Naturen og miljø​katastrofer skrives ind i den danske litteratur: "Den har mulighed for at åbne vores øjne for, at naturen også er levende."

“Digtning, der ikke beskæftiger sig med menneskehedens største trussel, er ikke værd at beskæftige sig med,” skrev digter Lars Skinnebach i bogen “Øvelser og rituelle tekster” i 2011. Udgivelsen blev startskuddet til en ny klimakritisk tendens i dansk litteratur, der står på skuldrene af 1970’ernes miljøbevidsthed og tidlig naturdigtning.

“Økolitteraturen beskæftiger sig med menneskets forhold til naturen og det ikkemenneskelige og med den livsomvæltende situation, vi befinder os i med klima- og biodiversitetskrisen,” siger litteraturkritiker ved Kristeligt Dagblad og litteraturformidler Martin Rohr Gregersen, der i bøger, artikler og foredrag har beskæftiget sig indgående med emnet.

Han spalter den moderne økolitteratur i to: miljø- og klimakriselitteratur, der direkte og kritisk beskæftiger sig med klimakatastrofer og naturødelæggelser. Og så en såkaldt økocentrisk naturdigtning, der ikke så meget fokuserer på kriser og katastrofer, men på det rige, aktive og betydningsskabende ikkemenneskelige liv, der udspiller sig i naturen lige for næsen af os.

“Økolitteraturen er i dag meget mangfoldig,” siger Gregersen. “Men fælles for den er, at den på forskellige måder udforsker, hvordan mennesket påvirker og påvirkes af den natur, der, om vi vil det eller ej, også er os selv. Mennesket står ikke over eller uden for naturen, men er indlejret i den på godt og ondt, lyder den grundlæggende tanke her.”

Forfattere som Victor Boy Lindholm, Theis Ørntoft, Charlotte Weitze, Kristian Byskov og Dennis Gade Kofoed har de seneste år skrevet bøger, der på forskellig vis planter sig under den økolitterære paraply. Fra cykeldigte, naturdigte og programmatiske tekster til postapokalypse, samfundssatire, krimi, magisk realisme og fantasy.

“

Mennesket står
ikke over eller uden
for naturen, men er indlejret i den på
godt og ondt

Martin Rohr Gregersen, litteraturkritiker

“Særligt mange af de nutidige romanforfattere orienterer sig mod sci-fi, fantasy og magisk realisme, når de forsøger at tage livtag med den situation, vi befinder os i. Dennis Gade Kofod, Kristian Byskov og Charlotte Weitze er gode eksempler, de blander alle det realistiske med det eventyrlige og undersøger af den vej, hvad det vil sige for os mennesker at leve i en verden, hvor naturen sparker tilbage, og alt er forandret. Det gør de måske, fordi verden faktisk virker mærkværdig, fordrejet og fremmedartet i klimakrisens tidsalder. Derfor har vi brug for genrer, som kan indfange sådanne følelser og erfaringer, og som formår at udvide vores verdensforståelse,” siger Gregersen.

“Som Theis Ørntoft skriver i hans kosmiske klimakriseroman “Solar” fra 2018: ’Mennesket har intet sprog, for det der foregår.’ I forlængelse heraf kan man sige, at litteraturens rolle i klimakrisens tidsalder netop er at prøve at give os et sprog for det, vi ikke kan begribe, så vi bedre kan være, leve og måske handle i den her kriseprægede verden, vi nu lever med og i.”

Men hvad er det egentlig litteraturen kan udrette i forhold til noget så virkeligt som en global klimakrise? Kan den skabe aktivisme?

“Litteraturen kan ikke i sig selv redde verden. Vi har selvfølgelig brug for både smartere teknologiske løsninger og storpolitiske reformer. Men for den enkelte læser har litteraturen måske alligevel mulighed for at ændre noget. Fordi litteraturen ikke er bundet til krav om objektivitet og rationalitet, har den en særlig evne til at bryde med vores vanemæssige forståelse af os selv og omverden. Den har mulighed for at åbne vores øjne for, at naturen også er levende. Og den kan skabe et refleksionsrum for forskellige verdensopfattelser, følelser og erfaringer i forhold til, hvad det vil sige at leve som menneske i klimakrisen,” forklarer Gregersen.

For forfatter Charlotte Weitze er litteraturen en måde at være klimaaktivistisk på, men ikke den eneste. Hun er aktuel med økoromanen “Rosarium”, der handler om menneskets forhold til naturen. I bogen er roser og planter levende og formerer sig med menneskene. Det er ikke første gang, at Weitze er økokritisk i sit forfatterskab. I 2016 udgav hun romanen “Den afskyelige”, en samfundssatirisk dystopi om de globale klimaforandringer. Da hun begyndte at skrive “Den afskyelige” var hun i tvivl: Blev det for dommedagsagtigt? Tør jeg? Dengang var klimaproblemerne ikke noget, man talte om eller troede på, som man gør i dag.

“Men da bogen udkom i 2016, var der begyndt at ske noget. Der var stadig nogle læsere, der var meget skeptiske, men i dag mærker jeg, at der er sket en stor ændring i forhold til bevidsthed om klimaet. Nu serverer de endda vegetarmad, når jeg kommer ud og holder foredrag,” griner Weitze.

Det, der i sin tid pirkede til forfatterens egen økobevidsthed, var førnævnte ytring af Lars Skinnebach og det ikoniske billede af Lars Løkke, der som klimatopmødeformand i 2009 sad træt efter endeløse forhandlinger om en klimaaftale, der aldrig faldt på plads. Det fik hende til at indse, at det ikke kun er politikerne, men os alle sammen, der må gøre noget, både i privatlivet og på arbejdet. Nogenlunde samtidig installerede hun solceller, isolerede sit hus og nedskrev en 2030-plan sammen med familien. I år smider de gasfyret ud og har bestilt en varmepumpe, som skal varme huset op på el. For som hun siger, er det ikke nok at gå at reflektere; det kan jorden jo ikke mærke.

Hvor “Den afskyelige” var tydeligere klimapolitisk, er “Rosarium” en økoroman. I bogen giver hun stemme til noget, der ikke har en stemme i forvejen, nemlig planterne, og fremmaner universer, hvor der er forbindelser mellem det menneskelige og det ikkemenneskelige. At det var planter, det skulle handle om, blev klart efter erkendelsen af, at vores problemer jo ikke alene handler om klima, men at klimakrisen blot er en del af en større økokrise.

“

Vi er afhængige af planterne. Hvis de forsvinder, er vi lost

Charlotte Weitze, forfatter

“En dag tænkte jeg: hov, hvad med planterne? De har jo også en del med CO2-balancen at gøre. Jo mere skov vi har, jo bedre balance er der. Planterne er jo virkelig vigtige for os. De er vores mad, vores ilt, tøj og boliger. Og indtil nu har vi betragtet dem som vores tjenere og tænkt, at de var nogle umælende væsener, vi kunne gøre med, hvad vi ville. Sådan har vores bevidsthed om naturen været,” siger Weitze.

“Men pludselig har vi erkendt, at vi er afhængige af planterne. Hvis de forsvinder, er vilost. Hvis vi forsvinder, er de ligeglade. De har krammet på os. Hvis vi bliver bevidste om det, så øger vi respekten for planterne og bevidstheden om, hvor tæt vi er på naturen.”

Researchprocessen til “Rosarium” har været usædvanlig. Charlotte Weitze har talt med forskere og læst vilde plantehistorier, der har åbnet hendes øjne på ny. Og hun har besøgt Białowieża, Europas ældste urskov i Hviderusland og Polen, og Tjernobyl for at se den nye skov, der er vokset frem. Alligevel har hun fået den største øjenåbnende oplevelse hjemme i baghaven.

“Vi er mange, der er opdraget til, at haver skal se ordentlige ud med en velsået græsplæne og ikke alt for høje træer. I min research har jeg fundet ud af, at jo mere uordentligt, der er i en have, jo bedre har naturen det. Hvis man har et træ, der er væltet i en storm, er det allerbedst at lade det ligge, så insekterne kan få glæde af det. Den bedste gartner er den, der lader naturen være.”