Kevin Magnussen nægter at spille med i den politiske F1-verden
Tobias Matthiesen
13. okt. 2016 KL. 08.15
Gem til senere
Hockenheim, Tyskland, sensommer. Luften er kemisk. Ikke af benzin. F1-bilerne har små 1,6 liter-motorer med elektrisk drevne turboenheder, der gør bilerne hurtigere i optrækket end kampfly.
Her er en underlig både kold og sød lugt med lidt noter af sennep. Som om et vindstrejf lige har pustet en brise af karbon og bremsevæsker i næserne på os.
“Jeg ved ikke, om jeg er en enspænder, for jeg hader at være alene. Men jeg er ikke en person, der behøver at være sammen med rigtig mange"
Vi er til det 12. ud af de 21 løb, der til sammen udgør årets sæson i milliardforetagendet F1, der er kendt som den højeste klasse inden for motorsporten. På kilometers afstand giver den skingre og buldrende lyd af F1-bilerne genlyd. Helt tæt på lyder bilerne som motorsave, der sliber sig igennem træstammer.
Uden for Renaults mobile motorhjem står tv-journalist Luna Christofi og venter på at få øje på Kevin Magnussen og hans 174 G-kraftresistente centimeter. Han har lyst hår. Tæt og kort i siderne, længere lokker i toppen, der ligger skødesløst tilbage og flugter med hans attitude; tilbagelænet, rolig og uimponeret.
Hun forventer egentlig ikke, at han vil give sig tid til et interview denne lørdag eftermiddag, få minutter inden han skal køre kvalifikation om, hvor han skal starte på banen.
Takket være Kevin Magnussens loyale fans blev han på Skysports.com stemt ind som den bedste F1-kører med 29.000 stemmer.
“Jeg vurderer det på øjenkontakten,” forklarer hun.
Luna Christofi, der er fast journalist-inventar i F1-karavanens kulisse, har lært sig selv at læse Kevin Magnussens øjne for at afgøre, om hun kan få et interview. Har han overskud til at være udadvendt og være på? Eller er han gået så meget ind i sig selv, at han blot flygtigt kigger på hende
Viljen til sejr
“Jeg kører altså i en kassevogn,” siger Kevin Magnussen lavmælt tre måneder senere.
Den hvide varevogn står stille hen på en grusvej i Nordhavnen kort fra fotostudiet, hvor vi netop har skudt billeder til denne artikel.
“Det ødelægger ikke min rytme i F1-bilen at køre i den her, hvis det er det, du tænker på,” forsikrer han med et overbærende smil, mens han rumsterer med GPS’en på sin Iphone 6.
Vognen har han lånt af sin arbejdsgiver, Renault, fordi han er ved at flytte ind sammen med kæresten Louise i deres nye lejlighed på Frederiksberg. Der er bare et par praktiske gøremål, inden han i overmorgen klemmer sig ned i det specialskårne sæde i sin F1-bil, Renault R.S.16, i de malaysiske troper. Og så det her interview, der bogstaveligt talt må klares på vejen.
Aftalen med Danmarks mest omtalte sportsnavn har trukket ud. Få dage inden vores oprindelige aftale i august gjorde han og hans F1-bil et lille hop i Spa, Belgien, på vej ud af det legendariske Eau Rouge-sving.
En ung Jan Magnussen på 19 år med sin søn i armene sammen med mor, Britt på 17 år. Foto: Privat.
Derefter snurrede bilen en omgang rundt og bragede ind i en dækvæg med 290 km/t. Den eneste synlige skade på Kevin Magnussen var en forslået venstre ankel, men kvæstelserne krævede et par dage med total ro.
Vores snak falder, mens drømmen om en lang karriere i Formel 1 er på usikker grund. 24-årige Kevin Magnussen står i den allermest pressede tid i sæsonen, hvor han skal sikre sig en ny kontrakt som F1-kører til næste år.
“Det har været meget alt eller intet i den her sæson. Enten har jeg fået store ting ud af det, eller også har jeg ikke fået en skid ud af det, fordi jeg har overgjort det og prøvet for hårdt,” siger han, som vi drejer til venstre ved Tuborg-flasken i Hellerup og slår ind på Tuborgvej.
“Mange ville måske være rigtig glade for bare at være med i F1 og have det som et mål i sig selv. Det er det bare ikke for mig. Jeg er ligeglad med, om det er F1. Hvis jeg ikke kan vinde, er det lige meget.”
Da Jan Magnussen i 1994 tegnede kontrakt med McLaren, fik Kevin sin egen F1-bil. Foto: Privat.
Har der været tidspunkter, hvor du er kommet i tvivl om det hele?
“Hver eneste gang jeg tager væk fra min familie, kommer tanken op: Er det dét værd? Det er hårdt at være væk fra hinanden så meget. Når man så ikke vinder, og tingene ikke går, som man gerne vil, som det er tilfældet lige nu, så kommer de her tanker oftere,” funderer han, men giver tvivlen dødsstødet i samme åndedrag.
“En eller anden dag står jeg øverst på podiet i F1, og så ved jeg, at det har været det hele værd.”
Ingen plads til indadvendthed
Sæsonen 2016 har ikke indløst drømmen om topplaceringer, tværtimod har han været ude for flere uheld, og Renault-bilen har mildt sagt været lunefuld. Men alligevel har Kevin Magnussen følt sig mere frigjort end tidligere.
“Kevin har ændret sig meget fra sin første sæson til i år. Han er langt mere snakkesalig og har mere overskud og humør i år”, fortæller Luna Christofi, da vi på Hockenheim falder i snak om hans første sæson – debutsæsonen i 2014 for McLaren, et af Formel 1-sportens største team.
Sæsonen var det år som dag og nat. I debutløbet i Melbourne efterlod han begyndernerverne på den nordlige halvkugle og kørte en magisk andenplads hjem.
Anders Holch Povlsen, Bestseller-milliardær, er pengemanden bag Kevin Magnussen. Allerede i 2010, da Kevin var 17 år, startede de samarbejdet. Han har været og er en altafgørende brik i F1-succesen
“Jeg var så lidt nervøs, at jeg faktisk blev lidt bekymret over det. Det var så syret og urealistisk, at det ikke virkede virkeligt,” fortæller Kevin Magnussen senere om det første løb som ægte F1-kører og om aftenen efter løbet, hvor han ikke kunne falde i søvn efter sin podieplacering.
“Det var helt sensationelt, men alligevel ikke det bedste, der kunne ske for Kevin, fordi det gav et urealistisk billede af, hvordan sæsonen ville blive. Kontrasterne blev store, da hans teamkammerat Jenson Button satte Kevin til vægs i mange løb, og han ikke var i nærheden af flere podiepladser i den sæson. Men samtidigt viste Kevin fænomenal kørsel,” husker hans manager gennem ni år, Dorte Riis Madsen.
Efter den mirakuløse start på Formel 1-eventyret skete der noget med Kevin Magnussen, som han efterfølgende har arbejdet med at lære at tackle. Da han blev ramt af svær modgang, var det, som om han lukkede ned for sin egen uovervindelige attitude. I stedet trængte han ind i sig selv og lod sig påvirke af det voldsomme pres, som ingen udestående nok helt forstår vægten af.
Det nåede til et punkt, hvor man “egentlig mest havde lyst til at give ham et kram og lade ham græde ud i ens arme,” som Luna Christofi husker det fra sidelinjen, da det stod klart, at McLaren ville degradere ham til reservekører.
Kevins første “ægte” F1-bil fra 1995, en hvid McLaren i størrelseforholdet 1:3. Foto: Privat.
Ikke at lukke sig inde i modgang er noget, som Kevin Magnussen efterfølgende har haft fokus på sammen med sin coach, den tidobbelte verdensmester i kanoroning, Arne Nielsson.
“Han kommer til at skubbe folk væk, der egentlig vil ham det bedste, fordi han ikke ved, hvordan han skal tackle det. Der lukker han sig selv lidt inde, og det er noget, vi arbejder på,” fortæller Arne Nielsson.
Desværre er der ikke rigtig plads til indadvendthed i Formel 1-verdenen. Så snart en kører har parkeret sin bil i garagen og er gået igennem gangen af reservedæk, monitorer og mekanikere, træder han ud i den såkaldte paddock – F1-scenens backstageområde – hvor der er en tumultarisk færden af mekanikere, mediefolk og millionærer.
Op til 40.000 topchefer gæster hver sæson den eksklusive Paddock Club, hvor de blandt tusindvis af andre bobledrikkere kan kigge lige ned i hjelmen på racerkørerne og de flyverdragtklædte mekanikere, der skifter dæk på bilen i pitten. Formel 1 er verdens mest kommercielle sport, siger man. F1-kørerne har reelt kun helle fra offentligheden i løbsweekenden. Altså når de sidder i deres cockpit.
Gode tider i gokarten
Engang var der aldrig nogen penge. Men der var kærlighed, og det er det, Kevin beundrer sin mor allermest for, “altid at sætte kærligheden først”.
Kevins mor, Britt, var bare 16 år, da hun blev gravid. Hans far, racerkører Jan, var 18 og var netop flyttet til England for at køre Formel Ford-serien. Men de var fast besluttet på at beholde barnet, og Kevin voksede op som enebarn med sin mor i Roskilde i skiftende boliger, mens Jan kom hjem en gang imellem.
“Der var ikke penge til at vi kunne flyve over til min far. Så der gik måske tre måneder, og så kom han hjem en weekend.”
“Jeg har lært at være glad, så længe jeg bare har de mennesker, jeg holder af, omkring mig. Det er det vigtigste, min mor har lært mig”
I 1995, da Kevin var tre år gammel, blev Jan Magnussen F1-kører og begyndte at tjene, hvad der for familien derhjemme var rigtig mange penge. Men kort efter gik Jan og Britt fra hinanden.
“Jeg har ikke set min far særlig meget, men han har altid været et forbillede for mig. Han har altid været helten og ham, jeg gerne ville være. På den måde har han altid været der rigtig meget, måske bare ikke fysisk,” erindrer Kevin Magnussen.
Mens faren var forbillede, var det hans onkel, Erik Magnussen, der førte Kevin ind i motorsporten, før han overhovedet havde smidt sutten og bleen. I etårs fødselsgave forærede onklen ham en legetøjsgokart, og i toårs gave gav han ham en rigtig specialdesignet gokart.
“Jeg elskede at køre gokart. Det eneste, jeg kan huske fra min barndom, er gokart-tider. Det var fuldstændig sindssygt, så meget jeg elskede det.”
Erik Magnussen var husmekaniker og havde nøglerne til gokartbanen i ungdomsklubben Viadukten. Her trænede han sin nevø og sin egen jævnaldrende søn, racerkører Dennis Lind, som blev Kevins gode ven og tætte træningsmakker.
“Det, der gjorde det rigtig specielt med Erik, var, at det var fuldstændig målrettet, også dengang, da vi var fem-seks år. Vi skulle lære at bremse sent. Erik stod ude på banen og stillede sig før et sving med sine fødder lige ud til banen, og vi måtte først bremse, når vi kom til hans fødder.”
“Det, der har overrasket mig mest ved Formel 1, er, hvor politisk den her verden er"
Som femårig begyndte Kevin at sætte ord på F1-drømmen – ikke blot som et fjernt håb i distancen, men som en reel fremtidsplan. I folkeskolen kunne han slet ikke holde fokus.
“Jeg tænkte, fuldstændig uden at blinke og fuldstændig naivt, at jeg ikke skulle bruge det til en skid overhovedet, fordi jeg skulle være Formel 1-kører,” husker han.
“Jeg var super fraværende. Jeg var ikke en ballademager, ikke særlig meget i hvert fald, men det var bare uinteressant for mig. Jeg kunne godt se på de andre børn, at de havde lidt mere på fornemmelsen, at de måske skulle bruge det her til noget en dag,” siger han og erkender, at der aldrig nogensinde har været en plan b.
“Jeg har da lært at læse, skrive og regne på et fint niveau, men havde jeg ikke været racerkører, så havde jeg nok være lidt på røven. Jeg var ikke til nogen eksaminer i 9. klasse, jo, jeg var til én eksamen, og resten gad jeg sgu ikke komme til.”
Verdensmestersætningen
Lige så udisciplineret han var i skolen, lige så målrettet var han med sin motorsport. Kevin Magnussens forpligtigelse over for drengedrømmen adskilte ham fra hans jævnaldrende venner. Det var den indstilling, som fik Dorte Riis Madsen til at sætte alt ind på at hjælpe ham på et professionelt plan, allerede fra han var teenager.
Hun havde i mange år arbejdet for Venstre på Christiansborg, men var blevet en del af motorsporten efter sin ansættelse som sponsorchef hos Peugeot DK, hvor topkørere som Jason Watt og Jan Magnussen var i stald.
Dorte Riis Madsen, og senere hendes kontakt til Bestseller-milliardær Anders Holch Povlsen, der med Jack & Jones-sponsoratet er pengemanden bag Kevin Magnussen, var altafgørende for hans vej ind i F1.
“Jeg fik ham til at stå foran en flok tunge CEO’s i en alder af 14 år, hvor han bestemt ikke var veltilpas. Men da han talte, glemte vi alle hans generthed, og hans vindersætning: “Jeg bliver verdensmester i Formel 1” blev ikke overgået den dag. Det øjeblik glemmer jeg ikke. Lenovos daværende adm. direktør Peter Juul Jørgensen sagde efterfølgende: “En ting var, at han sagde det. Noget andet var, at vi troede på det,” fortæller Dorte Riis Madsen, der husker Kevin Magnussen som en anderledes dreng.
“Han tænkte dybe og eksistentielle tanker i en tidlig alder. På vores mange og lange bilture overalt i Europa har vi talt om liv og død, troen på Gud, politik og om værdien af menneskelige egenskaber og menneskers karakter.”
Da Kevin var 14 år, formulerede hun en femårsplan for, hvordan Kevin skulle indfri sit mål. Der skulle forhandles og lukkes aftaler hvert eneste år med de absolutte topteams i juniorkategorierne op til F1. Til dette skulle der findes mindst 40 mio. kr. Desuden ville det kræve, at Kevin blev styrket mentalt, hvis det ultimative mål skulle nås. Dorte Riis Madsen tog kontakt til coachen Arne Nielsson, der først var afvisende:
“Jeg tænkte, at han nok var for ung i forhold til dem, jeg ville tage ind. Men Dorte blev ved med at insistere. Da jeg så mødte ham, blev jeg blæst bagover, over hvor målrettet og afklaret han var. Jeg tænkte bagefter, at det ville være spild, hvis jeg ikke sagde ja, fordi han kunne drive det til noget stort, og jeg følte, jeg kunne hjælpe,” husker Arne Nielsson, der først og fremmest beskriver Kevin Magnussen som betænksom og målrettet.
“Han er enormt betænksom. Når man kommer tæt på ham, ved man, at hvis han kan hjælpe en, så vil han gøre det. Når han sidder i bilen, skal han være total fokuseret og målrettet. Men lige så snart han kommer ud af bilen, er han nogle gange for flink. Og det er jo et dilemma, fordi alle river i ham,” siger han.
Ved siden af sin flinkhed kan han også være en stor mundfuld at arbejde sammen med, fortæller Dorte Riis Madsen:
“Han er udfordrende, krævende, utålmodig, men også nærværende og humoristisk. Meget af det, man indimellem får nok af ved ham privat, er præcist det, der gør ham så farlig på en racerbane.”
Han er farlig, fordi han er hurtig. Det er Kevin Magnussens største styrke på en racerbane. Han har et instinkt for at køre race som få andre kørere. Den første gang, hans far for alvor forstod, hvor god hans søn var, var i 2012 i Abu Dhabi til en testkørsel for unge kørere, fortæller Jan Magnussen i bogen “Født til F1”.
Det var første gang, det daværende 20-årige racertalent prøvede en F1-bil.
“Jeg var så meget oppe at køre, at jeg ikke kunne sove. Da jeg kiggede på uret i min seng, var kl. 06.00, og der havde jeg ikke sovet endnu. Jeg havde bare ligget og tænkt på at køre, og hvor fedt det ville blive. Det gik heldigvis ret godt,” fortæller Kevin Magnussen om den dag, hvor han slog den hurtigste tid af alle talenterne.
Farten, han angreb svingene med, var enestående. Måske var det netop det, onkel Erik havde lært ham med foden i svinget på gokartbanen, allerede da Kevin var fem år. Men hans hurtighed på banen synes ikke altid at have været nok.
“Det, der har overrasket mig mest ved Formel 1, er, hvor politisk den her verden er,” fortæller Kevin Magnussen.
Man skal forstå, at i Formel 1-sporten sidder nogle ganske få beslutningstagere med magten – upåagtet af hvor lidt eller meget de forstår sig på motorsporten og dens mange tekniske facetter.
I den verden handler det for kørerne om at slikke røv på de rigtige mennesker for at sige det ligeud. Om at kunne navigere i et spil med teamchefer, løbsdirektører, præsidenter og ejere, som sidder på de 22 forjættede pladser i Formel 1.
“Det politiske spil er jeg rigtig dårlig til. Jeg er racerkører. Jeg er ikke politiker. Jeg skal ikke ud og få vælgere over på min side. Jeg er ude for at køre race, jeg er ude for at køre hurtigt. Det er det, jeg nyder, og det er det, jeg føler, jeg er god til,” siger Kevin Magnussenen, som i sin egen tolkning direkte tabte sit sæde i 2014 i McLaren, fordi briten Jenson Button var langt bedre til at være gode venner med de rigtige mennesker.
“Men nu er jeg i et team (Renault, red.), hvor jeg føler, at jeg kan være mere mig selv, og jeg er nok også kommet dertil, hvor jeg har accepteret, at jeg ikke kan være andre end mig selv. Jeg er nødt til at sige de ting, jeg føler, ellers kan jeg ikke være glad og fungere ordentligt i det,” siger han.
Netop denne indsigt har været en vigtig og nødvendig lærdom for Kevin Magnussen ifølge Arne Nielsson. At han ikke kan lave om på sig selv og være en anden. Gør han det, taber han sig selv.
“Hver gang omverdenen har presset på for at Kevin skulle handle anderledes, har det haft den stik modsatte effekt,” fortæller Arne Nielsson.
Det tungtvejende spørgsmål er derfor, om Kevin Magnussen kan indfri sit mål om at blive F1-verdensmester uden at lære at mestre spillet ude for banen.
“Det tror jeg på, ” siger køreren selv:
“Jeg har ikke tænkt mig at lave om på mig selv. Jeg har ikke tænkt mig at sige noget, jeg ikke mener, eller lade være med at sige noget, jeg mener, fordi nogen ikke vil synes om det. Så må det bære eller briste.”
Fremtiden i luften
“Jeg ved ikke, om jeg er en enspænder, for jeg hader at være alene. Men jeg er ikke en person, der behøver at være sammen med rigtig mange. Jeg trives bedst i små selskaber sammen med min familie og tætte venner,” forklarer Kevin Magnussen, der godt kan drømme sig tilbage til F1 i de gode gamle dage, som han kun har fået fortalt om.
“Dengang var det bare kør, og kør hurtigt. Der var ikke så mange penge og sponsorer involveret. Du kørte bilen, og hvis du vandt, var det dig og et par mekanikere, der fik glæde af det. Det kan jeg godt lide.”
Han kan også godt lide at passe sig selv og sine nærmeste. Måske er det derfor naturligt nok, at han selv har lånt en varevogn og taget flytteriet i egen hånd. I bilen falder vores snak på et billede, Kevin har lagt op af sig selv på sin instagram-profil, hvor han sidder bag styrepinden i et fly.
“Jeg har ikke flycertifikat, det får jeg en dag, jeg har bare ikke tid til at tage det. Men flyver, fordi jeg er så heldig at have en farfar, der gør det,” siger han.
“Det er frihed på højeste plan. Ikke at skulle holde sig til nogle linjer på vejene. Man kan se alt og bestemme alt. Der er ikke nogen, der kan røre dig deroppe. Jeg kan gøre lige, hvad jeg vil. Man er fri. Det bliver det, jeg skal have min pension til at gå med,” siger Kevin, inden vi gør hold på Valby Langgade. Her stopper turen.
Senere samme eftermiddag flyver Kevin Magnussen til Malaysia.