Sussi La Cour vender tilbage til brandet Katja K, men på en ny måde: “Jeg vil gerne bruge mit brand til at kæmpe for kvinders ret til at udleve deres seksualitet, som de lyster”

Havde man i 2000 spurgt Sussi La Cour, om hun igen ville optræde under navnet Katja K., ville hun have forsvoret det. Ikke fordi hun fortryder, at hun i tre år fra 1997 til 2000 var pornoskuespiller i 30 film. Med blond, stort, touperet hår, masser af makeup og stor lyst til den sex, der udspillede sig på vhs-båndene. Slet ikke.

Er der noget, Sussi La Cour tager afstand fra, er det historien om den faldne kvinde i skikkelse af den angrende pornostjerne, der sikkert havde en kærlighedsløs barndom og vil have syndsforladelse fra det omkringliggende samfund for sit forkerte valg. Nej tak.

At Sussi La Cour forlod pornoen, handlede derimod om, at nu havde hun prøvet dét. Da hun som 29-årig gik ind i branchen, var det for at udfordre sine grænser og stille sin eventyrlyst fjernt fra det etablerede samfunds konformitet, hvor man får et job, en mand, et realkreditlån, et hus og en pensionsopsparing. Så efter hun var nået til toppen hos produktionsselskaberne i Los Angeles og ikke kunne komme længere, stoppede hun.

Men nu, 21 år efter, vender 53-årige Sussi La Cour tilbage til sit alias Katja K. og erotisk filmkunst.

“Brandet er simpelthen for godt til ikke at gøre det. Og jeg vil gerne bruge mit brand til at kæmpe for kvinders ret til at udleve deres seksualitet, som de lyster,” siger Sussi La Cour, som Børsen møder i skyggen af junisolen på Orangeriet i Kongens Have, hvor det var nemt at se, at det var hende, der kom gående, fordi hendes holdning er så umådeligt rank.

Det er 13 år siden, Sussi La Cour brugte navnet Katja K. – til sit lingerifirma Katja K Underwear, der gik konkurs i 2008. Hun er overrasket over, at folk i Danmark husker Katja K. så godt, at hun stadig ikke kan gå på gaden eller sidde på en restaurant uden at blive genkendt. Faktisk ikke så meget på grund af de 30 film, men fordi hun i 2001 til 2003 spillede med i Casper Christensens og Frank Hvams sitcom-serie “Langt fra Las Vegas” som Lisa, tidligere pornostjerne.

“Den serie fik mig gjort kendt hos hele familien Danmark. Stadig i dag får jeg så mange henvendelser. Fra studerende, der vil skrive opgave om pornografi, tv-produktionsselskaber eller fra fans, også unge, som ved mere, end man regner med. De har ikke kun set mig i “Langt fra Las Vegas”, lad mig sige det sådan,” siger hun med et højt grin.

Det kendskab vil Sussi La Cour bruge. På en ny måde.

“Jeg vender ikke tilbage til de krøllede lagner med spredte ben. Det vil jeg gerne understrege. Det ville jeg slet ikke have lyst til eller kunne se mig selv i. Jeg har som moden kvinde fået en anden styrke i mig selv og har ikke samme behov for at vise min nøgne krop frem,” siger hun.

“Det, jeg vil, er at vise den modne kvindes sikre og styrende seksualitet. Jeg er slet ikke i tvivl om, at der er plads i markedet til det nu.”

Helt konkret bliver det i form af en hjemmeside, hvor man som medlem kan købe sig til ejerskab af nft’er, en forkortelse af “non-fungible token”, der kort fortalt er korte digitale kunstvideoer.

“Det kunne f.eks. være nyfortolkninger af kendte filmscener som den med Sharon Stone i “Basic Instinct”, hvor hun skifter ben under forhøret, mens hun ryger en cigaret, som skydes med mig, og hvor historien måske køres lidt videre. Man kunne jo forestille sig, at hun kaldte de mænd, der sad i forhørslokalet, til sig og sagde “get down between my legs…” Sofistikeret og sobert, men stadig sexet, sensuelt og frækt. Jeg ser det som erotisk kunst,” fortæller Sussi La Cour, der også vil tilbyde medlemmer mulighed for at forespørge en skræddersyet, unik nft.

“I Spanien, hvor jeg bor nu, er der en instruktør og producent, der hedder Erika Lust, som arbejder med sexpositivitet og laver film ud fra en feministisk tilgang, så de også appellerer til kvinder. Hun kalder ikke de medvirkende for skuespillere, men performere, der er drevet af deres egen lyst, og så bliver det straks mere autentisk – det er netop den tankegang, jeg også har.”

Sussi La Cour kan sagtens forestille sig at samarbejde med netop Erika Lust, men netop blot samarbejde. For denne gang skal noget være anderledes: Sussi La Cour vil sørge for at have rettighederne til materialet. Hun er ved at undersøge muligheden for at bruge de film, hun tidligere har lavet. Hendes karriere i pornobranchen udspillede sig inden den digitalisering, der betyder, at stort set al porno er tilgængeligt mod betaling på nettet. Derfor er hendes film ikke nemme at finde. Men Sussi La Cour har dem selv: 30 styk vhs-bånd i en sportstaske. Nu vil hun digitalisere dem og gøre små klip tilgængelige mod betaling.

“Men da jeg så din mail med at vende tilbage med en fuser, tænkte jeg, “wow, står der virkelig det?”, for samme formulering er gået igennem mit hoved: Vender jeg tilbage til en fuser? Men det tror jeg ikke, at jeg gør. Retrofilm er i høj kurs.”

Det ville da også ligne Katja K. dårligt at gentage sig selv. Lige siden hun i 1970’erne voksede op i et hjem i Avedøre med frie rammer, hvor hendes forældre holdt fester ved poolen i haven og gik nøgne rundt, har hun søgt efter friheden. Hendes mor, der arbejdede i en bank, stod for stabiliteten og aftensmad til tiden til Sussi og hendes storesøster. Mens faderen elskede store amerikanerbiler og sin datter, som han støttede i at være nøjagtigt den, hun var, og at stå inde for det. Ledt på vej af sin far, som Sussi La Cour ser som den mest betydningsfulde person i sit liv, har hun gået efter et liv, hvor “den ukendte faktor” altid er til stede, siger hun:

“Den ukendte faktor er den, hvor der er rum for, der kan ske noget nyt. Hvis jeg havde boet i det samme parcelhus på den samme vej hele mit liv, var der ikke sket noget nyt.”

Den ukendte faktor giver hende den følelse af frihed, Sussi La Cour altid har haft som sit primære mål. Også nu, i genetableringen af Katja K., er den ukendte faktor her – i skikkelse af en ny udfordring.

“Det er udfordringen i, hvordan jeg kan håndtere at vise min krop, som jo ikke længere er ung, frem igen. Jeg ved endnu ikke, hvordan jeg vil have det med det. Jeg har lige lavet et photoshoot i Spanien, og jeg ser jo anderledes ud i dag. Der er kommet lidt ekstra kilo, og jeg har rynker, selvom jeg naturligvis holder mig i form med løb og yoga. Selvfølgelig skal scenerne styles, og der kommer et ordentligt produktionssetup med bl.a. en god lyssætning. Men jeg kommer ikke til at se ud som den pornobabe, jeg repræsenterede engang. Jeg kommer ikke til at blive retoucheret voldsomt eller bruge filtre, som man ser nogle gøre på sociale medier, så man ikke kunne kende mig, hvis man så mig i virkeligheden. Det har jeg simpelthen ikke lyst til, for jeg ville blive afhængig af at blive ved med at gøre det og føle mig ufri i det,” siger hun.

“Så var jeg jo ikke nået videre, men ville føle, at jeg repræsenterede noget, der ikke var ægte. Jeg oplever, der er en længsel og efterspørgsel efter noget mere ægte.”

Hun nævner den i dag 55-årige skuespillerinde Justine Bateman fra 1980’er-serien “Blomsterbørns Børn”, der er en af de få Hollywood-skuespillerinder, der ikke har fået lavet en eneste skønhedsoperation og har gjort det til sin mission at kæmpe for, at man må ældes, som man vil. Ligesom 45-årige Kate Winslet i øjeblikket insisterer på ikke at blive retoucheret i nøgenscener i sine film, fordi hun vil vise unge, hvordan kroppen reelt ser ud.

“Vi har jo vænnet os til en skønhedskultur, hvor man ser ud på én bestemt måde. Når vi endelig ser et billede af en kvinde med rynker, får vi jo næsten et chok. Jeg elsker at se det. Der er sådan en styrke i det. Men jeg må indrømme, at jeg ikke er der helt selv endnu. Det er grænseoverskridende for mig. Men jeg fornemmer, at mænd elsker det naturlige look hos kvinder. Det er os selv, der er for kritiske. Og jeg ved bare, at jeg vil under ingen omstændigheder prøve at skjule mig.”

For så er der ingen mening med at gøre det. Ingen af den fremdrift, hun igen og igen fremhæver som vigtig.

“Jeg synes, at modne kvinder har fået en højere status på linje med modne mænd. Men der er stadig en kamp at kæmpe – for kvindeligheden og vores accept af aldringsprocessen, og at vi kvinder samtidig kan være smukke og sexede.”

Det overrasker Sussi La Cour, hvor positive tilbagemeldinger hun har fået på at vende tilbage til Katja K. på denne nye måde.

“Jeg føler, at nu giver jeg mig selv ensecond chancesom Katja K, som om der er sket et skift i tiden, hvor verden er mere klar. I de seneste 20 år har jeg oplevet, der også er sket en udvikling, i retning af at det er blevet mere okay, at kvinder både ser, men også producerer erotik og porno.”

Hun har tidligere oplevet fordomme om sin tid i pornobranchen, som har gjort relationer til andre mennesker svære.

“Jeg fik udviklet en radar, hvor jeg lynhurtigt kunne fornemme, hvor mennesker stod i forhold til mig. Den slags kan man ikke skjule. Der var enten dem, der ikke kunne kigge mig i øjnene, som slet ikke ville have noget med mig at gøre og tog afstand, eller dem, der syntes, at det, jeg havde lavet, var fuldkommen fantastisk, men ikke så mig, men Katja K., og egentlig ikke var interesserede i at lære mig at kende.”

Begge dele var anstrengende. At møde de mænd, hun gerne ville, har også været svært.

“Det må jeg erkende. Det tror jeg slet ikke, jeg kan i Danmark. Mænd er enten lidt bange for mig, fordi jeg har en seksualitet, der ligner deres, hvor jeg sagtens kan adskille sex og følelser og kan være den styrende, mens andre har været fascinerede af mig og ville undersøge mig, men hvor jeg har skullet finde ud af, hvad deres reelle interesse egentlig var i mig,” fortæller hun.

Hun ser det dog ikke som en stor pris at betale for bare tre år som pornostjerne.

“Sådan ser jeg slet ikke på det. Mit liv handler nummer et om mig, og hvad jeg får ud af at være her, og hvad jeg kan give til samfundet, og først nummer to om en mand.”

Desuden er Sussi La Cour heller ikke den, der lægger sig ned og græder over sin egen skæbne. I stedet besluttede hun sig for at gøre noget helt andet, da lingerifirmaet lukkede, og begyndte i 2009 at læse oplevelsesledelse på RUC.

“På det tidspunkt ville jeg gerne helt væk fra det hele, havde fået nok af at tale om mig selv og Katja K., som jeg havde gjort i 11 år, og ville gerne ud af den kasse. Som de fleste mennesker er jeg fyldt af kontraster. Jeg kan også føle mig bornert, snobbet eller alt muligt andet, så det, at andre sætter dig i en kasse, føles klaustrofobisk. Du kan selvfølgelig til en vis grad sige, at det må de selv om, men du er jo kun et menneske og ikke lavet af stål.”

Efter RUC startede Sussi La Cour i 2013 et rådgivningsfirma i forandringsprocesser. Men hun fik kun henvendelser fra mænd, som vel at mærke ikke ville rådgives, men bare bookede det indledende kaffemøde med hende. Se giraffen, som hun siger. Hun måtte lukke ned.
De tre efterfølgende år blev hårde.

“Jeg følte mig lost. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle. Jeg havde ikke lyst til et job i et kontorlandskab eller på f.eks. et tv-produktionsselskab, der ellers havde været nærliggende, for jeg havde ikke lyst til at troppe op hver morgen, hvor folk så på mig og tænkte, at jeg var Katja K. Det var måske gået over, hvis jeg havde gjort det, men jeg havde ikke lyst. Jeg havde givet så meget af mig selv i mange år, og jeg tror, jeg var blevet ekstra sårbar og havde brug for at være inkognito.”
Hun prøvede at finde en vej frem.

“Jeg blev receptionist i et yogacenter på Nørrebro, fordi jeg havde en drøm om at lave yogaretreats i udlandet. Men også økonomisk var det en hård tid.”

Lavpunktet kom, da hun blev nødt til at gå på kontanthjælp.

“Jeg var så flov over at skulle møde op på jobcenteret og havde bare lyst til at gemme mig. På et tidspunkt tog jeg mit kamera med, for så tænkte jeg, at jeg kunne lave en dokumentar, så der var en mening med, at jeg stod i den situation.”

En dag skete der noget, hun ikke havde regnet med. Hun blev tilbudt at arbejde på jobcenteret.

“Jeg hjalp andre i gang med at finde job, og det viste sig, at jeg var meget god til at tale med folk om, hvilke job de havde søgt, om det virkelig var noget, de havde lyst til eller flair for. De troede muligvis, de var med i skjult kamera, når de kom ind og så mig, men jeg lod som ingenting og bildte mig ind, at ingen kunne kende mig.”

Sussi La Cour fik sit eget kontor med navneskilt på døren, og efter et halvt år blev hun kaldt ind på lederens kontor og spurgt, om hun ville fastansættes. Det var hele pakken i det offentlige med fast løn, forsikringer og pension.

“Jeg kunne simpelthen ikke sige ja. Jeg mødte op hver dag til de lange gange med døre ind til små kontorer, der var alt, hvad jeg havde kæmpet imod hele livet. Jeg havde ikke lavet alle de kvantespring, truffet de vilde valg og gået igennem de processer for at ende et sted, der føltes middelmådigt.”

I stedet sagde hun ja til at blive klummeskribent, først på B.T., siden på Ekstra Bladet, som hun skriver for i dag. Hun sagde også ja til at gifte sig. Det var i 2016, og manden fra USA havde hun mødt for 20 år siden, da han også var pornostjerne. De flyttede sammen til Spanien. Det blev et ægteskab, der fik mere skjulte sider tydeligere frem i Sussi La Cour og dermed blev medvirkende til, at hun blev sikker på, det var rigtigt at retablere Katja K-brandet.

“Først var det bare rart, at vi kunne slappe af over for hinanden og ikke behøvede at forklare vores fortid. Men det var første gang, jeg mødte en mand, der var vildere end mig. Hvor jeg tidligere har set mig selv som rastløs, impulsiv, rodløs og vild, var han det gange ti. En kunstnerisk type, som kan leve på en sten. Han lever i nuet og har intet behov for at planlægge. Nu kunne jeg mærke, at i kraft af at jeg mødte ham, kom mine andre sider op til overfladen,” siger hun.

Sider, der handler om det behov for kontrol, Sussi La Cour egentlig altid har haft, for struktur og at gå efter et mål, f.eks. at købe sig sit eget hjem eller have sin egen forretning, som kræver en vis grad af planlægning.

“Da jeg efter fem år gav op og blev skilt, følte jeg, at jeg stod et stærkere sted, end inden jeg mødte ham. Jeg drømmer ikke længere nødvendigvis kun længere om et “vi”, som jeg gjorde, da vi mødtes. Det var den sværeste beslutning i mit liv at blive skilt, for jeg har altid troet, at hvis kærligheden var der, ville det gå. Det var den. Men vi var som to magneter, der ikke kunne sidde sammen.”

Hendes klare mål er nu blevet “fuldkommen økonomisk uafhængighed”. For at nå det mål kunne hun se, at vejen frem var at bruge Katja K.

“Nu kan jeg tydeligere se, at jeg faktisk alene har bygget et brand op, der bliver ved med at være præsent. Det er kun mig, der kan og skal stå for projektet med at retablere Katja K-brandet i en ny, erotisk form. Hvor jeg i mange år prøvede at udfase Katja K., uden det lod sig gøre, omfavner jeg det nu fuldkomment.”