OL-vinder rejste til Afrika for at genfinde sin passion: "Jeg ved, hvor stor en forskel, det kan gøre bare for et barn i Danmark at være en del af en idrætsforening, tænk så hvad det kan gøre i Sierra Leone"

Hvis Josephine Touray var i tvivl om, hvad hun ville med sit liv, inden hun rejste, var hun det ikke efter.

I disse dage for præcis to år siden, som hendes Facebook-profil minder hende om, besøgte hun for første gang Sierra Leone.

På daværende tidspunkt var hun executive manager hos forsikringsgiganten AIG, en slags højre hånd for selskabets nordiske chef. Ved siden af var hun frivilligt bestyrelsesmedlem i ngo’en Football for a new tomorrow (FANT), og i den forbindelse var hun rejst en uge til landet på den vestafrikanske kyst.

Hun var i tvivl om sin karrierevej, men hun var sikker på, at hun ville søge væk fra AIG. Efter hun i 2009 indstillede sin aktive håndboldkarriere, havde hun med sin cand.merc.jur-uddannelse gået ind i en corporate verden. Men i stigende grad var hun træt af at være et lille tandhjul i en stor maskine og passionen, den var der ikke.

“

Jeg kan jo mærke, at jeg hele tiden er to skridt foran. Min mand spørger sommetider: “Kan vi ikke bare slappe af”?

Josephine Touray, administrativ chef i FANT

“Jeg vil fandeme være med til at rykke ved ting. Jeg vil ikke bare være en i mængden,” havde hun gjort op med sig selv.

Men hvordan?

Synet i Kroo Bay, slumområdet af hovedstaden Freetown, var barskt. Hun gik imellem blikskure og skrøbelige huse. Fra et højt punkt kunne hun se Atlanterhavet - et smukt syn, var det ikke fordi kystlinjen var dækket til af plastik. Et par drenge sloges med nogle brugte hospitalskanyler.

På den anden side af boligområdet kom fodboldbanen til syne. Dér, hvor FANT havde uddannet de lokale i at drive fodboldklub. Banen var fyldt med trænende børn. Smilende børn.

Minder, 30 år gamle og 7500 km borte, kom til live.

Det er det her, jeg skal, tænkte hun.

Josephine Touray tager imod på FANT’s kontor på Islands Brygge i København. Flyttekasser med sportstøj er opmagasineret interimistisk ved hendes skrivebord, som hun har siddet ved siden 1. juni sidste år, hvor hun begyndte som administrativ chef.

Imens hun instruerer i brug af kaffemaskinen, taler vi om kvartfinalen til herrernes VM i Egypten forleden. Hvad der gik igennem hovederne, da Mikkel Hansen i en momentan fejl var ved at koste Danmark det hele sekunder før slutfløjt. Hvad der gik igennem hovederne, da kampen endte i en nervepirrende straffekastkonkurrence.

“

Jeg vil fandeme være med til at rykke ved ting. Jeg vil ikke bare være én i mængden

Josephine Touray, administrativ chef i FANT

“Den følelse, jeg sidder med, er, hvordan de som hold passer på hinanden. At de har hinandens ryg. Det tager mig tilbage. Jeg kan føle helt ind i min mave, hvad de går igennem,” siger hun.

Nok følger de fleste danskere ikke med i håndbold fra uge til uge, men en eller et par gange om året stimler op imod halvdelen af alle danskere sammen til slutrunder. Som finalen forleden, hvor over 2,6 mio. danskere så med.

Ansigterne husker vi.

Sådan er det også med 41-årige Josephine Touray. Den letbenede højrefløj på nullernes håndboldlandshold, som med sin hurtighed stak afsted op langs flanken og scorede det ene mål efter det andet.

I 2002 var det hende, som takket være tre rappe mål, var stærkt medvirkende til at knække Norge i finalen af den EM-slutrunde, som blev spillet og vundet på hjemmebane i Aarhus. To år senere, i 2004, gjaldt det OL i Athen, hvor Danmark vandt over Sydkorea efter dobbelt forlænget spilletid og straffekastkonkurrence.

Ikke underligt, at Josephine Touray kunne mærke det endnu mere intenst end os andre forleden. Hun har været der selv.

Sammenholdet er fundamentet i historien om Josephine Touray. Hver gang hun ser de unge løbe rundt i Sierra Leone, hver gang hun tænker tilbage på sin egen karriere, hver gang hun ser håndbold i fjernsynet, bliver Josephine Touray mindet om, hvad det kan at være en del af et hold.

“Jeg ved, hvad sport har gjort for mig. Jeg ved, hvor stor en forskel, det kan gøre bare for et barn i Danmark at være en del af en idrætsforening, tænk så hvad det kan gøre i Sierra Leone?”

Når Josephine Touray taler, gør hun det med kraft og resoluthed. Men når det begynder at handle om hendes veneration for foreningsdanmark, går hun et yderligere gear op.

Josephine Touray var en rigtig hal-unge. Da hun var 11 år gammel blev hendes mor og far skilt, og hun flyttede med sin mor ind i en lejlighed, der lå klos op af Bjerringbro-hallen. Hver eneste dag hun kom hjem fra skole, smed hun rygsækken og løb over i hallen.

“Jeg var der altid. Og dengang var forholdene ikke mere professionelle end, når det voksne herrehold i Bjerringbro, som var de store stjerner, trænede, kunne man stadigvæk råbe ned til træneren: "Bruger I den anden halvdel af banen, eller må vi løbe rundt hernede og skyde på mål?" Det var min barndom.”

Som teenager fik hun job i cafeteriaet. På søndage spillede klubbens hold forskudt, så hun bogstaveligt talt kunne være der, fra hallen åbnede til den lukkede.

“Når folk fortæller om, hvordan de har levet deres ungdomsår - at det var svært med pigefnidder, svært med alkohol og fester - sådan har mine ungdomsår ikke været. De har bare været i den hal med mine venner.”

Selv havde Josephine Touray aldrig set sig selv blive olympisk guldvinder.

“Det var ikke en drøm, der gik i opfyldelse for mig at blive professionel håndboldspiller.”

Måske fordi hun slet ikke er vokset op i en sportsfamilie. Hun kom tilfældigt ind i håndbolden, da hendes genbo spurgte, om hun ville være med til at prøve at komme til træning.

Qua hendes perfektioniske sind, hendes arbejdsomhed og målrettethed, blev hun udtaget til udvalgte hold, så ynglingelandsholdet og til sidst A-landsholdet. Hun endte med at spille 123 landskampe med 383 mål til følge.

Men det er bemærkelsesværdigt nok ikke målene og kampene, der vækker de stærkeste minder. Det er sammenholdet. De gode tider. Som da de til OL i Athen boede på tredje etage i et hus, der lå lige over for det tyske herre-hockeylandshold. Det begyndte med, at en af tyskerne kastede en vandballon på en af de danske håndboldkvinder. Og så startede krigen.

“Vi sendte en bande over for at stjæle fra dem. Hver dag blev det vildere og vildere. Men alt var for sjov, og da vi kom frem til finalen havde de lavet banner til os og flagede med Dannebrog.“

Aftenen før OL-finalen kunne hun og hendes værelseskammerat Lotte Kiærskou ikke falde i søvn. Alle emner var talt igennem i løbet af de tre uger, de havde boet sammen - det eneste, der var tilbage at snakke om, var, hvad de hver især havde fået i karakter i folkeskolen i hvert eneste fag.

“Vi var et hold af meget forskellige piger, men vi vidste alt om hinanden på en måde, som går langt udoverkollegaskab. Vi var hinandens nærmeste.”

I sommeren 2009 indstillede Josephine Touray karrieren 30 år gammel. Knæet var slidt op.

Hvad nu?

Sideløbende med den sidste halvdel af sin karriere havde hun fuldført en cand. merc. jur-uddannelse.

Beslutningen om at starte hos speditørgiganten DSV som juridisk rådgiver var på sin vis oplagt med den uddannelse. Men et godt match var det ikke.

“Jeg følte aldrig passionen. DSV var et godt sted med dejlige mennesker, men jeg fik ikke udlevet mig selv. Det lyder lidt hårdt, men for mig var det: Sæt dig ind på dit kontor, pas dit arbejde, gå ned og spis en frokost og tal gerne lidt videre om arbejdet, og når det bliver fredag kl. 16.00, kør hjem til din familie, og så møder alle ind igen mandag morgen.”

Efter et kort intermezzo hos Københavns Kommune kom hun videre til det globale forsikringsselskab AIG i 2015. Her oplevede hun et andet problem, nemlig at medarbejderne gik i forskellige retninger.

“Jeg er jo vokset op med det her tætte kollegaskab, hvor vi havde samme dagsorden; at vinde. I AIG var der folk, som havde chefer i London, som ville et, nogen havde i Stockholm , som ville noget andet, nogen i Oslo noget tredje. Alle blev målt på noget forskelligt, det boksede jeg meget med”.

Hun endte med at være hos AIG i fem år. Men allerede tilbage i 2018 havde hun gjort op med sig selv, at hun ville noget andet.

Denne gang skulle det føles rigtigt.

Football for a new tomorrow blev stiftet i 2012 af den Afrikastudier-uddannede Cecilie Hauerberg og professionelle fodboldtræner Erik Rasmussen. Siden da har organisationen uddannet over 500 lokale sportstrænere og haft mere end 20.000 børn, unge og handicappede igennem deres aktiviteter.

I dag har FANT 10 idrætsforeninger under sig. Her uddanner de lokale til at drive en forening med den danske model som forbillede; en valgt bestyrelse, årlig generalforsamling, baseret på frivillighed og inddragelse af medlemmerne.

Josephine Tourays karriereskifte var et stykke undervejs, men hun er ikke i tvivl om, at det var det rigtige beslutning at forlade det velbetalte job hos AIG til fordel for det mindre job i den lille ngo, hvor Josephine Touray arbejder tæt sammen med Cecilie Hauerberg. Sammen udgør de to sekretariatet hos FANT og deler ansvaret for den daglige drift.

Hun er afklaret med, at den følelse af sammenhold, som hun fik på håndboldbanen, er umulig at genskabe. Men allerede nu har hun fundet noget, der minder om det. For selvom der er forskel på at score et afgørende mål og lande en aftale med en virksomhed om en bevilling, er det sammenligneligt, når man er fælles med nogle mennesker, man holder af, om målet.

“Den måde Cecilie og jeg kan kramme hinanden, når noget er lykkes, eller vi kan være rasende og kigge på hinanden og sige: “Nu går vi en tur, fordi hele verden er imod os,“ det føles lidt som at være tilbage på håndboldbanen,“ fortæller hun.

Hun tegner en lige linje i luften med sin hånd. Det var det liv, hun havde i DSV og hos AIG. Uden udsving. Men det er udsvingene, hun søger, og dem har hun fundet.

Med fare for at forfalde til sentimentalisme er der en form for ring, som sluttes. Både til hendes egen opvækst i Bjerringbro-hallen, men også til hendes etniske ophav.

Hendes far er af gambiansk afstamning, og selvom hendes opvækst på alle måder har været dansk, er hun draget imod det afrikanske kontinent.

“

Jeg ved, hvad sport har gjort for mig. Jeg ved, hvor stor en forskel det kan gøre bare for et barn i Danmark, tænk så hvad
det kan gøre
i Sierra Leone

Josephine Touray, administrativ chef i FANT

I januar i år startede FANT projektet HAND - Handball for a new destiny. Her skal Josephine Touray bruge sit netværk i sporten til at sætte gang i håndboldsporten i Sierra Leone, som indtil nu har været et komplet ukendt fænomen i landet. Det har nemlig vist sig at være en god måde at engagere piger i sport og dermed igen være med til at sikre en forbedret livskvalitet for dem.

Drivkraften er, som da hun spillede håndbold; at se fremskridt. I sig selv og for holdet.

“Det lyder jo hurtigt som en kliche at sige, at jeg er drevet af at gøre en forskel. Men jeg er enormt drevet af at se resultaterne af mit arbejde. Jeg er drevet af at se fremskridt. Og af at bruge den viden jeg har opbygget som håndboldspiller.”

Er der slet ikke noget, som håndboldlivet har fremprovokeret i Josephine Touray, som hun skal vænne sig af med?

Det er der. I hvert fald på det personlige plan.

“Jeg kan jo mærke, at jeg hele tiden er to skridt foran. Min mand spørger sommetider: “Kan vi ikke bare slappe af”? Men det sidder så dybt i alt, hvad jeg gør: Jeg gider ikke gøre noget, hvis der ikke er et formål.”

For tiden forsøger hun alligevel at øve sig i det. At gå en tur uden nødvendigvis at have en endedestination, uden nødvendigvis lige at skulle lytte til dagens udgave af podcasten “Genstart”, købe ind og lave et par opkald.

“Men det er rigtigt svært.“

Det er nemt at forestille sig, hvis man har siddet over for Josephine Touray bare en time eller to. Hendes energi indikerer et engagement, som man ikke kan trykke play og pause på efter for velbefindende.

Drømmen er ikke at udvikle FANT til et stort sekretariat på 100 mennesker. Drømmen er snarere at brede sig til flere lande i Vestafrika, måske endda Gambia, og lære den danske foreningsmodel fra sig med opbakning herhjemme fra.

Virkemidlet til at kommunikere budskabet er ikke billeder af udspilede maver og ekstrem fattigdom, men smil og glæde. For det er, hvad holdsporten har fået frem i Josephine Touray, og det er hvad holdsporten beviseligt kan få frem - selv i et af verdens fattigste lande.

toma@borsen.dk