Der var engang, hvor en møbelsnedker var en, der fik stukket en tegning i hånden af en arkitekt eller designer, som han så skulle udføre i træ.
Sådan var det i dansk møbelkunsts såkaldte guldalder fra slutningen af 1930'erne til slutningen af 60'erne, hvor arkitekter som Hans J. Wegner, Børge Mogensen og Arne Jacobsen cementerede Danmark som en designnation i stand til virkelig at skabe design, der holder.
Det var bare ikke arkitekterne selv, der stod i værkstedet med høvlen i hænderne, det var producenterne – som Fritz Hansen, Rud. Rasmussen Snedkerier og Fredericia Furniture.
Den rollefordeling eksisterer sådan set stadig, bare ikke i Københavns Møbelsnedkeri, hvor man insisterer på at have begge sider af sagen med, både den kreative og den udførende, der lægger liv og sjæl i hver eneste centimeter.
"Hvis du går til et mere traditionelt køkkenfirma, så rammer du på et tidspunkt muren for, hvad der kan lade sig gøre. Den mur oplever man ikke hos os"
Det er detaljerne, der afgør, om et bord, en stol eller et køkken er holdbart. Holdbart på den måde, at man ser det som en investering i sit hjem og en gave til de kommende generationer i familien.
De laver kort sagt det hele selv i det københavnske snedkeri, og netop den stædige fokus på at ville selv og følge tingene helt til dørs, fordi de skal kunne holde, har givet Kim Dolva og Søren Bech Jespersen stjernestatus blandt folk, der går op i design, solidt håndværk og ting med historie.
De har i de sidste tre år pendlet til New York for at realisere et hjem ned til mindste detalje, de har designet interiør til restauranterne Noma og Relæ, og deres koncepter begynder så småt at dukke op i udlandet hos opportunistiske kopister, hvilket de tager mere som et skulderklap end som en fornærmelse.
Snedkerne på Rock Island
Alle siger det samme, når de kommer herud på Bryggen. Særligt dem med penge. Hvorfor de ikke udnytter potentialet bedre? Åbner en butik, får showroom i København K. Får en investor. Satser lidt mere. Men det er Kim og Søren ikke interesserede i.
Faktisk er den bedste beslutning, de har taget i deres karriere, at blive herude på Islands Brygge i København, fordi det er ægte. Her er alting samlet: værksted, tegnestue og showroom, og det gør, at der sjældent er langt fra tanke til handling i Københavns Møbelsnedkeri.
Baggården ikke langt fra den nu polerede havnefront genlyder af gode vibes. En trommesolo fra et åbent vindue blander sig med lyden af træ, der kløves af en klinge, på muren over skraldespandene hænger der et basketnet, og med snirklede bogstaver over porten står stedets tilnavn, "Rock Island". De fleste lokaler i komplekset er øvelokaler, men her er også en cykelsmed, et rammeværksted og en maskinfabrik.
Københavns Møbelsnedkeri holder til i et værksted, de overtog fra en motorcykelbygger, der flyttede til Valby, og tværs over gården, der hvor de har showroom og kontorer på første sal, havde Scientology i sin tid trykkeri.
Bygningen er buet, fordi der engang løb en togbane lige forbi, og bag den tunge dør af stål, der er gemt af graffiti, lå det legendariske Eigens Ballroom, der sidenhen trak 1990'ernes club kids herud til klubben Mantra. Sturlasgade 14 er et sted med historie, og netop derfor føler Søren og Kim sig hjemme her. Og de føler sig hjemme med hinanden.
Der er kæret om hver eneste detalje, så alle samlinger passer med millimeters akkuratesse.
"Vi har et parforhold," siger Søren Bech Jespersen uden at fortrække en mine. Vi sidder i showroomet om det runde bord, de selv har lavet.
"Nå men, det har vi jo," siger han på syngende jysk og mener med det, at der er så meget, der ikke behøver at blive sagt, fordi de kender hinanden så godt. De mødte hinanden på Teknisk Skole og fandt huttigt sammen, fordi de ville være de bedste møbelsnedkere i branchen. Ingen af dem kom lige fra folkeskolen, og det gjorde hele forskellen, fordi de i modsætning til dem, der sad og hang på en høvlebænk og dybest set var der, fordi "håndværker kan man jo altid blive", var sindssygt motiverede.
Alt andet end metervarer
Allerede inden de var færdige med uddannelsen, fik de til opgave at indrette en husbåd i Københavns Havn. Det var firmaet CPH Square, der hyrede dem, og det samarbejde blev fundamentet for Københavns Møbelsnedkeri, fordi det gav en tryghed, at der var udsigt til masser af arbejde.
"De ville gerne have, at vi bare åbnede et snedkeri, der kunne lave deres ting, og selv om det ikke blev, var det rart at vide, at vi havde noget at lave uanset hvad. De havde fart på, så vi fik lidt følelsen af, at vi godt kunne investere i det her. Det var en hestesko til for alvor at komme i gang," forklarer Søren.
Ingen af dem var interesserede i at starte en produktionsvirksomhed, hvor de udelukkende lavede ting for andre.
I reolen bag arkitekterne opbevares træet efter tykkelse og mål.
"Vi er begge to æstetisk anlagt, og vi har en mavefornemmelse, der gør, at vi kan stå en kilometer væk og vurdere, om det er fedt eller ikke er fedt," siger Kim.
De var ret enige om et udtryk, de beskriver som en crossover af japansk minimalisme, klassisk dansk snedkerkunst og amerikansk vintagestil, og ambitionerne var store fra starten.
"Man bliver næsten tæsket for at sige det herhjemme, men at skabe en klassiker var måske lidt målet. At lave noget, der er vedvarende og tidsløst," siger Kim.
Københavns Møbelsnedkeri skulle lave møbler som i gamle dage.
"Men tiden æder den kvalitet lynhurtigt. Der bliver virkelig skabt nogle døgnfluer, og sådan var det ikke førhen. I dag er møbler næsten ligesom tøj. Man laver kollektioner fra år til år," siger Søren.
"Jeg synes, det passer bedre med tøj. Møbler skal have en tyngde. Møbler skal kunne holde – ikke kun til at blive brugt, men til at blive set på. Man gider da ikke at skifte møblerne ud en gang om året. Det er lidt som med mad. En færdigret er konstrueret til at smage godt. Men den mangler sjæl. Det kan ikke nytte noget, at det bare er metervarer."
Kundens snedkeri
Det, man får, når man bestiller et køkken, et møbel eller en totalistandsættelse af sit hjem hos Københavns Møbelsnedkeri, er fuld opmærksomhed og en forståelse for netop det behov, man har.
"De ringer og vrøvler, vi kommer og høvler," siger Kim, der faktisk mener, der kommer andet end vrøvl ud af munden på langt de fleste kunder.
Mange af idéerne opstår i samspil med kunden, der typisk har gjort sig nogle tanker om, hvad de gerne vil have. Ud fra kundens guidelines bliver der så tegnet en skitse, der i 95 procent af tilfældene ender med at bliver realiseret – ofte med elementer, man på ingen måde selv kunne have forestillet sig.
Grebene til skuffer og skabe bliver lavet i hånden af de lokale smede.
Lige nu er de f.eks. ved at bygge en syv meter høj reol hele vejen op igennem et hus i Kartoffelrækkerne i København, og det er netop løsninger som den, de synes, de kan tilbyde. De har håndværket i hænderne, og de ved, hvordan tingene skal skæres for både at holde konkret og æstetisk, men de kan også tilbyde det andet, der igen handler om den berømte sjæl.
"Vi er kundens snedkeri. Vi har en ramme, men man kan godt gå igennem den. Hvis du går til et mere traditionelt køkkenfirma, så rammer du på et tidspunkt muren for, hvad der kan lade sig gøre. Den mur oplever man ikke hos os," siger Søren.
"Det er fri leg med regler," siger Kim og forklarer, at en miniregel for dem er, at alle projekter skal have et eller andet spektakulært. Det kan være den fine bestikindsats med logo i køkkenskuffen, som har en effekt af en lille trumf, når man trækker skuffen ud. Eller det jalousiskab, der kører op og ned med motorkraft. De har også på et tidspunkt designet en vareelevator, der kører op gennem et byhus på fem etager.
Kim beskriver den som "en æstetisk visuel fornøjelse samtidig med at den er sindssygt brugbar med en lille lækker vitrineglaslåge, du kan åbne på alle etager", og selve skakten lavede de i egetræ, fordi det er det materiale, de plejer at arbejde i. Da de var færdige, kom der en autoriseret elevatormand ud og spurgte, om de var blevet sindssyge.
"For sådan en skal jo bare laves i noget slam-aluminium," siger Kim. Men sådan er det tit for Kim og Søren, fordi de gør det selv, frem for at slå op i bogen under "varelevator". Eller "hængsler" for den sags skyld. De stiller sig hele tiden undrende over for de gængse løsninger og syntes, da de for alvor begyndte at lave køkkener, at det var underligt, at hængslerne skulle være et slags antidesign, når der nu var lagt så meget kærlighed i alt det andet.
Fortællingen er vigtig
Det er også derfor, det giver mening for dem at have det hele samlet herude på Bryggen.
"Der er utroligt meget værdi i, at vi er lige her. Der er også nogle andre aktører i det her miljø, især smedene, der har været her i en menneskealder, som vi bruger rigtig meget, fordi vi producerer vores egne greb i metal. Det har noget integritet at gøre det på den måde. Det er jo sindssygt, at vi kan få en eller anden idé og så stå ovre hos smedene ti minutter efter. Tit og ofte smider de alt, de har i hænderne, og en time efter kommer de med noget, de gerne vil have ros for. Det synes jeg er vildt fedt," siger Søren.
De identificerer sig meget med det miljø, de er en del af. Musikerne og smedene. Men det handler også om at skabe et optimalt arbejdsliv for sig selv. Nogle rammer, de godt gider at være i.
"Det er jo lidt en legeplads," siger Kim.
"Det er en af gaverne ved at have sit eget firma. Skal vi gå til højre i morgen? Ja, det gør vi. Vi har da helt klart taget nogle beslutninger, der kostede rigtig mange penge, udelukkende fordi vi syntes, det var fedt at gøre. Men man har selv stafetten."
"Ligesom i Edens Have vil der altid være en masse ting, der afleder ens opmærksomhed og blænder en på vejen, og der skal man selvfølgelig være rimelig mådeholden"
De er glade for, at de er gået deres egne veje og bliver mere og mere bevidste om, at den til tider naive stædighed omkring at ville gøre tingene selv har skabt afgørende værdi, og at beslutningen om at blive herude har været med til at definere dem som brand.
"Det er hele tiden en afvejning af, hvad det betyder for fortællingen, hvis vi gør noget andet. Du skal ikke slå et særligt skarpt sving, før der kommer ridser i bordpladen. Vi rammer alle grenene på vej ned, men vi finder selv ud af, hvad der fungerer for os. Vi kunne sikkert godt masseproducere et bord, der ville sælge. Det er bare ikke særligt sjovt. Det er heller ikke en særlig sjov historie," siger Søren.
Mange penge giver ikke mere rabat
Det er også derfor, de ikke er rige, siger de, selv om de laver køkkener i prisklassen fra 100.000 kr. til "you name it". Det dyreste køkken, de har lavet, lå på knap en million. Men det er det, det koster. I tid og materialer.
Der er ingen øvre grænse for, hvad et køkken fra Københavns Møbelsnedkeri kan koste. Det dyreste køkken, de har lavet, lå på knap en million.
"Alle uden undtagelse, der kommer herud, vil gerne have noget rabat. Særligt dem, der har mange penge, de vil gerne have meget rabat. Men det er så nemt et regnestykke, for alle de ting, vi har, er forbundet til tid og materialer. Vi ved simpelthen ikke, hvor vi skal tage rabatten fra: Vil du have, at vi bruger tiden, men ingen materialer? Eller vil du bare have materialerne og ingen tid? Det er ikke til diskussion," siger Kim.
Det er det heller ikke, når det kommer til materialer, som kort fortalt er dem, man har i baghaven. De arbejder ikke med eksotiske træsorter og andre ting, der bliver transporteret med skibe, og hvor arbejderne har kummerlige arbejdskår, man ikke kan kontrollere. De er FSC-kontrollerede, som er en miljøgodkendelse, der markerer, at det møbel, man køber, er lavet af træ, der kommer et godt sted fra.
De arbejder stort set kun i egetræ, som mellem deres hænder kommer til at føles som flere forskellige sorter. Egetræ har en helt særlig egenskab, fordi der er garvesyre i, forklarer de. Det fandt man ud af, da egetræet lå i moserne og blev mørkt – deraf betegnelsen moseeg.
Egetræet, garderobeskabet er lavet af, er røget, så det får den karakteristiske mørke nuance. Et skab som dette koster ca. 100.000 kr.
Egetræ kan være alt fra helt lyst, hvidt, hvis det bliver behandlet med en olie eller en sæbe, til den helt mørke, som er gennemfarvet, fordi man har påvirket træet med salmiakspiritus. De har desuden en stor container stående i gården, hvor de kan ryge træet og hermed påvirke farven.
"Vi kalder den vores rygecontainer. Folk tror, vi står derude og ryger rød cecil, men det handler om at give træet den rigtige finish," forklarer Kim. Rygecontaineren kan indstilles på forskellige frekvenser, og træet tager mere eller mindre farve, alt efter hvor lang tid det ryges:
Efter en time får det en lille smule mørkere glød, og lader man det stå natten over, bliver det meget mørkt.
"Det er en måde at lave noget på, der ligner palisander eller ibenholt," siger Søren. "Det er en god fornemmelse. For hvorfor køre træ en halv jordklode rundt, når man kan få det fra Fyn?"
Trykbeholder af potentiale
De er begge to pavestolte af, at de beskæftiger fjorten mand. At de har skabt en succes ved at være kompromisløse og nysgerrige.
"På en eller anden måde føler jeg også, at vi gør en forskel," siger Kim.
"Der er altid en rigtig måde at gøre tingene på og en forkert måde at gøre tingene på. Jeg føler, vi gør det på den rigtige måde. Ligesom i Edens Have vil der altid være en masse ting, der afleder ens opmærksomhed og blænder en på vejen, og der skal man selvfølgelig være rimelig mådeholden."
Kim læner sig tilbage, tager en småkage fra fadet.
"Noget, jeg lige tænker på," siger Søren så, "det er, at det på en eller anden måde godt kan føles lidt som en trykbeholder af potentiale. Jeg føler virkelig, at der er meget potentiale her. Også uudnyttet. Hvis man lukkede op for beholderen, ville det jo bare flyde fladt ud, og hvad så? Der er noget potent i at holde det som en saftspændt bue med fare for at eksplodere."
