Den helt nye og fjerde generation af Kia Sorento er en stor og overordentligt veludstyret SUV med syv sæder og firehjulstræk. Som opladningshybrid kravler den under den afgørende 50-grams grænse for CO2-udslip, hvilket betyder store fradrag i registreringsafgiften og en opsigtsvækkende pris.
Plugin-hybriden kører op til 57 km på el i WLTP-normen med energi fra et batteri på 13,8 kWh. CO2-udslippet er angivet til 38 g/km, hvilket er blandt de laveste i klassen.
Sorento plugin-hybrid har samme 1,6-liters turbobenziner på 180 hk og elmotor på 91 hk som i Sorento mild-hybrid med selvopladelig hybridteknik, men har en højere systemydelse med 265 hk i stedet for 230 hk på grund af den højere vægt fra batteriet.. Momentet er 350 Nm i begge varianter.
Elmotoren er monteret mellem benzinmotoren og gearkassen, og drivlinen kan overføre sine kræfter til forhjulene eller til alle fire hjul afhængigt af køreprogram og vejforhold. 13,8 kWh lithium-ion-polymer-batteripakken er placeret under fører- og passagersædet, med firehjulstræk ligger batteripakken over kardanakslen. Denne konstruktion betyder, at pakken ikke tager plads fra hverken kabine eller bagagerum. Batteripakken er vandkølet.
“Som opladningshybrid kravler den nye Sorento under den afgørende 50-grams grænse for CO2-udslip
Den 67-liters brændstoftank er placeret under anden sæderække, mens 3,3 kW onboard-laderen er placeret under bagagerumsbunden. Placeringen af disse komponenter gør, at passagererne på tredje sæderække stadig har acceptabel benplads.
Med lille ladekapacitet går det langsomt med at lade batteriet, men det er meningen, at man lader det, når man alligevel ikke kører i bilen, så ladetiden er ikke væsentlig. Det er muligt at programmere klimaanlægget, så kabine, rat og sæder er varme, når man kommer ud til bilen, og så det er muligt at køre de første kilometer på el, uden at benzinmotoren starter, selvom der er brug for varme og blæs.
“Lige nu er alt, der smager af el på bilmarkedet alt andet lige mere interessant end benzin- og dieseldrivliner. Gradbøjer vi det lidt, så ligger de almindelige hybrider i den milde ende af popularitetsskalaen, hvor rendyrkede plugin-hybrider med så stort et batteri så muligt er noget mere eftertragtede, og det samme er nærmest nye elbiler. Det nye afgiftssystem er med til at favorisere biler med så stort et batteri så muligt op til de 45 kwh, hvad enten det er elbiler eller plugin-hybrider, så her taber de almindelige hybrider på point,” lyder det fra markedsanalytiker Jan Lang fra Bilbasen.
Kia Sorento fås som opladningshybrid med syv sæder og firehjulstræk fra 429.000 kr. OpbygningSyvsæders SUV, benzin- og elmotor, opladeligt 13,8 kWh batteri, sekstrins automatgear, firehjulstræk DrivlineR4, 1599 cm3, 16V, turbobenzin + elmotor, systemydelse 265 hk/350 Nm Præstationerelektrisk rækkevidde 57 km, CO-udslip 38 g/km, påhæng1500 kg PrisPrestige 429.000 kr.,Upgrade 469.000 kr.,Premium 539.000 kr.
