
“Derudover havde den klassiske, store dramaserie en rituel funktion. Du sætter dig i sofaen, rødvinen er klar, du har snakket med kæresten om, hvad der mon sker denne gang. I dag venter man som regel ikke længere en uge på næste afsnit, og der er længere imellem de store, tunge dramaer. De er blevet umoderne. Og det kan godt være, fordi de passer mindre godt til samtidens hurtige mediekonsumering,” forklarer Tobias Bukkehave, cand.mag. i film- og medievidenskab med speciale i amerikanske tv-serier, kulturanmelder og forfatter bl.a. til bogen “50 tv-serier du skal se” og krimien “Kongetro”.
Kompleksewhodunnit-serier, hvor plottet kredser om komplekse mordgåder, er fine nogle gange, men de passer ikke så godt til vores nye vaner. Derfor arbejder flere streamingtjenester på serier, hvor seeren kender formen på forhånd.
“Dem, hvor man næsten kan gætte næste replik, og hvor man kender strukturen og de dramaturgiske arketyper i forvejen. Du skal kunne lægge nogle af brikkerne i puslespillet selv. F.eks. “The Mandalorian” på Disney+. Det er en western forklædt som sci-fi, og du kan godt tåle at kigge væk et par sekunder, for det er totalt formaliseret. Man kender grundfortællingerne i afsnittene. I et skal de måske have en fyr ud af fængslet, og i det næste skal der køres en diligence fyldt med nitroglycerin til grænsen, inden den springer i luften,” siger han.
Serier i dag har en tendens til at være mere high concept, som brancheudtrykket lyder, hvilket betyder, at de har et stærkt og forståeligt element, som er nemt at markedsføre. Zombier, der æder mennesker, er lig med “The Walking Dead” f.eks. Det er med andre ord blevet lettere at afkode serier, måske også lettere at regne dem ud på forhånd.
Men hvorfor sætter vi overhovedet en serie på, når vi alligevel ikke giver den hele vores opmærksomhed?
“Fordi tv-serier stadig er fede. Det handler ikke om at vælge noget fra. Det handler om at vælge alt til på én gang.”
Udviklingen kan næppe være gået streamingtjenesterne forbi. Men bliver de nye serier ligefrem skabt til, at vi skal kunne følge med, mens en telefon ligger trygt i hånden, så vi føler, at vi får noget for abonnementspengene? Det mener Tobias Bukkehave ikke.
“Jeg har selv arbejdet med tv-serier og har svært ved at forestille mig, at man begynder en kreativ proces ved at sige, at “det her skal ikke ses ordentligt.” Der er altid en kreativ ambition bag, lige meget hvor overfladisk serien måtte ende med at blive,” siger han.
Det kan synes mærkeligt, at vi ikke bare nøjes med at kigge på den serie, vi nu engang har sat på. Hvorfor er telefonen også med? Er det tryghed? Vane? Støj? Måske en kombination, siger Søren Schultz Hansen, ekstern lektor ved CBS, forfatter og forsker i den digitale kultur og sociale medier:
“Der er et element af FOMO – Fear of missing out. Tænk, hvis der er sket et eller andet. Og så tager det ikke mange sekunder lige at tjekke nyhederne og de sociale medier eller sin mail. Hvis nogen har reageret på dit opslag på Linkedin, eller der er kommet en besked, får du et lillebitte kick. Det er næsten en sygelig afhængighed.”
En del af dobbeltskærmeriet handler også om tilgængelighed. Vi er aldrig telefonfrie.
“Der er næsten sket en sammensmeltning af vores kroppe og mobiler,” siger Søren Schultz Hansen.
“De manifesterer sig fysisk, de vibrerer, de blinker. Det er lige så insisterende, som hvis nogen prikker dig på skulderen. Selvom man ser tv eller snakker med nogen, er det meget svært at ignorere.”
“Vanen og letheden ved lige at tjekke de sociale medier påvirker vores koncentration og fordybelse. Det forstyrrer så meget, at vi ikke kan fordybe os til at se et helt afsnit af en tv-serie – jeg kan i hvert fald sjældent gøre det uden at kigge på telefonen en gang imellem. Så skal man måske ind i en særlig situation, måske tage i biografen eller aktivt lægge telefonen i et andet rum. Det bliver uhensigtsmæssigt, når det udvikler sig til en afhængighed, og når vi ikke kun gør det over for skærmen, men også over for andre mennesker.”
På den positive side kan telefonen også fungere som et lynleksikon, hvis vi gerne vil dybere ind i tv-seriens univers. Når hitserien “The Crown” kører på den store skærm, kan den lille vise os, hvordan den britiske prinsesse Margaret så ud i virkeligheden eller de rigtige billeder af Charles og Dianas svingom i Australien.
“Jeg bruger Youtube på telefonen til at finde gamle referencer til det, jeg ser i tv’et, eller googler hvad instruktøren, manuskriptforfatteren osv. har lavet før, og hvem de har arbejdet sammen med. Det bruger jeg vildt meget tid på, mens jeg ser tv-serier” siger Tobias Bukkehave.
“Der er et element af FOMO – Fear of missing out. Tænk, hvis der er sket et eller andet.
Søren Schultz Hansen, ekstern lektor ved CBS, forfatter og forsker i den digitale kultur og sociale medier:
“Da jeg for nylig så Susanne Biers ‘The Undoing’, fik jeg for eksempel lige opdateret hele hendes karriere og amerikanske relationer. Til gengæld fik jeg måske heller ikke alt i serien med. Jeg var i hvert fald langsommere end min kæreste til at finde ud af, hvad der var op og ned.”
Dem, der er nemme at følge med i
Det, der kendetegner denne kategori af tv-serier, er, at der ikke sker det store ved, at du kigger væk. En af dem, der har fået mest omtale de seneste måneder, er Netflix’ “Emily in Paris”. Plottet “ny pige i byen møder modstand og forbudt kærlighed, men charmerer sig igennem alt” er velkendt, og du kan forudsige stort set alt, der sker. Desuden er hovedkarakteren hele tiden selv på sin telefon.
Et andet bud foregår i galakse langt, langt borte. “The Mandalorian” er den nyeste fortælling fra Star Wars-universet på Disney+, og trods rumskibe og lyssværd er den klassiske westernskabelon ikke til at tage fejl af med en dusørjæger i hovedrollen og kampen mellem det gode og onde. Hvert afsnit har kostet over 100 mio. kr. at producere, så du får noget ud af at kigge op fra telefonen, men kan sagtens følge med i både Instagram og serien samtidig. Og nå ja, Baby Yoda er også med.
Dem, du kender
Vi har set “Friends” 20 gange siden premieren i 1994. Mindst. Serien om alles bedste venneflok, der kommer til HBO Max senere på året, har i nutiden fået kritik for sit antidiverse cast og fatshaming, men alligevel er der noget trygt og rart ved at sænke sig ned i sofaen på Central Perk og lytte til “Smelly Cat”. Man ved præcis, hvad der sker, og hvornår det er tid til replikken: “We were on a break!” – selv med blikket langt nede ad Facebook-væggen.
“Matador”, “Badehotellet”, “Sex and the City” fungerer også fremragende. Eller hvad som helst, du har set før.
Dem med mad
En buddistisk nonne i Sydkorea, en mozzarella-ekspert i Los Angeles og en tidligere hjemløs i Berlin. Vi er hele verden rundt i den Emmy-nominerede Netflix-serie “Mad på bordet”, der gør seeren sulten med sine fine portrætter af kokke og deres køkkener. Vi møder en ny, passioneret kok i hvert afsnit, og der er skruet op for filmiske virkemidler med musikken, forhistorierne, kampen og succesen – og mad, mad, mad i slowmotion. Det virker. Og det fungerer oplagt med opskriftsinspiration på telefonen samtidig.
“Den store Bagedyst” eller “Masterchef” virker også.
