Claus Bertelsen er i syv sind. Han ved ikke, hvilken historie om sit liv, han skal fortælle. Skal det være HELE historien med alle detaljerne – eller bare succesfortællingen?
Den om det vellykkede generationsskifte i familiens virksomhed, Peter Larsen Kaffe? Den om de tre rekordregnskaber i træk? Den om fairtrade og økologisk kaffe, der år efter år har indtaget endnu større markedsandele i Danmark?
Han er simpelthen på usikker grund. Og hvis der er noget, Claus Bertelsen, 43, ikke bryder sig om, er det netop dét. Derfor har han gjort sit hjemmearbejde. Han har forberedt sig til interviewet. Talt med familien, venner og kolleger for at høre, hvad det egentlig er for en historie, han bør servere til journalisten.
“Ja, jeg har tænkt meget over det. Jeg har forberedt mig. Der er ikke noget værre end folk, der ikke er velforberedte,” siger han og finder tre foldede A4-ark frem fra skjortelommen.
Claus Bertelsen har deltaget i en del racerløb rundt omkring i ind- og udland, og hver gang siger han til sig selv: "Næste løb bliver mit sidste løb," lyder det fra den fartgale direktør, der erkender, at fascinationen af fart ikke bare er en, han kan lægge fra sig.
På det ene ark har Claus Bertelsens syvårige datter, Mille, tegnet løs med farveblyanterne, men det er nu ikke det, han vil tale om. Det er notaterne i punktform, som står på bagsiden, der er i fokus. Det er de emner, han vil igennem i løbet af samtalen, siger han.
Men noget bringer ham ud af fatning, for journalisten gør selvfølgelig det, alle journalister gør, når de kommer på besøg på hovedkontoret hos Peter Larsen Kaffe på Ærøvej i Viborg. Han spørger ind til bilerne. Både de røde Ferrarier og de pragteksemplarer, der står lige uden for vinduet.
På parkeringspladsen står bl.a. en gråmetallic Bentley, en Audi RS5 samt en smart Mercedes med nummerpladen “Bønnego.”
"Men ved du hvad? Du kan ikke skille de to ting ad. Biler og kaffe hører simpelthen sammen i min familie. Jeg er vokset op på en blanding af kaffe og benzin, og jeg er selv vild med at køre ræs"
“Det er min mors Mercedes. Bentleyen tilhører min far, og det er min sorte Audi, du kan se der,” siger Claus Bertelsen, der allerede har en fornemmelse af, hvilken vej, interviewet er ved at tage.
“Vi interesserer os meget for biler her i familien. Min far har i mange år haft en stor passion for røde Ferrarier og været meget åben omkring det. Han stod endda frem i et tv-program i 1995 og fortalte om sin passion for det italienske mærke, og siden da har rigtig mange folk forbundet Peter Larsen Kaffe med røde Ferrarier. Det har jeg haft det lidt blandet med. Især da jeg selv kom ind i firmaet,” siger Claus Bertelsen, der efter en karriere i Dansk Supermarked og Arla Foods blev salgschef i familiens kaffefirma i 2001. Tre år senere avancerede han til adm. direktør.
“Men ved du hvad? Du kan ikke skille de to ting ad. Biler og kaffe hører simpelthen sammen i min familie. Jeg er vokset op på en blanding af kaffe og benzin, og jeg er selv vild med at køre ræs. Så jeg har besluttet, at jeg godt må tale om det,” siger Claus Bertelsen og kaster et hurtigt blik ned i sine notater.
“Nej, jeg skal lige fortælle dig noget,” siger han.
Hele familien er bidt af bil-bacillen, og Claus Bertelsen er vokset op med en større Ferrari-samling. I Claus Bertelsens egen samling holder bl.a. en sort Audi RS5 samt en Maserati.
“Jeg har faktisk lige været en uge i Dubai for at køre ræs sammen med fem kammerater. Det var sådan et 24-timers løb,” fortæller Claus Bertelsen og lyser fuldstændig op i et stort smil.
Og dermed har han egentlig forladt sine notater og fortæller nu frit fra leveren om det, der virkelig fascinerer ham: Fart, spænding og en helt uforklarlig trang til at sætte livet på spil.
“I Dubai kørte vi i en Peugeot RCZ, og jeg husker tydeligt, at jeg sidder der i pitten og ser på tv-skærmene, hvor jeg følger bilerne ude på banen. De kører over 200 kilometer i timen, og det er snart min tur. Lige der slår det mig: Hvor er det vanvittigt. Hvad fanden har du gang i? Du har kone, børn og egen virksomhed. Men i det sekund, jeg tager hjelmen på, glemmer jeg jo alt omkring mig, og sådan har jeg det hver eneste gang. Jeg siger det samme igen og igen: Næste løb er mit sidste løb. Men så kommer det der kick, man får ud af det. Jo, det lyder måske tåbeligt, men hvad vil du have, jeg skal sige?”
"Hvis der sker en ulykke, så bliv siddende i selen. Men da hjælperne kommer, siger de, at der lugter af benzin, så jeg krabber mig ud af bilen, for jeg vil ikke brænde ihjel”
Et øjeblik leder Claus Bertelsen efter ordene, men så kommer de:
“Jeg har engang brækket ryggen under et ræs.”
Og så fortæller han, hvordan han i 2003 blev påkørt bagfra og skubbet direkte ind i jordvolden på Ring Djursland med 150 kilometer i timen.
“Jeg husker tydeligt, at ulykken skete lige præcis i det sving, hvor min kone og svigermor stod og så på. Bilen vælter om på siden, og jeg når at tænke på min svigerfar, der er læge, og som altid har sagt, at hvis der sker en ulykke, så bliv siddende i selen. Men da hjælperne kommer, siger de, at der lugter af benzin, så jeg krabber mig ud af bilen, for jeg vil ikke brænde ihjel.”
"Hvor er det vanvittigt. Hvad fanden har du gang i? Du har kone, børn og egen virksomhed. Men i det sekund, jeg tager hjelmen på, glemmer jeg jo alt omkring mig," siger Claus Bertelsen som et forsøg på at forklare sin fascination af racerløb.
Claus Bertelsen bliver kørt på sygehuset, hvor han “scannes på kryds og tværs.” Den nederste del af ryggen er brækket, så han bliver lagt i stramt jernkorset med ordre om at holde sig fuldstændig i ro.
“Det første, jeg siger til min kone, da hun kommer ud til hospitalet, er, at hun skal hente min computer, så jeg kan arbejde fra min sygeseng. Jeg har da ikke tid til at ligge der,” siger han og slår ud med armene.
I seks måneder må han ikke sætte sig ned. Kun stå op, gå eller ligge. Han kommer ikke uden for en dør. Han har det som løven i et bur.
“Og så kan jeg ikke køre i bil,” konstaterer han som den største straf.
“Måske kører jeg også mindre aggressivt i dag, end jeg gjorde dengang. Jeg tager nok færre chancer”
Claus Bertelsen griner lidt af sig selv og historien om ulykken, for det eneste, han egentlig har taget med sig fra dengang, er selve forskrækkelsen. Den sidder endnu i ham.
“Måske kører jeg også mindre aggressivt i dag, end jeg gjorde dengang. Jeg tager nok færre chancer,” siger han.
Men tanken om helt at droppe motorsporten har aldrig været oppe at vende.
“For som min kone, Lise, siger, skal man gøre det, der gør en glad.”
Og i tilfældet Claus Bertelsen er det altså ræs.
“Det ligger i familien. Vi har noget med biler. Sådan har det altid været. På samme måde har jeg det med kaffe. Jeg har aldrig kendt til andet og var kun tre år, da jeg begyndte at hoppe rundt på kaffesække her i firmaet. Jeg har altid hjulpet til i virksomheden og har aldrig været i tvivl om, at jeg en dag ville ind i Peter Larsen Kaffe.”
Som direktør og medejer af Peter Larsen Kaffe i Viborg har Claus Bertelsen udvidet virksomheden betragteligt. Da han kom til som slagschef i 2001, var der 21 medarbejdere. I dag er antallet af fuldtidsansatte oppe på 53, ligesom regnskabet de sidste tre år har været i plus.
Men at der skulle gå ti år, fra han var færdig i skolen og militæret, til han selv blev del af familievirksomheden, kom alligevel bag på ham.
“Jeg havde nok regnet med, at jeg bare skulle ud og prøve mig selv af i forskellige virksomheder i måske fem år, men der gik altså ti, før jeg fik chancen af min far. Det er ikke noget, jeg tænker så meget over i dag, men jeg var meget ivrig efter at komme i gang, og det har jeg altid været. Jeg kan godt lide, når der sker noget,” siger han.
“I dag oplever jeg det samme hos mine egne børn, og mine to drenge hjælper f.eks. med at pakke kaffe her på lageret. Den ældste på 14 har været her to gange i denne uge, og det sker nogle gange, at drengene spørger, hvornår de må overtage firmaet? Jeg kender det jo godt. Det er den samme ild, der brænder.”
