ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Giv din hud en opstrammer med strøm: I to uger har Børsens skønhedsredaktør sat strøm til halvdelen af sit ansigt

Svenske Foreo har lavet en strømgadget, der vil give huden en opstrammer. Børsens skønhedsredaktør tester med blandede følelser, da virkningen pludselig viser sig på en badebro i Silkeborg

Svenske Foreo er aktuel med en lavstrømsgadget, der vil stramme huden op. Det kniber dog med dokumentationen. PR-foto
Svenske Foreo er aktuel med en lavstrømsgadget, der vil stramme huden op. Det kniber dog med dokumentationen. PR-foto

Det har føltes lidt aparte, men i tre uger har jeg stået foran badeværelsesspejlet hver morgen og ført et aggregat, der mest af alt ligner en mini-ufo, op og ned over ansigtet.

Men kun over højre halvdel. Den venstre har været uberørt af de strømbølger, der ifølge producenten Foreo både vil stramme huden op og give mig mere af hudens vigtigste byggesten, kollagen.

Og den her tirsdag skal testen stå sin prøve. Foran mig står to venner, min badeklub, som jeg kalder dem, og de skal i morgenens klare lys fortælle mig, om de kan se noget anderledes ved mit ansigt. Om en af siderne ser mere løftet ud, mere fyldigfrisk end den anden.

En tvivler

Selv må jeg indrømme, at jeg tvivler. Jeg er allerede vant til at bruge såkaldt lavstrøm (også kendt som microcurrent waves) og har været glad for det, lige siden den amerikanske hudlæge dr. Nicolas Perricone udtalte, at det giver meget mere mening at stimulere blodcirkulationen og ansigtshuden med strøm frem for at lamme musklerne med botox.

Hudlæge Flemming Andersen fra Hudklinik Mølholm i Vejle er mere kritisk og kalder metoden for et quickfix, der kan give en forbigående opstramning.

“Der opstår en mindre inflammation, som næppe sætter gang i en fornyelse, men i stedet giver anledning til forbigående vandansamling, så huden ser mere opstrammet ud,” siger Flemming Andersen.

Selvom jeg i en årrække har været fast ven med My Nuface – den amerikanske strømpendant – så eksisterer der ingen tung dokumentation på området, kun ganske få studier – bl.a. et positivt stemt fra det videnskabelige tidsskrift The Life Science Journal.

Men nu skriver Foreo, at deres Bear, som de kalder deres nye gadget, har dobbelt så stor strømstyrke som My Nuface med dens 400 mikroamperer. Og ifølge firmaet vil behandlingen være både opstrammende og udglattende. Retorikken på hjemmesiden lyder som teksten fra et eventyr. Gid nogen i en marketing- og salgsafdeling ville forstå, at tillid og overbevisning kræver lidt mindre hidsig brug af superlativer. Og det hjælper ikke på min skepsis, at den muligvis 18-årige, gennemretoucherede kampagnemodel nok ligner den sidste i verden, der har brug for produktet.

Der opstår en mindre inflammation, som næppe sætter gang i en fornyelse, men i stedet giver anledning til forbigående vandansamling, så huden ser mere opstrammet ud

Flemming Andersen, hudlæge

Jeg beder forud for testen om at få tilsendt dokumentation for påstandene om opstramning og øget kollagenmængde, men trods adskillige forsøg er der ingen respons. Så jeg planlægger en tougers testperiode, hvor jeg sætter strøm til halvdelen af mit ansigt.

Gør det ondt?

Det er nemt at bruge Foreo Bear. Hvis man vel at mærke husker det – sådan en gadget kan hurtigt blive en skuffeting. Tre minutter i alt tager det at køre ansigtet igennem med opadgående strøg – endelig på nyrenset hud, der er mættet med fugt. Ikke noget olieret, for så vil strømmen ikke kunne få fat. Så enten et almindelig fugtserum eller noget Aloe vera-gel. Det brummer, så det faktisk er en smule ubehageligt i ørerne – noget, der skyldes dens masserende pulseringer.

På huden føles det mere prikkende, lidt som at ramme et sløvt elhegn, der ikke gør ondt, men heller ikke er nogen spabehandling. Maskinen er nem at håndtere, dog ikke videre køn efter min mening, selvom den bryster sig af sit nordiske design. Omvendt ligner den (sådan som My Nuface gør) ikke noget fra en gynækologisk klinik.

Det er klart et plus, at opladningen holder til 90 omgange. Kun indledningsvist er det irriterende, at den skal tilsluttes via en app for overhovedet at komme i gang (sådan er det med alt efterhånden, og mine børn himler med øjnene, når jeg sukker over det).

Dokumentationen

Der er (heller) ingen dokumentation på en langtidsvirkende effekt – hverken ved brug af Foreo Bear eller My Nuface, men det er også uvæsentligt efter min mening. Vi skal se på hudpleje – inkl. den elektroniske – på samme måde, som vi vurderer en løbetur og tandbørstning. Ingen børster tænder i aften og regner med, at effekten varer til efter pinse. Det er en daglig indsats, hvad enten der er tale om strøm, solbeskyttelse eller morgenturen til badebroen, hvor jeg efter de to uger beder badeklubben om at stoppe op og vurdere mit ansigt. Kan de se en forskel?

“Er du gal, du hælder jo nærmest med ansigtet og er markant opløftet i højre side,” lyder dommen.

“Hvad hedder den maskine og kan den bruges på maven?”

Det sidste må testes en anden gang. Manglen på dokumentation og Foreos ualmindeligt arrogante vrangvilje til at svare på spørgsmål gør, at min skepsis er ambivalent: Trods badeklubbens reaktion – om at det gør en forskel at sætte strøm til sit ansigt – så venter jeg fortsat på den efterlyste dokumentation.


Andre læser dette lige nu