Joachim Boldsen: Min krop er helt færdig

Helt oppe i hjørnet bag afsnit H i Helsingør Hallen tilbragte Joachim Boldsen de fleste af barndommens søndage. Han kom tidligt om formiddagen for selv at træne eller spille kamp, og så gik resten af dagen ellers med at løbe rundt på gangene, lege med vennerne og spise pomfritter i cafeteriet.

Joachim Boldsens far, Steen Boldsen, spillede på førsteholdet i Helsingør dengang, og Joachim Boldsen kan stadig huske, hvordan hans far og resten af holdet blev klappet på banen i minutterne op til kampstart.

"Min krop er færdig. Når jeg lister forbi min datters værelse om morgenen, knirker det så meget, at hun vågner. Jeg gider ikke mere"

"Det var fedt," siger Joachim Boldsen, som i dag er tilbage i Helsingør Hallen og står og kigger op på afsnit H.

"Vi stod altid og tyrede bolden op ad væggen deroppe. Så kom der en og skældte ud og sagde, at murstenene kunne falde ned i kælderen. Jeg har mange gode minder her."

Den mest ynkelige idiot

Hvis barne- og ungdomsårene i Helsingør Hallen fremkalder alt det, der er sjovt og godt ved håndbold, så er Joachim Boldsens seniorkarriere indhyllet i et lidt andet lys.

For efter at have vist sig alt for god til den danske liga i først Helsingør IF og senere GOG Gudme, kom han som 21-årig til den tyske Bundesliga og klubben Grosswallstadt.

"Der fandt jeg hurtigt ud af, at det talent, jeg havde, ikke længere skulle bruges til at lege med. Det er forkert at sige, at jeg følte mig udnyttet, men der var i hvert fald ikke længere nogen, der passede på mig. GOG var som en familie, men i Tyskland mærkede jeg pludselig et helt andet pres," fortæller Joachim Boldsen.

Han illustrerer mentalitetsforskellen med en episode fra en Europa Cup-kamp med sit nye tyske hold, hvor han kæmpede med en skade i sin ene fod. Ikke noget problem, sagde klublægen og gav Joachim Boldsen en smertestillende sprøjte inden kampen.

"Det tog smerterne, men jeg kunne slet ikke mærke min fod. Jeg anede ikke, hvad den lavede. Så jeg løb ud efter fem minutter og sagde til træneren, at det ikke gik. Jeg kan huske, at han kiggede på mig, som om jeg var verdens mest ynkelige idiot."

Hård systemtræning

Smertestillende medicin var en del af Joachim Boldsens hverdag i alle de år, han spillede tophåndbold – særligt i udlandet. Klubbens fysiske team udleverede det som en del af forberedelsen til en kamp, så selvfølgelig tog man det uden at stille spørgsmål, fortæller Joachim Boldsen og griner lidt af sine krogede fingre, som aldrig retter sig ud igen, fordi de ikke fik den pause, de havde brug for.

"Da jeg kom til Tyskland, fandt jeg også ud af, at konsekvensen ved at tabe var straf. Træneren var normalt dybt sympatisk og skidehyggelig, men når vi havde tabt, blev han bare ond og snakkede ikke til os i en hel uge, men kørte knaldhård træning. Det var forfærdeligt. Forfærdeligt."

Men blev du en bedre håndboldspiller af det?

"Ja, det gjorde jeg. Det var hård systemtræning, som blev pumpet igennem. Den samme øvelse igen og igen halvanden time i træk. Så jeg blev stærkere – både fysisk og mentalt. Men det var ikke sjovt at spille håndbold længere."

To minutters glæde

Flere gange i løbet af karrieren havde Joachim Boldsen lyst til at droppe det hele og tage hjem til venner, fester og København. Men han blev ved, selvom det var hårdt og ensomt.

Hvorfor egentlig?

"For det første giver jeg ikke bare op. Når man underskriver en kontrakt, lover man jo samtidig en klub, at man vil arbejde for dem. For det andet levede jeg vel også min fars ambitioner ud gennem mig. Jeg vidste, at han kun var nået til et vist punkt i sin karriere. Bl.a. fordi han ikke havde det samme talent, og så fordi håndbold heller ikke var, hvor det er i dag rent pengemæssigt. Så når jeg ringede hjem og brokkede mig, var han god til at sige de rigtige ting, så jeg blev ved."

Så det var ikke kærligheden til spillet, der fik dig til at fortsætte i alle de år?

"I så fald har det været ubevidst. Et eller andet sted har jeg nok altid holdt af sporten, men der var bare så mange sure timer. Og de sure havde det med at skygge for de gode. Til gengæld vil jeg sige, at når vi i Grosswaldstadt vandt på hjemmebane foran 5.000 mennesker, så var det sjovt."

"Det der tidspunkt, hvor man gik glad fra banen og ned i omklædningsrummet. Man vidste, at der i hvert fald var tre dage til næste kamp, så man var helt afslappet. At sidde der helt stille med en æblejuice med brus i – det drak de dernede – det var megafedt. Øjeblikket varede som regel kun to minutter. Så var der en eller anden, der sagde noget, og så var følelsen væk igen. Men det øjeblik, det var fantastisk."

Brok er godt

I alle de klubber og på alle de landshold, Joachim Boldsen har været en del af, har han altid haft et behov for at markere sig. I ynglingetiden i Helsingør brokkede han sig over, at han ikke måtte træne med seniorholdet som 16-årig.

Tre år senere brokkede han sig over, at han stadig spillede på ungdomslandsholdet og ikke på A-landsholdet.

Mange år senere kaldte han offentligt sin tidligere landstræner Torben Winther for en tøs, da han var uenig i hans mandskabspleje.

Han røg smøger, mens han spillede på topplan, fordi det ikke ragede andre, hvad han hev ned i lungerne. Og han skød tilbage med raseriindsatser på banen, når håndboldeksperter kaldte ham overvægtig eller ufokuseret.

"Jeg føler mig som en forurettet lille skoledreng, hvis ikke jeg får lov til at sige min mening," prøver Joachim Boldsen selv at forklare friheden til at være sin egen.

Han er sikker på, at han har arvet trangen fra sin far, som var berygtet i Helsingør Hallen for at "kommunikere" ivrigt med dommerne, og som har opdraget sin søn til at åbne munden, hvis han har noget på hjerte.

"Jeg har spillet i mange klubber – også i udlandet – hvor folk brokkede sig i krogene, men når det kom til stykket, turde de ikke sige det højt. Det synes jeg er totalt latterligt. Hvis jeg har været utilfreds med noget, har jeg altid sagt det. Også selvom det har været upopulært."

Ligegyldighedskultur

Den no bullshit-attitude var én af årsagerne til, at Joachim Boldsen som bare 21-årig blev valgt som anfører på det danske A-landshold. På det tidspunkt var dansk landsholdsherrehåndbold en vittighed, men det var Joachim Boldsen og mange af hans jævnaldrende med til at ændre på.

"Jeg kom fra ungdomslandsholdet, hvor vi havde vundet både EM- og VM-guld. På to år tror jeg kun, at vi tabte én kamp. Men på A-landsholdet havde de tabt så mange gange, at det efterhånden ikke gjorde dem noget. De var måske lidt skuffede i omklædningsrummet bagefter, men så snart træneren var gået, var det sjov og ballade igen. Det var sgu mærkeligt. Jeg vil ikke sige, at der herskede en taberkultur, for det er for hårdt, men der var en ligegyldighedskultur. Det var vi unge med til at ændre på, og langsomt blev landsholdet bedre og bedre, indtil vi for mit vedkommende toppede ved EM i 2008, hvor vi vandt guld," siger Joachim Boldsen.

Kribler det ikke i dig, når du ser dem spille i dag?

"Nej, overhovedet ikke. Jeg kan godt lide at se en håndboldkamp, men jeg glæder mig mest over, at det ikke er mig, der spiller. Min krop er færdig. Når jeg lister forbi min datters værelse om morgenen, knirker det så meget, at hun vågner. Jeg gider ikke mere."

Joachim Boldsens biografi "Færdig!" udkom 26. september